Rane Willerslev: Forskning hjalp mig til at undgå at blive skør

14 måneder. Knap 400 dage. Så lang tid varede Rane Willerslevs længste ophold i ødemarken i det nordøstlige Sibirien, hvor der kan blive ned til minus 85 grader, og hvor der for 99,9 procent af området ikke er andet end tundra, så langt øjet rækker.

Her boede han sammen jukagirerne, inkarnerede jægere, som har deres eget sprog, deres egen åndeverden og deres egen ide om, hvad tid er for en størrelse.

Et folk, som er fuldstændig afhængigt af naturen omkring sig, og som gennem årtusinder har levet i en gensidig pagt med den bidske ødemark.

Under de betingelser er alt overlevelse. Selve livets formål, al tanke og handling, er overlevelse. Og måske så langt væk fra en slentretur ned ad Strøget i København, man overhovedet kan komme.

»Når du har været i felten så længe, er du småtosset, når du kommer hjem. Jeg kunne for eksempel ikke gå en tur ned ad gaden og se et stykke snor uden at samle det op og lægge det i lommen. I ødemarken er selv en tom dåse noget, du gemmer,« fortæller Rane Willerslev.

Dér - midt i et vakuum af ubrugelige snore og dåser – havde han to muligheder, da han kom hjem til Danmark: Galskab eller genskabelse.

20 års studier i oprindelige folk

Rane Willerslev har i skrivende stund været direktør for Nationalmuseet i knap et år. Hans direktørrolle har skabt en grotesk mængde medieomtale, og det ér nok primært i kraft af den, at de fleste kender ham i dag.

Men tiden som direktør udgør samtidig kun omkring en tyvendedel af den tid, han har brugt på at studere og forske i oprindelige folk, først og fremmest i Sibirien. Et arbejde, som han i forskerkredse er bredt anerkendt og respekteret for.

Som socialantropolog har han for eksempel studeret jukagirernes forhold til dyr – og på en måde også dyrenes forhold til jukagirerne, for der er tale om et folk, som lever med den religiøse overbevisning, at dyr og planter, ligesom mennesker, indeholder en ånd. Det, vi i den vestlige verden ville kalde en sjæl.

Hans bog ’Soul Hunters’, som handler om jukagirernes spirituelle verden, fik stærkt rosende omtale i internationale, antropologiske tidsskrifter og af anerkendte kolleger, da den udkom i 2007.

Det kunne ikke blive vildt nok

Det hele startede som en god gammeldags drøm. En drøm om at være som Columbus og opdage nyt land. En drøm, som blev født på et eller andet udefinerbart tidspunkt i Rane og hans tvillingebror Eskes barndom.

Allerede som 13-årige tog de to alene på vandreture i Lapland i det nordlige Finland for at forberede sig på det helt store eventyr, om end det på det tidspunkt ikke stod helt klart, hvor eventyret skulle udfolde sig.

»Vi var meget unge, da vi besluttede os for at være opdagelsesrejsende. Vi læste klassiske bøger om Knud Rasmussen og Helge Ingstad, og til sidst blev vi enige om, at når vi var færdige med gymnasiet, ville vi tage til den canadiske ødemark,« fortæller Rane Willerslev.

Hvorfor Canada?

Af den simple grund, at det var den vildeste ødemark, de kunne komme i tanke om.

Men pludselig i 1990, da tvillingerne gik i 3.g, skete der noget vildt: Rusland løsrev sig fra Sovjetunionen.

»Så tænkte vi bare: Hold kæft, mand, hvis vi kunne komme ind til det nordøstlige Sibirien … Det var fuldstændig ukendt land for vesterlændinge. Det ville være helt fantastisk,« siger Rane Willerslev, som sammen med sin bror gik i gang med at planlægge og søge legater.

En bangebuks i vildmarken

I virkeligheden er Rane Willerslev ikke specielt modig. Han er bange for spøgelser, og han kan ikke lide at gå ind i mørke rum. Han er, med egne ord, »lidt af en bangebuks«.

Derfor virker det på en eller anden måde lidt selvmodsigende at have lyst til at sætte sig ind i en helikopter og lade sig flyve ud og blive sat af midt i ingenting i Sibiriens ødemark.

Med kun sin bror, to andre - »lige så skøre« - danskere, en russisk pelsjæger og en professor i religionshistorie som følgeskab.

Med et landkort i målestokken én til en million. Ingen telefon, ingen radio, intet posthus. Ingenting.

»Hvis du bliver rigtig alvorligt syg derude, så dør du,« som Rane Willerslev tørt konstaterer.

Aftalen var, at helikopteren skulle flyve ud og »prøve at finde dem igen« tre måneder efter. Hvorfor skulle en selverklæret bangebuks, ganske frivilligt, kaste sig ud i sådan en umiddelbart vanvittig bedrift?

»Jamen, det ér egentlig også lidt mærkeligt. Men jeg tror, at det er det der med at være fascineret af det ukendte - hvad fanden er der derinde, ikke? Man vidste, at der var nogle indfødte folk, som måske mindede om indianere eller inuitter eller noget, men det var det,« siger Rane Willerslev.

»Vi vidste jo ikke, hvad fanden vi lavede«

I halvanden måned mødte de ingen mennesker. I en kano sejlede de ad floder, som ikke var opgivet på kortet, og fandt til gengæld ud af, at de byer, som angiveligt skulle have ligget på ruten, i mange tilfælde slet ikke eksisterede.

»Vi vidste jo ikke, hvad fanden vi lavede. Det var kun, fordi vi havde en jæger med, at der blev holdt liv i os,« fortæller Rane Willerslev.

Endelig dukkede en flok rensdyrhyrder op. En nysgerrighed, som skulle vise sig at blive livslang, blev vakt i 19-årige Rane.

»Dér blev jeg meget interesseret i de indfødte folk, og det var faktisk grunden til, at jeg begyndte at læse antropologi senere hen. Eske blev til gengæld optaget af alle de mammutknogler og stødtænder, vi fandt, og det blev startskuddet til, at han bagefter begyndte at studere biologi. Så på mange måder formede den ekspedition vores livsbaner,« fortæller den i dag 46-årige Rane Willerslev.

»Jeg forveksler nogle gange mig selv«

Siden de var helt små, har Willerslev-brødrene været tætte. Tætte rent udseendemæssigt, som enæggede tvillinger nu engang er, men også så tætte, at Rane ikke altid kan skelne sine egne minder fra sin brors.

»Der er utroligt mange, der ikke kan kende forskel på Eske og mig, men jeg forveksler også nogle gange mig selv. Når jeg kigger på billeder fra vores barndom, kan jeg ikke kende forskel på os,« fortæller han.

Rejse- og eventyrlysten var en af de vigtigste ting, de havde til fælles, og som gennem opvæksten bandt dem uløseligt sammen. Men deres naturlige interesser trak dem efterhånden i forskellige retninger.

»I starten betød det rigtig meget at have min bror med mig på rejserne. Men så skiltes vores veje; han blev meget laboratorie-orienteret, og jeg fortsatte med at tage på de her rejser, faktisk helt indtil jeg blev direktør på Nationalmuseet,« siger Rane Willerslev.

Broren Eskes arbejde udfoldede sig til en succesfuld karriere inden for forhistorisk DNA, alt imens Rane forsvandt ind i verden af ånder og jagtkosmologi.

Han levede sig fuldstændig ind i livet i ødemarken, mens livet i lille, trygge Danmark kom mere og mere på afstand og blev tilsvarende sværere at forholde sig til.

Jukagirerne blev en besættelse

Trods diverse udfordringer gav den første ekspedition i 1990 nemlig blot Rane Willerslev endnu mere blod på tanden; det blev til adskillige ekspeditioner i Sibirien de følgende år.

En inspektør ved Nationalmuseet ved navn Rolf Gilberg fortalte ham, at der i det nordøstlige Sibirien boede et lille jægerfolk, som stort set ikke tidligere var studeret. Jukagirerne, fortalte Rolf Gilberg, var kun beskrevet én gang tidligere, og det i en bog fra zarens tid helt tilbage i år 1905.

Det blev en besættelse for Rane at finde jukagirerne, som dog ikke virkede synderligt interesserede i at blive fundet. Han mødte andre indfødte på sine rejser, men jukagirerne lod vente på sig. I 1993 lykkedes det endelig.

»Jeg tog ud og boede med dem i først over et år og igen senere hen. I alt blev det til næsten tre år, hvor jeg studerede først og fremmest deres åndelige kultur. Det gjorde jeg gennem jagt, for de her folk er jægere, og jagten er indgangsvej til deres kosmologi. Senere har jeg studeret andre folk i Sibirien, blandt andet tjuktjerne, men jukagirerne har haft helt afgørende betydning for mig,« fortæller Rane Willerslev.

»Du bliver mærkelig. Du drømmer om ånder.«

Rane Willerslev investerede sig selv »helt ekstremt meget« i jukagirernes liv og levevis. Han blev en del af deres samfund, og det blev en del af ham. Hans ekspeditioner var ikke bare ekspeditioner, mens han var der, de var hans liv.

»Det er vigtigt at forstå, at modsat megen anden videnskab går antropologi ud på, at du bruger din egen krop som udgangspunkt for at forstå en anden kultur. Faget forudsætter, at du investerer noget af dig selv, og det giver en særlig form for kvalitativ dybde i dine data, som du ikke kan få på andre måder,« forklarer han.

For Rane Willerslev betød det til gengæld også, at det var langt sværere at komme tilbage til Danmark, end det var at leve sig ind i livet i Sibirien.

»Mange af de shamanistiske ting, jeg har set og oplevet, ligger uden for almindelig rationalitet og logikkens univers. Hele dit væsen bliver formet af det liv derude. Du bliver mærkelig. Du drømmer om ånder,« fortæller han.

Skrev sindssygen ud af kroppen

Da Rane kom tilbage efter sit længste ophold i vildmarken, turde hans daværende kæreste ikke lade ham beholde hans geværer. Han var blevet for mærkelig, sagde hun. For en stund gyngede virkeligheden under ham.

Men så begyndte han at skrive om det, han havde oplevet. Gennem forskningen bearbejdede han sine oplevelser og skrev gradvist sindssygen ud af kroppen.

»For antropologer bliver skrivebordsarbejdet nærmest en terapeutisk proces, og det var det også for mig. Du finder mening i dit materiale, men du skriver også en form for narrativ ind, som skaber en linje og en mening i det, du har oplevet. Og det er ret vigtigt for at bevare forstanden,« fortæller Rane Willerslev.

At skrive forskningen frem af materialet blev for Rane Willerslev en måde at strukturere de oplevelser, han havde haft. En kulturel oversættelse af oplevelser uden for logikkens univers. På den måde bliver det uundgåeligt én version af sandheden, understreger han.

»Men det bliver den version, der gør, at du ikke behøver at fortsætte med at være sindssyg.«

Udløbsdato på de ekstreme rejser

Rane Willerslev har – formentlig – foretaget sin sidste rejse til Sibirien. Ekspeditionerne er for det første ikke forenelige med direktørposten på Nationalmuseet, og for det andet er han ikke længere 19 år gammel.

»Som ung kunne jeg utroligt godt lide at jage og sejle i kano, og den fysiske præstation i rejserne tiltalte mig. Det gør den lidt mindre nu, for nu har jeg ondt i ryggen og reumatisme (gigt, red.) på grund af alle de forfrysninger, jeg har fået gennem tiden,« fortæller han.

På den seneste rejse til Østafrika blev det for alvor tydeligt, at alderen er begyndt at slå igennem.

»Der kunne jeg godt mærke, at der er en udløbsdato på de der rejser. Det er jo ekstremt fysisk krævende. Når vi tog på jagt, var jeg ligesom den tykke dreng i klassen, der humpede efter omme bagved. Det var ikke så skidefedt.«

Til gengæld er han ikke færdig med at opfordre andre til at forfølge deres egen eventyrlyst.

»Jeg synes generelt, at eventyrlyst inden for humaniora er blevet set lidt ned på, og det er efter min mening helt forkert. Det, der driver videnskaben, er jo netop nysgerrigheden for at afdække det, vi ikke kender – at kaste sig ud i det ukendte, afdække det ukendte og kæmpe med det ukendte.«

»Og man ved ikke, hvad man møder, og man ved ikke, om man kommer i mål. Det er da en fantastisk drivkraft,« slutter han.