Karin Frei: I Danmark er jeg ikke født, men der har jeg hjemme

I 94 år troede man, at den berømte Egtvedpige var et klokkeklart nationalsymbol på danskheden.

Hun blev fundet i en gravhøj vest for Vejle i en egekiste, hvor der blandt andet lå en lille spand, som formentlig har indeholdt øl. Mere dansk bliver det ikke; altså lige bortset fra, at Karin Margarita Frei i 2015 kunne afsløre, at Egtvedpigen slet ikke er født i Danmark.

Og netop her starter vores fortælling om Karin Frei. En dansker, vi på alle måder kan være stolte af.

Nyudnævnt professor i arkæometri – den første i Danmark vel at mærke – en tværfaglig forskningsgren, hvor hun kombinerer arkæologi med geokemi. Tilmed Nationalmuseets første kvindelige professor.

Ligesom Egtvedpigen blev Karin Frei heller ikke født i Danmark, men det har aldrig afholdt hende fra at drømme sig hertil. Selv da hun havde sin skolegang på den anden side af kloden og endnu ikke talte dansk, følte hun, at Danmark var hendes hjem. Hun var 13 år gammel, da hun begyndte at spare op til rejsen.

Et imponerende CV

I publikationslisten fra Miljøarkæologi og Materialeforskning på Nationalmuseet 2014-2016 står Karin Freis navn på intet mindre end på 24 videnskabelige udgivelser; heraf står hun selv som hovedforfatter på 13 artikler.

Tænker man på, at en videnskabelig artikel sommetider kan tage et halvt år at skrive, er det et tal, som kunne gøre størstedelen af den danske forskerstand misundelige.

Hun har selv udviklet den metode, som blandt andet er blevet brugt til at afsløre Egtvedpigens og Haraldskærkvindens langdistancerejser og helt ny viden om bronzealderens langdistancehandel. Metoden anvendes i dag af forskere i en række lande.

Hun har også udarbejdet et geokemisk landkort for hele Danmark og dermed givet arkæologer et redskab til at finde svar på, hvor vikingerne har rejst, og politiet en hjælp til at opklare mordgåder.

Gennem hele sin karriere har hun konstant kastet sig ud i nye grene af videnskaben og banket tunge vægge til andre forskningsområder langt fra hendes eget ned. Alligevel bruger hun, på bedste jantelovske vis, først og fremmest ordet 'heldig' om, hvordan hun er nået til, hvor hun er i dag.

En oase af danskhed

Det er 100 år siden, Karin Freis forfædre rykkede livet i Danmark op med rode og flyttede til Sydamerika. 100 år siden, Karins oldemor og oldefar tog det kongelige porcelæn og deres danske værdier med sig til den anden side af verden. 100 år siden, de var med til at oprette den danske koloni 'Eldorado' i byen Misiones i den nordlige del af Argentina.

Her fik de Karin Freis mormor, som uddannede sig til at blive den første kvindelige præst i Sydamerika og sammen med sin danske mand satte Karins ekstraordinært skandinavisk udseende mor i verden.

Karin og hendes søskende blev født ind i en oase af danskhed.

»Hele min barndom er jeg opvokset med, at Danmark er det dejligste sted på Jorden. Jeg har altid fået at vide, at Danmark er sådan et land, hvor man kan tro på det hele, hvor det altid er koldt, og hvor alle er ærlige, søde og pænt klædt og altid kommer til tiden. Jeg har drømt om Danmark, så længe jeg kan huske,« fortæller Karin Frei.

Mere dansk end danskerne

I kolonien holdt man de danske traditioner i hævd. Meget. Til trods for at det i Buenos Aires kan det blive op mod 40 grader varmt sidst i december måned, sad Karin og hendes familie troligt hvert år og spiste varm, dansk julemad den 24. december.

»Vi skulle spise maden fra den danske jul, mens alle andre spiste kold mad – det er jo det, man har lyst til og trænger til, når det er så varmt. Men nej nej, vi skulle både have søde kartofler, sovs og flæskesteg eller gås. Der var både rødkål, risalamande og mandelgaver,« fortæller hun.

Man mødtes i kirken, koloniens omdrejningspunkt, og sang Grundtvigs salmer, og voksne som børn dansede folkedans i traditionelle, danske folkedragter.

»Vi var på en måde mere danske end danskerne. Jeg tror, at når man flytter til et helt nyt sted, nærmest så langt væk, man kan komme, bliver ens identitet forstærket. Min familie bibeholdt en meget stærk følelse af, at vi kom fra Danmark. Det var dem, vi var, og det var sådan, vi opførte os.«

Altid svært ved at lande ét sted

Hun har fået det skandinaviske udseende med sig fra sin mor. Med det lyse hår og de blågrå øjne kunne Karin Frei sagtens gå for at være indfødt dansker – men selvom hun taler flydende dansk, afsløres hun alligevel af en let syngende accent og nogle finurlige sætningskonstruktioner, hvor hans og sin har det med at bytte plads.

Til at starte med var det egentlig palæontologien, der trak i hende, men også vulkanologi og arkæologi havde spændende facetter, syntes hun. Og så geologien selvfølgelig. Og lidt kemien, selvom hendes far var kemiker, og det skulle hun i hvert fald ikke være.

Hun har med andre ord altid haft svært ved at lande på ét felt. Arkæometri er med hendes egne ord »lige præcis så tværfagligt, som det næsten kan blive«.

»Det er lidt mærkeligt, at jeg sådan vælger at gøre det svært for mig selv. Men der kan jeg se en meget stærk parallel mellem mit privatliv og det professionelle. Jeg har ikke gjort det med vilje, det er bare noget, der er sket. Det må være en slags mønster, som er så dybt i mig: Jeg lader mig ikke begrænse, jeg går bare efter det, jeg synes er spændende, og hvor jeg kan se nogle muligheder for noget, der er større,« fortæller hun.

»Militæret var alle vegne«

Karins forældre blev enige om, at når diktaturet i Argentina lagde sig, og det dermed blev muligt, ville de flytte derfra. Økonomien var ustabil, flere af dem, de kendte og var jævnaldrende med, blev bortført under diktaturet, og nogle af dem kom desværre aldrig tilbage. Det var i det hele taget et usikkert miljø at opfostre børn i.

Der var ikke direkte udrejseforbud, men den bedste taktik var at holde lav profil, så længe der stadig var uroligheder som følge af diktaturet og Falklandskrigen mod England. Man rejste ikke bare ud af landet efter forgodtbefindende, særligt ikke hvis man som Karins forældre var universitetsstuderende.

»I mine forældres generation var især de universitetsstuderende med meninger om for eksempel socialisme og kommunisme særligt udsatte. Det var en meget farlig periode for alle, som havde en anden mening end diktatoren. Jeg husker min barndom i Argentina, som om militæret altid var over det hele,« fortæller Karin Frei.

I begyndelsen af 1980'erne lagde urolighederne i Argentina sig endelig nok til, at familien kunne rejse derfra. Havde det stået til Karin, var de rykket direkte til Danmark, men hendes forældre besluttede, at Spanien var et bedre alternativ. Sproget var det samme, og det var et latinsk land.

Aldrig nok i én verden

I dag arbejder Karin Frei blandt andet med egekistegrave, som den Egtvedpigen lå begravet i. Med støtte fra Carlsbergfondet har hun fået mulighed for at kigge nærmere på blandt andet Skydstrupkvinden, en cirka 18-årig kvinde, som omkring år 1.300 f.v.t. blev begravet i en høj ved byen Skydstrup i Sønderjylland.

Projektet går overordnet set ud på at blive klogere på bronzealderens kvinder og deres rolle i datidens samfund med særligt fokus på mobilitet. Inden længe udkommer en ny videnskabelig artikel om Skydstrupkvinden, og selvom Karin Frei ikke kan løfte sløret for indholdet, lover hun, at det er spændende.

Men heller ikke i denne henseende har hun nok i én verden. Hun holder sig ikke pænt til bronzealderen, men arbejder også med vikingetid og stenalder og helst sammen med kollegaer fra andre forskningsgrene.

»Det er en meget tværfaglig verden, jeg arbejder i, og jeg elsker at få flere eksperter på. Jeg har for eksempel store samarbejder med retsmedicinere og zooarkæologer, som kan noget andet, end jeg selv kan, og som giver mig mening i forhold til det, jeg forsker i,« siger hun.

Arbejde om dagen, skole om aftenen

Karin følte sig ikke hjemme i Spanien. Efter ganske kort tid besluttede hun sig for, at det ikke var her, hendes fremtid lå.

»Der gik to-tre dage, før det stod klart for mig, at det her var et helt andet sted og en helt anden kultur end den argentinske. Argentina var en blanding af mange europæere, hvorimod Spanien var spansk. Og samtidig mistede vi det danske fra kolonien. Jeg følte mig virkelig rodløs. Helt lost.«

Allerede som 13-årig begyndte hun derfor at spare op for at komme til Danmark. I begyndelsen var det svært at få arbejde, fordi hun var mindreårig, men snart lykkedes det hende alligevel at få tjanser som barnepige. Det rygtedes, at hun som den ældste i en børneflok på fem var vant til at passe umulige møgunger derhjemme.

»Jeg passede børn om sommeren og til fødselsdage og den slags, og da jeg startede i gymnasiet, fik jeg det lagt sådan, at jeg kunne gå i skole om aftenen, så jeg kunne tjene penge om dagen. Jeg arbejdede på en café og på en restaurant, og hver sommer havde jeg tre jobs af gangen.«

Rejsen til Danmark

Den dag, Karin blev kørt til bussen af sin mor, ville hendes far ikke sige farvel til hende. Hun var 17 år gammel. Hendes forældre havde hele tiden vidst, hvad hun sparede op til, men Karin tror måske ikke, at hendes far tog det så seriøst.

»Jeg tror aldrig, han forstod, hvor meget det egentlig betød for mig at finde mine rødder. Mine forældre var flyttet som voksne mennesker, og det er noget andet end at flytte som barn. Jeg følte mig så splittet,« fortæller hun.

Bussen kørte hende til Madrid, en tur på ca. 500 kilometer, hvorefter hun selv skulle finde vej ud til lufthavnen og videre med fly til København.

Hun havde netop afsluttet gymnasiet i Spanien og drømte om at starte på universitetet i Danmark. Det var ensomt og voldsomt, men hun havde et mål og gik stålsat efter det. Heldigvis vidste hun ikke, hvor bøvlet vejen foran hende skulle blive.

Godnat og tak for mad

I dag kan Karin Frei godt se, at det var en urealistisk tanke, at hun ville falde til i Danmark med det samme – hun kunne trods alt ikke andet dansk end 'godnat' og 'tak for mad'.

Men dengang – for næsten 27 år siden – havde hun ikke overvejet, at hun fra en danskers synsvinkel var en fremmed, der kom til landet. At hendes danske rødder ikke skinnede så meget igennem for andre, som hun følte dem inde i sig selv. Og da slet ikke, at hun måske ikke var så dansk, som hun gik og troede.

Hele tiden havde hun haft sit mål for øje om at komme 'hjem' til Danmark – men det var ikke et hjem, der åbnede sig for hende.

»Jeg var for meget, jeg var for højlydt, jeg bevægede mine arme for meget; det gør jeg stadig, men dengang endnu mere. Jeg krammede folk, jeg var for fysisk, jeg var for tæt. Jeg var i det hele taget for latinoagtig, selvom jeg hele tiden havde følt, at jeg var pæredansk. Men da jeg endelig kom til Danmark, var jeg det slet ikke. Jeg var bare fremmed.«

Den første hårde tid i Danmark

Det blev ikke bedre af, at Karin i første omgang ikke kunne få lov til at arbejde og derfor var hårdt presset økonomisk. Eller af at Danmark ikke ville acceptere hendes gymnasieuddannelse. Eller af at det mildest talt var en udfordring at bo sammen med mormoren, som også rykkede til Danmark, da hun blev pensioneret.

Karin mærkede stressens klamme, tunge hånd omslutte sig og tabte blandt andet meget af sit hår.

»Jeg troede, at jeg kom herfra. Jeg troede, at jeg kom til mit moderland. Jeg troede, at jeg ville føle mig hjemme, men det gjorde jeg ikke.«

Klik på punkterne i grafikken herunder for at se Karin Freis rejse fra Argentina til Danmark.

Danmark åbner sig endelig

Muligheden for at give op var dog ikkeeksisterende i Karins hoved. Hun kommer fra en lige linje af kvinder, som kæmper, og hendes default-indstilling var og er at gøre det samme.

Efter et halvt år på Vejstrup Efterskole, en Grundtvig-koldsk skole, lærte hun sproget. Et toårigt studenterkursus gav hende den danske studentereksamen, og med et ekstra års suppleringskurser fik hun opgraderet sin matematik, fysik og kemi og kom endelig ind på geologi på universitetet.

Her fik hun lov at komme med den verdensberømte professor i geologi Minik Rosing på feltarbejde i Grønland og lave sit speciale.

Hun opdagede, at hendes hjerte bankede særligt meget for geokemi – en blanding af geologi og kemi – men også for en sjov ph.d.-studerende, som hun heldigvis først senere fandt ud af faktisk var professor. På det tidspunkt Danmarks yngste. Ellers havde hun nok ikke turdet tale med ham.

Karin og Robert Frei er i dag gift på 17. år og har to teenagebørn.

Karrieren tager fart

I 2007 krydsede hun første gang grænsen mellemhumaniora og naturvidenskab, da hun startede sin ph.d. – som hun senere vandt en pris for – på Danmarks Grundforskningscenter for Tekstilforskning og SAXO-Instituttet på Københavns Universitet.

Hun udviklede en metode, som kan afsløre, hvor tekstiler kommer fra. Ved at måle på forholdet af forskellige isotoper af grundstoffet strontium i råmaterialet – eksempelvis uld eller plantefibre – og sammenligne med det sted, det oprindeligt er fundet, kan man sige, om det er lokalt eller ej. Hvis man kender den geokemiske sammensætning for andre potentielle ophavssteder, kan man sammenligne niveauerne derfra, indtil man finder et match.

Det kan du læse mere om i artiklen her.

Således fik hun kombineret geokemi med arkæologi, som hun hele tiden havde følt sig draget af, men ikke kunnet forene med sin interesse for naturvidenskab.

»Det udviklede sig mere og mere og voksede sig hele tiden større, og jeg blandede i stigende grad de to discipliner. Jeg blev betaget af at arbejde med det og tænke på handelsruter og migrationer. Det var fantastisk at få lov til at kombinere de to, det naturvidenskabelige og det humanistiske. Jeg kender faktisk ikke andre, der har fået lov til at tage en ph.d. i humaniora med en kandidatgrad fra Science. For mig kan det ene ikke være uden det andet.«

Dobbeltidentitet – også i forskningen

Det kaotiske møde med Danmark tvang Karin Frei til at kigge indad. Meget langt indad. Hun måtte finde ud af, hvem hun var, hvis den person ikke var dansker, som hun troede.

Hun mener selv, at det har gjort hende stærkere og bedre i stand til at se mulighederne for at kombinere flere forskellige verdener, som hun til stadighed gør det i sin forskning.

»Jeg har brugt meget krudt på at finde ud af, hvem jeg egentlig er, og det samme i min karriere. Jeg har lært at acceptere, at jeg er en blanding, og at det er en god ting. Jeg føler ikke, at jeg har nogle begrænsninger.«

Hendes rødder strækker sig over flere kontinenter, og følelsen af en dobbelt identitet har fulgt hende hele vejen ind i forskningskarrieren. I dag har hun lært at acceptere, at hun hverken er dansk eller argentinsk – hverken geokemiker eller arkæolog – men begge dele og lidt til.

»Jeg føler mig måske 80 procent dansk, men der vil altid være et eller andet, der mangler. Noget, der aldrig falder helt i hak. Jeg har accepteret, at jeg altid vil være lidt sær og mærkelig, og det falder måske igen sammen med, at jeg har valgt det tværfaglige – for jeg vil alligevel altid være lidt anderledes.«

Bygger stadig bro

Karin Frei har selv lagt fliserne på sin vej, mens hun gik. Hun håber, at hendes dyrekøbte erfaringer kan gøre det nemmere for den næste generation af unge forskere, som drømmer om at være lige så tværfaglige som hende selv.

»Nu er jeg som den første blevet professor i arkæometri, og det er jeg meget stolt af. Jeg vil meget gerne hjælpe andre, som vil arbejde tværfagligt, for det har ikke været nemt at komme til. Jeg vil gerne gøre det nemmere for dem, der kommer efter mig – jeg håber, at der bliver mange – og vise dem vejen til, hvordan det kan lade sig gøre, for det er en svær bro at bygge mellem felter, som er så langt fra hinanden,« siger hun.

Hun bygger stadig på sin egen bro, både personligt og professionelt, men det er ikke længere smertefuldt ikke at passe ned i én kasse. Hun bliver aldrig dansker på den måde, at hun forstår referencerne til de udsendelser, der blev sendt i fjernsynet, da hun og hendes jævnaldrende var børn.

Men hun er heller ikke ikke-dansker, for danskhed er ikke kun noget, man får ved at være født i Danmark. Det er en følelse. Og den har hun.