Professor: Vi er ved at miste respekten for folkets meninger
KRONIK: Tæller din og min mening, selvom den ikke er forankret i offentlig statistik eller ekspertudredninger?
Elite nyliberalisme lægmand folkevalgt repræsentanter eksperter udvalg beslutninger retorik politik lovgivning konsekvenser stat regering bureaukrati samfundsstyring social fordeling politolog Wolfgang Streeck ideologi stemmeret

Vi er ved at miste troen på folkets meninger, den almene stemmeret og et demokrati, der bygger på folkevalgt repræsentation, skriver denne professor. (Foto: Shutterstock)

Den nyeste udvikling fra den politiske højreelite i ekspertstaten er, at folkets meninger blot er lidt grus i et ellers velsmurt, liberalt samfundsmaskineri. 

Selv den almindelige stemmeret betvivles. Samfundet bør styres på grundlag af videnskabelig viden og eksperter - ikke folkets tilfældige meninger. Dén tankegang kaldes 'ideologisk positivisme'.

Modstridende meninger kaldes 'falske nyheder' eller 'falsk evidens' af eksempelvis den amerikanske præsident Donald Trump.

Og herhjemme er vi ved at blive et ekko af denne nedladende politiske holdning. Ingen beslutning i Folketinget uden forudgående ekspertvurdering og anbefaling.

Nedladende holdning har overtaget videnskaben

Positivisme er et begreb, som betegner ​​en videnskabelig tilgang. I denne tilgang bliver det empiriske grundlag for menneskers anerkendelse fremhævet, altimens de målbare fakta har krav på monopolet på sandheden.

En positivistisk orienteret videnskab søger årsagsforklaringer og et helhedsbillede baseret på netop målbare fakta og videnskabelige resultater.

Positivisme har historisk set været forbundet med naturvidenskaben, men har nu fået næsten lige så stor dominans inden for humaniora, psykologi, social-antropologi, statsvidenskab og sociologi. Vi har fået drømmen leveret om et bedre menneske baseret på genmanipulation og kemisk behandling. Og observationsdata er afgørende, når sandheden og udviklingen skal konstateres.

Positivitetens ideologiske dominans

Meritokrati (en politisk styreform, hvor magten uddeles til dem, der anses for at fortjene den, red.) bruger positivisme som en forståelsesform, mens den nyliberale statsmagt gør positivismen til ideologi. Positivismen som ideologi betyder, at det er dén måde, vi ser verden på.

Elite nyliberalisme lægmand folkevalgt repræsentanter eksperter udvalg beslutninger retorik politik lovgivning konsekvenser stat regering bureaukrati samfundsstyring social fordeling politolog Wolfgang Streeck ideologi stemmeret

Stemmeretten betvivles. Samfundet bør styres på grundlag af videnskabelig viden og eksperter, og ikke folkets tilfældige meninger. (Foto: Shutterstock)

Ideologien leveres uden reelle muligheder for strukturændring af samfundsstyring og social fordeling, som den tyske politolog Wolfgang Streeck tidligere har påpeget. I 1970'erne var der omfattende ideologikritik af positivismen som forståelsesform og skaber af sandheden i såvel Norge som andre europæiske lande.

Kritikken ophørte, fordi positivismen efter 1970'erne blev politisk ideologi; det blev sådan, vi ukritisk så verden uden distance. Den positivistiske stat med sit meritokrati har siden da gået sin sejrsgang i den vestlige kapitalisme sammen med bølgen af ​​neoliberalisme og New Public Management (NPM). 

Nu dukker ideologikritikken op igen internationalt, hvilket viser tilknytningen til kapitalmagten og det skræmmende ved at kassere individet og demokratiet.

Respekterer ikke lægmandsmeninger

Positivismens ideologiske tilhængere hævder, at den eneste måde at opnå sand anerkendelse og viden på er gennem sanseerfaring og empirisk observation.

Videnskabelig aktivitet forstås som en objektiv, værdineutral og interessefri aktivitet; uafhængig af subjektiv fortolkning og sociale forhold. Det er selvfølgelig ikke tilfældet; hvilket er noget, positivisme i sig selv er et eksempel på. 

Elite nyliberalisme lægmand folkevalgt repræsentanter eksperter udvalg beslutninger retorik politik lovgivning konsekvenser stat regering bureaukrati samfundsstyring social fordeling politolog Wolfgang Streeck ideologi stemmeret

I positivismestatens bureaukratier med sine organisatorisk fristillede institutioner og selskaber træffes der såkaldte 'vidensbaserede' beslutninger. De kaldes frontlineaktører. De bestemmer vilkår og reguleringer for, hvem der skal have hvad og hvor meget af samfundskagen. (Foto: Shutterstock)

Den bruges som legitimitet for mekaniske perspektiver og for nyliberalismens dyrkning af rigdom for at se udvikling og vækst.

I dette billede respekteres lægmandens meninger ikke. Folkevalgte forsamlinger og organer på alle niveauer betragtes som utilregnelige og udvalgt på grundlag af manglende viden blandt vælgerne.

Det er derfor en realitet, at de folkevalgte organers eneste funktion bliver at opretholde effektivitet og præstation i en fri markedsøkonomi. Dét, at social ulighed opstår, opfattes nærmest som en naturlov, som Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre udtrykte det ved sit eget landsmøde i 2017.

Alt skal målrettes

Bureaukrati og folks regering hører sammen i en demokratisk stat. Bureaukratiet er de folkevalgtes redskab for at udøve magt. Historisk set blev bureaukratiet betragtet som noget positivt, der skabte forudsigelighed, og som repræsenterede neutral forvaltning.

Sådan forholder det sig ikke længere i positivisme-staten. Nu skal offentlig forvaltning og virksomhed målrettes, privatiseres og styres mekanisk af uafhængige organer og dermed kobles fra almindelig demokratisk styring. Det sker i Norge netop nu.

Det er ikke embedsmandstaten fra for mere end hundrede år siden, der rejses igen, men positivisme-staten med sine eliter, der henviser til empiriske fakta for, hvordan landet skal styres. Paradokset er, at der skabes en ny type bemandet bureaukrati, når folkestyret kommer i spil.

Dette bureaukrati er associeret med uproduktiv rapportering, overvågning, kontrol og retslig konflikthåndtering - offentligheden undtaget. I offentligheden bydes på 'uvidende’ meninger, gerne via de sociale medier, og de bliver anset for uvæsentlige.

Vi mister troen på andres meninger

Det skaber et alvorligt demokratisk underskud. Problemet er ikke kun, at national lovgivning bliver fattet uden for Folketinget på niveauer, der ikke er underlagt offentlig kontrol. I positivisme-statens bureaukratier med dens organisatorisk fristillede institutioner og selskaber træffes der såkaldte 'vidensbaserede' beslutninger.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

De kaldes frontlinje-aktører. De bestemmer vilkår og reguleringer for, hvem der skal have hvad og hvor meget af samfundskagen. Vi kender konsekvensen; større og større kløft mellem rige og fattige som en accepteret kendsgerning.

Problemet med positivisme-staten er altså relevant for velfærdsstatens udvikling, hvor de professionelle og administrative ekspertvurderinger er vokset på bekostning af lægmandsskøn.

Det medfører, at ‘eksperterne’ fordeler goder og byrder med store konsekvenser for den enkelte, men uden inddragelse af dem, det berører, eller deres folkevalgte repræsentanter. Bag ligger en nyliberal ideologi.

Vi er ved at miste troen på folkets meninger, den almene stemmeret og et demokrati, der bygger på folkevalgt repræsentation. Mistro over for økonomiske og politiske eliter må være svaret samt en øget respekt for lægmandsskøn.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.