For 50 år siden brød en krig ud i Mellemøsten, som resulterede i en global olieembargo og en dramatisk stigning i energipriserne.
Krigen mellem Israel og en arabisk koalition ledet af Egypten og Syrien begyndte 6. oktober 1973 – den jødiske forsoningsdag Yom Kippur.
Olieembargoen, annonceret 11 dage senere af Organisationen af olieeksporterende lande (Opec) under ledelse af Saudi-Arabien blev efterfulgt af en voldsom stigning i prisen på en tønde olie i slutningen af december 1973.
Ifølge mange historiske redegørelser udsprang den globale inflation og konjunkturafmatning, som kendetegner 1970’erne, fra dette ‘oliechok’.
Men det er misvisende – og i dag et halv århundrede senere, hvor vi oplever meget lignende forhold – trænger denne redegørelse til at blive omskrevet. Faktisk var inflationen rundt om i verden allerede taget til længe før krigen (som varede mindre end tre uger).
Forbundsrepublikken Tyskland, Europas største økonomi og største energiforbruger, oplevede årtiets højeste inflation gennem hele 1973 – som toppede med 7,8 procent i juni samme år, før krigen og selv den mindste antydning af olieprisstigninger.
‘Easy money’
Så hvad var det, der allerede var i gang med at drive inflationen rundt om i verden på det tidspunkt?
Et fingerpeg kan findes i et studie fra 2002 skrevet af Massachusetts Institute of Technology-professoren Athanasios Orphanides, mens han sad i bestyrelsen for den amerikanske centralbank (US Federal Reserve, også kaldet Fed).
Han skrev:
Med undtagelse af den store depression i 1930’erne, betragtes den høje inflation i 1970’erne generelt som det mest dramatiske fejlgreb for makroøkonomisk politik i USA siden grundlæggelsen af Federal Reserve … At dømme efter årtiets dystre resultater – især den stigende og ustabile inflation og arbejdsløshed – er det svært at benægte, at politikken på en eller anden måde var forfejlet.
Athanasios Orphanides
I virkeligheden var centralbankernes beslutningstagere – ledet af den amerikanske centralbank – i vid udstrækning ansvarlige for inflationen i 1970’erne.
De vedtog ‘easy money‘-policyer for at finansiere massive nationale budgetunderskud.
Alligevel fløj denne inflationære adfærd under radaren for de fleste iagttagere midt i diskussioner om konflikter, stigende energipriser, arbejdsløshed og mange andre udfordringer.
Med kurs mod hidtil uset magt
Det mest bekymrende er, at verdens centralbanker var i stand til at fortsætte ukontrolleret med kurs mod den hidtil usete magt, de nu besidder på trods af disse fejlgreb.
Faktisk er de pauvre 1970’ere og efterfølgende finanskriser gentagne gange blevet brugt som argumenter for endnu større uafhængighed og mindre tilsyn med verdens centralbankers aktiviteter.
Lederne af centralbankerne har konstant gentaget mantraet om, at deres vigtigste job er at opnå prisstabilitet ved at holde inflationen lav og stabil.
Desværre, da vi fortsat oplever både belastende inflationsrater og høje renter, er der bevis overalt omkring os på, at de har fejlet i netop dette job.
Den seneste krise – begyndende med den pludselige lukning af Silicon Valley Bank (SVB) i Californien – er en yderligere indikation på, at inflationen, – som centralbankerne langt fra har styr på – skaber kaos på de finansielle markeder.
Inflationen tvinger renten op, hvilket igen reducerer markedsværdien af bankaktiver som obligationer.
Katastrofalt stormløb
Da SVB’s mange erhvervsindskydere ikke var dækket af indskudsforsikring og frygtede reguleringsindgreb, blev et katastrofalt stormløb på denne ellers solvente bank udløst.
Da etableringen af den amerikanske centralbank blev foreslået for mere end et århundrede siden, blev den solgt til Kongressen som løsningen på denne sårbarhed i detailbankvirksomheden, da den kunne låne ud til solvente banker, der står over for et stormløb.
I dette tilfælde lånte den amerikanske centralbank ikke ud til omkring 10.000 banker i 1930’erne, men lod dem gå i konkurs, og denne gang lånte den ikke ud til SVB, før banken blev lukket og overtaget.
Jeg mener, at der nu mere end nogensinde er behov for større kontrol med centralbankernes rolle i vores økonomi og samfund.
Dette er en historie om, hvordan de er blevet så magtfulde, og hvorfor det bør bekymre os alle.
Mytedrab nummer 1: Det handler ikke om krigen
I begyndelsen af 2023 føles det globale finansielle billede foruroligende ligesom for 50 år siden.
Inflation og leveomkostninger er begge steget stejlt, og en krig og relaterede energiforsyningsproblemer er bredt blevet betegnet som en afgørende årsag til disse problemer.
I efteråret 2022 var inflationen i Storbritannien og på tværs af eurozonen tocifret.
Italien kunne notere 12,6 procent årlig inflation, mens en del lande, blandt andet Estland, så inflationen stige til hele 25 procent.
I deres offentlige udtalelser har centralbanklederne givet en lang (og bevægelig) liste af faktorer – mest prominent Vladimir Putins beslutning om at lade russiske tropper kæmpe mod ukrainske væbnede styrker. Alt andet end lige centralbankpolitik.
»Stort set opstået fra ingenting«
I oktober 2022 hævdede chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, i et interview på irsk tv, at inflationen ‘stort set var opstået fra ingenting’. Men når vi kortlægger inflationsmønstrene rundt om i verden, finder vi noget, som ligner det, vi så for 50 år siden.
Rusland påbegyndte sine militære operationer i Ukraine den 24. februar 2022. Et EU-forbud mod råolie og raffinerede olieprodukter fra Rusland trådte i kraft i december 2022, mens russisk gasimport aldrig er blevet forbudt af EU (selvom det blev frarådet politisk).
Men som figur 1 viser, var inflationen allerede steget i USA og Europa længe før Putin gav ordre til sine tropper om at gå over grænsen – ja, faktisk så langt tilbage som i 2020.
I februar 2022 (den måned Rusland invaderede Ukraine) lå inflationen i Storbritanniens 12-måneders forbrugerprisindeks allerede på 6,2 procent. Samtidig lå inflationen på 5,2 procent i Tyskland og 7,9 procent i USA.
Men hvad med den anden sjældne hændelse: COVID? Verdenssundhedsorganisationens udmelding om pandemien 11. marts 2020 førte til nedlukning af mange økonomier og hidtil usete begrænsninger af verdensbefolkningens bevægelser.
Og reaktionerne fra centralbanker og regeringer på denne hidtil usete situation føjede til de inflationære forhold, der allerede blev skabt af de ukloge (og koordinerede) handlinger fra verdens centralbanker. Men igen, disse pandemiske reaktioner var ikke hovedårsagen.
For at forstå vores nuværende inflationskrises reelle rødder må vi i stedet tage fat på en anden udbredt misforståelse: Hvordan penge bliver skabt.
Mytedrab nummer 2: Hvor kommer pengene virkelig fra?
Processen, hvorved banker skaber penge, er så enkel, at det næsten er anstødeligt. Når noget så vigtigt er involveret, forekommer det ubegribeligt, at det ikke er mere indviklet.
J.K. Galbraith
Denne indsigtsfulde udtalelse fra den amerikanske økonom J.K. Galbraith i 1975 blev understøttet omkring 35 år senere, da jeg sammen med mine studerende ved Johann Wolfgang Goethe-Universität gennemførte en undersøgelse af mere end 1.000 forbipasserende i det centrale Frankfurt.
Vi fandt, at mere end 80 procent af de interviewede mente, at de fleste af verdens penge er skabt og allokeret af enten regeringer eller centralbanker. En forståelig opfattelse, men forkert.
Faktisk har mine empiriske studier af vores globale monetære system vist, at det er almindelige banker eller detailbanker, der producerer langt størstedelen – omkring 97 procent – af verdens pengemængde. Hver gang en bank yder et lån, skaber den nye penge, der tilføjes økonomiens samlede pengemængde.
Regeringerne skaber ingen penge
Regeringerne skaber derimod ingen penge i disse dage. Sidste gang den amerikanske regering udstedte penge var i 1963, indtil attentatet på præsident John F. Kennedy samme år.
Den britiske regering stoppede med at udstede penge i 1927 og Tyskland endnu tidligere, omkring 1910. Centralbankerne skaber i kun omkring 3 procent af verdens pengemængde.
For at vækst kan finde sted, skal der ske flere transaktioner i det nuværende år end sidste år. Det kan kun ske, hvis udbuddet af penge til transaktionerne øges – med andre ord, hvis detailbankerne udsteder flere lån.
Hvis det bruges korrekt, kan det være et stærkt værktøj til at øge vækst og produktivitet. Det var grundlaget for mit forslag om at hjælpe Japans flatlining-økonomi i 1990’erne, som senere blev almindeligt kendt som ‘kvantitative lempelser’, eller QE (Quantitative Monetary Easing).
Men en sådan strategi indebærer også risici – især risikoen for at skabe inflation, hvis de nye penge bruges på det forkerte tidspunkt eller til de forkerte formål.
Skabelsen af kvantitativ lempelse
I 1995, da jeg var cheføkonom hos Jardine Fleming Securities i Tokyo, publicerede jeg en artikel i Japans førende finansielle avis, Nikkei, med titlen ‘How to Create a Recovery through ‘Quantitative Monetary Easing’.
I artiklen foreslog jeg en ny pengepolitik for Bank of Japan, der ville være i stand til at afværge landets truende bankkrise og økonomiske depression.
Kernen i ideen var at øge Japans samlede transaktioner i økonomien ved at øge udbuddet af penge til nationens ‘realøkonomi’. Det kunne opnås ved at tilskynde detailbanker til at udstede flere lån til virksomheder til investering og dermed stimulere det økonomiske opsving.
Den efterfølgende beskrivelse af Quantitative Monetary Easing (kvantitative lempelser) som slags ‘magisk pengetræ‘ er dog malplaceret.
Mere retfærdig fordeling for alle
I mit studie fra 1997 og den efterfølgende bog understregede jeg forskellen mellem nyskabte penge, når de bruges til produktive formål – med andre ord til erhvervsinvesteringer, der skaber nye varer og tjenester eller øger produktiviteten – og når de bruges til uproduktive formål som transaktioner med finansielle aktiver og fast ejendom, som blot overfører ejerskab fra en part til en anden uden at øge nationens indkomst.
Hvis ny bankkredit bruges til produktive erhvervsinvesteringer som eksempelvis lån til små virksomheder, vil det skabe jobs og bæredygtig økonomisk vækst uden inflation.
Desuden vil denne vækst – hvis den pumpes ind i økonomien via mange små detailbanker til endnu flere små virksomheder – have den yderligere fordel, at den fører til en mere retfærdig fordeling for alle.
Hvis ny kredit derimod bruges til uproduktive formål, som eksempelvis handel med finansielle aktiver (inklusive obligationer, aktier og futures) eller fast ejendom, fører det til aktiv-pris-inflation, en form for økonomisk boble, der kan udløse en bankkrise, hvis højkonjunkturen er stor nok.
Størstedelen af udlånet
Tilsvarende vil det uafværgeligt resultere i forbrugerprisinflation, hvis bankkredit primært skabes for at understøtte husholdningernes forbrug.
Desværre er der i Storbritannien og mange andre lande – især dem med kun få, meget store detailbanker – sket et betydeligt skift af bankkreditter væk fra udlån til produktive erhvervsinvesteringer til udlån til køb af aktiver.
Da store banker ønsker at gøre store handler, udgør banklån til køb af aktiver nu langt størstedelen af udlånet (75 procent eller mere, ifølge min analyse af Bank of England-data).
Mere end 80 procent af bankernes udlån gik derimod til produktive erhvervsinvesteringer lige før første verdenskrig, hvor der var langt flere små banker i Storbritannien.
Dette fald i bankernes udlån til erhvervsinvesteringer har haft mange konsekvenser, blandt andet faldende økonomisk vækst og lavere produktivitet i Storbritannien.
Andre lande som for eksempel Tyskland, der har opretholdt et system med mange små, lokale detailbanker, har oplevet et bedre produktivitetsniveau som resultat.
Ingen nye penge til produktive formål
For at vende tilbage til situationen i Japan: Efter at have modsat sig mit forslag, annoncerede Bank of Japan i marts 2001 indførelsen af verdens første kvantitative lempelser-program.
Desværre fulgte den ikke den politik, jeg havde anbefalet.
Bank of Japans tilgang – at købe velpræsterende aktiver som eksempelvis statsobligationer fra detailbanker – havde ingen effekt på den japanske økonomi, fordi det ikke forbedrede detailbankernes villighed til at låne ud til virksomheder.
Der blev med andre ord ikke skabt nye penge til produktive formål.
Ikke desto mindre er kvantitative lempelser i løbet af de forløbne 20 år blevet en pengepolitik, der er elsket af centralbanker over hele verden, da de har forsøgt at holde deres økonomier stærke i lyset af alvorlige økonomiske udfordringer.
Den næste store globale test af denne politik var den globale finanskrise i 2007-08 og den medfølgende ‘Great Recession‘.
Finanskrisen i 2008
Den store konjunkturafmatning begyndte med fastfrysningen af interbankmarkedet, da overudstrakte detailbanker (efter mange års lemfældigt tilsyn med deres ejendomsudlån) blev tvivlsomme med hensyn til hinandens solvens.
Det blev forværret af den amerikanske centralbanks beslutning i september 2008 om ikke at redde eller fusionere Lehman Brothers, men i stedet lade den amerikanske bank gå konkurs.
Det resulterende, dramatiske kollaps i de amerikanske detailbankers udlån (den grå linje i figur 2) sikrede, at den amerikanske boligboble bristede og skabte økonomiske chokbølger over hele verden.
Fastfrysningen af interbankmarkedet, som truede verdens banksystem, krævede hurtig handling fra den amerikanske centralbank og andre centralbanker.
‘Ægte’ kvantitative lempelser
Som svar vedtog den amerikanske centralbank – under den daværende formand Ben Bernanke, som tidligere var involveret i diskussionerne om, hvordan man kunne genoplive den aftagende japanske økonomi i 1990’erne – delvist den ‘ægte‘ slags kvantitative lempelser, som jeg tidligere havde foreslået for Japan.
Det betød, at det tog omkring 18 måneder for amerikanske detailbanker at øge deres udlån igen, hvilket forårsagede et opsving efter yderligere seks måneder.
Den amerikanske centralbanks version af kvantitative lempelser var at følge min anbefaling om at købe misligholdte aktiver fra banker – med andre ord købte man deres dårlige fordringer og ryddede dermed op i deres balancer.
Det tilførte ikke nye penge i den amerikanske økonomi og skabte derfor ikke inflationspres.
Men det hjalp detailbankerne – i det mindste dem, der klarede skårene – med at rejse sig og være klar til at handle igen, og dermed afslutte kreditkrisen efter stigningen i misligholdte lån.
Som følge heraf udstedte amerikanske detailbanker nye lån i 2010 – tidligere end i andre lande, hvor centralbankerne ikke fulgte denne strategi, men i stedet kopierede den mislykkede Bank of Japan-version af kvantitative lempelser.
Vi kan se dette i figur 2 ovenfor, i stigningen i den blå linje (Fed Leading Liquidity Index) i 2009, og den efterfølgende genopretning af den grå linje (detailbanklån) i 2010, takket være hvilken USA kom sig først blandt store økonomier fra 2008-krisen.
Da bankeksperter undersøgte dette omfattende kvantitative lempelser-program gennemført af Fed i slutningen af 2008 og efterfølgende, frygtede mange, at det ville føre til tilbagevenden af inflationen.
Det gjorde den ikke – hovedsageligt fordi detailbankernes kreditskabelse var faldet enormt, da interbankmarkedet var imploderet (den grå linje i figur 2), og fordi den amerikanske centralbank overtog det aspekt af kvantitative lempelser, der ikke øgede pengemængden via nye banklån.
‘Genoplive’ den amerikanske økonomi
Så den amerikanske centralbanks brug af kvantitative lempelser for at ‘genoplive’ den amerikanske økonomi blev betragtet som en relativ succes. I stedet forbeholdt de globale medier sig det meste af sin kritik af skaden på økonomierne af ‘grådige’ detailbanker.
Det betød, at centralbankerne stille og roligt efter denne globale finansielle katastrofe igen var i stand til at øge deres beføjelser yderligere angiveligt for at udøve større kontrol med den finansielle sektor.
Den Europæiske Centralbank havde især succes med at udvide sine beføjelser i løbet af det følgende årti.
Samtidig blev kvantitative lempelser af nogle set som en tilsyneladende ‘mirakelkur’ mod fremtidige finansielle kriser. Det hele spidsede til i marts 2020, da centralbankerne påbegyndte et program for kvantitative lempelser, der i dag er roden til mange af vores nuværende økonomiske og samfundsmæssige vanskeligheder.
Den virkelige årsag
I maj 2020, da jeg gennemførte min seneste månedlige analyse af omfanget af kreditskabelse i 40 lande, blev jeg overrasket over at se, at der var sket noget ekstraordinært siden marts samme år.
Verden over øgede de store centralbanker pengemængden dramatisk gennem et koordineret program for kvantitative lempelser. Det var den version af kvantitative lempelser, som jeg havde anbefalet som det andet politiske skridt i Japan i 1990’erne – nemlig at centralbanken skulle købe aktiver uden for banksektoren.
Da disse betalinger tvang detailbanker til at skabe ny kredit i et massivt udbrud af pengemængder, som ikke tidligere var set i efterkrigstiden, fik virksomheder og ikke-bankfinansielle institutioner, der havde solgt til den amerikanske centralbank, ny købekraft som et resultat.
Selv Bank of Japan, der i 20 år har hævdet, at den umuligt kunne købe aktiver fra andre end banker, engagerede sig pludselig i denne usædvanlige operation på samme tid som andre centralbanker og i massivt omfang.
Ren finanspolitik resulterer ikke i økonomisk vækst
Årsagerne til denne koordinerede politik er ikke umiddelbart tydelige, selv om der er en del evidens for, at den blev udløst af et forslag, som det multinationale investeringsselskab Blackrock fremlagde for centralbankerne, på det årlige møde mellem centralbankfolk og andre finansielle beslutningstagere i Jackson Hole, Wyoming i august 2019.
Kort efter stod vanskeligheder på den amerikanske centralbanks marked for indskud via en omvendt genkøbsforretning, eller ‘reverse repo‘, der giver bankerne mulighed for at sætte penge ind hos centralbanken og få rente frem til den kommende bankdag i september 2019, udløst af private banking-mastodonten J.P. Morgan, muligvis bag deres beslutning.
Blackrock, der tilsyneladende er enig i min kritik af, at ren finanspolitik ikke resulterer i økonomisk vækst, medmindre den bakkes op af kreditskabelse, havde i Jackson Hole argumenteret for, at den ‘næste konjunkturafmatning’ ville kræve, at centralbankerne skaber nye penge og finder ‘måder at få centralbankpenge direkte i hænderne på den offentlige og den private sektors brugere’ – hvilket de kaldte ‘going direct’, altså uden om detailbankerne.
Anderledes økonomiske forhold
Den amerikanske centralbank vidste, at det ville skabe inflation, hvilket Blackrock senere bekræftede i et studie, der hævder, at: ‘den amerikanske centralbank nu forpligter sig til at presse inflationen over målet i et stykke tid’.
Det er præcis, hvad der blev implementeret i marts 2020. Vi ved det både fra tilgængelige data, og fordi den amerikanske centralbank, stort set uden fortilfælde, hyrede et privat firma til at hjælpe det med at købe aktiver – ingen ringere end Blackrock.
Efter at have råbt ‘ulven kommer’ om inflationsrisikoen ved at indføre kvantitative lempelser i 2008, og efter mere end et årti med resolut lav global inflation, troede mange bank- og økonomiske eksperter, at den amerikanske centralbanks og andre centralbankers tilsvarende aggressive kreditskabelsespolitik i 2020 ikke ville være inflationær igen.
Men denne gang var de økonomiske forhold meget anderledes – der havde ikke været nogen nylig nedgang i udbuddet af penge via detailbanklån.
Politikken adskilte sig også i et afgørende aspekt: ved at ‘gå direkte’ udvidede den amerikanske centralbank nu massivt kreditskabelsen, pengemængden og nye udgifter.
Rekordstor pengemængde
I mellemtiden fokuserede de COVID-foranstaltninger, der blev pålagt af regeringerne, også på oprettelse af bankkreditter.
Parallelt med hidtil usete samfunds- og virksomhedsnedlukninger blev detailbankerne instrueret i at øge udlånet til virksomheder; lån som regeringerne stillede garanti for.
Stimulusbeløb blev udbetalt til afskedigede arbejdstagere, og både centralbanker og detailbanker optrappede også købet af statsobligationer.
Så både central- og kommercielle banker føjede til udbuddet af penge, og en stor del blev brugt til almindeligt forbrug frem for produktive formål (lån til virksomheder).
Som et resultat steg pengemængden med rekordbeløb. USA’s ‘brede’ mål for udviklingen i pengemængden, M3, steg med 19,1 procent i 2020, den højeste årlige stigning nogensinde. I eurozonen voksede mål for udviklingen i pengemængden, M1, med 15,6 procent i december 2020.
Perfekt opskrift på inflation
Alt dette øgede efterspørgslen, samtidig med at udbuddet af varer og tjenester blev begrænset af COVID-restriktioner, der immobiliserede folk og lukkede mange små virksomheder samt påvirkede en del forsyningskæder.
Det var den perfekte opskrift på inflation – og en betydelig forbrugerprisinflation fulgte behørigt omkring 18 måneder senere, i slutningen af 2021 og 2022.
Selvom situationen helt sikkert blev forværret af COVID-restriktionerne, havde det intet at gøre med russiske militære aktioner eller sanktioner mod russisk energi – og meget at gøre med centralbankernes misbrug af kvantitative lempelser.
Jeg mener, at centralbankernes høje grad af koordinering i forbindelse med vedtagelsen af denne strategi med kvantitative lempelser og den empiriske forbindelse med vores nuværende inflationsperiode betyder, at deres politikker bør granskes nøje i fuld offentlighed.
Men den efterfølgende krig har forplumret debatten og afbøjet fra vigtige underliggende spørgsmål.
For eksempel har kritikere af det hidtil usete niveau af statsgæld i verden – hvor alene USA nu skylder mere end 31 billioner dollars – længe advaret om, at den sandsynlige udvej for lande, der er blevet ’afhængige af nemme penge’ er inflationær, hvilket lydløst udhuler værdien af denne gæld.
Men til hvilken pris for offentligheden? I mellemtiden har magtkoncentrationen blandt centralbanker og nogle få foretrukne rådgivere, som eksempelvis Blackrock, ført til udbredte spørgsmål om, hvordan den globale økonomi styres af nogle få nøgletal.
Og den nylige fremkomst af en ny form for digital valuta er endnu et potentielt vigtigt kapitel i denne historie om centralbankernes dominans.
Et nyt værktøj?
Samtidig med at den britiske regering indførte den første lockdown i marts 2020, udsendte Bank of England (BoE) sit første store debatoplæg (og holdt det første offentlige seminar) om bankens opfattede behov for at indføre digital valuta ofr centralbanker.
(Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange centralbanker lader til at være ansporet i deres planer for digitale valutaer af COVID-digitale vaccinepaskoncepter, der blev foreslået i løbet af pandemien.)
Tre år senere og Bank of England har nu offentliggjort et høringsstudie i samarbejde med det britiske finansministerie, der redegør ‘nødvendigheden for en digital valuta for detailcentralbanker’.
Studiet forklarede, at: ‘Det digitale pund ville være en ny form for pund … udstedt af Bank of England. Det vil blive brugt af husholdninger og virksomheder til deres daglige betalingsbehov. Det ville blive brugt i butikker, online og til at foretage betalinger til familie og venner.’
Selvom samrådet varer indtil 7. juni 2023, bliver vi allerede informeret om, at et statsstøttet britisk digitalt pund sandsynligvis vil blive lanceret ‘senere i dette årti‘ – muligvis så tidligt som 2025.
Faktisk er digitale valutaer blevet brugt i årtier – altså bankernes digitale valuta. Men som navnet antyder, vil en centralbanks digital valuta (CBDC) – hvis det bliver bredt indført – flytte kontrollen over vores pengemængde uigenkaldeligt væk fra det decentraliserede system, vi har, baseret på detailbanker, til fordel for centralbankerne.
Med andre ord forbereder ‘spillets dommere’ sig på at træde ind i arenaen og tilbyde foliokonti til offentligheden, der konkurrerer direkte mod detailbankerne, de skal regulere – hvilket er en klar interessekonflikt.
Fra USA til Japan har centralbankerne – allerede mere magtfulde og uafhængige end nogensinde før – udtrykt deres ønske om at skabe og kontrollere deres egne CBDC’er, potentielt ved at bruge teknologi, der ligner kryptovalutaer som Bitcoin.
Skaber risici for økonomier og samfund
Efter min mening skaber dette mange risici for den måde, økonomier og samfund fungerer på.
I modsætning til de uregulerede kryptovalutaer ville CBDC’er komme med fuld opbakning og autoritet fra centralbankerne.
I alle fremtidige finanskriser vil detailbankerne muligvis have svært ved at modstå denne unfair konkurrence, hvor kunderne flytter deres indskud til CBDC’er takket være deres centralbank- og regeringsstøtte.
Interessekonflikten forværres, efterhånden som centralbankerne fastlægger de politikker, der kan skabe eller knække detailbanker (se SVB’s og Signature Banks nylige konkurser).
Hertil kommer, at centralbankerne lader til at være tilbøjelige til at modtage store bankredningspakker, mens små banker ses som undværlige.
Monobanksystem i Sovjet-stil
En del lande – måske endda eurozonen – kunne stå tilbage med et monobanksystem i Sovjet-stil, hvor den eneste bank i byen er centralbanken. Det vil være katastrofalt: Detailbankernes nyttige funktioner er at skabe pengemængden og fordele den effektivt via tusindvis af låneansvarlige i hele landet.
Denne form for produktive erhvervsinvesteringer, som skaber ikke-inflationær vækst og arbejdspladser, opnås bedst via långivning til små og mellemstore virksomheder (SMV’er).
Hverken centralbanker eller kryptovalutaer opfylder disse decentraliserede, men afgørende funktioner, som er kernen i succesfuld kapitalisme, fra USA og Tyskland til Japan og Kina.
Men den yderligere koncentration af beføjelser i hænderne på centralbankerne er ikke den eneste fare, som CBDC’er udgør.
Deres største attraktion for de centrale planlæggere er, at de letter ‘programmerbarheden‘ – sagt med andre ord kontrollen over, hvordan en person må bruge den pågældende valuta.
Som Agustin Carstens, general manager for Bank for International Settlements (som ejes af centralbankerne), forklarede i 2021:
En vigtig forskel ved CBDC er, at centralbanken vil have absolut kontrol over de regler og regulationer, der bestemmer brugen af dette udtryk for centralbankansvar. Og vi vil også have teknologien til at håndhæve det.
Agustin Carstens
Centralbankens kritikere kan pludselig risikere, at de ikke har lov til at betale for noget længere – på en måde, der minder om den måde, hvorpå protesterende canadiske lastbilchauffører blev frosset ud af deres midler af den canadiske regering i februar 2022.
Derudover kunne centrale planlæggere teoretisk set begrænse indkøb til et begrænset geografisk område, eller til kun de ’rigtige’ poster i myndighedernes øjne, eller kun i begrænsede mængder – for eksempel indtil du har brugt dit ’carbon credit-budget.
Den meget omdiskuterede idé om en ’universel borgerløn, eller ubetinget basisindkomst (UBI)’ kunne tjene som gulerod for at få folk til at acceptere en central elektronisk valuta, der kunne indføre et kinesisk-stil socialt kreditsystem og endda i fremtiden eksistere i form af et elektronisk implantat.
Denne slags kontrol er ikke mulig med gammeldags kontanter – nu anerkendt af mange som en ledestjerne for frihed.
Modsætte sig bankcentralisering
For dem, der mener, jeg er sortseer, forekommer disse muligheder så langt ude, hvis vi tager højde for noget af det, der for eksempel sker i det nuværende Kina?
Men det er også værd at bemærke, at Kinas nyere historie ikke er en urokkelig centralisering – i hvert fald i økonomisk henseende.
Da Deng Xiaoping blev nationens de facto-leder i december 1978, erkendte han, at centraliseringen af bankvirksomhed under en monobank i sovjetisk stil holdt landets økonomiske vækst tilbage.
Deng Xiaoping skiftede hurtigt til decentralisering ved at oprette tusindvis af kommercielle banker i løbet af de følgende år – hovedsagelig små lokale banker, der ville låne ud til små virksomheder, skabe jobs og sikre høj produktivitet.
Dette gjorde det muligt at skabe 40 års tocifret økonomisk vækst, der løftede flere mennesker ud af fattigdom end nogensinde før.
Storbritannien plejede at have hundredvis af lokalbanker, men de blev alle opkøbt af de store detailbanker, så ‘Big Five‘-bankerne blev dominerende for et århundrede siden – og sådan er det stort set stadig.
I løbet af de seneste årtier har disse banker været hurtige til at lukke lokale filialer. Den Europæiske Centralbank har i mellemtiden erklæret, at den ønsker at reducere antallet af detailbanker – til dato er 5.000 forsvundet under dens overvågning.
Og i USA er omkring 10.000 banker forsvundet siden 1970’erne. Det er de små banker, der forsvinder.
Genindføre lokale banker i Storbritannien
Vores empiriske undersøgelse af den amerikanske banksektor viser, at store banker ikke ønsker at låne ud til små virksomheder. Det meste af beskæftigelsen i økonomien er dog hos SMV’er, hvilket ifølge vores studie kun vil trives, hvis vi har et decentraliseret banksystem med mange små, lokale banker.
I Tyskland har disse lokalbanker overlevet i mere end 200 år, fordi de bruger det kooperative stemmesystem med ‘én aktionær, én stemme’. Dette system med ‘økonomisk demokrati’ forhindrer overtagelser, hvilket forklarer, hvorfor de tyske SMV’er er de mest succesrige i verden med deres betydelige bidrag til eksporten og Tysklands høje produktivitet.
Fraværet af lokale banker i Storbritannien burde være en vigtig del af enhver forklaring på landets ‘produktivitetspuslespil‘, selvom det ikke er noget det store bankkartel kendt som City of London tilskynder til.
Efter min mening er det på tide at genindføre lokale banker i Storbritannien. Det vil hjælpe os med at opbygge et mere decentraliseret banksystem og dermed holde faren ved overdreven centralisering af økonomien i skak, herunder fra CBDC’er.
Maksimal magt med unødige omkostninger
Til dette formål etablerede jeg den sociale virksomhed Local First CIC, som har været med til at grundlægge den spirende Hampshire Community Bank som prototype.
Hovedfokus for denne bank er at hjælpe små virksomheder i Hampshire, hvor alle lånebeslutninger bliver truffet på stedet af indbyggere i Hampshire, indskud bruges til at finansiere produktive lokale lån, og størstedelen af overskuddet bliver returneret til befolkningen i Hampshire.
Men uanset hvor du bor, og hvilken bank du bruger, mener jeg, at det er vigtigt, at vi modsætter os indførelsen af CBDC’er, bruger kontanter så meget som muligt og støtter vores lokale små butikker og lokale banker.
Hvor der ikke længere er lokale banker, bør vi sammen etablere nye.
CBDC’er er ikke en løsning på problemet, men det seneste mål i flere årtiers kamp fra centrale planlæggere for maksimal magt – til unødige omkostninger af kriser, inflation, økonomisk dislokation og arbejdsløshed.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
