Professor: Derfor skal vi have lange weekender

Weekenden står for døren, og du glæder dig måske til at lægge arbejdet bag dig og fokusere på kvalitetstid med familie og venner. Det er let at henfalde til drømme om mere fritid og mindre arbejde.

Men hvad hvis nu, alle weekenderne varede tre eller endda fire dage? Hvad nu hvis vi kunne bruge vores tid på andre aktiviteter end lige arbejde?

Spørgsmål som disse nærmest inviterer til at blive kaldt utopiske.

Selvom det virker som en god ide, er det simpelthen ikke praktisk muligt, lyder det. Det ville nemlig betyde, at vi ville komme til at forbruge mindre, og at krisen ville komme til at kradse endnu mere.

For fortalerne for en hård arbejdsdisciplin er arbejdet i sig selv moralsk og vejen til lykke og velvære; arbejde gør os både sundere og lykkeligere.

Kortere arbejdsuger gør os lykkeligere

Denne ideologi bliver brugt til at berettige velfærdsreformer, der har til formål at tvinge ledige til at arbejde; helt uden hensyntagen til lønniveau eller kvalitative egenskaber.

Ideologien agerer som en barriere mod indførslen af kortere arbejdstider.

En forkortelse af arbejdstiden bliver fremstillet som en trussel mod velvære og lykke - ikke en måde til at forfølge egne projekter, glæder, visioner og ideer.

Men kortere arbejdsuger er ikke alene opnåeligt; de kan også danne basis for en bedre livskvalitet.

LÆS OGSÅ: Topforsker: Vi skal kun arbejde 25 timer om ugen

En lang arbejdsdag er usundt

At vi ikke beredvilligt og med glæde griber denne ide markerer, i hvor høj grad vi har accepteret arbejdet og dets dominerende indflydelse på vores liv.

Det til trods for at et stigende antal studier påviser de menneskelige omkostninger ved en lang arbejdstid; heriblandt den negative effekt på både vores fysiske og mentale sundhed.

En lang arbejdsdag øger risikoen for at få et slagtilfælde, forkalkning af kranspulsåren og type 2 diabetes.

Jo mere vi arbejder, desto mindre tid har vi til familie og venner. Og hvad mere er, vi mister evnen til at være og gøre de ting, som skaber glæde, og som gør livet værd at leve.

LÆS OGSÅ: Deadlines på arbejdet tærer på hjemmefronten

Vi bør arbejde mindre og nyde livet mere

Vores liv er alt for ofte centreret omkring vores arbejde, og vi har sjældent hverken tid eller energi til at finde en alternativ levevis.

Kort sagt begrænser vores arbejde vores evne til at realisere vores talenter og fulde potentiale.

Arbejdet sætter os ikke fri. Det spærrer os snarere inde og besværliggør enhver realisering af os selv.

Alt dette taler for, at vi bør arbejde mindre. Vi bør udfordre den hårde arbejdsdisciplin og fremme alternative levemåder, der er mindre arbejdscentrede.

Og hvis arbejdstidsreduktionen fokuseres på at eliminere trælsomt arbejde, har vi også større mulighed for at realisere arbejdets indre goder og fordele.

Kortere arbejdstider betyder ikke alene, at vi arbejder bedre, men også at vi nyder livet mere.

LÆS OGSÅ: Kan vi nøjes med at arbejde 21 timer om ugen?

Teknologiske fremskridt har ikke givet kortere arbejdstid

Teknologiske fremskridt betyder, at produktiviteten er steget voldsomst i det forløbne århundrede. Men det har ikke nødvendigvis givet udslag i kortere arbejdstid.

I hvert fald i nyere tid er det kun kommet kapitalejerne til gode; arbejdernes løn er derimod stagneret.

Manglen på fremskridt i reduceringen af arbejdstiden i nutidens kapitalistiske økonomier reflekterer både ideologiens og magtens indflydelse.

På den ene side har konsumerismen skabt stærke kræfter til fordel for længere arbejdsdage.

Arbejderne bliver konstant lokket til at købe mere og dermed også til at arbejde mere for at kunne følge med de sidste modeluner og diller.

LÆS OGSÅ: Høje velfærdsydelser fjerner ikke lysten til arbejde

Kapitalens magt påtvinger os dårlige arbejdsvilkår

På den anden side har arbejdskraftens dalende værdi i forhold til kapital skabt et miljø, der fremmer længere arbejdstid.

De dårlige arbejdsforhold, der er blevet afdækket hos blandt andet netbutikken Amazon, afslører kapitalens magt ved at påtvinge de ansatte yderst kritisable arbejdsvilkår, heriblandt urimeligt lange arbejdsdage.

Den stigende ulighed har også 'fodret' nødvendigheden for mere arbejde og længere arbejdsdage gennem en stadigt stigende økonomisk nødvendighed.

Teknologien bruges til at få os til at arbejde endnu mere

I år 1930 forudså den engelske økonom John Maynard Keynes, at teknologien ville udvikle sig så meget, at lande som Storbritannien og USA kunne nøjes med en 15-timers arbejdsuge ved århundredets udgang.

Rent teknologisk er vi ifølge den amerikanske antropolog David Graeber i stand til at reducere arbejdstiden. Men det er ikke sket alligevel.

I stedet er teknologien blevet brugt til at få os til at arbejde endnu mere.

Der er blevet skabt jobs, der praktisk talt er meningsløse, for sideløbende med de teknologiske fremskridt er antallet af ‘bullshit jobs’ eller skodjobs steget.

Vi lever i en verden, hvor der skabes arbejde, der ingen social værdi har.

LÆS OGSÅ: Chefen giver depression – ikke arbejdsmængden

Herskende klasse vil have, at befolkningen bliver ved med at arbejde

Ifølge David Graeber er det sket, fordi den herskende klasse vil have, at befolkningen bliver ved med at arbejde. Den herskende klasse har regnet ud, at en glad og produktiv befolkning med fritid er farlig.

Selvom teknologien rent faktisk kan reducere arbejdtiden, så udgør en arbejdende befolkning med tid på hænderne så stor en politisk udfordring, at den herskende klasse forhindrer, at det sker.

Selvom en reduktion af arbejdstiden er mulig, bliver den blokeret af politiske faktorer.

Omkostningerne ved de lange arbejdstiders er både et dårligere helbred og mindre velvære for arbejderne.

For arbejdsgiverne er der også omkostninger som lavere produktivitet og mindre rentabilitet.

Alligevel lader det til, at disse omkostninger nærmest går ubemærket hen.

Og igen kan politiske beslutninger forklare, hvorfor mange arbejdsgivere ikke indfører kortere arbejdsdage for deres ansatte.

LÆS OGSÅ: Fagforening på markedsvilkår: Sådan har en lovændring svækket den danske model

40 timers arbejde på 4 dage er ikke et fremskridt

Man kan godt finde eksempler på forsøg på kortere arbejdstid.

For eksempel tilbyder Uniqlo - en japanskejet kæde af tøjbutikker - at deres ansatte kan arbejde 4 dage om ugen i stedet for 5.

Dette er blevet rapporteret vidt og bredt som en positiv udvikling.

De ansatte vil få gavn af en bedre arbejdslivsbalance, og virksomheden vil få glæde af mindre løn- og produktionsomkostninger.

Men hvis vi ser lidt nærmere på Uniqlos ordning, opdager vi, at de ansatte, der vælger 'kun' at arbejde 4 dage, til gengæld arbejder 10 timer om dagen i 4 dage om ugen (det vil sige, at en arbejdsuge på 40 timer bliver udført på kun 4 dage).

Derved risikerer de ansatte, at de mister alle fordelene ved 'kun' at arbejde 4 dage om ugen; de risikerer, at de er så trætte efter de lange arbejdsdage, at de har brug for hele den følgende dag til at komme sig.

Og så kommer det overhovedet ikke deres arbejdslivsbalance til gode - faktisk kan det gøre mere skade end gavn, hvis de også kommer til at lide af overarbejdets ugunstige effekter.

LÆS OGSÅ: Hus- og børnepasning får mænd til at føle sig maskuline

Mindre arbejde er et middel til et vellevet liv

Det er ironisk, at ordninger som Uniqlos illustrerer, hvor svært det er at reducere arbejdstiden.

Kun en 30 timers arbejdsuge eller mindre kan anses for at være et ægte fremskridt.

Hvis vi skal opnå - og nyde - weekender, der varer tre eller endda fire dage, er vi nødt til at nytænke samfundet og undergrave den eksisterende arbejdsmoral.

Vi skal acceptere, at mindre arbejde er et middel til et vellevet liv. Vi skal afskaffe forestillingen om, at arbejdet er alfa og omega. Vi skal nyde helligdagene og ferierne og se dem som en påmindelse om, hvordan vores liv kunne være.

Et liv, som vi kan leve, hvis vi overvinder alle hindringerne - både de ideologiske og politiske.

LÆS OGSÅ: Det er usundt at arbejde i fritiden

LÆS OGSÅ: Smartphones slører grænsen mellem arbejde og fritid

LÆS OGSÅ: 1700-tallet lagde kimen til, at du går på arbejde

David Spencer modtager støtte fra FP7, EPSRC og ESRC. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark