Fagforening på markedsvilkår: Sådan har en lovændring svækket den danske model
Politiske lovændringer banede vejen for alternative fagforeninger og førte til, at over hundredetusinde lønmodtagere skiftede fagforening. Medlemsvandringen har konsekvenser for selve den danske arbejdsmarkedsmodel.

Hvis de aftalebærende fagforeninger ikke er repræsentative for lønmodtagerne på arbejdsmarkedet, så vil arbejdergiverne næppe indgå i forhandlinger. Der skal to til tango. (Foto: <a rel="nofollow" href="http://www.shutterstock.com/downloading_tips.mhtml?code=&id=129741992&si...)

 

Medlemskab af en fagforening har i mange år været en vigtig del af dansk lønmodtagerkultur. Danmark har sammen med de tre andre nordiske lande Finland, Sverige og Island verdens højeste organisationsgrad – ingen andre steder er så stor en andel af lønmodtagerne medlem af en fagforening.

Det hænger uløseligt sammen med det særlige arbejdsløshedsforsikringssystem, som kun findes her. Systemet bygger på, at lønmodtagere frivilligt lader sig forsikre mod arbejdsløshed i a-kasser, der er kontrolleret af fagbevægelsen.

A-kassesystemet giver på den måde fagbevægelsen en vigtig rekrutteringskanal. Mange melder sig ind i en fagforening samtidig med, at de forsikrer sig mod arbejdsløshed i en a-kasse. Men det betyder samtidig, at fagbevægelsen er meget følsom overfor politiske ændringer af systemet.

En lille politisk ændring af a-kasselovgivningen i 2002 har siden fået store konsekvenser for det danske arbejdsmarked. Den åbnede for alternative fagforeninger, hvilket svækkede de gamle, aftalebærende fagforeninger, der forhandler de kollektive overenskomster med arbejdsgiverne. Kan de aftalebærende fagforeninger ikke længere repræsentere arbejdstagerne, har arbejdsgiverne ingen at forhandle med.

Dermed risikerer 'den danske model', hvor arbejdsmarkedets parter selv forhandler løn og arbejdsvilkår, at blive sat ud af kraft. 

Politiske ændringer fik lønmodtagere til at flytte fagforening

Den daværende, nyvalgte VK-regering vedtog Frihedspakken for arbejdsmarkedet med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti i 2002. Et centralt element i lovpakken var en ændring af a-kasselovgivningen, så a-kasser fremover kunne organisere tværfagligt.

Dermed ændrede VK-regeringen på et lille, men helt centralt element ved det danske a-kassesystem, som ellers havde været gældende siden systemet blev indført i Danmark helt tilbage i 1907. Frem til 2002 var a-kasserne nemlig fagligt afgrænset. Det betød, at hvis en smed for eksempel ønskede at forsikre sig mod arbejdsløshed, så var den eneste mulighed Dansk Metals a-kasse. Det samme var gældende for sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråds a-kasse. Osv.

Udviklingen i organisationsgraden for udvalgte nordiske lande, 2000 - 2013 (i %)

A-kasserne havde derigennem stærke faglige monopoler, der fulgte faglighederne for den fagforening, som a-kassen var tilknyttet. Men med lovændringen fra 2002 kunne alle a-kasser optage medlemmer, hvis de ønskede det, uanset faglighed. På den måde blev der fra den ene dag til den anden skabt konkurrence mellem a-kasserne og indirekte imellem fagforeninger. For mange af de alternative a-kasser har ligeledes tilknyttet en alternativ fagforening som for eksempel Krifa og Det Faglige Hus.

De alternative fagforeninger adskiller sig fra de (traditionelle) aftalebærende fagforeninger ved, at de ikke, eller kun i meget begrænset omfang, indgår kollektive overenskomster med en arbejdsgivermodpart, og de uddanner heller ikke tillidsrepræsentanter. De tilbyder alene individuel service såsom juridisk hjælp og karriererådgivning. Derfor kan alternative fagforeninger tilbyde et meget billigt kontingent, da de netop ikke bruger resurser på at udbrede og vedligeholde overenskomster og uddanne tillidsrepræsentanter.

Denne ’markedsgørelse’ af a-kasserne og indirekte af fagforeningsmarkedet har betydet, at mere end hundredetusinde lønmodtagere de seneste 15 år har valgt at forlade en aftalebærende fagforening til fordel for en alternativ fagforening. Særligt de to LO-fagforeninger HK og 3F har mistet medlemmer.

Medlemsvandringen er imidlertid ikke uden konsekvenser for ’den danske model’.  

 

Den danske model svækkes

Tilslutningen til fagbevægelsen har på sin side været forudsætningen for, at arbejdsgiverne har accepteret at regulere løn- og arbejdsvilkår gennem forhandling og indgåelse af kollektive overenskomster.

De aftalebærende fagforeninger - under hovedorganisationerne LO, FTF og AC - repræsenterer altså grundstammen i det, vi kalder 'den danske model', der netop bygger på, at det arbejdsmarkedsparterne selv, der frivilligt aftaler løn og arbejdsvilkår via kollektive overenskomster.

Det er derfor en forudsætning for modellen, at den aftalebærende del af lønmodtagersiden i modellen har magten og legitimiteten til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger samt styrken til at mobilisere i forbindelse med overenskomstfornyelse.

Norge har som det eneste nordiske land ikke et a-kassesystem, og derfor har Norge en lavere organisationsgrad. A-kassesystemet er en vigtig rekrutteringskanal for fagbevægelsen i både Danmark, Sverige og Finland.

Tabellen viser lønmodtagere fordelt på hovedorganisation og oplevet overenskomstdækning, 2010 (i %).

Hvis de aftalebærende fagforeninger ikke er repræsentative for lønmodtagerne på arbejdsmarkedet, så vil arbejdergiverne næppe indgå i forhandlinger. Der skal som bekendt to til en tango. Og hvis arbejdsgiverne trækker sig fra kollektive reguleringer, fordi lønmodtagersiden ikke længere er repræsentativ, så inviteres der til mere lovgivning og individuel regulering af løn og arbejdsvilkår. Det indebærer, at den særlige danske måde at regulere arbejdsmarkedet på, gradvist vil forvitre.

Forskydningen af medlemmer fra aftalebærende til alternative fagforeninger er derfor ikke uden konsekvenser for arbejdsmarkedsmodellen, da det svækker den del af fagbevægelsen, som indgår kollektive overenskomster.

 

Ikke alle medlemmer af alternative fagforeninger er free-ridere

Medlemmer af de alternative fagforeninger ses af mange som ’nassere’ eller free-ridere, fordi de nyder godt af de fælles goder i form af kollektive overenskomster, som de aftalebærende fagforeninger tilvejebringer, uden selv at bidrage. Men som tabel 1 viser, så er det kun 43 procent af de alternative medlemmer, som er dækket af en overenskomst.

Når medlemmer af de alternative fagforeninger beskyldes for at free-ride, så er det altså en halv sandhed. For kun omtrent halvdelen er dækket af en overenskomst, og dermed kan kun halvdelen kaldes free-ridere, når det gælder løn og arbejdsvilkår.

Den anden halvdel er nærmere ’outsidere’, da de står helt uden for den danske model. Det er en central pointe i forbindelse med de alternative fagforeninger og den danske model. Mange af de alternative medlemmer arbejder i den private servicesektor og får deres løn og arbejdsvilkår reguleret af individuelle aftaler. Selvom disse medlemmer arbejder inden for særligt LO-forbundenes områder, ser de ikke meget til LO-forbundene - og den danske model - i deres hverdag.

Der er med andre ord huller i overenskomstdækningen i den private sektor.

Her står den aftalebærende del af fagbevægelsen derfor med en stor udfordring, der især gælder de LO-fagforeninger, der organiserer medlemmer i den private sektor: Enten kan de forsøge at udbrede overenskomstdækningen, eller også må de finde andre måder at godtgøre et højere medlemskontingent i forhold til de billigere, alternative fagforeninger.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

ForskerZonen Live Medicinsk Museion robotter
26/09 kl. 14:00
Oplægsholder
Adresse
Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K.
I samarbejde med