Professor: Blodige computerspil er en forlængelse af en voldelig verden

Nordmanden Anders B. Breivik var så vild med virtuel krig, at han tog et sabbatår, hvor han lukkede sig inde på sit værelse med voldelige computerspil som Modern Warfare og Call of Duty. Senere dræbte han 77 uskyldige først i Oslo, derefter på øen Utøya.

Breiviks drabsmetoder og strategier lignede noget fra de computerspil, han brugte så meget tid på, så efter katastrofen på Utøya, var det nærliggende at tro, at nordmanden blev massemorder, fordi han spillede for meget computer.

For nyligt kom der igen ild under bålet, da det kom frem, at gerningsmanden, som i december 2012 dræbte 20 elever og seks lærer på en skole i Conneticut, USA, sandsynligvis spillede nogle af de samme spil som Breivik.

Men man kan ikke sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem massemord, massakre og computerspil, siger en dansk professor.

»Nogle forskere argumenterer, at man bliver aggressiv af at spille voldelige computerspil, og at det derfor kan være farligt for børn at spille. Men der er mange nuancer, som ikke kommer med i den type forskning,« siger Dorte Marie Søndergaard, der er professor i socialpsykologi på Aarhus Universitets Institut for Uddannelse og Pædagogik.

Verden er fyldt med krig og massakrer

Vold er en del af børns verden, ligegyldigt om de spiller computer eller ej, påpeger professoren: Krig, massakrer og overfald er hele tiden i medierne og i voksnes samtaler.

Skolefrikvarterer, forældres fortællinger fra deres arbejdspladser og fjernsynets satireprogrammer er også fyldt med aggression, siger Dorte Marie Søndergaard.

Så selv om voksne prøver at beskytte deres børn mod blod, øretæver, viden om bombesprængninger og om terrorangreb, gennemsyrer det voldelige hele vores verden i sådan en grad, at børn ikke kan undgå at få øje på det:

»Vold er en del af den verden, vi har skabt til vores børn, og vores børn forholder sig til den verden, vi stiller til rådighed for dem. De voldelige computerspil ligger i forlængelse af den vold, der ellers er,« siger Dorte Marie Søndergaard.

Danske børn spiller krigscomputerspil på forskellige måder afhængigt af, hvad der ellers er på spil i deres sociale liv, skriver Dorte Marie Søndergaard i den nye bog Mobning Gentænkt, som hun også har redigeret sammen med lektor Jette Kofoed.

Børn tager pis på virkeligheden

Når børn og unge sidder i halvmørke og udrydder avatarer på stribe, mens deres adrenalin pumper, ser det måske usundt ud, men det er det ikke nødvendigvis, siger Dorte Marie Søndergaard.

Krigsspillene kan have forskellige funktioner i børnenes verden, der i forvejen er fyldt med aggression: Krige i Mellemøsten, danske udsendte i Afghanistan, skolemassakrer i USA, skænderier og slåskampe er alt sammen med til at forme børnenes virkelighedsopfattelse.

Ved at spille krigsspil på computeren beskæftiger børnene sig med noget af det, der fylder meget i virkelighedens verden. Når de leger med vold og krig, bearbejder de det, og de afdramatiserer det ved at tage pis på det.

»Mange børn bruger krigeriske computerspil til at trække noget af den vold, de hele tiden bliver konfronteret med, ind i et legeunivers, hvor de sammen med andre kan grine af det, der sker.«

»Sådan som vi har skabt verden, rummer den vold, og det er svært at lukke verden ned. I spillene får børnene mulighed for at gå ind og lege med volden, uden at det går mere galt, end at de kan få livet igen,« siger Dorte Marie Søndergaard.

Dorte Marie Søndergaard har observeret, hvordan børn og unge spiller computer i fritidsklubber, hun har interviewet dem og lavet undersøgelser af børnenes hverdagsliv.

(Læs også: Mobning er et symptom på social angst)

Virtuel krig kan være et fristed

Børn og unge bruger krigsspil på mange forskellige måder afhængigt af, hvordan deres liv i øvrigt er, forklarer Dorte Marie Søndergaard. Her identificerer hun nogle:

Fristed: Nogle børns skoleliv er fyldt med sociale spændinger, hierarkikampe og mobning. Angsten for at blive holdt udenfor eller mobbet kan gøre hverdagen til en evig kamp for at være inde i varmen hos kammeraterne og måske også hos lærerne. Børn fra skoleklasser med et meget dårligt socialt miljø kan bruge computerspil som et fristed, hvor de kan opleve at få en ny position og identitet som nogle, andre børn gerne vil spille med. Dermed opnår de en værdighed, som de ikke oplever i skolen.

Bearbejdning: Børn fra alle miljøer kan spille voldelige computerspil for at bearbejde noget af al den vold og krig, de ser og hører om i medierne, i de voksnes samtaler, i frikvartererne og alle mulige andre steder. Når børnene spiller computer, er de i et legeunivers, hvor de kan vende den skræmmende virkelighed til noget sjovt: De får mulighed for at grine, når kroppe bliver sprængt i tusind stykker, eller når en computeranimation falder om i en pøl af blod.

Ny position: Mobbede børn og dem, der dagligt bliver holdt udenfor i klassen, kan bruge skydespil til at få en ny position. I den virtuelle verden kan de mobbede og marginaliserede børn gå fra at være svage til at blive stærke: De får måske mulighed for at vinde, at tage hævn, ydmyge og destruere. Eller de får mulighed for at skabe en slags balance i en hverdag, hvor de ellers kun oplever dominans og undertrykkelse.

(Læs også: Computerspil gør hverdagen lettere for usikre unge)

Selv om den virtuelle verden kan være fyldt med blod, afrevne kropsdele, bombesprængninger, hævn og pumpende adrenalin, kan man ikke tale om nogen direkte årsagssammenhæng mellem spil og massemordere, siger Dorte Marie Søndergaard.

Vold bliver nuanceret

»Når man siger, at børn tager skade af at spille computer, og at de bliver mere aggressive af det, lyder det som om, at der kommer noget ude fra og sætter sig i dem. Men alle børn bliver til via den kultur og de sociale vilkår, der bliver stillet til rådighed for dem,« forklarer Dorte Marie Søndergaard.

Børn og unge forholder sig hele tiden til deres kulturelle og sociale virkelighed, som rummer mange ting og indtryk, der hele tiden bliver blandet sammen.

»Hvis vold er en stor del af vilkårene, bliver børn nødt til at forholde sig til den. Hvis der kun er vold, spændinger og mobning i deres hverdag, siver det selvfølgelig ind og får betydning for deres virkelighedsopfattelse. Men normalt er der jo en masse andre ting i børns liv, som går ind og nuancerer det voldelige,« fortsætter professoren.

Børn formes af mange strømme - f.eks. stand-up

Folk pløkker hele tiden hinanden ned på film, i Afghanistan og i computerspillene. Der er skyderi på amerikanske skoler og på Nørrebro. Fjernsynet er fyldt med soldater, våben og blod. Stressede forældrene hakker på hinanden, og i skolegården er slåskampe ofte en del af hverdagen.

»Standup-komikere dyrker også foragt og aggression ved at joke om vold,« siger Dorte Marie Søndergaard, som understreger, at hun som forsker ikke er forarget over blodig humor, men bare registerer, at den findes.

Men der er også mange andre oplevelser, indtryk og interesser, som fylder i børnenes liv. Tingene blander sig, og det hele er med til at forme de måder, børnene forstår og møder verden på.

»Mange strømme flyder sammen, og hvis der kun er vold i de strømme, så er det volden, der kommer til at dominere blandt de kræfter, der sammen sætter præmisser for, hvordan børnene udvikler sig. Men hvis der også er en masse andre typer input, bliver det voldelige blandet op og transformeret,« siger Dorte Marie Søndergaard.

Forskerne kiggede med i sms-beskeder

I den nye bog Mobning Gentænkt reflekterer hun og en række andre forskere blandt andet over, hvad der sker, når social udstødelse og foragt bliver en del af børn og unges hverdagsliv.

Bogen er baseret på 1.052 børn og unges spørgeskemabesvarelser, interview med børn, unge, forældre, lærere, lærerstuderende, fritidsklubpædagoger samt voksne, der husker tilbage på deres egne erfaringer med mobning.

Derudover har forskerne observeret børnenes hverdag, de har analyseret børnenes brug af sociale medier, stile, tegninger, sms-beskeder og mange andre ting, der er en del børnenes liv.