Hvor vil du helst bo?
I et nyt betonbyggeri med højt til loftet og et rummeligt badeværelse? Eller i et gammelt, historisk hus, der er blevet sat i stand?
Siden 1930erne har der været debat om, hvordan vi skal udvikle Danmarks byer: Skal vi rive alle de gamle bygninger ned og opføre nye, eller skal vi bevare de gamle huse, der allerede eksisterer?
Et nyt dansk forskningsprojekt undersøger de ideologier, der er grunden til, at den debat overhovedet opstod.
»Politikere, museumsfolk og borgere har blandet sig i debatten. Der er tale om en kamp mellem, hvad man kunne kalde ’modernister’ – altså folk, der tror på fremskridtet. Og ’modernisme-kritikere’ – altså folk, der vil bevare traditionen,« fortæller Kristian Buhl Thomsen, ph.d.-studerende ved Dansk Center for Byhistorie og Historisk Afdeling, Aarhus Universitet.
Vesterbro skulle være en motorvej
I dag har de såkaldt ’modernisme-kritikere’ stort set vundet kampen om, hvordan vi skal forny vores byer. Men havde ’modernisterne’ fået magt, som de havde agt i første halvdel af 1900-tallet, ville blandt andet Vesterbro i København se helt anderledes ud i dag.
»I 1958 kom der et meget modernistisk bud på, hvad der skulle gøres ved Vesterbro,« siger Kristian Buhl Thomsen og fortæller om planen ’Cityplan vest’.
På billede 1 helt i toppen af artiklen kan du se, hvordan arkitekter forestillede sig ’fremtidens Vesterbro’ i 1958:
- Til højre ligger Hovedbanegården
- Istedgade er blevet til en bro, som der løber en stor motorvej under
- Kontorhøjhuse skulle bygges på det sanerede, gamle Vesterbro
Arbejderpolitikere ville sanere
’Modernisterne’ så sig selv som fremtidens og fremskridtets mænd. Socialdemokratiske overborgmestre som Urban Hansen og Egon Weidekamp ville sanere den arbejder-slum på stenbroerne, som de selv var vokset op i.
\ Fakta
Modernister mener, at vi skal rive de gamle huse ned og i stedet bygge nye, sunde og bekvemme boliger. I 1900-tallet har man fundet modernisterne blandt: Politikere (f.eks. overborgmestrene Urban Hansen (1962-76) og Egon Weidekamp (1976-89), soc.dem.) Store offentlige institutioner, der havde behov for at udvide (f.eks. Statshospitalet i Viborg i 1950’erne) Private investorer, der ønsker plads til handel, erhverv, kontorer, trafik og parkeringspladser Arkitekter, der ønsker at fremme moderne arkitektur som del af velfærdsprojektet (f.eks. Vesterbro Boligaktion i 1950)
»De kom fra arbejderklassen og kunne slet ikke se noget idyllisk ved kvarterer som Vesterbro og Christianshavn, hvor husene var faldefærdige,« fortæller Kristian Buhl Thomsen.
Helt anderledes holdninger havde den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Bernhard Jensen.
»Han var modernismekritisk. I 60’erne var der planer om, at Aarhus midtby skulle saneres for at gøre plads til en stor vej. Det fik han standset, fordi han ikke ville ødelægge midtbyens bygninger.«
»Det viser, at holdningerne ikke knyttede sig til noget bestemt politisk parti. Skillelinjerne går på kryds og tværs,« siger Kristian Buhl Thomsen.
Krise gav modernismekritikere medvind
Kristian Buhl Thomsen har dykket dybt i de historiske arkiver og fundet ud af, at ’modernisterne’ sad på flæsket i tiden fra 1930erne til 1960erne.
Det var i de år, der blev lagt planer for at fylde byerne med nye veje og betonbygninger. Blandt andet skulle søerne i København fyldes med beton for at gøre plads til en motorvej.
Men så skete der noget.
»I slutningen af 60erne og starten af 70erne får kritikerne fodfæste. De nye politikere var ikke vokset op i de sundhedsskadelige, mørke slumhuse. Og da der kom oliekrise i 1973, blev de store, dyre nedrivningsprojekter skrinlagt. I stedet begyndte man at istandsætte, fordi det var billigere,« fortæller Kristian Buhl Thomsen.
Slum er blevet millionær-boliger
I Aarhus stod yngre, ressourcestærke folk i spidsen af udviklingen. De begyndte i 1970erne at opkøbe de små, gamle bindingsværkshuse i gaden ’Møllestien’, der tidligere havde været et af byens værste slumkvarterer med prostitution og smugkroer.
»Halvdelen af husene blev saneret i slutningen af 1950erne. Det var meningen, at resten skulle samme vej - men så indtraf der et ideologisk skift.«
\ Fakta
Modernismekritikere mener, at vi skal bevare de gamle huse – ofte fordi de er hyggelige og traditionelle. I 1900-tallet har man fundet modernismekritikerne blandt: Politikere (f.eks. borgmester Bernhardt Jensen, soc.dem., i Aarhus i 1960’erne) Museumsfolk og folk med interesse for kulturhistorie Menige borgere, der argumenterer gennem læserbreve og debatmøder (f.eks. borgerskabet i Viborg i 1950’erne) Grupper med mere rebelske metoder (gerne unge, ofte på venstrefløjen, f.eks. slumstormere og bz’ere fra 1960’erne til 1980’erne) Veluddannede og ressourcestærke grupper (f.eks. dem, der opkøbte huse i Møllestien i 1970’erne)
»Veluddannede grupper så pludselig det idylliske i de gamle huse og satte dem i stand. I dag er husene ekstremt dyre. De er mellem 70 og 100 kvadratmeter store, og de koster mange millioner,« siger Kristian Buhl Thomsen.
Gå en tur på det idyllyske Møllestien
I dag hedder det ’byfornyelse’
De ideologiske vinde var på ganske få år vendt. De unge veluddannede og de nye politikere så de gamle kvarterer i et romantisk lys. Væk var begejstringen for modernisternes beton-byggerier. Nu var det pludselig ikke god tone at sanere de gamle slum-kvarterer.
»Det endte med, at Folketinget i 1983 vedtog en ’byfornyelseslov’ som erstatning for de foregående ’saneringslove’,« fortæller Kristian Buhl Thomsen.
Fra da af kaldte man ændringer i byerne for ’byfornyelse’, og fra statslig side støttede man ’kvarterløft’ frem for ’totalsaneringer’.
Vigtigt at vide, hvorfor vi vil sanere
Kristian Buhl Thomsen mener, det er vigtigt at få kastet lys over kampen om, hvordan vores byer skal indrettes.
»De her diskussioner kan også være relevante i forbindelse med nutidig planlægning. Det er vigtigt at kende det ideologiske grundlag for, hvorfor vi enten hælder til at bygge nyt eller bevare det potentiale, der er i de gamle bygninger.«
»Samtidig har tidligere undersøgelser kun koncentreret sig om enkelte byer. Min undersøgelse er national, så med den kan vi se større sammenhænge – også i forhold til andre nordeuropæiske lande, der havde samme politik som den i Danmark. Det arbejder jeg nu videre med,« siger Kristian Buhl Thomsen.
Sådan skulle Vesterbro i København skulle se ud tilbage i 1958. ’Cityplan Vest’ skulle erstatte slum og uhumskhed med motorveje og beton – i fremskridtets navn. De næste billeder viser, hvorfor politikerne ville jævne fattige bykvarterer med jorden.
Forholdene var usle i arbejderkvartererne i Aarhus i 1940erne. Derfor blev hele bydele jævnet med jorden for at gøre plads til sundere lejligheder. (Foto: Forside fra Århus Boligkommission, Beretning 1949)
Borgergade i København var berygtet for slum og armod. Derfor blev kvarteret hurtigt saneret, da ’Saneringsloven’ blev vedtaget i 1939.
Med saneringsloven kunne kommuner få støtte til at jævne hele bykvarterer med jorden. Billedet er taget i Borgergade i København før saneringen i 1944.
Efter bysaneringen ser Borgergade i København helt anderledes ud.
Kun museumsfolk pippede op, da den historiske bygning ’Møntmestergården’ i København måtte lade livet i starten af 40erne. De reddede huset, og i dag står det i Den Gamle By i Aarhus.
