Der er en international tendens til, at partiernes medlemmer får mere direkte indflydelse på, hvem der skal lede partiet, hvilke kandidater partiet opstiller til valg, og hvad der skal indgå i partiets politiske program.
Der er også i flere lande, herunder nu også Danmark, en tendens til, at partierne ikke blot tænker i traditionelt partimedlemskab, men også er åbne overfor andre former for tilknytning og ‘medlemskaber’.
Begge tendenser kan ses som reaktioner på det generelt faldende antal medlemmer; kun omkring fire procent af vælgerne er medlemmer af et parti - det gælder både i Europa generelt og i Danmark.
Spørgsmålet er, om disse to tendenser ser ud til at gøre en forskel for, hvor mange og hvem der melder sig ind i de politiske partier.
Jeg har, sammen med mine gode kolleger Emilie van Haute, Susan Scarrow og Susan Achury, undersøgt, hvilke slags medlemskaber 57 vesteuropæiske politiske partier tilbyder, hvilke omkostninger og fordele der er forbundet med medlemskab, og hvem medlemmer og støtter er.
Partimedlemskab er billigere end et fitnessabonnement
Fokus er her på partimedlemskab i partiernes perspektiv og dermed på de betingelser for medlemskab, partierne selv regulerer.
Partierne afgør selv, hvilke medlemskriterier de opstiller, det vil sige, hvor meget medlemmerne skal betale i kontingent, og hvilke krav de skal opfylde for medlemskab.
\ Vores undersøgelse
Undersøgelsen er baseret på analyser af ‘European Social Survey’-data og en ny database om partiernes organisatoriske forhold. De større partier er overrepræsenteret, fordi der findes flere data på dem, men der er stor ideologisk variation blandt partierne alligevel.
I alt baserer undersøgelsen sig på 13.741 respondenter i 57 partier i 10 forskellige lande: Belgien, Danmark, Holland, Irland, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet og Tyskland.
Nogle partier har et ensartet kontingent for alle, andre har et nedsat kontingent for for eksempel studerende, pensionister og arbejdsløse, og andre igen har valgt at gøre kontingentet indkomstafhængigt med flere niveauer.
Standardkontingentet varierer mellem partierne fra 0,01 procent til 0,29 procent af den gennemsnitlige arbejdsindkomst i det enkelte land.
Sammenlignet med hvad mobiltelefon- og fitnessabonnementer koster, er partimedlemskab en relativt billig affære.
'Bliv medlem nu og få fordele!'
Men da kontingenterne stadig kan have en afskrækkende effekt, har nogle partier forsøgt sig med ‘introduktionstilbud’ eller nedsat kontingent i en periode.
Derudover er det mest almindelige, at medlemmerne blot skal støtte partiets program, formål eller lignende.
På samme vis er det partierne selv, der afgør, om de vil tilbyde andre former for tilknytning end partimedlemskab.
I 120 partier fra den vestlige verden tilbyder alle, pånær det hollandske Frihedsparti, traditionelt partimedlemskab, mens en tredjedel også giver mulighed for andre former for tilknytning, for eksempel som ’partiven’ eller ’registreret støtte’.
Partierne afgør også selv, hvilke muligheder for indflydelse medlemmerne har.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Der kan være mange fordele ved at melde sig ind i et politisk parti, såsom følelsen af at støtte partiet og dets politiske program, at give modspil til andre partier eller social samvær med ligesindede; eller at få information og muligheden for at få en politisk post eller blot være domsmand.
Næsten halvdelen af partierne gør det muligt at stemme direkte om lederen
Hovedparten af partimedlemmerne melder sig ind på grund af det politiske indhold. Derfor er indflydelse på partiets politiske beslutninger også vigtigt for en del af medlemmerne.
Her fokuserer vi på medlemmernes muligheder for at deltage i valg af partileder, opstilling af kandidater og vedtagelse af partiprogram.
Det er vigtige beslutninger med betydning, ikke blot for partierne og deres medlemmer, men også for vælgerne generelt.
Blandt de 57 partier, vi har undersøgt, giver 43 procent medlemmerne mulighed for direkte valg af partilederen, mens kun 17 procent giver medlemmerne mulighed for at påvirke og vedtage partiprogrammet, og 18 procent giver medlemmerne mulighed for indflydelse på kandidatopstillingen.
Alt i alt giver 14 partier ikke medlemmerne nogen af disse rettigheder, mens syv partier giver medlemmerne rettigheder på alle disse punkter.
Færre, men mere aktive medlemmer
Det er ikke ligegyldigt, hvilke former for tilknytning politiske partier tilbyder. Det kan have en betydning for, hvor mange og hvem der melder sig ind.
Des højere barriere for medlemskab, des færre melder sig ind. Specielt hvis der er mulighed for at tilknytte sig partiet på anden vis, for eksempel som ’registreret støtte’.
Når der er ’billigere’ alternativer, er der nogle partisympatisører, der fravælger partimedlemskab.
Det betyder også, at partiernes medlemstal er mindre, når de har åbnet for andre former for tilknytning.
Samtidig tyder det dog på, at de (færre) partimedlemmer er mere aktive.
Det indikerer, at partierne, ved at tilbyde andre former for tilknytning end partimedlemskab, både kan opretholde en aktiv kerne af partimedlemmer, men også have en gruppe af tilknyttede, de kan forsøge at mobilisere til specifikke aktiviteter, som for eksempel valgkampagner.
Medlemmernes rettigheder har betydning for, hvem medlemmerne er
Partimedlemmer er ikke repræsentative for partiernes vælgere:
Medlemmerne er i gennemsnit ældre, rigere, mere religiøse, oftere fagforeningsmedlemmer og oftere mænd, og der er også en ideologisk afstand på den traditionelle, fordelingspolitiske venstre-højreskala mellem medlemmerne og andre af partiernes støtter.
Men denne repræsentativitet kan påvirkes af, hvilke fordele og omkostninger der er forbundet med partimedlemskab.
Vigtigst er det, at den ideologiske afstand mellem medlemmer og partiets øvrige støtter er mindre i partier, hvor medlemmerne har mere direkte indflydelse på valg af partileder, opstilling af kandidater og partiprogrammet.
Resultatet understøtter, at partimedlemmernes rettigheder har betydning for, hvem der melder sig ind.
... og for repræsentativitet
Partimedlemmernes rettigheder har også betydning for repræsentativiteten. Des mere direkte indflydelse medlemmerne har, des mere repræsentative er de, når det gælder køn, indkomst, og om man er troende eller ej.
Andelen med fagforeningsmedlemskab er ikke anderledes, og når det gælder alder, er der den omvendte sammenhæng:
Partier med mange medlemsrettigheder har i højere grad ældre medlemmer.
Medlemmernes muligheder for at udøve indflydelse på partiets vigtige beslutninger har betydning for, hvem der melder sig ind – des flere medlemsrettigheder, des mere sociodemografisk og ideologisk repræsentative er medlemmerne.
Det betyder, at partierne selv kan være med til at påvirke, ikke blot antallet af medlemmer, men også deres repræsentativitet. Ved at give partimedlemmerne mere direkte indflydelse på valg af partileder, opstilling af kandidater og partiprogrammet, bliver de medlemmer, der er, mere repræsentative.
Medlemsdemokrati kan være med til at styrke partierne
En udvidelse af medlemmernes rettigheder forrykker balancen fra de øvre til de nedre lag i partiet. Men de, der får mere indflydelse, ligner i højere grad de vælgere, som partier, der ønsker at få flere stemmer, lever for og af.
På den måde kan denne form for medlemsdemokrati være med til at styrke partiernes repræsentative opgave.
Repræsentativiteten øges, når fordelene stiger/udgifterne mindskes, fordi partimedlemskab bliver attraktivt for en bredere vifte af støtter.
Omvendt, hvis omkostningerne ved partimedlemskab er større, er det kun de mest engagerede, der melder sig ind.
Undersøgelsens begrænsninger
Når det er sagt, må vi dog også komme med det forbehold, at denne analyse sammenligner 57 partier på ét tidspunkt.
Vi sammenligner altså ikke partier, før og efter de har ændret medlemskriterierne.
Vi kan derfor ikke være sikre på, at det samme vil ske i for eksempel de danske partier, hvis de åbner mere op (som de er i gang med) eller giver medlemmerne mere direkte politisk indflydelse.
Samtidig ved vi, at der er partier, der oplever noget andet end det, vores generelle resultater peger på.
De mange nye Labour-medlemmer i 2015-2017 er mere repræsentative for partiets støtter, når det gælder køn og indkomst. Men deres valg af og støtte til den venstreorienterede Jeremy Corbyn passer ikke med, at de skulle være mere ’moderate’ som vælgerne.
Forklaringen skal nok søges i, at det her ikke så meget handlede om de enkelte vælgeres vurdering af fordele og ulemper ved partimedlemskab, men blev et spørgsmål om, at konkurrerende fraktioner og kandidater i Labour mobiliserede så mange støtter som muligt for at sikre sig formandsposten.
Partier kan altså opstille kriterier for forskellige former for tilknytning til partiet, men de kan ikke nødvendigvis styre, hvis medlemsrekrutteringen bliver en del af en politisk kampagne.
