Hvor meget kan forskere sige under en valgkamp uden at miste troværdighed?

Det er ingen hemmelighed, at medierne er glade for at bruge eksperter, der kan sige noget klogt om, hvorfor vælgere og politikere gør, som de gør. Det er dog ikke altid, at medierne spørger forskerne om det, de selv har forsket i, og det kan måske gøre det svært for læserne at vurdere troværdigheden.

Professor i journalistik og statskundskab på Syddansk Universitet (SDU), Erik Albæk, har forsket i brugen af eksperter i medierne under folketingsvalg. Ifølge en af hans undersøgelser er det tydeligt, at der er sket en stigning i antallet af eksperter i medierne. Han mener dog ikke, at det er forskerne selv, der er blevet mere ivrige efter at udtale sig, men derimod at journalisterne bruger dem til flere ting.

»Når journalister ringer op, er det typisk ikke for at høre om forskernes egne resultater, men for at få en kvalificeret vurdering af en begivenhed, men en vurdering er jo netop en vurdering, og af den grund kan den også være forkert, og derfor håber jeg, at læserne er kritiske,« siger han.

Op til læseren at vurdere, hvad man skal tro på

I slutningen af maj måned kunne man eksempelvis læse på DR.dk den ene dag, at valgkampen ville blive brutal, mens man den næste dag kunne læse på Fyens.dk, at valgkampagnerne ikke var blevet mere negative i dag end tidligere.

Men når forskernes vurderinger ikke handler om deres egen forskning og i øvrigt peger i forskellige retninger, går det så ikke ud over deres troværdighed?

»Det tør jeg ikke sige, men så håber jeg, at man som læser kan vurdere det - ligesom hvis du går til to forskellige læger, så kan de også godt vurdere noget forskelligt,« lyder det fra Erik Albæk.

»Medierne skal have noget ud af deres meningsmålinger«

Erik Albæk peger på, at forskerne tit optræder som kilder til historier om valgkampen, fordi medierne har fået lavet blandt andet meningsmålinger, som de død og pine vil lave nyhedshistorier om - uanset at historierne nærmest ikke er værd at fortælle.

»De artikler, der skrives under en valgkamp, har mere fokus på baggrundsanalyser, begivenheder og meningsmålinger. Dagbladene får dagligt lavet meningsmålinger, og de skal have noget for pengene, så derfor spørger de en forsker,« siger han, og fortsætter:

»Men det er klart, at når vi taler om meningsmålinger, så er der nogle forskere, der er absolut lige så dårlige til at tolke på dem som journalisterne. Ofte er der bare ikke nogen udvikling fra måing til måling, og så bliver forskerens konklusion, at der ikke er nogen udvikling, og dermed heller ikke nogen historie at fortælle,« siger han.

Forskere skal holde sig fra politiske kommentarer

Erik Albæk nævner også, at man som forsker skal være opmærksom på, at man i valgkampen ikke at kommer til at udtale sig om noget politisk, så længe man optræder som forsker. Og han ser også eksempler på, at forskere holder sig tilbage med hensyn til at kommentere politik.

»Folk har forskellige normer for, hvor bredt man kan udtale sig. Men hvis du udtaler dig politisk, så bør det ikke være med forskerkasketten på.«

»Mange af mine kollegaer kommenterer meningsmålinger, og det kan de jo fint gøre med fagligheden i ryggen, for de har gennem mange år studereret vælgervandringer. Men hovedparten af mine kolleger går ikke ind og agerer politiske kommentatorer ved for eksempel at gætte på, hvad der foregår i politikernes hoveder,« siger han.

Ung valgforsker på Twitter: »Det er min pligt at deltage i debatten«

En af de forskere, som kommenterer på meningsmålingerne, er Martin Vinæs Larsen, der er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han følger meningsmålingerne tæt og diskuterer dem på Twitter. Han gør sig flere overvejelser om, hvor politisk man må være som forsker.

»Jeg tænker over, hvad jeg skriver, og jeg forsøger at adskille, når jeg deler noget politisk, og når jeg deler noget fagligt, og jeg håber da ikke, at det ene påvirker det andet,« siger han.

Han mener dog også, at man som forsker har en pligt til at deltage i debatten, og her synes han, at Twitter er et effektivt værktøj.

»Jeg synes, det er min pligt som valgforsker at deltage i den offentlige debat. Der er mange personer på Twitter, som er med til at sætte dagsordenen, og det er også der, man ultimativt får mest lov til at præge diskussionerne. Det er jo også et vindue direkte ud til journalisten, og derfor er det også en måde, man kan gøre valgkampsdækningen bedre på,« siger han.

»Jeg har jo brugt tid på at lære om valget«

Martin Vinæs Larsen har selv prøvet at blive kontaktet af medier, der har set hans opdateringer på Twitter, og her sker det også indimellem, at han bliver spurgt om noget, der ikke ligger inden for hans eget forskningsfelt, men der mener han alligevel, at det er okay at komme med en vurdering.

»Jeg bliver sommetider spurgt om noget, der er uden for mit felt, men det handler jo også om, at jeg har brugt meget tid på at lære om valget. Spørgsmålene handler sjældent om noget, jeg selv har lavet, og ofte om noget, andre har lavet,« siger han.

Institutleder: Forskere skal have lov til at tale mere frit

Professor og institutleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Maja Horst, bakker op om Martin Vinæs Larsens synspunkter.

»Jeg synes, at forskerne skal have lov til at udtale sig mere frit. Forskere er også borgere, de har bare en stor viden, og jeg synes, det vil være ærgerligt, hvis de ikke kan udtale sig om noget andet, end det de specifikt har forsket i,« siger hun.

Maja Horst erkender, at der er en gråzone for, hvad forskere må udtale sig om. Men hun mener, at det er en god idé at tage snakken med sine kolleger, og at det er bedre at komme til at begå fejl, end ikke at udtale sig, så man kan få taget diskussionen om, hvor stregen går.

»Nogle forskere vil kun udtale sig om forskning, de specifikt har forsket i, mens andre gerne vil bruge deres generelle viden til at komme med en vurdering. Jeg synes, man går glip af noget, hvis vi har en ‘nulfejls-kultur’, og derfor mener jeg også, at det er meget sundere for et demokrati at begå fejl og diskutere dem,« siger hun.

Professor undlader at tweete under valgkamp

Maja Horst er også på Twitter, og her passer hun selv på at adskille privatpersonen og institutlederen.

»Her under valgkampen har jeg undladt at retweete ting, jeg ellers ville, fordi det ville komme til at lyde, som om jeg bakker op om et bestemt parti. Men på den anden side skal forskere også have lov til at have deres egen mening. I sidste ende er det altid en personlig afvejning, om man sætter sin egen forskning på spil.«