83 år efter det tyske angreb på Polen i 1939 har den polske regering fremsat et krav om omfattende krigsskadeerstatninger fra Tyskland. Det skete 1. september 2022.
Erstatningen skal dække de ødelæggelser, det nazistiske Tyskland forårsagede under den tyske besættelse af Polen fra 1939 til 1945.
Kravet har et omfang på 1.300 milliarder euro og blev, som det tidligere er blevet, prompte afvist af den tyske forbundskansler Olaf Scholz.
Det er nemlig ikke første gang, et land kræver krigsskadeerstatninger, længe efter krigens afslutning og hele efterspillet om erstatninger. Den græske regering stillede et lignende krav i 2015.
Ligesom det var tilfældet med det græske krav om krigsskadeerstatninger, må det nye krav siges ikke at have nogen gang på jorden, hverken politisk og folkeretligt.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvorfor er spørgsmålet ikke lukket?
Når kravet om, at Tyskland skal betale krigsskadeserstatninger for Anden Verdenskrig, fra tid til anden er blevet fremsat, hænger det sammen med den måde, Anden Verdenskrig blev afsluttet.
Fordi planerne om en fredskonference mislykkedes, blev der nemlig formelt set ikke sluttet fred med Tyskland.
Tyskland blev aldrig præsenteret for fredsbetingelser, som de allierede var blevet enige om, og som kunne føre til formel fred.
Men fra tysk side er der faktisk blevet betalt krigsskadeserstatninger oven på det tyske riges undergang i 1945.
De allierede fik erstatninger
De allierede - Frankrig, Sovjet, Storbritanninen og USA - var krigens store sejrherrer, og de sørgede for, at de selv fik krigsskadeerstatninger.
Det skete med Potsdam-erklæringen fra august 1945, som Storbritannien, Sovjet og USA vedtog.
Heri blev forskellige tiltag i forhold til Tyskland bestemt, herunder besættelse af landet, afrustning, demokratisering og betaling af krigsskadeserstatninger til de fire besættelsesmagter (Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA), der hver især fik tilladelse til at hente krigsskadeserstatninger i deres respektive besættelseszone.
Frankrig tog materielle erstatninger i sin zone, Storbritannien demonterede industri- og fabriksanlæg, USA sikrede sig patenter, knowhow og viden (blandt andet 1.500 raketeksperter), mens Sovjet hentede materielle erstatninger og demonterede produktions- og trafikanlæg.
Det menes således, at den krigshærgede Sovjetunion har hentet krigsskadeserstatninger i den sovjetisk besatte østzone (og DDR) i et omfang af 14 miliarder dollars (omkring 280 milliarder dollars efter nutidig beregning).
Konfiskeret tysk ejendom
De fire besættelsesmagter besluttede desuden at lade tysk ejendom og tyske værdier i udlandet beslaglægge, og det blev på Pariskonferencen i 1946 aftalt, at lande, der var besat af Tyskland under krigen, kunne få begrænsede erstatninger i form af konfiskeret tysk ejendom i de respektive lande.
Den beslaglagte tyske formue skønnes at have haft en værdi af omkring 400 millioner dollars.
Danmark fik som følge af aftalen om, hvordan det konfiskerede skulle fordeles, ret til 0,25 procent. I erstatning fik Danmark også tyskejede godser og tysk ejendom i Danmark, blandt andet Københavns Kul- og Kokskompagni.
Ingen fredskonference
I 1947 skulle man så have afholdt en fredskonference, hvor de egentlige krav om krigsskadeserstatninger kunne rejses. Danmark indsendte eksempelvis i slutningen af 1946 sine krav, blandt andet om krigsskadeserstatninger, der blev opgjort til omkring 11,5 milliarder kroner.
På konferencen skulle man forhandle og beslutte fredsbetingelser, men på grund af uenigheder mellem de allierede, blev konferencen udskudt på ubestemt tid.
Trods flere forsøg gennem 1950’erne på at få startet forhandlingerne har fredskonferencen aldrig fundet sted, og derfor har spørgsmålet om krigsskadeserstatninger aldrig været forhandlet.
Førkrigsgælden spøgte også
I 1952 blev der afholdt en anden konference mellem de krigsallierede i London, nemlig om den tyske førkrigsgæld. Det vil sige den gæld, som Tyskland havde stiftet før Anden Verdenskrig.
Det drejede sig blandt andet om de lån, Weimarrepublikken frem til 1932 havde optaget for at kunne betale krigsskadeserstatninger for Første Verdenskrig.
Londonaftalen medførte en nedskrivning af gælden til knap 14 milliarder, og det blev aftalt, at Vesttyskland skulle afdrage gælden med årligt godt en halv milliard. Med renters rente blev det sidste tyske afdrag på førkrigsgælden betalt i oktober 2010.
På konferencen i 1952 blev det samtidig bestemt, at indtil en fredskonference kunne afholdes, og en altomfattende fredstraktat indgås, kunne der ikke rejses krav mod Tyskland, der hidrørte krigsårene 1939-1945.
Der kunne således ikke rejses isolerede nationale krav om krigsskadeserstatninger.
En form for fred
Da de fire allierede besættelsesmagter, som nævnt, ikke kunne blive enige om, hvad der skulle ske med Tyskland, blev resultatet, at Tyskland i 1949 blev delt i to stater, nemlig det vestlige Vesttyskland og det østlige DDR.
Dette komplicerede også fredsspørgsmålet, da især vestmagterne ikke ville acceptere Tysklands deling. Det blev derfor først udsigten til forening af de to tyske stater i 1990, der åbnede vejen for, at krigen med Tyskland formelt kunne afsluttes.
Det skete med den ‘Afsluttende ordning mht. Tyskland’ indgået mellem de to tyske stater Vesttyskland og DDR og de fire besættelsesmagter, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA, der i 1990 stadig holdt Berlin besat.
I stedet for en altomfattende fredstraktat kom der den såkaldte ‘2+4-aftale’ fra september 1990, der fastslog, hvad der var Tyskland (det vil sige landets grænser), afsluttede besættelsen og kontrollen med Tyskland og gav Tyskland fuld suverænitet.
Aftalen omfattede ikke krigsskadeserstatninger. Dermed var der de facto sluttet fred med Tyskland, og spørgsmålet om krigsskadeserstatninger var reelt og formelt blevet lukket.
Polen har fået en del
For øvrigt er det værd at erindre, at Polen faktisk har fået krigsskadeserstatninger, idet Sovjetunionen overlod en del af de krigsskadeserstatninger, som landet havde hentet i sin besættelseszone, til Polen.
Og så skal det jo også huskes, at Polen fik overladt store tyske landområder efter 1945. Det gælder hele det tyske område – bortset fra Østpreussen – øst for Oder-Neisse-linjen, altså store dele af Pommern og hele Schlesien.
Teoretisk kan det måske hævdes, at spørgsmålet om krigsskadeserstatninger ikke er afklaret, fordi fredskonferencen aldrig er blevet afholdt, men reelt er det lukket, da der er indgået en slags fred med Tyskland.
Det er også lukket, fordi det vil kræve enighed blandt de 55 stater, der i krigen var allieret mod Tyskland, hvis spørgsmålet skal rejses på en fredskonference nu.
Det vil de stater, der efter 1945 fik krigsskadeserstatninger, næppe være indstillet på.
