De sidste dage har SF's udtræden af regeringen og konsekvenserne af det været et ivrigt samtaleemne hos enhver, der bare er mådeligt interesseret i dansk politik. En af de mest markante konsekvenser er de partihop, som endog ledende medlemmer i partiet har foretaget.
Dette har vækket en diskussion til live igen, som ikke nåede at slumre mange dage, siden den sidst blev taget op efter kommunalvalget i forbindelse med flere eksempler på partihop - mest markant i Nyborg, hvor en socialdemokrats skifte til Venstre resulterede i, at flertallet i byrådet skiftede. Det fundamentale spørgsmål i denne debat er: Er mandatet partiets eller medlemmets?
Grundlovens § 56 har haft plads i Grundloven siden 1849
En ikke sjældent fremdraget henvisning i denne debat har været Grundlovens § 56:
»Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.«
Paragraffen har haft plads i Grundloven siden 1849. Meningen var dengang at fastslå medlemmernes utvetydige uafhængighed. Den var indiskutabel og blev enstemmigt vedtaget. Dette skal ses i det større billede, at uafhængigheden i det hele taget var et fundamentalt element i den samlede opfattelse, der lå til grund for Rigsdagen som institution.
For at kunne stemme eller blive valgt skulle man have en vis alder og egen husstand. Man måtte ikke have begæret eller være erklæret konkurs, og man måtte ikke modtage fattighjælp - alt sammen for at sikre en uafhængig tilgang til lovgivningen: Uafhængighed af egeninteresser, uafhængighed af demagoger, uafhængighed af pres.
Selv kriteriet, at vælgeren eller kandidaten skulle være mand, kan henvises til dette princip, fordi kvinder på væsentlige områder var underlagt deres fars eller mands værgemål.
Udgangspunktet er altså medlemmets uafhængighed til selv at tage stilling. Dermed er mandatet også medlemmets eget. Det skal kunne stå medlemmet frit at tage uafhængig stilling til de politiske spørgsmål.
Partiorganisationer er store professionelle valgmaskiner
I 1849 fandtes ikke partier i den nuværende form. Partier var i højere grad end nu løse sammenslutninger af de uafhængige medlemmer, og magtens tyngdepunkt var således ikke i partiorganisationerne, som dårligt nok eksisterede, men hos de enkelte individuelle medlemmer.
I dag er partiorganisationerne store professionelle og forpligtende valgmaskiner. De enkelte medlemmer forpligter sig på partiets politik, når det stiller sig til valg på partiets liste.
Derfor hævdes det også ofte, at Grundloven er utidssvarende, fordi partierne ikke er nævnt i den. Det er imidlertid ikke helt korrekt. I § 31, stk. 2 står følgende:
»De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.«
Mandater fordeles i forhold til partiets stemmer på landsplan
Ved flertalsvalg i enkeltmandskredse foregår valget i en kreds, hvor et antal kandidater stiller op, og den, der får flest stemmer, vinder kredsens mandat. Hvis vi for eksempel forestiller os, at en kandidat sejrer over en anden med 60 % mod 40 %, så vil den sejrende kandidat for sine 60 % kunne købe et mandat, mens den tabende ikke får noget for sine 40 %.
I et sådant valgsystem er kredsens den sejrende kandidats, og han er i højere grad i stand til at optræde uafhængigt af sit parti, hvis bare han opretholder et godt forhold til sin valgkreds.
Er der imidlertid forholdstalsvalg, som det er i Danmark i dag, kastes alle stemmer på landsplan sammen, og mandaterne fordeles i forhold til, hvor mange stemmer partiet har fået på landsplan.
Derudfra er det også, at det spørgsmål er begyndt at blive fremført, om ikke det efterhånden er mere rimeligt at betragte mandatet som partiets, og om en partihopper ikke har en i hvert fald moralsk forpligtelse til at overlade sit mandat til partiet.
Faste procedurer bestemmer fordelingen af partiernes mandater
Det er imidlertid ikke op til partiet selv at bestemme, hvordan de vundne pladser skal besættes. Der er faste procedurer for, hvordan de forskellige mandater skal fordeles i forhold til, hvordan partiet har klaret sig i de enkelte geografiske områder.
Det har den historiske begrundelse, at den enkelte vælger fortsat skulle have følelsen af at være repræsenteret på tinge - altså bundet til et bestemt folketingsmedlem.
Et argument for, at mandatet bør være partiets, er, at partiets store betydning som valgmaskine netop har virket til at give mandatet, og på den anden side er et argument imod, at medlemmet jo altså også selv har været med til at tegne partiet i valgkampen.
Partier spiller en afgørende rolle i det politiske system
Som nævnt lever vi - som De, kære læser, forhåbentlig er bevidst om - ikke i 1849. Partierne spiller en afgørende rolle i det danske politiske system og er meget mere end løse sammenslutninger. Imidlertid er det ikke uden konsekvenser at beslutte, at mandatet er partiets.
I så fald lægges det fulde magtmæssige tyngdepunkt i partiet, og af frygt for sin politiske fremtid, vil det enkelte medlem blive nødt til at holde sin afvigende holdning skjult, med mindre vedkommende vil satse såvel sin politiske fremtid som sit eksistensgrundlag.
Spørgsmålet forbliver dette: Hvor meget betyder det enkelte medlems uafhængighed i dag? Er opportunistiske partihop så stor en ulempe ved den nuværende ordning, at vi ønsker at gå yderligere på kompromis med mandatets uafhængighed, for hvis vi gør det, så er der også risikoen for, at det enkelte medlem bliver tvunget til at gå på kompromis med dets integritet for at bevare sit mandat.
Med andre ord: Er § 56 blevet utidssvarende?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
