Oldtidens kristne vidste, hvordan du får et godt liv

Træningscentre skyder op over hele landet. Danskere løber for at holde sig i god fysisk form. Og mange går til psykolog eller coach for at få et bedre liv.

Det er blevet almindeligt, at moderne mennesker i dagens Danmark passer på sig selv både fysisk og psykisk. Men kan det give os et bedre liv? Og gør det os lykkelige?

Overraskende nok kan 1500 år gamle tekster hjælpe os med at svare på de meget aktuelle spørgsmål. I hvert fald hvis man skal tro filosofihistoriker Johannes Aa. Steenbuch fra Center for Nyplatonsk Dydsetik, Københavns Universitet.

I sit ph.d.-projekt forsker han i nogle af de første kristne filosoffer – de såkaldte kirkefædre. Og han mener, at deres syn på Gud og mennesker kan hjælpe moderne mennesker til at få et godt liv.

Fordybelse kræver selvdisciplin

»Dameblade, psykologer, coaching og Sundhedsstyrelsen lærer os,hvordan vi skal lægge vores liv om ved at komme vores dårlige vaner til livs. Hvordan vi skal udøve selvdisciplin.«

»Og netop selvdisciplin er et vigtigt emne for kirkefædrene. De mente, det er nødvendigt, at vi udøver selvdisciplin. Det er forudsætningen for at kunne søge det gode – altså Gud. Og den søgen skaber sammenhæng i tilværelsen,« siger Johannes Aa. Steenbuch.

Han mener, at selvdisciplin hjælper os til at blive lykkelige: »Når moderne mennesker forsøger at udøve selvdisciplin, er det ofte med en fornemmelse af, at der er en værdighed i ikke at være behersket af dårlige vaner.«

»Men det er vigtigt, at vi ikke ser selvdisciplin som et mål til materielle goder, eller et mål i sig selv. Selvdisciplin er først og fremmest en forudsætning for fordybelse.«

Søgen efter det gode giver sammenhæng i livet

Johannes Aa. Steenbuchs forskning drejer sig om den såkaldte 'dydsetik’. Det er en form for filosofi, hvor filosoffen forsøger at finde ud af, hvilke karaktertræk menneske bør have for at blive lykkelige.

»Kirkefædrene siger, at vi skal evne at se tingene i en større sammenhæng. Det betyder for eksempel, at vi ikke bare skal betragte en løbetur som noget, vi gør for at tabe os. Vi skal ikke se vægttab som et mål i sig selv,« siger han.

Johannes Aa. Steenbuch fortæller, at de gamle kristne filosoffer ikke mente, at mennesker kan blive perfekte ved at udøve selvdiciplin og søge ’det gode’. Det eneste perfekte, der findes, er nemlig Gud. Men mennesket er skabt med fornuft og fri vilje, og disse evner er til for at blive brugt.

Ligesom kirkefædrene mener han, at en søgen efter ’det gode’ skaber sammenhæng i tilværelsen.

Moderne mennesker oplever hverdagen som fragmenteret. Jeg løber for at blive sund. Stop. Jeg går i biografen for at more mig. Stop. Jeg spiser god mad med mine venner for at hygge mig. Stop.

Johannes Aa. Steenbuch

»Moderne mennesker oplever hverdagen som fragmenteret. Jeg løber for at blive sund. Stop. Jeg går i biografen for at more mig. Stop. Jeg spiser god mad med mine venner for at hygge mig. Stop.«

»Men hvis ikke man forsøger at se sine handlinger i en større sammenhæng, under evighedens synsvinkel, er det svært at finde en dybere mening, med de ting man gør,« siger Johannes Aa. Steenbuch.

Se religiøst på verden i stedet for videnskabeligt

Han erkender, at tankerne kan virke lidt mystiske. Men det er fordi vi vælger at forstå dem rationalistisk, og det forsøger han netop at undgå i sin forskning. For sådan tænkte kirkefædrene ikke. Desuden så de heller ikke tro og fornuft som modsætninger.

»Det er snarere det moderne naturvidenskabelige verdensbillede, der er ufornuftigt, fordi det begrænser fornuften til kun at handle om det håndgribelige og målbare.«

»Kirkefædrene minder os i stedet om, at naturens skønhed er tegn på noget dybere og væsentligere.«

»Naturens skønhed reflekterer Guds skønhed. Og det kan man ikke beskrive, når man beskriver naturen med videnskabsmandens sprog. Derimod må man bruge poetiske billeder, og det gør kirkefædrene meget,« siger Johannes Aa. Steenbuch.