Midt i en landsby i det østlige Kina har forskere gjort et spektakulært fund af 2 menneskekranier, dateret til omkring 100.000 år før nu.
\ Historien kort
- To delvise kranier fra Kina giver et sjældent indblik i menneskeheden, lige inden de moderne mennesker kom ud af Afrika.
- Kranierne er 100.000 år gamle, og deres træk afslører fælles tendenser med andre mennesker fra den tid.
- Samlet giver det et billede af et biologisk kontinuum, hvor menneskene fik børn sammen og var forbundne fra Asien til Europa.
Det er perioden, lige inden moderne mennesker kommer ud fra Afrika, hvor 'menneskeheden' i den gamle verden - specielt Asien - er dårligt forstået. Men nu vidner de to nye kraniers træk om, at hele den 'arkaiske' (gamle) verden var knyttet sammen fra øst i Asien til vest i Europa og syd i Afrika.
De giver et sjældent indblik, der understreger et gryende billede af menneskets udviklingshistorie som én stor enhed, snarere end mange adskilte menneskearter.
»Nu kan vi se, hvordan menneskeheden for 100.000 år siden var et biologisk kontinuum,« siger palæoantropolog ved Washington University i St. Louis, Missouri, USA, Erik Trinkaus, som er en de ledende forskere bag fundet.
Forskerne undgår omhyggeligt at rubricere kranierne som andet end 'arkaiske' mennesketyper, selv om det for andre ville være oplagt at spekulere i, om de er enten neandertalere, den gådefulde denisova, sene overlevere af ældre former som Homo erectus og Homo heidelbergensis eller krydsninger mellem forskellige arter.
»Forfatterne er fornuftigt forsigtige. De sidste fem år har i den grad rystet posen for, hvad, vi troede, vi vidste om menneskets udviklingshistorie gennem de sidste fire millioner år. Vi har ingen skråsikre konklusioner, men de to kranier hjælper os til at få identificeret noget at det, vi endnu ikke ved,« siger professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Peter C. Kjærgaard.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.
Drak fra oldgammel kilde
Allerede i 1960'erne havde arkæologer opdaget levn fra istidsdyr og små stenredskaber i den lille kinesiske landsby Lingjing uden for byen Xuchang i Henanprovinsen.
Fundene blev gjort midt i landsbyen i et grønt og vildtvoksende område, der bryder de ordnede rækker af små parceller langs snorlige grusveje. Her er husene veget for en oldgammel kilde, der fugter jorden meget op.
Men området ændredes pludselig i 2005, da et nærliggende industrielt byggeri førte til en grundvandssænkning, hvor jorden blev tørrere.
Allerede samme år ankom arkæologerne, ledet af Zhan-Yang Li fra Henan Provincial Institute of Cultural Relics and Archaeology i Zhengzhou, og begyndte at grave sig ned gennem jordlagene, fra bronzealderen øverst, over bondestenalderen og til istidslagene nederst.
Fandt stenredskaber på sæsonens sidste dag
På feltsæsonens sidste dag i 2007 stødte de på nogle fine stenredskaber, og i stedet for at pakke sammen forlængede Li sæsonen, og to dage senere belønnedes de med et gullighvidt kraniestykke, som lysende stak op fra udgravningens mudrede bund.
Siden har forskerne år efter år omhyggeligt afdækket stykkerne af to knuste kranier og nogle stumper fra andre individer samt bogstaveligt talt hundredetusinder knoglelevn fra dyr som hest, hjort, næsehorn, hyæne og store katte.
»Kilden har været et fokus i landskabet, som tiltrak dyr, og hvor menneskene også kom til ind i mellem,« siger Erik Trinkaus.
Nu fremlægger de så en grundig analyse af kranierne.
Neandertal-DNA revolutionerede menneskets udviklingshistorie
Manden bag analysen er neandertaleksperten Erik Trinkaus, som blev bragt ind af sin kinesiske kollega Xiu-Jie Wu fra Institute of Vertebrate Paleontology and Paleoanthropology (IVPP) i Beijing.
Erik Trinkaus er en spændende palæontolog, der som en af de første hævdede, at neandertalerne har bidraget betragteligt til nutidens europæere.
Det kontroversielle synspunkt stod han meget alene med, indtil fossilt DNA i 2010 og 2014 afslørede, at alle nutidens mennesker uden for Afrika bærer cirka to procent neandertal-DNA.
\ Læs mere
Det startede en revolution i forståelsen af det moderne menneskes udviklingshistorie, som Trinkaus så alene ved at analysere knoglelevn.
Han mener, det er på høje tid at gøre op med mange års fokus på at definere menneskeheden i bestemte grupper.
»Opdeling, som antyder formeringsgrænser, er en totalt forældet tanke inden for evolutionsbiologien. Det var en god idé i 1940,« siger Trinkaus.
Opmåler og sammenligner fossilerne
Med de traditionelle palæoantropologiske metoder har Trinkaus og Wu analyseret de to kranier ved at studere knoglernes form og karaktértræk samt måle vinkler, tykkelser og længder, så de kunne sammenlignes med andre fossiler.
Dertil skannede de knoglerne med en mikro-CT-skanner, der giver digitale 3D-røntgenbilleder, så man både kan studere knoglernes indre, såsom balancekanalerne i det indre øre, og sætte stykkerne sammen virtuelt.
Kun kraniernes øverste del er bevaret - ansigtet og tænderne er væk - men det var stadig nok til at give et meget interessant billede af 'menneskeheden' i den gamle verden, inden moderne mennesker ekspanderede ud fra Afrika for 50-100.000 år siden.
Nyt blik på forhistorien uden for Afrika
Det spændende er, at forskerne nu kan knytte kranierne sammen med den rige fossilskat i Europa og Afrika og nogle få andre fossiler i Asien.
»Der er ingen tvivl om rigtigheden af, at vores forfædre stammer fra Afrika. Men det har nok skygget lidt for, hvad der foregik på det europæiske, asiatiske og australske kontinent,« siger Peter Kjærgaard.
»Nu kommer historierne frem, og vi begynder for alvor at arbejde for at forstå de brikker i puslespillet, som vi tidligere ikke kunne få til at give mening. Det er i den sammenhæng, vi skal se dette studie.«
Tre tendenser forener menneskeheden
Forskerne peger på, at kranierne, sammenlignet med andre fund fra op til 100.000 år før nu, afslører tre overordnede tendenser, som går hånd i hånd på tværs af den gamle verden - med traditionelt døbte 'arter' som neandertalerne, Homo heidelbergensis og Homo erectus.
For det første afslører kranierne begge meget store hjernerum - det ene kraniums hjernevolume på 1.800 ml er blandt de største nogensinde, og større end nutidens mennesker - og samtidig reducerede øjenbrynsbuer og en lettere mere gracil (fin) kranieopbygning.
Det matcher fuldstændig en trend blandt arkaiske fossiler i hele den gamle verden i den her periode og vidner om, at der biologisk sker de samme ting overalt.
For det andet finder de træk, som vidner om en regional tilpasning, hvor der er lokale karakterer, som udvikles, fordi mennesker lever i nogen grad af isolation i Østasien i forhold til Afrika og Europa: Der er tale om en meget lav og bredbundet kraniekasse, som knytter de to kranier sammen med ældre arkaiske mennesker og især østasiatiske fossiler.
»Vi ser en kontinuitet og forbundethed inden for Østasien,« siger Erik Trinkaus.
Tilsvarende ses regionale specialiseringer i for eksempel Europa.
Og for det tredje finder de i balancekanalerne, skjult i tindingeknoglerne, en form, som er karakteristisk for neandertalere. Det betyder ifølge Trinkaus ikke, at man skal putte kranierne i en neandertal-kasse, men vidner derimod om en sammenhæng hele vejen til Europa.
»Det fortæller mig grundlæggende, at der en fælles linje, som forener menneskeheden gennem hele Pleistocæn (de sidste 1,8 millioner år ,-red.), siger Erik Trinkaus.
Vores forfædre fik børn på kryds og tværs
Mere jordnært betyder det kort og godt, at ligesom neandertalere og moderne mennesker kunne få levedygtigt afkom, mener Trinkaus, at fossilerne samlet set i dag viser, at alle de arkaiske mennesker de sidste 1,5-2 millioner år kunne få og fik levedygtigt afkom.
Dermed har menneskeheden været én stor population, forbundet på tværs af Afrika, Europa og Asien.
De store afstande og naturlige barrierer som bjergkæder har godt nok givet regional variation, men stadig har generne flydt på tværs, hele vejen fra Afrika i syd til Asien i øst og Europa i vest.
Er det denisovaen?
Andre forskere, som for eksempel palæoantropologen Jean-Jacques Hublin fra Max Planck Instituttet i Leipzig, Tyskland, har travlt med at finde og kategorisere fossilerne som arter ud fra fossilt DNA.
Han mener, at de nye kranier er et oplagt bud på den gådefulde denisova, som kun kendes fra arvematerialet.
\ Læs mere
»De her kinesiske fossiler er på rette sted og rette tid med de rigtige træk,« siger han i en nyhedsartikel i Science.
Og den kendte britiske palæoantropolog Chris Stringer ved Natural History Museum i London siger, at »alle andre vil undre sig over, om ikke de her kan være denisova'erne.«
»Tror, de er mennesker«
Sådan ser Trinkaus ikke på det.
»Det (fossilt DNA, red.) er det 21. århundredes teknologi, brugt på en 1900-tals idé om at klassificere alting i racer, og vi ved, at det er kunstige skel, som giver et statisk billede, der slet ikke passer med den biologiske virkelighed med en meget kompleks og dynamisk verden,« siger Erik Trinkaus.
Han afviser dog ikke, at forskerne vil forsøge at udvinde fossilt DNA, som vil kunne knyttes endeligt til denisovaen.
»Fossilt DNA er en destruktiv teknologi, og vi må nøje overveje, om DNA er et forsøg værd, og først være sikre på, at de vil give os interessante svar,« siger Trinkaus.
»Jeg tror, at det ville vise, at de var mennesker.«
