Ny datering af abemenneske: Vi oprinder måske fra Sydafrika

Det er en spændende tid i studiet af menneskets oprindelse, hvor forskerne i disse år reviderer mange gamle 'sandheder'.

Nu offentliggør et internationalt forskerhold en knivskarp datering af et fossil, forskerne har ventet på med længsel i næsten to årtier. Der er tale om det sydafrikanske fossil StW573 populært kaldet 'Little Foot' af en enestående komplet abemenneskeforfader med stort set alle knogler bevaret.

»Little Foot er jo virkelig både et dejligt og et irriterende fossil. Dejligt, fordi vi ved, at vi har et næsten fuldstændig komplet og meget gammelt fossil. Irriterende, fordi det har taget utroligt lang tid at udgrave det,« siger Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionsstudier ved Aarhus Universitet og kommende direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

»Studiet her er en forløber til det, vi alle sammen venter på, nemlig en beskrivelse af hele fossilet.«

Det nye studie er netop offentliggjort i det højt ansete videnskabelige tidsskrift Nature.

Giver Sydafrika potentiale til at være 'Menneskehedens Vugge'

Den britiske palæoantropolog Chris Stringer ved Natural History Museum i London, England siger:

»Little Foot er et meget vigtigt skelet, men dets betydning har været sløret af usikkerheder omkring dateringen.«

Det er den usikkerhed, forskerne nu rydder af vejen og den nye datering på 3,67 millioner år er næsten som en TV-teaser, der øger spændingen, fordi den placerer Little Foot blandt de ældste australopithecinere på niveau med Lucy's art fra Østafrika.

Dermed indfrier den en drøm, sydafrikanske forskere længe har haft - nemlig at Sydafrika er en lige så god kandidat som Østafrika til titlen som 'Menneskehedens Vugge'.

»Det giver Sydafrika et comeback i vores evolution,« siger geologen Laurent Bruxelles ved INRAP (l'Institut National de Recherches Archéologiques Préventives) i Frankrig, der er medforfatter på studiet.

Samtidig daterer forskerne primitive stenredskaber til 2,2 millioner år, hvilket fuldender billedet af de tidligste redskabsmagere på menneskets linje, hvilket Homo habilis meget tidligt har været i Sydafrika.

»Jeg tror, vi vil se, at der har været en større grad af forbindelse mellem Østafrika og Sydafrika, end folk hidtil har troet,« siger geologen Darryl Granger ved Purdue University i USA. Han har udviklet dateringsmetoden.

Gamle kasser satte Clarke på sporet

Little Foot blev fundet tilbage i 1997, da en opmærksom palæoantropolog, Ron Clarke ved University of the Witwatersrand ('Wits') i Sydafrika, gennemsøgte kasser med knoglefund fra 1970'erne fra det berømte Sterkfontein-område nær Johannesburg.

Blandt knoglerne af gazeller, sabelkatte og fortidshyæner opdagede han en række abemenneskefodknogler, man indtil da havde overset.

Det slår ham, at foden måske sad på et endnu uopdaget skelet i grotten, og en gennemsøgning afslører ganske rigtigt en perfekt matchende stump skinneben stikkende ud af klippesiden.

For at gøre en lang historie kort har Ron Clarke lige siden arbejdet på at befri et næsten komplet skelet, der sad indlejret i klippen. Arbejdet har været ekstremt krævende, fordi knoglerne med Clarkes ord er »sprøde som tærtedej, men indkapslet i beton«.

I 2012 annoncerede man endelig, at de sidste dele af Little Foot var ude af hulen og kunne blotlægges i laboratoriet.

Little Foot er en Rosettesten

De få spredte resultater hidtil indikerer, at der er tale om det hidtil mest komplette fund af et abemenneske, og dermed kan skelettet blive en Rosettesten til at forstå vores evolutionen af vores tidlige forfædre. (Rosettestenen var nøglen, der åbnede for at læse de ægyptiske hieroglyffer.)

Der vil ikke være noget gætteri om størrelse, vinkler og proportioner af kropsdele, fordi man har det hele samlet i ét skelet fra ét individ, og oven i købet er knoglerne bevaret i deres oprindelige positioner.

Little Foot vil blive et spejl til at forstå alle andre ofte meget fragmenterede fund af abemennesker.

Men før fundet kan give mening i vores udviklingshistorie skal én afgørende detalje på plads: alderen.

Hvor gammel er Little Foot?

Ron Clarke har hele tiden hævdet, at Little Foot er meget gammel og tilskriver den arten Au. Prometheus. Han kalder den en potentiel stamfader til senere arter som Au. africanus.

Der har været vidt forskellige bud på Little Foots alder lige fra to til fire millioner år, og det er kort sagt forskellen på at være stamfader og en kuriøs interessant sidegren.

Hele miseren ligger i, at dateringer i huler er ekstremt vanskelige, fordi man dels mangler gode holdepunkter som vulkanske askelag, og dels kan hulernes geologiske lag være blandet rundt, eroderet og fået nyt materiale tilført, som alt i alt gør dem meget komplicerede at fortolke.

Faldt i dødsfælde

Derfor har Laurent Bruxelles og kollegaer de seneste år arbejdet intenst på at kortlægge og forstå hele områdets geologiske historie. Sidste år offentliggjorde de en milepæl i tidsskriftet Journal of Human Evolution, hvor de viste, at sedimenterne omkring Little Foot har en langt mere kompleks historie end antaget.

De yngre dateringer på ca. 2 millioner år er godt nok korrekte, men de knytter sig til aflejringer, der er kommet til i flere omgange, længe efter Little Foot døde.

De dokumenterer også, hvordan Little Foot er havnet i hulen.

»Vi ved præcist, at Little Foot faldt mindst 30 meter ned gennem en skakt og døde på bunden,« siger Bruxelles.

Hvorfor den røg ned i hullet ved ingen - måske flygtede den i vild panik fra en glubsk sabelkat - men vi ved, at den landede på en bunke nedfaldne klippestykker og blev omgivet af en masse jord og sand fra overfladen. Jorden og sandet blev blandet med kalkholdigt grundvand og størknede til en naturlig cement.

Kosmisk datering

Ved Purdue University hæftede Darryl Granger sig ved studiet. Han har udviklet en metode til at datere fund i huler. Den går kort sagt ud på at datere, hvor lang tid der er gået siden sand (kvarts) har befundet sig på overfladen.

Og sedimenterne omkring Little Foot er perfekt egnet til formålet, fordi de er styrtet ned pludseligt.

Granger udnytter, at den kosmiske stråling, der er omkring os og rammer alting på jordfladen, forårsager kernereaktioner. I kvarts kan silicium og ilt ændres til henholdsvis radioaktivt aluminium-26 og beryllium-10, som opbygges, så længe sandet er på overfladen.

30 meter under jorden trænger strålerne ikke ned, og opbygningen stopper, så de radioaktive isotoper kun henfalder med hver deres takt.

Forholdet i niveauet af de to isotoper fungerer så at sige som et kosmisk drevet ur, og med et nyt, meget præcist instrument kan Granger og kolleger helt præcis tælle antallet af de radioaktive kerner. Dertil har de elegant intern kontrol, hvor de kort sagt tester flere steder af sedimenter, der burde have samme alder, og hvis det også viser sig i deres målinger, kan de udelukke, at sedimenterne har været blandet rundt.

Prøverne landede nydeligt på den samme 'alders-kurve', der viser en alder på 3,67 millioner år.

Skal menneskehedens vugge flyttes?

»Tiden vil vise, om kritikerne bliver stillet tilfredse denne gang, men skelettet fremhæver endnu engang, at der har eksisteret en diversitet af præ-menneskelige former i både Øst- og Sydafrika,« siger Chris Stringer.

Fokus har længe været på Lucy og arten Au. afarensis fra Østafrika, men med den meget gamle datering står det klart, at der har været flere typer af tidlige australopithecinere over hele Afrika i perioden for tre til fire millioner år siden, inden menneskeslægten så dagens lys.

»Hvis det holder, er det utroligt spændende, og man kan kun glæde sig til at se hele fossilet,« siger Peter C. Kjærgaard.

Han kan se to muligheder for, hvad det siger om de dybe rødder i vores udviklingshistorie:

• Enten har de Syd- og Østafrikanske abemennesker haft en fælles forfader og en række meget tæt beslægtede arter, som har levet i et bredt bælte hele vejen fra Etiopien til Sydafrika.
  
• Eller der har været en stor diversitet af arter tilbage til 3,5-4 millioner år, og der er foregået en parallel udvikling i Øst- og Sydafrika.

»Begge dele er sandsynlige, og vi ved ikke, hvordan den historie kommer til at se ud, før vi har det fulde studie af fossilet med alle de morfologiske detaljer,« siger Peter C. Kjærgaard.

»Nu må de gerne snart komme med det«

For de sydafrikanske forskere kan Little Foot blive det fossil, der igen bringer landet på banen i forståelsen af vores tidlige udviklingshistorie.

Det har været en lang kamp ikke mindst for Ron Clarke, og derfor er det meget vigtigt at få dateringen helt på plads.

»Det, vi ser her, er, at de vil sikre fundamentet for at præsentere det fulde studie,« siger Peter C. Kjærgaard. Han slutter med ordene:

»Om det så rykker menneskehedens vugge til Sydafrika, og vi skal skrive det hele om, er jeg ikke så sikker på. Men nu må de gerne snart komme med det.«