»Vi har faktisk lige siddet og snakket om, hvem der kender hende her på instituttet,« lyder det i telefonen fra Tore Rye Andersen, lektor i litteraturhistorie på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.
Universitetets presseafdeling havde ringet tidligere for at få en kommentar om den canadiske forfatter, Alice Munro, som en halv time forinden modtog Nobelprisen for litteratur under den årlige prisuddeling i Sverige.
Litteraturhistorikerne ved instituttet måtte melde pas, medgiver Tore Rye Andersen. Ingen vidste rigtig noget om hende. Måske er det fordi, hun ikke er så kendt herhjemme, siger han:
»Hun har skrevet nogle ret traditionelle noveller om familielivet, intimsfæren og så videre.«
Ikke det helt store, altså. Egentlig er 82-årige Alice Munro et ret kedeligt valg, synes han.
»Gamle Nobel ville jo gerne have, at litteraturen indeholdt et eller andet idealistisk budskab. Det har jeg svært ved at få øje på her.«
Men det er nu ikke en overraskelse, at hun har fået prisen.
Havde man placeret sine penge ud for Alice Munros navn hos den internationale bookmaker Ladbrokes.com, havde man fået den firdobbelte sum igen, hvilket var det næstbedste odds blandt de spåede Nobelpris-modtagere.
»Og der har hun ligget i lang tid. Det er ligesom the usual suspects, der optræder hvert år,« fortæller Tore Rye Andersen.
Opvæksten har præget forfatterskabet
I mere end et halvt århundrede har Alice Munro skrevet noveller om det høflige, canadiske liv, isoleret i små byer, spredt blandt landets uendelige vidder af ødemarker, bjerge og søer.
Omgivelserne har tjent som en rød tråd, et underliggende tema for hendes forfatterskab, der maler splittelsen mellem opvæksten, modningen med rødderne fastankret i familien, udfordret af længslen efter at slippe væk og opleve verden.
Måske skyldes det barndommen i en lille by, Wingham, hvor indbyggertallet først i 2011 sneg sig forbi 2.800.
Der blev hun født en sommeraften i 1931 til en mor, som var lærerinde, og en far der drev sin egen rævefarm.
Stak af fra barndomshjemmet
Efter high-school begyndte Alice Munro at læse journalistik og engelsk ved universitet, der lå længere nede i Ontario, et-hundrede-og-elleve kilometer fra hendes barndomsby.
Men universitetslivet var kortlevet, og studierne blev aldrig afsluttet.
Hun mødte James, forelskede sig, og da hun var 20 år, blev parret gift, og de forlod Wingham, kørte gennem Ontario, krydsede grænserne mellem fire af de ti canadiske provinser, indtil de befandt sig så vestligt som muligt i storbyen Victoria, der er opført på den sydligste spids af en halvø ud til Stillehavet.
Her åbnede de en boghandel, og Alice Munro begyndte at skrive.
En typisk canadisk forfatter
»Jamen, jeg kender hende godt,« siger lektor Michael Bøss, der leder Canadian Studies Centre ved Aarhus Universitet.
Det lykkedes alligevel at finde en forsker ved Institut for Æstetik og Kommunikation som kender til Alice Munro.
Han beder om at få en halv time til at genopfriske hukommelsen, så vil han gerne fortælle om hende.
»Hun er kendt som sådan en klassisk novelleforfatter, og på mange måder er hun en meget typisk canadisk forfatter,« fortæller han senere over telefonen.
Normalt er hovedpersonen i novellerne en ung pige, der vokser op i de små byer, til tider kvælende miljøer, og her drømmer pigen om at slippe væk, væk fra den lille by og isolationen og ud til storbyen.
»Temaet er ret sædvanligt for canadisk litteratur,« forklarer Michael Bøss.
Canadas litteraturhistorie er ung
Arealmæssigt er landet det næststørste i verden, men alligevel lever der kun 33 millioner canadiere, og de er nogenlunde fordelt således: omtrent 4,5 millioner ved vestkysten, 21 millioner i den modsatte side og de sidste millioner spredt imellem i små samfund afskåret verdenen udenfor.
»Forskellen mellem den lille by og storbyen, den store verden og alle de problemer, der er involveret med opvæksten i de små miljøer, gentager sig gennem litteraturen,« siger Michael Bøss.
Og før i tiden var der ikke ret mange, der skrev om det, fortæller han: Canadisk litteratur begyndte først at blomstre i det sidste århundrede under dønnigerne fra efterkrigstiden.
Før den tid var canadierne ikke interesseret i historier om canadiere, og canadiske forfattere havde ikke stor interesse for at skrive historier, som folk ikke ville læse, så de rejste til USA i stedet, hvor de kunne skrive til et større marked.
Bøgerne sendte de hjem til Canada, eller også importerede man litteratur fra England, som trods alt var tæt knyttet til den canadiske nationalitet.
»Man siger, at litteraturen i Canada op gennem 20’erne var meget post-kolonial. Den var ikke særlig selvstændig og bar ikke præg af specielt canadiske temaer. I stedet lånte den særligt fra den britiske,« siger Michael Bøss.
Skrev fortællinger siden barndommen
I 1968 udgav Alice Munro sin første novellesamling med 15 enkelte historier, hvilket nok kunne have fyldt en hel roman.
Glæden for fortællingen gik helt tilbage til teenage-årene og op gennem 50’erne leverede hun i stribevis af noveller til magasiner, men samlingen 'De Glade Skyggers Dans (Dance of the Happy Shades) markerede hendes første rigtige skridt ind i litteraturens verden.
Samlingen vakte begejstring, og den nu 37-årige forfatter fortsatte ihærdigt sine skriverier om canadiske liv skildret i tværsnit, og tre år senere udgav hun endnu en samling, 'Piger og Kvinders Liv' (Lives of Girls and Women), der af de literære kritikere blev betegnet som en dannelsesroman, om end på novelleform.
På det tidspunkt havde Alice Munro fået to døtre og været gravid med en tredje, der skulle være døbt Catherine. Men hun udåndede 15 timer efter fødslen.
Året efter udgivelsen af sin anden novellesamling blev hun skilt fra James.
Fejrer et afrundet forfatterskab
Michael Bøss griner højlydt, da han hører, at Tore Rye Andersen har kaldt Nobelkommiteens valg kedeligt.
»Stilmæssigt er hun jo ikke den store eksperimentator,« medgiver han.
Men det er hendes stil, siger han. Alice Munro skriver klassiske noveller.
»Så jeg skal ikke tage stilling til, om det er kedeligt, for hendes noveller er i hvert fald utroligt velskrevne.«
Michael Bøss kalder hende et oplagt valg til prisen. For seks år siden modtog hun Man Booker International Prize, der belønner en forfatters »fortsatte kreativitet, udvikling og bidrag til fiktion på verdensscenen«.
Den er det tætteste, man kan komme på Nobels litteraturpris uden ren faktisk at få den.
»Personligt synes jeg, det er udmærket, at man markerer og fejrer et stort afrundet forfatterskab,« siger Michael Bøss.
Han har selv læst en del af Alice Munros noveller, men det er nok hans kone, der har læst flest. Faktisk, kommer han i tanke om, så har han selv en af hendes novellesamlinger liggende på sit natbord netop nu.
»Det må du godt skrive med,« småler han.
Endte forfatterskabet hvor det begyndte
Efter skilsmissen i 1972 forlod Alice Munro boghandlen og rejste tilbage på det lille land i det store Canada, og i nogle år var hun her ansat som forfatter ved sit gamle universitet i Ontario.
I 1976 giftede hun sig med geografen Gerald Fremlin, og sammen købte de en gård uden for byen Clinton, der blot ligger nogle tønder land fra barndomsminderne i Wingham.
Alice Munro var næsten hjemme igen.
I april i år døde Gerald, og nogen tid efter besluttede Alice Munro, at hun ville indstille forfatterskabet.
På det tidspunkt havde hun skrevet sit navn på 19 bogrygge og holdt 15 takketaler. I dag holder hun en sidste.
