Nobelpagten er næppe den bedste vej til nyskabende forskning

I begyndelsen af december lancerede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) en ny forsknings- og innovationspolitisk strategi. Strategien kan opfattes som et vigtigt skridt i forhold til at få forskning og innovation højere op på den politiske dagsorden.

Det er vigtigt og nødvendigt efter en årrække, hvor forskningspolitikken er blevet stadig mere usynlig, og hvor der sjældent har været fokus på de lange linjer. Det er også positivt, at der i strategien er en anerkendelse af, at mange af de fremhævede problemstillinger er så komplekse, at der er behov for grundige drøftelser, før der træffes beslutninger.

Regeringens strategi rummer dermed et element af ydmyghed og lægger op til, at en række ekspertudvalg, på baggrund af kortlægninger og analyser, skal vende alt fra karriereveje og meritering til finansiering og samspil i forsknings- og innovationssystemet.

En ny Nobelpagt?

Ét element i strategien er løbet med alle overskrifterne i dagene efter lanceringen af strategien: Ambitionen om at etablere en såkaldt pagt, der skal sikre, at toppen af dansk forskning er på Nobelpris-niveau.

Vi er enige i behovet for at sætte fokus på vigtigheden af kvalitet og nytænkning i forskningen – og det er for at sige det lige ud langt mere interessant og værdifuldt for samfundet, end de mål for citationer og kvantitet i forskningsproduktionen, som forskningspolitikken ellers har haft tendens til at fokusere på.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan en ambition om at understøtte reel nybrudsforskning i praksis bedst forfølges? Er det, som regeringen, foreslår ved at forsøge at etablere nogle særlige Nobelpris-centre med ambitiøse økonomiske rammer og en lang tidshorisont?

Udover at sådanne satsninger forventes at skabe direkte resultater i form af fremragende forskning er en del af argumentet her beslægtet med det økonomiske ’trickle down’-begreb; nemlig at understøttelsen af verdensklassemiljøer vil have en positiv afsmittende effekt på den samlede danske forskningsverden og dermed være med til at løfte dansk forskning bredt set.

Er store centre den rette medicin?

Men er sådanne Nobelpris-centre virkeligt den bedste vej til at fremme øget kvalitet og nybrudsforskning? Det er vi langt fra sikre på. Man bør i hvert fald være opmærksom på en række risici ved denne strategi.

Aktuelt er der eksempelvis en voksende opmærksomhed på utilsigtede konsekvenser ved en høj koncentration af forskningsmidler.

Det er ikke unormalt, at forskningsmidler samler sig omkring enkelte personer eller miljøer; dette fænomen kendes blandt andet som Matthæus-effekten (den som har skal mere gives).

Men en række mekanismer i det nuværende system ser ud til at kunne forstærke denne effekt i uhensigtsmæssig grad. Det sker igennem de systemer, vi anvender til at vurdere forskningsperformance, til at tildele forskningsmidler og til at træffe karrierebeslutninger.

Hele dette vurderingssystem, der i høj grad baserer sig på bibliometriske indikatorer samt tidligere bevillingssucces, er præget af en række såvel positive som negative selvforstærkende mekanismer, der bidrager til at øge uligheden i systemet som helhed.

Endelig gælder det også tendensen til, at en stadig større andel af de samlede midler uddeles som store enkeltbevillinger, der ofte tilfalder de samme eller tæt beslægtede grupper af forskere.

Et litteraturstudie, som vi aktuelt udarbejder i forbindelse med et projekt med fokus på netop koncentration af offentlige og private bevillinger til danske forskningsmiljøer, peger i den sammenhæng på, at høj koncentration af forskningsmidler kan få uhensigtsmæssige effekter for forskningen og dermed for det samfund, der finansierer den.

Kort fortalt medfører øgede ressourcer til kvalificerede forskere som regel kun en øgning i deres forskningsperformance indtil et vist punkt. Herefter begynder værdien for hver ekstra krone investeret typisk at falde.

Når vi anlægger et systemperspektiv, er der med andre ord ikke evidens for, at meget store enkeltstående bevillinger eller en generel høj koncentration af forskningsmidler kaster mere eller bedre forskning af sig.

Omvendt er det til gengæld klart, at stærkere koncentration af midler på få udvalgte områder vil være til skade for alle andre områder, når der som her er tale om et nulsumsspil uden tilførsel af nye midler.

Tendens til at satse på de 'sikre kort'

Det er en særligt vigtig pointe i lyset af, at forskningsmidler reelt er ved at blive en mangelvare i store dele af det danske forskningssystem. Det lyder paradoksalt, når Danmark er et af de lande, som investerer mest i forskning målt som andel af bruttonationalproduktet.

Men det skyldes blandt andet, at både de frie og strategiske konkurrenceudsatte forskningsmidler i disse år er under pres, hvilket eksempelvis ses på de lave succesrater på ansøgninger om forskningsmidler.

Dertil kommer, at universiteternes basismidler ikke er så 'frie', som det ofte antages, men i stedet bindes til nye opgaver, som universiteterne skal løfte. Basismidlerne udhules desuden af krav om medfinansiering og andre indirekte omkostninger knyttet til den voksende andel af ekstern forskningsfinansiering.

I forlængelse heraf viser udenlandsk forskning, at når pengene er knappe og konkurrencen herom tilsvarende hård, har både forskere og dem, der tildeler forskningsmidlerne, tendens til at spille de 'sikre kort'. Det resulterer i mindre risikovillighed og i stedet satsning på etablerede forskningsdagsordener og -discipliner, som forventes at give et relativt sikkert og forudsigeligt output.

Ikke alle æg i én kurv

Det er åbenlyst, at sådanne konsekvenser næppe letter vejen til nybrudsforskning og nye danske Nobelpriser.

Snarere er vejen at skabe bedre generelle vilkår for såvel forskerne i de absolut bedste miljøer som for dem, der sidder i laboratoriet ved siden af med en vild idé, som kan vokse sig stor og udfordre eksisterende paradigmer.

Det kræver, at vi satser på at styrke diversitet og kvalitet i bredere forstand, også uden for spydspidsmiljøerne. Fremfor at støtte sig til 'trickle down'-forhåbningerne, kan der – for at blive i de økonomiske metaforer – være mere perspektiv i at støtte sig til det basale råd fra enhver investeringsrådgiver: Put ikke alle æggene i én kurv!

Sats i stedet på en bred investeringsportefølje, der dels reducerer risikoen for ramme helt ved siden af og dels øger chancen for, at nogle af de investeringer, der kommer til at give de store langsigtede afkast, ikke udelukkes på grund af tilfældigheder eller fejlvurderinger.

Diversitet, sund konkurrence og samarbejde

En væsentlig indvending mod en større satsning på diversitet vil typisk være, at dette kan fremme en kultur, hvor alt er lige godt, hvor miljøer lukker sig om sig selv, og hvor driften til at forfølge det ekstraordinære risikerer at brænde ud.

Kritikken kommer ikke ud af ingenting. Der kan peges på mange af den type eksempler, men løsningen er heller ikke her øget koncentration. Snarere er svaret, at vi kritisk gennemgår anvendelsen af basismidlerne og reevaluerer måderne, vi uddeler konkurrenceudsatte midler på.

Samtidig skal der arbejdes for at sikre stærke lokale forskningskulturer, hvor kollegial konkurrence og samarbejde går hånd i hånd. Hvor interaktionen med private virksomheder og offentlige institutioner med flere giver impulser til både forskningen og undervisningen, og hvor eksempelvis evalueringer med fokus på læring snarere end kontrol fastholder fokus på en bred og ambitiøs forståelse af både forsknings- og undervisningskvalitet.

Dermed vil man også fremme et forsknings- og innovationssystem, som for alvor har fokus på at skabe langsigtet værdi i Danmark.

Måske falder der derved en Nobelpris af på vejen – især hvis vi også husker at satse på det brede forskningssystem.