Myter om den mørke middelalder

Hekseafbrændinger.

Inkvisitionen.

Korstoge.

Aflad. Skærsilden. Helvede.

Det er dystre associationer, der dukker op, når moderne mennesker tænker på middelalderen.

Men historisk ‘spin’ har malet fanden på væggen, når det gælder vore forfædres tilværelse.

For livet i Europa for omkring 1000 år siden var ikke helt så formørket, som den måske kan synes, når vi hører om den.

»Middelalderen har været mørk, fordi senere perioder i Vestens historie har haft brug for at fremhæve deres fortræffelighed. Og det kan nemmest lade sig gøre ved at vise afstand til fortidens ‘mørke’,« forklarer Brian Patrick McGuire.

Han er historieprofessor på Roskilde Universitet og afliver her sit forskningsbaserede syn på 10 myter og fordomme om middelalderen; en periode, som ifølge professoren er blevet farvet mørk af eftertiden.

Først med renæssancen og reformationen blev oldtidens lærdom genopdaget. Middelalderen var teknisk meget tilbagestående. En stor del af romernes viden gik tabt, og først i 1400-tallet kom hjulene atter i gang.

Myte 1: Middelalderen var en mellem-tid, hvor alt gik i stå

Falsk:

»Nej – middelalderen var en frodig tid, hvor der skete meget med hensyn til tekniske opfindelser (hjulploven, stigbøjlen, dræningssystemer),« fortæller Brian Patrick McGuire og fortsætter:

»Det lykkedes i høj grad for middelalderens lærde munke at redde romernes viden og at videregive den til fremtiden. Renæssancen er en del af middelalderen og ikke en adskilt periode.«

Myte 2: Middelalderens samfund var meget stabilt og bevarede status quo

En generel antagelse lyder:

Alle kendte deres plads i hierarkiet og stort set intet forandrede sig i løbet af perioden.

Falsk:

»Ikke rigtigt. Middelalderen var meget dynamisk. En dreng kunne blive født af forældre, der var bønder, og blive optaget i kirken, hvor han kunne blive præst, biskop og kardinal,« forklarer Brian Patrick McGuire, og han tilføjer:

»Mange ‘arver’ deres arbejde fra deres forældre, men andre forlader familien for at gå nye veje.«

Myte 3: Middelalderen var domineret af pavemagten

En generel antagelse lyder: Paverne gjorde deres yderste for at få enevældig magt over kirken. De var nogle forfærdelige mennesker, der dyrkede verdslige interesser og havde elskerinder – men ingen idealer.

Falsk:

»Faktisk havde paver meget lidt magt i middelalderens kirke, indtil omkring år 1200. De var Roms biskopper og Peters efterfølgere, og deres største magt skyldtes netop dette forhold,« siger Brian Patrick McGuire og tilføjer:

»Men pavemagtens vækst i middelalderen var et resultat af det faktum, at paverne gjorde sig nyttige for resten af Vestkirken. Deres domstole leverede beslutninger, som var efterlyste. Det er kun i slutningen af middelalderen, at vi finder paver, der misbrugte deres magt og blev verdslige ledere.«

Myte 4: Afladshandelen prægede middelalderen

En generel antagelse lyder:

De gejstlige var parate til at sælge frelsen for klingende mønt, og de bildte folk ind, at de ikke behøvede at angre deres misgerninger, men blot kunne betale sig fra dem.

Falsk:

»Afladshandel bliver først udbredt efter omkring 1450. Det vil sige i middelalderens sidste årtier,« siger Brian Patrick McGuire og uddyber:

»Tidligere var der stor tilbageholdenhed med at lade bønner eller gode gerninger være med til at forkorte tiden i skærsilden.«

»Faktisk bliver læren om skærsilden som et adskilt sted først til i slutningen af 1100-tallet. Kirken modstod altid idéen om at købe sig fri for syndernes skyld. Men i begyndelsen af 1500-tallet blev det tilladt, at nogle dominikanerbrødre kunne indsamle penge på denne måde.«

Myte 5: Kvinder blev meget undertrykt af middelalderens kirke

En generel antagelse lyder:

Kvinder blev tvunget i kloster og levede der under fængselslignende forhold. De blev forment adgang til alle former for indflydelse og blev set som potentielle hekse.

Falsk:

»Ligesom mænd valgte mange kvinder selv at gå i kloster. Deres familier kunne påvirke dette valg, men det var sjældent, at der var tale om tvang,« fortæller Brian Patrick McGuire og tilføjer:

»Kvinder havde stor religiøs magt i middelalderen – selvom de var udelukket fra at blive præsteviede. Mænd respekterede kvinders indsigt, og de mange visionære kvinder blev godt behandlet.«

»Det var først efter middelalderen, at hekseforfølgelserne begyndte.«

Myte 6: Reformationen i 1500-talllet var resultatet af en kirke i krise, fordi de gejstlige havde fjernet sig for meget fra den almindelige befolkning

Argumentet lyder:

1100-tallet var en vækstperiode, hvilke Danmarks mange romanske landsbykirker er beviser på. Men efter omkring år 1300 gik det ned ad bakke. Senmiddelalderen er præget af krig, pest og kætterforfølgelser, og kirken mistede grebet om befolkningen, der specielt efter Den sorte Død (1348-51) ikke længere troede på kirkens betydning.

Falsk:

»Senmiddelalderen var også præget af kulturblomstring,« fortæller Brian Patrick McGuire, og han uddyber:

»Den er en frodig tid, og efter den sorte død lykkedes det for kirken at genetablere sig. Reformationen kommer ikke som et resultat af kirkens fiasko, men som udtryk for kirkens succes i at få det kristne budskab ud til alle befolkningslag.«

Myte 7: Inkvisitionen var et paveligt magtapparat, der terroriserede Europa, og mange hekse blev brændt i løbet af middelalderen

En generel antagelse lyder:

Middelalderen var en forfærdelig periode med hensyn til forfølgelse af alle, der var anderledes: Jøder, muslimer eller kættere.

Falsk:»Nej, der var i lange periode stor tolerance. Jøder blev beskyttet af bisper og paver,« siger Brian Patrick McGuire og tilføjer:

»Muslimer i Spanien blev bekæmpet; ikke på grund af deres religion, men fordi de havde besat, hvad der tidligere havde været et kristent område.«

»Inkvisitionen var omhyggelig i sine undersøgelser og brugte kun tortur som sidste udvej. Der blev ikke brændt hekse i middelalderen.«

Myte 8: Danskerne holdt altid pavekirken på afstand

En generel antagelse lyder:

Danskerne gjorde deres yderste for at vise, at der længe inden reformationen fandtes en slags folkekirke i landet.

Vi blev aldrig rigtig en del af ‘latinsk kristendom’, og det er en af grundene til, at alle former for europæiske unioner den dag i dag er os fremmede.

Falsk:

»Danskere og det danske rige var en integreret del af middelalderens kristne Europa. Der kom munke hertil fra Frankrig og England, og danskerne høstede fordelen af deres viden og kunnen,« fortæller Brian Patrick McGuire.

Og han uddyber:

»Kirken i Danmark udviklede sig i 1100-tallet fra at være et ståsted for aristokratiet til at være en institution for hele folket. Der er faktisk her, at vores danske folkekirke opstår, som en del af middelalderens helhedskirke.«