Reformationen betød, at der blev vendt op og ned på ikke bare den kristne tro, men også store dele af samfundsstrukturen. Lukkede klostre, hvor nonner og munke bliver smidt på porten, og rasering af kirker, hvis kalkmalerier blev kalket over med hvidt kalk, er nogle af de myter om reformationen, man ofte hører.
Men det er myter, og de har kun meget lidt at gøre med sandheden, forklarer Louise Nyholm Kallestrup, som er lektor og ph.d. i historie ved Syddansk Universitet.
»Kirkens kalkmalerier blev ikke ofre for overmaling og ødelæggelse, selvom man hører det engang imellem. Tilkalkning af kalkmalerierne er en myte. Det skete for de fleste kirkers vedkommende først i 1700-tallet,« fortæller hun.
Kalkmalerier kunne man stadig få glæde af
Imellem år 1100 og 1600 blev tusindvis af danske middelalderkirker udsmykket med farvestrålende kalkmalerier, som blandt andet skildrede scener fra bibelen eller legender om kristne helgener.
\ Reformation
Læs mere om om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site om ‘Reformationen’.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
I dag er størstedelen af de danske folkekirker dog hvidkalkede, og det har skabt grobund for myten om, at man under reformationen malede kalkmalerierne over med hvidt kalk.
Men i den lutherske protestantisme så man billeder, som bibelske beretninger alle kunne få glæde af, uanset om man kunne læse eller ej. Man fandt derfor ikke nogen grund til at fjerne billederne, så længe de ikke var genstand for tilbedelse og helgendyrkelse.
Der gik dog mere end 100 år efter reformationen, før kalkmalerierne blev malet over, og det var ikke af strengt religiøse årsager, men snarere et spørgsmål om kirkens udtryk.
De blev kalket over, fordi de var blevet slidte og ikke længere var i stil med den indretning, man ønskede i kirken, fortæller Morten Fink-Jensen, som er historiker på Københavns Universitet:
»Kalkmalerierne blev først malet over langt senere end reformationen – ofte 150-200 år efter. Man mente, de var blevet gammeldags, og at de ikke passede ind i det indtryk, kirken skulle give. Kirken skulle være hvid og enkel,« siger han og fortsætter:
»Kirkerne skulle afspejle det fornyede fokus, man havde fået på troen i det indre. Det var blevet for middelalderligt med kalkmalerierne og det spraglede indtryk, man fik i en kirke fuld af dem.«
Morten Fink-Jensen fortæller dog, at der har været enkelte tilfælde af overmalinger umiddelbart efter reformationen. Men det var kun tilfældet, hvis billederne var et udtryk for dyrkelsen af helgener.
En sejlivet myte
Selvom det er velkendt blandt historikere, at kalkmalerier ikke blev overmalet, er det en myte, som er svær at slippe af med.
Det er den blandt andet, fordi myten om overmaling af kalkmalerierne er en form for simpel fremstilling på, hvad reformationen betød i Danmark.
»Når man i dag kommer ind i en kirke, er den næsten altid hvidkalket. Nogle gange kan man så se et hjørne af kirken, hvor man har afdækket en del af et kalkmaleri. Det har givet næring til myten,« fortæller han og fortsætter:
»Overmalingen er en god håndgribelig ting, som vi alle kan forstå. Man forestiller sig, at folk med reformationen kom ind i kirkerne med en lille kost og en spand og begyndte at male væggene hvide. Men sådan var det slet ikke.«
En anden grund, til at myten har haft let ved at udbrede sig, er, at vi ved, at der var kalkmalerier før, og at kirkens vægge nu er hvide. Det er derfor naturligt at forbinde det med reformationen, når overmaling af kalkmalerier skete i de andre lande i forbindelse med reformationen.
Det gælder blandt andet både Schweiz, Skotland og Holland. Lande, som efter reformationen fik en calvinsk kristendomsforståelse, hvor man ikke ønskede billeder i kirkerne.
\ Læs mere
Klostrene mistede sin status
Heller ikke myten, om at reformationen betød, at kongen tvangslukkede klostrene i 1536, holder stik.
Efter reformationen overtog den danske konge alle klostrene, biskoppernes ejendomme og kirkens jorde. Han blev derfor den ubestridt største jordejer i riget. Klostrene blev pludselig til godsenheder, som hørte under kongen, og det blev kongen, som var ansvarlig for, at landets undersåtter praktiserede troen rigtigt.
Det betød dog ikke, klostrene skulle rives ned, og at de munke og nonner, som boede på klostrene, skulle drives væk. Men de kunne frit forlade klostrene, hvis det var det, de ønskede.
»Efter reformationen overgik klostrene og deres jorde til godserne og kronen. Men de blev ikke straks nedlagt og ødelagt, og munkene fik lov at blive« fortæller Louise Nyholm Kallestrup og fortsætter:
»Klostrene fik i det store hele lov til at bestå, indtil munkene og nonnerne enten selv var rejst bort eller døde. De havde dog ikke længere samme status i lokalsamfundet.«
Det bekræfter Morten Fink-Jensen. Han fortæller, at lukningen af de danske klostre var en proces, som varede i mange år.
»Nogle af klostrene blev lukket, men andre steder var de lukket inden reformationen, og mange munke og nonner var derfor smuttet, før reformationen blev endeligt gennemført. Den havde jo været på vej længe. Nogle af klostrene var derfor allerede tomme og blev omdannet til andre formål. Men der blev ved med at være klostre i Danmark mange år efter reformationen,« fortæller han.
Mange munke forlod selv klostrene
Der er dog svært helt at vide, hvor mange der valgte at forlade klostrene, fortæller Louise Nyholm Kallestrup.
»Man skal tænke det som en gradvis proces, hvor klostrene, både bygninger og jorde, efterhånden overgik til kronen og for en mindre del til adelen,« fortæller hun og fortsætter:
»Det er vigtigt, at man ikke ser det her som et pludselig opbrud. De, der forlod klostrene, var givetvis dem, som så ’evangeliets klare lys’ – altså blev protestanter. Men kronen var forpligtet til at sørge for de nonner og munke, som forblev i klostrene,« siger hun.
Selvom munkene og nonnerne fik lov til at blive i klostrene, betød reformationen, at de ikke længere måtte være katolikker. De munke og nonner, som blev tilbage, blev undervist i lutherdom, og der blev sat nogle ydre grænser for, hvad de måtte og ikke måtte.
På mange måder fortsatte de dog deres liv i klostret, og det var jo heller ikke muligt at kontrollere, hvad de tænkte, påpeger Morten Fink-Jensen.
De fik dog lov til at beholde deres munkedragt, og mange munke fortsatte med at kronrage sig, selvom det var imod lutherdommen. Det betød dog, at de var nødt til at bære huer, når de forlod klostrets mure, så de ikke gjorde opmærksom på sig selv.
Mange af klostrenes beboere valgte dog at forlade klostret, fortæller Morten Fink-Jensen. Enten fordi de blev lutheranere eller for at forlade landet til fordel for et katolsk land.
»Flertallet af munkene og nonnerne forlod klostret, fordi de ikke længere kunne dyrke den tro, de ville, og fordi det ikke var økonomisk muligt for dem at blive boende. De var på mange måder tvunget til enten at holde op med at være munke eller drage sydpå,« siger han og fortsætter:
»Men mange af dem blev også lutheranere og sognepræster. Nogle af dem, der blev boende i klostrene, gjorde det, fordi de ikke havde andre steder at tage hen.«
