De er lange, har spidse tænder og er livsfarlige for sømænd.
Søuhyrer var en almindelig frygt i gamle dage, når der var bølgegang på sejlskibene. Derfor er uhyrerne også tegnet med på mange af de middelalderlige kort, og der ses tydelig forskel på de sagnomspundne udyr.
Se et flot udsnit af de gamle kort i galleriet herover.
En kartografs advarsel til de eventyrlystne
LiveScience skriver, at kort-historikeren Chet Van Duzers 'Sea Monsters on Medieval and Renaissance Maps' viser udviklingen på dyrene, der dominerede både kort og globusser fra det 10. til det 17. århundrede.
Kartograferne, som lavede kortene, brugte væsenerne til at vise områder, som ikke var blevet udforsket endnu. Det var en form for en advarsel til de eventyrlystne: Bæsterne kunne lure ude i det ukendte.
Fra virkelighed til fantasi
På det ene kort kunne de minde om slanger, det andet en hval og det tredje et løvehoved. Motiverne er altså ikke grebet ud af den blå luft - for selvom dyrene ér det pure opspind (så vidt vi ved), så kommer meget af legemliggørelsen fra virkelighedens dyr, bekræfter Chet Van Duzer til Livescience.
Kartograferne kopierede mange gange fabeldyrene fra siderne fra leksika. Omkring det 16. århundrede lavede tegnerne gerne hybriddyr.
Det vil sige, at løvehoveder for eksempel blev sat på en fuglelignende fiskekrop. Som oftest var det kroppe fra frygtede dyr som hvaler og hvalrosser. I dag er de almindelige og kendte dyr, men dengang i renæssancen blev de betragtet som monstre på højde med søuhyrer.
Jo ældre kortene er, jo mere upræcise er de, og flere uhyrer pryder de gamle pergamenter. Landdyr havde deres ligemænd i havet, og det kom til syne i hybriddyrene på kortene.


































