Det er både godt for dit helbred og for planeten, hvis du skifter til en plantebaseret kost. Men det, der holder nogle mænd tilbage fra at skifte kødet ud med grøntsager, kan meget vel være, at de opfatter de grønne retter som noget, der er til kvinder.
Det har fået en gruppe tyske forskere til undre sig over, om man kan ændre måden, de veganske retter bliver præsenteret på, så den plantebaserede kost glider lettere ned - og noget tyder på, at det lige netop er tilfældet.
Det skriver Frontiers Science Communications i en pressemeddelelse.
»Fordi kønsstereotyper også inkluderer madvalg, er mænd mere tilbøjelige til at forbruge på en kønnet måde for at styre opfattelsen af dem. Ellers bliver de måske opfattet som mindre maskuline,« forklarer Alma Scholz, som står bag studiet, i pressemeddelelsen.
I studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Frontiers in Communications, udstyrede forskerne deltagerne i forsøget - der talte både mænd og kvinder - med beskrivelser af forskellige retter med og uden kød. Beskrivelserne indeholdt ord, der enten konventionelt er forbundet med retten, eller ord, der typisk er tilknyttet mere ‘maskulin’ mad.
Herefter skulle deltagerne så vurdere retterne, og hvordan de passede til mænd og kvinder.
Forskerne målte også på mændenes identifikation med forskellige former for maskulinitet og alle deltagernes holdninger til veganisme.
De fandt ud af, at mændenes mad-præferencer ikke ændrede sig, men deres opfattelse af vegansk mad gjorde. Retterne blev i mindre grad anset som noget feminint, og i højere grad som neutralt.
Forskerne vurderer, at længerevarende forsøg, hvor man skubber mænds opfattelse af vegansk mad fra noget feminint til noget ikke-kønnet, kan resultere i, at flere mænd vælger grøntsagerne frem for kødet til.
aeh


































