Hvis du nogensinde har været tæt på en egyptisk mumie, har du måske lagt mærke til en særlig lugt. I lang tid mente forskere, at lugten blot skyldtes alder og forfald, men ny forskning viser nu, at duften også kan fortælle noget om, hvordan mumierne blev balsameret.
Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie.
Ifølge mediet har forskere fundet ud af, at luften omkring mumier indeholder VOC’er, som er såkaldte ‘flygtige organiske forbindelser.’ Det er små kemiske stoffer, som let fordamper, og som også kan lugtes. De stoffer kan give indblik i, hvilke ingredienser de gamle egyptere brugte, når de balsamerede de døde.
Normalt kræver den slags undersøgelser, at man klipper et stykke af mumiernes bandager og opløser det i kemikalier for at analysere indholdet, hvilket risikerer at skade de skrøbelige rester. Men et forskerhold fra ‘University of Bristol’ har nu fundet en metode, hvor man i stedet kan analysere luften omkring mumierne, skriver Phys.org.
Forskerne analyserede gasser, der blev frigivet fra 35 prøver af balsamer og bandager fra 19 mumier, som tilsammen dækker mere end 2.000 års historie.
Analyserne viste i alt 81 forskellige VOC’er, som stammede fra fire hovedtyper af ingredienser:
- Fedt og olier
- Bivoks
- Planterharpiks
- og bitumen, som er et sort, tjæreagtigt stof, der er et naturprodukt fra nedbrudt organisk materiale
Ifølge Phys.org viste resultaterne også, at balsameringen ændrede sig over tid.
Ældre mumier blev hovedsageligt balsameret med simple fedtstoffer og olier, mens mumier fra senere perioder ofte blev balsameret ud fra mere komplekse opskrifter med mere kostbare/dyrere ingredienser som harpiks og bitumen.
Forskerne fandt desuden forskelle mellem forskellige dele af kroppen. For eksempel kunne hovedet have en anden kemisk sammensætning end resten af kroppen. Det tyder ifølge forskerne på, at balsamørerne brugte forskellige blandinger til forskellige kropsdele, skriver Phys.org.
Ifølge mediet håber forskerne, at metoden kan bruges som et skånsomt første skridt til at undersøge de skrøbelige rester af mumier uden at beskadige dem. De understreger dog, at det i nogle tilfælde stadig vil være nødvendigt at tage fysiske prøver.
Forskerne har også udviklet en maskine, der kan udsende den særlige lugt. Maskinen er blandt andet indstilleret i udstillingen om Det Gamle Egypten på Moesgaard Museum i Aarhus, Danmark.
»Duftstationen ændrede den måde, besøgende forstod balsamering på,« fortæller kurator Steffen Terp Laursen ifølge en pressemeddelelse.
»Lugten tilføjede en følelsesmæssig og sanselig dybde, som tekstskilte alene aldrig kunne give.«

































