Legetøj har skubbet menneskets udvikling fremad

En dreng løber rundt i skoven på sydspidsen af det sydamerikanske kontinent i starten af 1930’erne.

Han er en del af ona-stammen, eller ildlænderne, et jæger-samler samfund på øgruppen Tierra del Fuego, syd for Argentina, og han har ét af datidens legetøj i hånden.

Det er den faste følgesvend og uadskillelige partner: Slangebøssen. Den er lidt mindre end drengens fars, men ellers magen til.

Dagens mål er at ramme den lille grå kolibri, som sidder i et træ et par meter derfra. Han må nøjes med at sigte efter fugle, vandpytter og svampe i skoven, for når han bruger sin hvinende lillesøster som mål, får han altid skældud af de voksne.

Drengen med slangebøssen er én af mange hundrede børn, som er blevet observeret af etnografer i sin samtid, og nu er det, han har i hånden, blevet centrum for ny dansk forskning.

En miniudgave af de voksnes verden

I et samarbejde mellem forskere fra arkæologi, etnografi og kognitionsvidenskab fra Aarhus Universitet har en gruppe kortlagt, hvad børn i samler-jægersamfund mellem 1800-1960 legede med.

Forskerne har samlet data for at kortlægge, hvilke objekter børnene leger med, hvad objekterne er lavet af, og hvem, der har fremstillet dem.

Studiet viser, at børnene i jæger-samler samfund – samfund som overlever gennem jagt og indsamling af planter - hovedsageligt legede med objekter, som enten afspejlede de voksnes adfærd eller var direkte miniatureudgaver af objekter, redskaber eller dyr, som var en del af de voksnes hverdag.

Derfor øver den lille dreng fra Ona-stammen sig på at jage fugle, så han en dag kan jage større dyr, mens en mor fra Mbuti-folket i det nordlige Congo væver en lille kurv, magen til sin egen, til sin lille datter.

»Vi har vist, at der er nogle overordnede kategorier af legetøj, som er kulturelt gennemgående - at der er forskel på, hvilket legetøj kønnene bruger, og at legetøj også er med til at socialisere,« siger Felix Riede, professor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet, og leder af den nye undersøgelse.

På tværs af samfund legede børnene med små figurer af dyr og redskaber fra deres hverdag.

»Figurerne er hjælpemidler til at forstå sociale regler, dyrefigurer er med til at formidle viden om miljøet og dyrenes adfærd og om, hvordan man jager eller behandler dem,« forklarer Felix Riede.

Og forskergruppens konklusioner giver mening, hvis man spørger professor i udviklingspsykologi Kristine Jensen de López.

Studiets resultat flugter nemlig med, hvad man i forvejen ved om børns leg:

»Børn er imiterende, og derfor er legetøjet også en imitation af, hvad de voksne bruger deres tid på. Det er ikke så vigtigt, hvilket objekt de leger med,« siger Kristine Jensen de López, der er professor på Center for Developmental & Applied Psychological Science, Aalborg Universitet, og har forsket i børns leg på tværs af forskellige kulturer.

»En pind eller en sten kan sagtens bruges i legen til at symbolisere noget fra de voksnes verden. Selvom det ikke er en decideret miniatureudgave af et komfur, kan børn godt lege at de laver mad, mens de leger i skoven eller på stranden, eller at de holder bryllup selvom der ingen kirke er,« argumenterer hun.

»Men det er ikke det faktum, at børn er imiterende, der gør at legetøjet er en imitation af den voksen verden. For hvis miniaturelegetøjet er skabt af de voksne, er det, fordi de forestiller sig, at det hjælper børnene med at socialisere sig og lære de færdigheder, som der kræves af dem, for at begå sig i lige præcis den kultur de vokser op i.«

Det uforklarlige legetøj

Én type legetøj går igen på tværs af kulturer, men skiller sig ud fra resten af legetøjet i kortlægningen:

Snurretoppen.

Disse er fundet i flere jæger-samlerkulturer, men legetøjet har ingen pendant i voksenstørrelse.

»Snurretoppe er med i nærmest alle de samfund, vi har kigget på. Det interessante er, at der ikke er noget, der er en gengivelse af de voksnes verden,« siger Felix Riede.

Dermed er snurretoppen det eneste stykke legetøj, som måske er fremstillet alene til leg og sjov.

»Det er ikke noget, vi har undersøgt, vi peger bare på, at der er et mystisk stykke legetøj, som går igen på tværs af kulturer. Det er del af den særlige kultur, som kun børn har i hvert samfund,« konstaterer Felix Riede.

Eksperimenterende leg skaber teknologisk udvikling

Mysteriet om snurretoppen er én af de videre undersøgelser, som Felix Reide håber, at kortlægningen kan bane vejen for.

En anden er spørgsmålet om, hvorvidt der er sammenhæng mellem det, at menneskebørn leger, og menneskets teknologiske udvikling.

»Dyr leger også, men menneskers barndomsperiode er længere end dyrs. Hypotesen er, at der har være evolutionært pres på, at menneskets barndomsperiode udvides, fordi vores teknologi, som eksempel bue og pil, er mere kompleks end andre pattedyrs, og derfor tager den færdighed længere tid at mestre og skal læres fra menneske til menneske,« siger Felix Riede.

»Dét, der er særligt for mennesker, er, at vi leger med ting, og voksne giver børn objekter at lege med. Det forbedrer vores kompetencer inden for den specifikke teknologi, som børnene har behov for at lære,« forklarer han.

Men barndommen har også en anden fordel, som kan være vigtig for evolutionen, mener professoren.

»Teknologisk viden får du gennem at eksperimentere. Det er i barndommen, at der er tid til at eksperimentere - og det er noget, børn er bedre til end voksne. Når du får lov at eksperimentere eller lege, så betyder det, at hjernen udvikler sig,« siger Felix Riede.

På skuldrene af kortlægningen af børns legetøj i samler-jæger samfund kommer nye studier til at stå, fortæller projektlederen:

»Vi lavede det her i kølvandet af et tidligere studie fra 2018, som kombinerede arkæologi, psykologi og evolutionsvidenskab.«

Han fortæller, at næste skridt er at undersøge andre slags samfund for at se, hvilken betydning børns leg har i forskellige kontekster.

»Et godt sted at undersøge det er i Grønland, hvor nordboerne og inuit i 'den lille istid' levede under samme vilkår. Det er to forskellige samfund med meget forskelligt legetøj og børneopdragelse, og de har to forskellige udfald - nordboerne uddør, mens inuit overlever,« afslutter Felix Riede.