På festivalen CounterPlay, som blev afholdt i Aarhus i begyndelsen af april, blev leg for alvor sat på dagsordenen. Festivalen samlede op mod 200 mennesker fra forskningsverdenen, skoler, organisationer og virksomheder i ind- og udland, der arbejder med spil og leg.
Formålet var, at se, hvordan man på tværs af forskellige sfærer kunne inspirere hinanden til at få mere leg og legende praksisser ind i hverdagen.
Festivalen var organiseret i tre spor: leg og kultur, leg og læring og leg og forretning. De tre spor repræsenterede således både tre forskellige sfærer, men også tre forskellige måder at tale om leg og forholde sig til leg. Leg og kultur var det brede, mere overordnede perspektiv, der handlede om leg i hverdagen og om, hvad leg som sådan er for en størrelse.
Leg og læring handlede om, hvordan både spil og legende praksisser i højere grad kan inddrages i eksempelvis folkeskolen og hvordan det kan bidrage til at udvikle den faglige og pædagogiske praksis. Og endelig handlede sporet leg og forretning om, hvordan legen kan sættes i fokus som en motor, der kan drive nye, innovative forretningsmodeller.
Legen bør tages alvorligt
Festivalens afsæt var i sig selv legende. Lad os mødes og se, hvad vi kan finde ud af sammen. Det var ikke nødvendigt at have alle svar på forhånd og opgaven var, at lade sig inspirere af andre end dem, man normalt lod sig inspirere af. Blandt andet ved at samle folk, der til daglig bevæger sig - forskningsmæssige såvel som praktisk - inden for de tre spor. Det kom der interessante ting ud af.
Ud over de tre akademiske spor, som bestod af en række traditionelle oplæg kombineret med workshops og debatter, var der rige muligheder for selv at komme til at lege, blandt andet på festivalens legeplads, hvor udviklere af spil og legeredskaber stillede deres redskaber til rådighed for festivalens deltagere, tilfældige forbipasserende og til lejligheden inviterede børn.
Gennem disse både teoretiske og helt konkrete indspark blev legen vendt og drejet. For det første blev der sat fokus på, hvad leg er for en størrelse. Ofte er der en tendens til, at vi har en bestemt forestilling om, hvad rigtig, ordentlig leg er. Vi taler tit om 'fri leg', på trods af at forskningen ofte påpeger, at leg altid er rammesat og i en eller anden form organiseret.
For mange mennesker er det formentlig et billede af et barn, der leger, der danner afsæt for vores ide om, hvad leg består af og hvordan den er organiseret. Hvis legen skal tages alvorligt - og det mener jeg at den skal - så er man nødt til at kigge nærmere på, hvordan den faktisk ser ud og få væk fra en opfattelse af leg, som noget, der bare sker af sig selv.
Leg trives bedre i nogen sammenhænge end andre
Leg betinges af de redskaber og de fysiske og sociale rammer, den finder sted i. Det, vi kan lege, afhænger af hvor vi er, hvem vi er, hvad vi har at lege med og hvilken viden, vi har om, hvad vi kan gøre med det. Det betyder, at leg trives bedre i nogen sammenhænge end i andre. Og det betyder, at vi skal give - os selv og andre - lov til at lege, for at det kan ske.
Hvorfor er det så så vigtigt? Hvorfor skal vi overgive os til legens rammesætninger og betingelser, når der er så meget andet, det er vigtigt at bruge tid på? Counterplay-festivalen gav i sig selv en del af svaret på dette spørgsmål.
At sætte legen i fokus og at gøre det i en ramme, der i sig selv er legende, afsøgende, eksperimenterende og åben, rykker på vores forestillinger om, hvad vi kan og hvor vi kan bevæge os hen som mennesker.
At sætte måltællingen og kontrollen ud af kraft - om så bare for en stund - og vælge at møde omverdenen og os selv med et åbent og legende sind, gør os i stand til at bevæge os i nye retninger, skabe nye kontakter og se os selv i et nyt lys.
Det handler om en legende og åben indstilling til mennesker
Det handler ikke om, at vi bare skal give slip på hvad som helst. Et tema, der blev diskuteret indgående på festivalen, var netop betydningen af de legende elementer i hverdagen og hvordan disse kan få mere plads, både i den enkeltes liv, men også for eksempel på arbejdspladser.
Det kan handle om improvisationer og happenings, hvor det er et mål, at 'gøre sig selv til grin'. Men det kan også bare handle mere grundlæggende om at have en legende og åben indstilling til andre mennesker og verden omkring en, hvor man er indstillet på at tage imod det, der kommer også selvom det ikke nødvendigvis kan styres og struktureres i detaljer.
Counterplay-festivalen var et forrygende eksempel på begge dele.
