Statsminister Mette Frederiksen og tv-vært og forfatter Sofie Linde stod bag to af de mest omtalte og betydningsfulde danske taler i 2020.
Den ene tale handlede om sexisme og overgreb i den danske mediebranche. Den anden tale handlede om coronavirus.
De to taler – Lindes åbningsmonolog ved Zulu Comedy Galla 26. august og Frederiksens indledning til et nu historisk pressemøde 11. marts – drejede sig begge om dramatiske begivenheder, om uønskede kontakter og om uønskede kontakttal.
Linde fortalte om en krænkelse, hvor en magtfuld mand i en arbejdssammenhæng greb fat i hende og forsøgte at true hende til sex. Frederiksen fortalte om indgreb, som kunne begrænse, men ikke fjerne smitte, sygdom og død.
Begge taler havde meget synlige følger: Frederiksens tale introducerede de retningslinjer, der reelt betød en nedlukning af det offentlige Danmark; Lindes tale gav nyt liv til en ellers slumrende dansk debat om seksuelt betonet magtmisbrug, hvilket blandt andet førte til nedlukningen af en overborgmester, en partiformand og to landskendte tv-personligheder.
På den måde er de to taler eksempler på, hvordan retorik kan skabe og forme, hvad vi opfatter som samfundsproblemer, og hvordan vi som samfund skal håndtere dem.
\ Tænkepauser
Stefan Iversen har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Retorik’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
’Retorik’ er nummer 95 i serien og udkom 3. januar 2022.
Læs mere om bogen her.
Mere provokation, mindre hygge
Statsministeren talte som leder af en nationalstat, der stirrede lige lukt ind i en samfundsmæssig katastrofe. Eksponentiel vækst i en dødelig, meget smitsom sygdom kaldte på øjeblikkelige tiltag. Talen blev transmitteret direkte i landsdækkende medier, og følelser af panik og undtagelsestilstand voksede frem.
Det modsatte af panik og undtagelsestilstand kunne se ud som Zulu Comedy Galla. Navnet dækker over et underholdningsshow, hvor den danske komikindustri fejrer sig selv.
Værten, en kendt komiker eller skuespiller, leverer en morsom åbningsmonolog for et udvalgt publikum. Det sker normalt i en hyggeligt provokerende eller provokerende hyggelig tone.
Arrangørerne havde sikkert forventet, at Lindes tv-persona, med dens tillidsvækkende kombination af spontan ærlighed og ukvalm sødme, kunne levere varen, men arrangørerne fik mere provokation og mindre hygge, end de havde betalt for.
Ikke bare delte Linde smertelige og intime detaljer om et overgreb med sit festklædte, celebre publikum; hun fremhævede, at hendes krænker sad blandt dem lige nu.
Se eller gense Sofie Lindes tale i fuld længde. Spol frem til 5:30 for at høre den bid af talen, der handler om sexchikane. (Video: TV 2 Zulu)
Den retoriske situation tackler et bestemt problem
Lindes og Frederiksens taler er tydeligvis dele af større situationer.
Ordet ’situation’ bruger vi ofte i dagligsproget. Vi taler om optimale situationer, uheldige situationer og alvorlige situationer, og nogle af os mangler endda situationsfornemmelse, men inden for retorisk forskning benytter man ordet mere præcist og afgrænset.
Det skyldes ikke mindst den amerikanske professor i retorik Lloyd Bitzer, som i 1960’erne foreslog at tale om retoriske situationer.
For Bitzer er en situation retorisk, hvis den angår en bestemt form for udfordring, som han kalder et retorisk problem.
For det første kan vi kende et retorisk problem ved, at det trænger sig på, det vil sige er presserende og uopsætteligt, og at dets løsning ikke giver sig selv.
For det andet inviterer problemet til, at sprog kan bruges til at motivere et publikum til at afhjælpe problemet.
Retorikken opstiller vilkårene for handling
Bitzer henter et eksempel fra en fisketur blandt beboerne på Trobriand-øerne i Papua Ny Guinea.
Deres problem er manglen på mad. Problemet er retorisk, fordi det er påtrængende og ikke løser sig selv, og fordi beboerne kan bruge sprog – og fiskegrej, må man antage – til at løse det.
Lederen af beboernes fiskeri kan med ord dirigere sit publikums, altså de andre fiskeres, handlinger og dermed skaffe føde til landsbyen.
En retorisk situation indeholder dog mere end et påtrængende problem og et publikum, som en taler motiverer til at fjerne problemet. Den indeholder nemlig også situationens vilkår.
Vilkår er alle de omstændigheder, der påvirker løsningen af problemet, enten i negativ eller positiv retning.
Bitzers idé om påtrængende problem, handlende publikum og alverdens vilkår kan hjælpe os til bedre at skabe en handling ved hjælp af sprog.
Ved at adskille dem bliver vi bedre til at vurdere, hvilke muligheder en situation indeholder, og bedre til at skelne mellem passende og upassende elementer både i vores egne og i andres handlinger med ord og tegn.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Sproget skal motivere
Lærer vi noget om Frederiksens tale fra 11. marts 2020 ved at se den som en del af en retorisk situation? Det korte svar er ja.
Det udfoldede svar begynder med problemet: En næsten ukendt, hurtigsmittende virus med stor dødelighed var løs i Danmark efter at have raseret andre både ikkevestlige og vestlige lande. Det er svært at forestille sig et problem, der er mere påtrængende for et lands regering..
Danmarks ledelse måtte bruge sprog til at motivere befolkningen, men det var på ingen måde klart, hvad løsningen skulle være, eller hvilke ord der bedst kunne anspore de nødvendige handlinger. Der var ingenlunde tale om en fisketur; statsministeren måtte gøre andet og mere end at råbe: ’Kast nettet ud!’.
Situationens negative vilkår var skræmmende: Der manglede viden om, hvordan sygdommen spredte og udviklede sig. Allerede i marts 2020 vidste den danske regering dog, at effektive indgreb ville betyde store begrænsninger i vores tilværelse, og at indgrebene ville få dramatiske økonomiske og sociale konsekvenser.
Regeringen vidste også, at en succesfuld nedlukning afhang af, at hele befolkningen fra den ene dag til den anden ændrede mange hverdagsrutiner.
Frederiksen viede en stor del af sin tale til at anerkende publikums normale færden og de personlige opofrelser, der ville blive nødvendige for at hjælpe de udsatte borgere.
Hun sammenfattede regeringens opfordring til handling med formuleringen: ’Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand’.
Retorikken bestemmer, hvad der er et problem
Hvis millioner af danskere 11. marts tænkte: ’Hvad skulle hun ellers havde sagt?’, er det et tegn på, at Frederiksens tale var et passende svar i situationen.
Talens formuleringer var på ingen måde naturgivne eller skrevet i sten. De var et resultat af mange retoriske valg. Det kan man forsikre sig om ved at se på, hvordan andre statsledere talte til deres nation om epidemien i foråret 2020.
For den amerikanske præsident Donald Trump var der tale om krig: Trump beskrev samme dag i marts corona som en ’fremmed virus’, der havde invaderet landet, og som skulle ’konfronteres’ og ’bekæmpes¨’. Heldigvis var ’ingen nation mere forberedt’ end den amerikanske, som havde ’det bedste hold i verden’.
Den brasilianske præsident Jair Bolsonaro tog selvsikkerheden til nye og decideret farlige højder, da han i en tale til nationen fortalte, hvordan han med sin ’baggrund som atlet ikke vil have grund til bekymring. Hvis jeg blev ramt af sygdommen, så ville det være det samme som en mild influenza’.
Bolsonaro valgte altså at tale om sine egne fysiske fortræffeligheder i stedet for at anerkende epidemien som en reel trussel for hele Brasilien.
Deraf kan vi drage en vigtig lære – ud over at det ikke klæder mænd i 60’erne at hylde deres krop: Bitzers idé om, at der først indtræffer et påtrængende problem, og at en retorisk tale derefter præsenterer problemet for publikum, er besnærende, men desværre for simpel.
For i praksis kan selve talen have stor betydning for, hvordan et problem overhovedet bliver til et retorisk problem.
Fra hyldest til anklage
Tag nu Lindes tale ved Zulu Comedy Galla. Den åbnede et awardshow og var altså en form for festtale, hvor Linde som den professionelle underholder skulle motivere publikum til at hylde og blive hyldet. Komiker Uffe Holm skar efterfølgende Lindes opgave ud i pap: ’Hendes job er at være glad og kæde tingene sammen’.
Men fra talens begyndelse var Linde mere gal end glad, mere sammenbidt end sammenbindende. Hun nærmede sig grænsen for, hvad genren normalt rummer, med sine første vittigheder om store kønsbestemte lønforskelle i mediebranchen. Allerede her fornemmede man en vis tøven i publikums latter.
Det egentlige brud med publikums forventninger kom dog først, da Linde fortalte om et hidtil hemmeligholdt seksuelt overgreb mod hende selv, begået af en blandt publikum. Vi kan sige, at Linde forvandlede situationens påtrængende problem, idet hun fortalte om manden med magten.
Snarere end blot at smile og sammenbinde og dermed fejre publikum i salen gjorde Linde situationen til et spørgsmål om magtrelateret sexisme i den mediebranche, som sad lige foran hende.
Linde blandede altså festtalen med en aktivistisk genre. Hendes publikum kom for at grine, men de endte med enten at lede efter deres fakler og høtyve eller søge hurtigt og ubemærket mod udgangen.
Selve grebet transformerer en hyldest til en anklage. Genrebruddet bevirker herefter et brud med tingenes tilstand, idet Linde genåbner diskussionen af kønsbaseret forskelsbehandling og magtmisbrug.
Hendes tale viser, hvordan retorik ikke bare reagerer på virkelighedens påtrængende problemer. Retorik er også med til både at forme og skabe, hvad vi opfatter som problemer.
