Christian 2. var konge i Danmark i 10 år fra 1513-1523. I den periode gjorde han sig bemærket på flere måder, mest af alt fordi han ofte udfordrede både adelens og det kirkelige aristokratis magtpositioner i riget.
Mens utilfredsheden steg hos adelen og kirken, som traditionelt havde været de mest magtfulde grupperinger, havde kongen held til at samarbejde med købstadens købmænd, hvis rigdom voksede med stor hast i senmiddelalderen.
Christian 2. lagde generelt stor vægt på handel. Han var derfor meget interesseret i det danske riges to vigtigste handelspartnere: de nordtyske stæder og de nederlandske byer. Her havde den danske konge også flere allierede blandt købmændenes økonomiske elite.
\ Reformation
Læs mere om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site om 'Reformationen'.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
Når modstanden mod Christian 2. blev større og større i riget skyldtes det blandt andet, at kongen forsøgte at begrænse adelens magt og frihed. Dette førte i 1523 til en såkaldt herredag i Viborg, hvor rigets højst rangerende indenfor både adelen og kirken mødtes og officielt opsagde deres troskabsed til Christian 2.
Danmark var på dette tidspunkt et valgkongedømme, så kongeværdigheden var betinget af, at adelen og kirken stod bag ham. Med opsigelsen af troskabseden var Christian 2. således ikke længere konge af Danmark.
Med håbet om en dag at vende tilbage for at generobre tronen rejste Christian 2. med sin familie og nogle få trofaste støtter ud af landet. Indtil Christian 3. i 1536 kunne sætte sig på tronen efter at være gået sejrrigt ud af Grevens Fejde, stod Christian 2. således på sidelinjen som en potentiel kandidat til tronen, hvilket, trods hans tilværelse i eksil, gav ham en vigtig rolle i det politiske spil.
\ Læs mere
Christian 2. bliver protestant
Følget rejste kongen mod det Tysk-Romerske Rige, hvor Christian 2. havde flere allierede. Det skyldtes ikke mindst at hans hustru Elisabeth var søster til kejseren Karl V. Her søgte kongen at opnå støtte til et generobringsforsøg af den danske krone hos fremtrædende borgere og rige købmænd i de nordtyske handelsbyer, hvor Luther og protestantismen var meget populær.
Allerede i sin tid som regent havde Christian 2. udvist stor interesse for Luthers lære, og under opholdet i de nordtyske handelsbyer voksede interessen. Christian 2.’s trofaste allierede den tidligere borgmester i Malmø, Hans Mikkelsen, var så vidt det vides i dag den første af Christian 2.’s følge, der konverterede og blev protestant. Mange i følget fulgte hurtigt efter.
Christian 2. udviste selv stor interesse for lutherdommen og besøgte i løbet af de næste år flere gange Martin Luther i Wittenberg. I denne forbindelse konverterede ikke bare han selv, men også hans hustru, Elisabeth.
På dette tidspunkt blev den første danske oversættelse af det Nye Testamente udført af Hans Mikkelsen. Den blev dog oversat i Christian 2.’s navn. Oversættelsen blev produceret i flere eksemplarer og blev smuglet ind i Danmark med henblik på at promovere Christian 2. som den sande konge.
I strid med svigerfamilien
Christian 2.’s hustru var søster til Karl 5. Broderen var ikke alene kejseren af det Tysk-Romerske Rige og overhovedet for den habsburgske slægt, men også den øverste verdslige repræsentant for katolicismen i Europa. Kejseren så derfor ikke med milde øjne på parrets konvertering til Lutherdommen.
Det hjalp ikke på forholdet, at Karl 5 tilmed skyldte Christian 2. penge, faktisk hele 150.000 gylden. Det var den aftalte medgift i ægteskabet med Elisabeth. Normalt skulle medgiften have været indfriet i forbindelse med brylluppet, men da Christian 2. havde nægtet at skille sig af med sin elskerinde Dyveke ved ægteskabets indgåelse, var medgiften ikke blevet udbetalt.
Det store beløb var politisk vigtigt. Den enorme sum gav nemlig den afsatte kong Christian 2. mulighed for at hverve en hær, som han kunne bruge i kampen for at vinde tronen tilbage.
Karl 5. tøvede dog med at støtte den danske eksilkonge. Det gjorde han at flere grunde:
- Kejseren ønskede ikke at starte en krig med det danske rige, som var en væsentlig handelspartner, særligt i forhold til import af sild.
- Den katolske kejser var ikke interesseret i at støtte en repræsentant for den protestantisme, der truede katolikkernes position i Nordtyskland.
Religion blev derfor et stridspunkt imellem Christian 2. og svigerfamilien. Da dronning Elisabeth dør i 1526, fjernes deres børn fra Christians varetægt. De bliver i stedet bragt til kejserhoffet for at sikre, at de opdrages i den ’rette’ katolske tro.
Det vides ikke, hvordan Christian 2. havde det med dette arrangement, men det var ikke en usædvanlig praksis i samtiden, og den danske konge havde hverken politisk- eller økonomisk magt til at modsætte sig det, selv hvis han havde ønsket det.
Det fortælles, at Elisabeth på sit dødsleje ’kom til fornuft’ og konverterede tilbage til katolicismen. Om dette er sandt står hen i det uvisse.
Christian 2. bliver katolik igen
Christian 2. fik ikke succes med sine planer om en generobring af den danske trone. De bestående alliancer med folk i Danmark og Sverige var ikke stærke nok til at tilføje den nye danske konge, Frederik I nogen afgørende tab. Christian 2. endte derfor på et slot i Lier i Flandern, hvor han levede meget isoleret, fordi hans protestantiske tro fremmedgjorde ham over for den katolske, habsburgske slægt.
I 1530 indledte Christian 2. forhandlinger med Karl 5. om at få to tredjedele af medgiften dvs. 100.000 gylden mod at frasige sig ’det lutherske kætteri’. Ligesom religionen tidligere havde været årsag til strid mellem de to parter, gjorde Christian 2. det nu til en handelsvare i en større politisk forhandling.
Efter lange forhandlinger gav den tysk-romerske kejser Christian 2. 24.000 gylden, der finansierede et erobringstogt mod Norge.
\ Læs mere
Christian 2. tages til fange og konverterer igen
Togtet slog fejl. Christian 2. blev taget til fange af danske soldater og bragt til Sønderborg slot, der nu kom til at fungere som fængsel for den slagne konge.
Christian 2. tilbragte de næste mange år på Sønderborg slot, og det var også her, at han konverterede tilbage til protestantismen og levede resten af sine dage som protestant. Dog med undtagelse af et kort flirt med katolicismen i forbindelse med Grevens Fejde, hvor en gruppe katolikker tilbød militær- og politisk støtte til endnu et generobringsforsøg af den danske trone.
Det mislykkedes endnu engang, og Christian 2. forblev herefter – så vidt vides – en overbevist lutheraner til sin død i 1559. Efter grevens fejde spillede den afsatte monark dog kun en meget lille birolle i det politiske spil, og vi ved ikke ret meget om, hvad han egentlig foretog sig i dette fangenskab. Et studie af Sønderborg Slots regnskab vidner dog om, at Christian 2. spiste godt og havde gode klæder.
\ Læs mere
Konverteringerne skaber debat blandt forskere
Forskere har i flere generationer diskuteret, hvordan vi skal forstå alle disse religiøse skift hos Christian 2.
Nogen mener, at han var overbevist lutheraner og kun konverterede tilbage til katolicismen for at opnå økonomiske støtte til generobringsforsøget af det danske rige. Andre har argumenteret for, at han udelukkende konverterede til protestantismen for at opnå opbakning blandt de nordtyske købmænd.
En tredje gruppe mener, at han var et meget søgende menneske og derfor eksperimenterede med troen, ligesom han udfordrede rammerne for så meget andet i samfundet. Det var blandt andet tilfældet med det store lovkompleks Land- og Byloven, som blev givet i 1522.
Vi kan næppe nogensinde opnå vished om, hvorfor Christian 2. konverterede flere gange, men begivenhedsforløbet viser den store sammenhæng, der var mellem tro og politik i perioden omkring reformationen i Nordeuropa.
De næste 100 år frem mod 30-årskrigens afslutning i 1648 handlede langt de fleste store krige i Europa om stridigheder mellem protestanter og katolikker. Rigernes religiøse tilhørsforhold havde derfor stor betydning for deres tid.
