Året er 1523.
Stedet er Lillebælt; farvandet mellem Hønborg og Middelfart.
Vi ser Christian 2. ombord på skibet.
Denne sene februarnat sejler det frem og tilbage over bæltet.
Christian er ude af sig selv af tvivl og vægelsind.
Skal han sejle til Jylland og tage kampen op mod sine fjender? Eller skal han stikke halen mellem benene og flygte?
Optakt til landflygtighed
Det er kong Christian, der igen og igen får skibet til at vende.
Det er ham, der hele tiden giver færgemændene ordre til at lægge kursen brat om. Snart står stævnen mod Jylland, snart mod Fyn. Men kongen kan ikke bestemme sig til at gå i land, hverken på den ene eller den anden kyst.
\ Fakta
MYTE – eller ej?
I vores serie om danske myter præsenterer vi i samarbejde med Danmarkshistorien.dk et ‘mytedræber-værksted’, hvor historikere tager fat i en række af de mest kendte myter om Danmark, danskerne og danskheden. Myterne bliver præsenteret og udsat for en historiefaglig lakmustest, samtidig med at vi prøver at finde ud af sagens rette sammenhæng og forklare, hvorfor myten er opstået.
Hele den lange, isnende vinternat står det på. Mange gange sejler kongen frem og tilbage, indtil han ved daggry tilfældigvis er tættest på Fyn. Her går han i land og tager flugten fra sine fjender, der står i Jylland:
De oprørske jyske adelsmænd og biskopper, der hellere vil have den reaktionære hertug Frederik til konge. To måneder senere driver de den borger- og bondevenlige Christian 2. i landflygtighed og kroner hertugen som den første kong Frederik af Danmark.
Kongens Fald
Det er Johannes V. Jensen, der har gjort fortællingen om Christian 2. på Lillebælt berømt. Det er fra hans roman, Kongens Fald (1900-1901), vi kender den.
Det stærke billede af den fortvivlede konges sejlads har brændt sig fast og er blevet en del af danskernes fælles historiebevidsthed.
For utallige skole- og gymnasieelever er scenen blevet fremlagt som romanens dramatiske højdepunkt og samtidig dens symbolske kulmination.
Det er på grund af den tvivlrådighed, som rammer ham på bæltets vover hin vinternat, at kongen falder. Dermed besegles også nationens skæbne, for Christians tvivlrådighed har alle danskere i sig.
Et stort riges undergang
Sådan er fortællingen blevet tolket, også i lyset af Johannes V. Jensens øvrige forfatterskab. Og sådan var det forfatterens mening, at den skulle forstås: Med Christian 2.’s fald mistede Danmark herredømmet over Kalmarunionen, og dermed begyndte det danske folks fald fra magtens tinder.
Danmark, som i vikingetiden og middelalderen havde hersket over så vidtstrakt et imperium – ja, tilbage i oldtiden havde civilisationens vugge stået her – mistede først Sverige i 1523, så Skånelandene i 1658, derefter Norge i 1814 og endelig Slesvig og Holsten i 1864.
Alt sammen på grund af den danske selvtvivl, som Christian 2. inkarnerer. Som Johannes V. Jensen skrev i den oprindelige udgave af Kongens Fald, men bortretoucherede i de senere udgaver: »Se, Danskeren er en Tvivler, fordi Danmarks Historie er Historien om en stærk Stammes undergang.«
Folkesygdom?
Johannes V. Jensens udlægning af Danmarkshistorien kan diskuteres.
De fleste nutidige faghistorikere vil nok afvise tesen om, at Danmarks fald kan tilskrives et nationalpsykologisk syndrom.
Såsom en patologisk mangel på selvtillid udbredt i hele det danske folk.
Nogle vil endda hævde, at Danmarkshistoriens store territoriale afståelser snarere udtrykker selvovervurdering hos danske beslutningstagere på afgørende tidspunkter.
Alt det kan diskuteres.
Grundig research
Indiskutabelt er det til gengæld, at Johannes V. Jensens fortælling om Christian 2. på Lillebælt er en myte. Der findes ingen pålidelige kilder, der kan bekræfte historien om, at Christian 2. sejlede frem og tilbage over Lillebælt mange gange en vinternat i 1523, og hans sindstilstand på den tid ved vi ikke meget om.
Ren fiktion er Johannes V. Jensens fortælling imidlertid ikke. Nobelpristageren lavede grundig research til sin historiske roman. Gennem studier af blandt andet historikeren C.F. Allens værker fra anden halvdel af 1800-tallet, fik han kendskab til en krønike fra Christian 2.’s levetid, der beretter følgende:
\ Fakta
VIDSTE DU
Johannes Vilhelm Jensen blev født 20. januar 1873 i Farsø og døde 25. november 1950 i København.
Læste medicin på Københavns Universitet i tre år og arbejdede ved siden af som journalist for at financiere studierne, men droppede studiet for at blive forfatter.
Hans mest berømte udgivelser er novellesamlingen ‘Himmer-landshistorier’ og romanerne ‘Kongens Fald’ og ‘Den lange Rejse’.
Modtog Nobelprisen i Litteratur 1944.
I 1999 blev ‘Kongens Fald’ kåret som den bedste danske roman i det 20. århundrede i to uafhængige afstemninger i henholdsvis Politiken og Berlingske Tidende.
»Kong Christian lå imidlertid inde i Middelfart og vidste ikke, hvad han skulle gøre og kunne ikke beslutte sig til, hvad han ville. I særdeleshed var han besat af en så stærk angst og i den grad faldet i fortvivlelse, at han en nat mere end 20 gange sejlede over til Hønborg og tilbage igen over sundet til Middelfart, ført frem og tilbage af skibsfolk. Til sidst tiltroede han hverken at blive på Fyn eller Jylland og fór tilbage til København.«
Upålidelig kilde
Helt uden hold i kilder fra datiden er Johannes V. Jensens historie altså ikke.
Men krøniken blev skrevet 1538-39, godt femten år efter Christian 2.’s afsættelse.
Og forfatteren, Wolfgang von Utenhof, var Frederik 1.’s tidligere kansler og en af Christian 2.’s argeste fjender.
Formålet med krøniken var at tilsværte Christian 2., hvis svoger og allierede, den tysk-romerske kejser Karl 5., truede med at gribe ind i danske forhold.
Hensigten med fortællingen om Lillebælt var at fremstille Christian 2. som en ubeslutsom og psykisk ustabil konge, hvis afsættelse havde været helt retfærdig og velbegrundet.
Utenhofs fortælling om Christian 2. på Lillebælt må derfor betragtes som sen og upålidelig.
Ikke på grund af tvivl
Selvom der i en spionindberetning til hertug Frederik, forfattet få dage efter Christians tilbagetog fra Jylland, findes et indicium for, at kongens humør ikke var det bedste på denne tid, er der intet i kongens handlinger, der tyder på vægelsind, endsige psykisk sammenbrud.
Se, Danskeren er en Tvivler, fordi Danmarks Historie er Historien om en stærk Stammes undergang.
Johannes V. Jensen, førsteudgaven af ‘Kongens Fald’
Spionindberetningen kender da heller ikke til nogen hvileløs sejlen frem og tilbage mellem Jylland og Fyn.
Men vi ved, at kongen i tidsrummet fra den 20. januar til den 9. februar sejlede frem og tilbage mellem Jylland og Fyn fire gange.
Dette lagde måske kimen til Utenhofs beretning. Men vi ved også, at disse sejladser ikke skyldtes, at han ikke kunne beslutte sig. Tværtimod tyder kongens hektiske rejseaktivitet på betydelig handlekraft.
Borgerkrig
Natten til den 10. februar 1523 forlod Christian 2. det oprørske Jylland og sejlede til Fyn for sidste gang og derfra videre til Sjælland. Men det var ikke fordi han havde givet op. Det var for at rejse lejetropper og pleje alliancer: Håbet om at nedkæmpe oprøret og bevare magten i Danmark og Norden levede endnu i Christian.
To måneder senere var situationen så drastisk forværret, så Christian måtte rømme riget. Men de næste ti år arbejdede han med kejser Karl 5.’s hjælp på at vende tilbage. I 1531 gjorde han landgang i Norge, men blev taget til fange af Frederik 1. og sat i fængsel på Sønderborg Slot.
Mens Christian 2. sad fængslet, udkæmpedes en stor borgerkrig i Danmark (Grevens Fejde 1534-36), hvor det ene af partierne kæmpede for at genindsætte Christian 2. Først da hertug Christian (Frederik 1.’s søn) i 1536 sejrede i borgerkrigen og blev kronet som Christian 3., kan man tale om, at Christian 2. endegyldigt var faldet.
