De første danske konger var sørøvere

Pirateri var i perioden år 800 til 1400 en integreret del af livet på søen. Plyndringer til havs var ikke noget særsyn, og pirater og sørøvere af forskellig art, herunder også vikingerne, sejlede rundt og sloges og gjorde havene omkring Danmark usikre.

»Man tog på plyndringstogt for at blive den rigeste og dermed få mest magt. Men pirateri dækkede dengang over mange forskellige slags aktiviteter og var ikke i alle tilfælde en handling i kriminel forstand. Det kunne være overfald og røveri, men det kunne også tage karakter af regulær krigsførelse eller hævntogt,« fortæller Thomas Heebøll-Holm, som er adjunkt ved Syddansk Universitet.

I et nyt forskningsprojekt, som er støttet af Det Frie Forskningsråd, skal han undersøge, hvem de forskellige pirater, som sejlede på de danske farvande fra år 800 til 1400, egentlig var, og hvor de kom fra. Han skal også finde ud af, hvilken betydning de havde for dannelse af Danmark som kongerige.

»Forenklet kan man sige, at vikingernes plyndringstogter fra 800-1000 skaffede den materielle rigdom, der gjorde tilblivelsen af en dansk kongemagt mulig, mens truslen fra udenlandske pirater i 1300-tallet spillede en væsentlig rolle for skabelsen af Kalmarunionen i 1397. Her blev Danmark, Norge og Sverige samlet under en krone, i første omgang Dronning Margrethe den Førstes,« siger Thomas Heebøll-Holm.

Vikingerne var også pirater

Det var under sin ph.d.-afhandling om franske og engelske pirater i 1300-tallet, at Thomas Heebøll-Holm fik øje på det interessante i færdslen, herunder pirateriet, på de hjemlige farvande. En af de grupper, der skal granskes, er vikingernes. Historiebøgerne beskriver dem som nogle, vi kan være stolte af, men de hører helt klart til gruppen af pirater.

»Vikingerne var langt hen ad vejen nogle, der via vold søgte at få magt over skibe og landområder. En af måderne at finde midler til at få magten herhjemme i Danmark var at drage ud for at handle og plyndre. Overfaldende kunne være voldsomme. Datidens munke, som skrev om vikingerne, var i hvert fald ret rystet over vikingernes fremfærd,« siger Thomas Heebøll-Holm.

Krøniker og optegnelser lavet af netop munke og andre religiøse folk bliver nogle af Thomas Heebøll-Holms vigtigste kilder. Han skal også bruge forskellige andre aktstykker, blandt andet breve mellem konger, og så er fredstraktater også en rigtig god kilde til viden om pirateri i 1200- og 1300-tallet, fortæller han.

Kampe var også en form for teambuilding

Når vikingetogter og andre erobringer fik lov til at gribe sådan om sig i specielt 800- og 900-tallet, var det, fordi der her tilsyneladende foregik en voldsom magtkamp i Danmark. Det er i hvert fald en hypotese, som Thomas Heebøll-Holm skal have undersøgt.

»Det ser ud til, at der er nogle interne stridigheder om kongemagten i Danmark på det tidspunkt. Der er kræfter, der ønsker at samle Jylland, Sjælland, Øerne, Sydsverige og måske også Norge, under én konge. De presser deres modstandere til at flygte til udlandet,« siger Thomas Heebøll-Holm og fortsætter:

»Med vold og magt måtte de forviste erobre nyt land og via pirat- og vikingetogter berige sig selv. Nogle af dem vendte tilbage til Danmark med penge og prestige og forsøgte så igen at tilkæmpe sig magten. Det kunne så presse andre ud i eksil,« forklarer han.

De tabere og vindere, der udsprang af denne kamp om magten, spillede en stor rolle for den tidlige etablering af det danske kongerige. Både Harald Blåtand og Svend Tveskæg benyttede pirattogter mod blandt andet England til at øge og stabilisere deres magt. Ved generøst at dele ud af byttet kunne den succesrige vikingekonge tiltrække sig endnu flere krigere og blive endnu mægtigere.

»Når tyve fyrster lige har ligget og kæmpet om magten, så er der rigtig meget nag. Som ny konge måtte man finde noget at samle dem om. En måde var for eksempel at tage til udlandet og finde nogen at angribe. Det var en god ’teambuilding-aktivitet’, og man kunne samtidig hente nogle penge. Det gjorde kongen populær. ’Everybody loves a winner’, men kun så længe man sikrede en stadig tilstrømning af plyndringsgods,« fortæller Thomas Heebøll-Holm.

De danske aristokrater var engang sørøvere

Nils Hybel, historiker og dr.phil. på Saxo-instituttet på Københavns Universitet, er ekspert i den danske middelalder. Han er meget enig med Thomas Heebøll-Holm i, at pirateri danner en vigtig baggrund for udviklingen af det danske kongedømme og det tilhørende magt- og myndighedsapparat.

»Sørøveri var i vikingetiden et vigtigt middel til at tiltvinge sig del i andres ejendom for dermed at forøge sin egen formue og skaffe sig politisk og militær magt over andre. Man kunne, afhængig af, hvem som udtalte sig, være en god eller en ond pirat, men det var her fra, den danske elite og aristokratiet udviklede sig,« beskriver Nils Hybel.

Kongerne fandt i løbet af middelalderen i højere og højere grad på andre og mere civiliserede måder at få fat i værdier på. Blandt andet brugte de deres magt til at bestemme over jorden, og fik herfra lejeindtægter, når de lejede jordstykker ud til bønderne. Skatteopkrævning kom der også til, og sidenhen også forskellige former for domstole og jura, forklarer Nils Hybel.

»I takt med denne ændring ændres sørøveriet fra at være et legitimt erhverv til at blive en trussel og en kriminel beskæftigelse,« tilføjer han.

Sørøvernes tankegods ses stadig

Det kaos, som fejderne, erobringerne og plyndringerne på havet førte med sig, gav skubbet mod en mere styret måde at lave samfund på. Flere af de tiltag, som blev etableret dengang, ses stadig i vores samfundsstruktur i dag.

»Jeg vil ikke tøve med at kalde middelalderen for den vigtigste periode for det tankegods, som ligger bag grundstrukturen i Vesten. En af de ting, der foregår her, er pirateriet og den begyndende territorialisering. Det har lagt grund for vores opfattelse af, hvilke midler privatpersoner må benytte for at udvide og forsvare deres forretning og interesser. Sø- og handelsretten, krigens love og en hel masse andre ting som vi, blandt andet juridisk, tager for givet, blev formuleret dengang i middelalderen,« siger Thomas Heebøll-Holm.