To af klodens ældste og mest gådefulde folk er nu blevet kortlagt genetisk.
Det er danske professor ved Center for Geogenetik på Københavns Universitet, Eske Willerslev, der sammen med et stort internationalt forskerhold (inkl. flere aboriginere) netop har udgivet det første omfattende populationsstudie med fulde genomer af 83 aboriginere fra Australien og 25 individer fra Papua Ny Guinea.
Begge folk er en del af samme gren i vores menneskelige stamtræ.
»Vi viser, at alle australiere nedstammer fra en population, der udspaltede sig fra andre menneskelige populationer for ca. 51-72.000 år siden,« siger professor ved University of California, Berkeley, USA, og Københavns Universitet, Rasmus Nielsen, som også er medforfatter.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
LÆS OGSÅ: Boab-træet leder os på sporet af de forhistoriske aboriginere
Aboriginer-studier er politisk ømtålelige
Det nye studie kommer i kølvandet på, at Eske Willerslev og hans kolleger fra Center for Geogenetik for fem år siden kortlagde det første genom af en oprindelig, australsk aboriginer.
Genomet blev kortlagt fra en tot hår, indsamlet for over 100 år siden og opbevaret i arkiv for hårprøver fra oprindelige folk over hele verden i Leverhulme Centre for Human Evolutionary Studies i Cambridge, England.
LÆS OGSÅ: Aboriginer-genom kaster nyt lys over menneskets historie
Genomet viste, at aboriginerne er en af de ældste nulevende befolkninger uden for Afrika, og lige siden har Willerslev villet kortlægge de nulevende aborigineres arvemateriale for at få indblik i deres enestående historie.
Et politisk ømtåleligt projekt, bl.a. fordi australske forskere har sået tvivl om aboriginernes hævd på kontinentet som det oprindelige folk.
»De australske videnskabsmænd sagde, det var umuligt. 'Aboriginere - nej nej nej, det er bare så politisk farligt'. Men det er slet ikke den oplevelse, vi har haft - de fleste har været vildt positive,« siger Eske Willerslev.
Stort arbejde at skaffe prøverne
For at tegne et billede af aboriginernes historie har forskerne lagt et kæmpe arbejde i at mødes med forskellige gruppers råd og ældre for at bede om tilladelse.
Aboriginerne har længe været meget skeptiske over for ’den hvide mands’ videnskab og bl.a. forbudt australske forskere at indsamle genetisk materiale om dem, men studiet af håret i 2011 viste sig at være en isbryder.
»Jeg tror, mange har hørt om det studie og derfor gerne ville være med‚« siger Willerslev.
LÆS OGSÅ: Kan man virkelig stole på Willerslevs hårprøve?
Ikke desto mindre tog det flere år bare at rejse rundt og få etableret kontakt, fortælle om studiet og få tilladelser til at tage prøver.
Heldigt nok var en anden gruppe, ledet af professor David Lambert ved Griffith University i Queensland, Australien, i gang med et lignende projekt, og de to hold fandt ud at samle kræfterne.
Dertil opdagede Willerslev, at forskere ved hans anden arbejdsplads på Sanger Instituttet ved Cambridge University, England, allerede lå inde med prøver fra Papua Ny Guinea.
Dermed var de klar til at kortlægge genomerne fra Australien og aboriginernes nærmeste slægtninge i Ny Guinea.
Første mennesker drog fra Afrika til Australien
Australien har længe spillet en central rolle i billedet af, hvordan det moderne menneske spredte sig fra Afrika og indtog kloden.
Vi stammer alle fra Afrika, og nogle af de ældste arkæologiske fund af moderne mennesker uden for Afrika er interessant nok 40-45.000 år gamle skeletter fra Mungo i Australien - næsten så langt fra Afrika, man kan komme.
Det vidner om, at de første mennesker ud af Afrika har fulgt en ekspresrute langs kysten, der ledte dem hele vejen til Australien.
LÆS OGSÅ: Mennesket erobrede verden på rekordtid
Sprog og redskaber vidner om migration fra Indien
Men både antallet af udvandringsbølger fra Afrika, og om aboriginerne er efterkommere af de første mennesker i Australien, eller om de snarere var ankommet for relativt nyligt, har været meget omstridt.
Sprogforskere har peget på, at 90 procent af alle australske aboriginere er del af en sproggruppe kaldet Pama-Nyungan, som ifølge forskerne ikke er mere end 6.000 år gammel.
Sammen med sproget peger forskerne på arkæologiske fund af nye stenredskaber fra for 6-7.000 år siden, som kan vidne om en migration fra Indien.
»Lad mig med det samme afsløre, at det finder vi slet ikke noget bevis for. Vi ser en meget stor grad af isolation i Australien helt indtil for to tusinde år siden, hvor der kommer nogle asiater ind,« siger Eske Willerslev.
Med genomerne kan forskerne for alvor komme til bunds i sagen ved trække slægtstråde tilbage fra alle de nulevende folk og se, hvor dybt tilbage i tiden de mødes.
LÆS OGSÅ: Gamle kineserknogler hvisker om urmenneskets udbredelse
Aboriginere og papua'er er vidt forskellige
Starter man bagfra i tiden, afslører genomerne, at nulevende australierne og papua'erne, ligesom alle andre ikke-afrikanere, kom ud af Afrika i en samlet gruppe.
Men kort efter splittet med nulevende afrikanere for lidt over 70.000 år siden, splittede de ud (51-72.000 år siden) og spredte sig langs kysten mod øst forbi Indien og videre over Indonesien.
De ankom for omkring 50.000 år siden til Australien, som dengang hang sammen med Ny Guinea som ét stort kontinent kaldet Sahul.
Aboriginerne og papua'erne splittede så op fra hinanden for 25-40.000 år siden - omtrent samtidigt med, at europæere og asiater splittede ud i to grupper, formentlig et sted i Mellemøsten.
»Selv om aboriginerne og papua'erne er hinandens nærmeste slægtninge, er de altså næsten ligeså forskellige som en Han-kineser og en dansker. Det er jo vildt‚« siger Eske Willerslev.
LÆS OGSÅ: Danskere kortlægger første genom fra fortidsmenneske
Kulturel barriere kan have været barriere
Landmassen mellem Papua Ny Guinea og Australien kom først under vand efter sidste istid for cirka 10.000 år siden
»Det er måske lidt overraskende, at aboriginerne og papua'erne begyndte at divergere fra hinanden inden,« siger Rasmus Nielsen.
Forskerne ved ikke hvorfor, men peger på, at f.eks. en kulturel barriere kan have hindret folkene i at blande sig.
I Australien har Eske Willeslev og forskerholdet også fundet imponerende dybe split mellem de nulevende aboriginere. Genomerne afslører, at den oprindelige befolkning allerede begyndte at blive opdelt for cirka 32.000 år siden, men her stemmer splittet fint overens med fremkomsten af en naturlig barriere - kontinentets centrale ørken begyndte at vokse i den periode.
Igen understreger den dybe forskellighed mellem kontinentets aboriginer-grupper fra øst til vest, at aboriginerne må have været på kontinentet utroligt længe.
LÆS OGSÅ: Omdiskuteret DNA-studie af menneskets evolution var forurenet
Mystik omkring sprog og redskaber
Men hvad så med det nye sprog og de nye stenredskaber?
»Det, vi ser, som er rigtig interessant, er en populationstilvækst for 6-7.000 år siden, som fører til evidens for et gen-flow, der spredte sig fra nordøst til resten af kontinentet. Men der er mystiske ting i den forbindelse,« siger Eske Willerslev.
Det ser ud, som om aboriginerne i det nordøstlige hjørne af Australien har haft det rigtig godt, så den gruppe er vokset for 6-7.000 år siden og logisk nok blevet spredt.
På den måde kan det stemme fint med, at det er blandt de nordøstlige aboriginere, at Pama-Nyungan opstår, og sproget spredes derfra sammen med den nye stenteknologi og kultur.
LÆS OGSÅ: Det første fossile genom udvundet fra menneskehedens vugge
’Munke’ spredte sproget
Men det mystiske er, at det genetiske aftryk ud over kontinentet er meget, meget beskedent og går i sig selv igen, så de forskellige grupper genetisk set nærmest ikke påvirkes, men fortsætter som de var.
Det kunne minde om, at der har været en ’munkeorden’, der har spredt den nye teknologi og sproget uden selv at forplante sig.
»Det er meget bizart i forhold til alt andet, vi har set, f.eks. spredningen af agerbruget, hvor vi taler om et massivt influx (tilstrømning, red.) af mennesker, der sætter meget tydelige genetiske spor. Det her ligner vitterligt to mænd, som kommer ind og formår at ændre, hvordan folk taler og tænker, og så forsvinder de igen som spøgelser. Hvis det er rigtigt, svarer det til, da briterne kom til Indien, hvor meget få mennesker havde en kæmpe kulturel impact. Vi ved ikke, hvad der har udløst det, men det kan have været en religiøs bølge,« siger Eske Willerslev.
LÆS OGSÅ: Fund af menneske-DNA i neandertaler omskriver historien
Finder spor af ukendt mennesketype
Skjult i aboriginernes arvemateriale finder forskerne også spor, der kaster nyt lys på resten af verden.
Et af de mest omdiskuterede fund de seneste år hat været vores forfædres møde og blanding med ældre mennesketyper.
Studier har vist, at vores forfædre fik børn med neandertalerne, kort efter de forlod Afrika. Men australierne mødte endnu en gruppe på deres vej mod Sahul - den gådefulde mennesketype kaldet denisovaerne, som blot kendes fra det arvemateriale, man har kortlagt fra en lille knogle, fundet i Sibirien.
Nu kan forskerne se nærmere på det aftryk, der bæres af nulevende australiere, og de finder spændende nok, at ’denisova’-DNA'et formentlig slet ikke er denisova-DNA.
»Vi kan se, at DNA’et er tættere beslægtet med denisovaen end med neandertalerne, men samtidig kan vi se, at det faktisk er meget fjernt beslægtet med denisova-genomet,« siger Eske Willerslev.
Det resultat viser, at DNA'et formentlig kommer fra en helt tredje og måske ukendt mennesketype, som har overlevet frem til for 50.000 år siden.
LÆS OGSÅ: DNA bringer os tæt på menneskets forfader og ryster stamtræet
Gamle mennesketyper rummer DNA-skatte
Hvem det kan være, er indtil videre en gåde. Fra det sydlige Asien kender man Homo erectus, hobbitten (Homo floresiensis) i Indonesien, men der kan måske også være tale om en endnu ukendt mennesketype.
Dermed understreger fundet de senere års forbløffende opdagelser af nulevende menneskers arvemateriale som en guldmine af ’genetisk arkæologi’, hvor forskerne kan finde skatte i form af DNA-stumper fra gamle mennesketyper.
LÆS OGSÅ: Skandinaver er de mest ur-europæiske
Fund, som giver os et helt nyt billede af vores forfædres landskab - det har ikke som traditionelt antaget været udfyldt af en menneskeart, der afløste den næste, men derimod været rigt på mange samtidige mennesketyper, der indimellem mødtes og fik børn.
»Det viser os, at der formentlig venter os nye overraskelser, som vi kan lære ved at kortlægge mere af den menneskelige genetiske diversitet,« skriver genomforskerne Serena Tucci og Joshua M. Akey ved University of Washington, USA, i en kommentar i Nature.
