Keder du dig? Så prøver din hjerne at fortælle, at den mangler noget vigtigt

På motorvejen ud af København i krydset lige før tilkørslen ved Ejby tænder jeg ofte bilradioen, når jeg øger hastigheden ned ad rampen.

For mig betyder det sted noget særligt, for det var her, jeg dumpede køreprøven.

Min motorsagkyndige gik under navnet ’Slagteren’, og slagtet, det blev jeg, da jeg midt i krydset inden rampen foretog et vognbaneskift uden at orientere mig. 

Min kørelærer forklarede mig bagefter, at jeg var nødt til at arbejde med min opmærksomhed under kørslen. At køre bil stiller særlige krav til at kunne lukke noget ude og gøre vejbilledet mindre, end det faktisk er, så kun det væsentlige træder frem, sagde han.

Jeg manglede altså evnen til at sortere i alle indtrykkene, så verden ikke væltede ind over mig på en måde, hvor jeg blev overstimuleret og mistede fokus på det, der faktisk var vigtigt.

Når jeg i dag kører ud af byen mere end 10 år efter, har jeg det lige omvendt. Jeg ved, at når motorvejen begynder, glider jeg let ind i en rolig døs.

Så kommer kedsomheden hurtigt snigende, og derfor tænder jeg bilradioen.

Hvor jeg som bilaspirant til køreprøven var godt og grundigt overstimuleret, er mit problem som efterhånden erfaren bilist, at køreturen på motorvejen simpelthen understimulerer.

For mange eller for få indtryk

Min kørelærer satte ord på noget, som psykologer kalder kognitiv overbelastning. Den opstår, når vi modtager flere indtryk, end vi kan nå at bearbejde, og derfor mister evnen til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige.

Vi mærker en form for indre støj, som om opmærksomheden spreder sig i for mange retninger på én gang, uden at den finder hvile ét sted. Selv enkle beslutninger bliver vanskelige, fordi vores bevidsthed allerede er fyldt til randen af informationer, den ikke kan rumme.

Den kognitive overbelastning minder os med andre ord om, at der er en øvre grænse for, hvor mange indtryk bevidstheden kan rumme, før vi mister overblikket. 

Omvendt opererer psykologer med kedsomhed som en tilstand af understimulering.

Kedsomhed viser sig ofte dér, hvor vi opfatter verden omkring os i stilstand, hvor vi ikke har nok at hægte vores opmærksomhed op på, hvorfor omgivelserne mister sine konturer, og bilradioen må i brug.

Kedsomhed og frustration er to forskellige tilstande

I et forsøg med amerikanske studerende fra 2018 ønskede de to amerikanske psykologer Erin Westgate og Timothy Wilson at finde ud af, om kedsomhed udelukkende hører til i situationer, hvor vi har for lidt at give os til, eller om den også kan melde sig, når kravene til os vokser sig for store.

Forskerne bad 129 forsøgspersoner om at løse en simuleret opgave, hvor de på en skærm skulle lege flyveleder.

Her skulle de vurdere, om to linjer på et radarbillede, der repræsenterede flyvemaskiner i et fiktivt luftrum, var på kollisionskurs eller ej. 

Hver gang et nyt radarbillede dukkede op, skulle deltagerne trykke på én tast, hvis de vurderede, at flyene ville kollidere, og en anden tast, hvis de vurderede, at flyene var på sikker afstand af hinanden.

Efter fem minutter skulle deltagerne svare på, om opgaven havde været for let, tilpas eller for svær, og i hvor høj grad den havde været kedelig og frustrerende.

Det interessante var, at kedsomheden ikke opførte sig, som vi måske ville forvente. Nemlig at jo sværere en deltager fandt opgaven, jo mere stimulerende og jo mindre kedelig ville den være.

Kedsomheden ramte i stedet deltagerne i begge yderpunkter af skalaen, så de, der fandt opgaven for nem, og de, der fandt den for svær, kedede sig lige meget.

Gruppen i midten, der ramte det punkt, hvor opgavens krav passede til deres kognitive kapacitet, kedede sig mindst.

Billedet så dog anderledes ud for frustration: Følelsen steg jævnt i takt med sværhedsgraden.

De, der fandt opgaven for let, kedede sig, men var ikke frustrerede, mens de, der fandt den for svær, både kedede sig og var frustrerede på samme tid. Kedsomhed og frustration var på den måde ikke to sider af samme sag, men to selvstændige tilstande.

Når vægtskålen tipper

Den australske neuropsykolog James Danckert har kaldt kedsomhed for et tab af evnen til at orientere sig. Den er med andre ord en indikator på, at noget i forholdet mellem os og verden ikke er i balance.

Vi kan forestille os en vægtskål, der er i ligevægt, når omgivelsernes krav til os passer med det, vi kognitivt kan håndtere.

• Tipper vægtskålen den ene vej, er vi understimulerede, og motorvejen, skiltene og skyerne på den grå himmel glider forbi uden at kræve noget af os.
• Tipper skålen den anden vej, er vi overstimulerede, og verden vælter ind over os med mere, end vi kan sortere i.
• I begge tilfælde mister vi fodfæstet, og kedsomheden melder sig.

Ofte mærker vi ubalancen som en stille uro, der ikke er dramatisk eller frembrusende, men snarere insisterende. Bevidstheden begynder at lede efter noget at fæstne sig ved, men intet er stærkt nok til at binde den.

Så begynder vi at famle. Måske sætter vi farten lidt op på motorvejen, overhaler og klemmer os ind mellem de to forankørende lastbiler. Vi søger efter noget at hænge vores mentale aktivitet op på, noget, der kan give hjernen det, den mangler.

En termostat for kognitiv aktivitet

Ifølge Danckert fungerer kedsomheden som et signal om, at vi er gledet væk fra det balancepunkt af kognitiv aktivitet, der føles rigtigt for os.

Vi kan sammenligne det med en termostat i hjemmet, der er indstillet til en bestemt temperatur og slår til, når rummet bliver for koldt eller for varmt. På samme måde har vi ifølge Danckert en indre termostat for kognitiv aktivitet. 

Pointen med termostaten er ikke, at skiftet sker brat.

Vores stimulationsniveau ændrer sig snarere gradvist, så vi langsomt og nærmest umærkeligt kan bevæge os væk fra balancepunktet, ligesom temperaturen i et rum gradvist kan falde uden et bestemt tidspunkt, hvor det føles koldt.

Termostaten reagerer alligevel og slår til, når temperaturen passerer en bestemt tærskel. På samme måde kan kedsomheden snige sig ind gradvist og samtidig melde sig som noget, der enten er der eller ikke er der.

Når vi opfatter omgivelserne som for monotone, registrerer termostaten, at vi er faldet under det ønskede niveau, og kedsomheden melder sig.

Men termostaten slår også ud i den anden retning.

Når omgivelserne overvælder os, og vi mister overblikket, kan vi heller ikke udnytte vores kognitive ressourcer ordentligt, og kedsomheden dukker op igen, bare fra den modsatte ende. Det er præcis den dobbelthed, som flyveledereksperimentet viste.

Som at være sulten eller tørstig

Kedsomhed afslører noget grundlæggende om os mennesker.

For at kunne kede os må vi nemlig ønske os noget andet end det, vi har lige nu. Vi må have en fornemmelse af, at der findes noget derude, der passer bedre til vores mentale kapacitet.

Den cypriotiske filosof Andreas Elpidorou har beskrevet kedsomheden som en form for mathed, hvor vi trækker os tilbage fra vores omgivelser.

Vi føler os ikke hjemme i situationen, men står uden for den og længes efter at træde ind. Det kan minde om sult eller tørst. Ingen af delene er behagelige, og de signalerer begge, at noget vigtigt mangler.

Og ligesom sult ikke kun handler om mad, men om kroppens behov for at opretholde sig selv, handler kedsomhed heller ikke kun om at have noget at lave, men om at være følelsesmæssigt i kontakt med verden på en måde, der føles levende.

Kedsomheden tømmer os for energi, men fylder os samtidig med en rastløs længsel efter noget, vi ikke kan sætte ord på.

Vi vil gerne videre, men ved ikke hvorhen. Det er måske det mest karakteristiske ved kedsomheden, at den hverken lader os være i fred eller viser os en vej ud.