Børn har mistet evnen til at kede sig, siges det. Nis forsker i kedsomhed, og han er helt uenig

»Man kan ikke lære at kede sig.«

Sådan siger Nis Langer Primdahl, der har beskæftiget sig med kedsomhed i mere end fem år.

Han er postdoc ved DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, og han forsker egentlig i børns trivsel i skolen. Men kedsomheden kan fungere som et vindue ind til en udbredt misforståelse i den aktuelle debat om trivsel i skolen, siger han.

»Vi kan ikke lære børn at omfavne eller at dyrke kedsomheden, både fordi den grundlæggende er ubehagelig, og fordi der i kedsomheden altid vil ligge en trang til at bryde ud af den,« siger Nis Langer Primdahl.

I den offentlige debat kan man ellers godt få indtryk af, at vi er blevet dårligere til at kede os.

»Kedsomhed er blevet en knap ressource,« sagde skoleforsker Lars Qvortrup til DR i 2018.

Mange børn og unge »fungerer dårligere og dårligere socialt,« og problemet er, at de »ikke længere får lov til at kede sig,« skrev en tidligere skolelærer i Kristeligt Dagblad i 2023.

Men fortællingen om vores mangel på kedsomhed »mangler nuancer«, siger Nis Langer Primdahl.

»Vi har ikke mistet evnen til at kede os,« siger han og tilføjer: »Og det er slet ikke sikkert, at vi keder os mindre i dag, end vi har gjort tidligere.«

I et studie af amerikanske skoleelever fra 2020 kan man for eksempel læse, at de unge i stigende grad oplever kedsomhed som en del af deres liv. Og noget lignende viser sig i danske undersøgelser.

»Men det vigtigt at understrege, at det er meget vanskeligt at undersøge kedsomhed empirisk,« understreger den danske forsker.

»Måske keder vi os bare på en anden måde i dag end tidligere. Vi kan tage telefonen op af lommen, mens vi venter på toget. Men vi kan også komme til at kede os, når vi scroller på Instagram eller spiller en langtrukken bane i et computerspil. Kedsomheden er der stadig som et eksistentielt vilkår i vores liv.«

Flere børn kalder undervisningen kedelig

Skolen har altid været forbundet med det at kede sig. Men Nis Langer Primdahl blev først opmærksom på fænomenet med sin forskning i brugen af meditation og mindfulness på skolerne.

»Det fangede min nysgerrighed at høre flere skolepædagoger og lærere fortælle om, at eleverne i dag havde mistet evnen eller muligheden for at kede sig i skolen,« fortæller han.

Han blev fanget af flere modstridende tendenser. For samtidig med at børnene tilsyneladende har sværere ved at kede sig, så svarer en større andel af dem, at undervisningen er »kedelig«.

Fra 2017 til 2024 er andelen af 4. til 9. klasser, som »tit« eller »meget tit« finder undervisningen kedelig steget fra 28 til 42 procent. Det viser de årlige målinger af Elevtrivsel i Grundskolen.

Samtidig mener færre elever, at de selv kan gøre noget ved kedsomheden.

»Det tyder altså på, at der er noget i fortællingen om, at elever mangler muligheden eller evnen til at kede sig, som ikke helt stemmer,« siger Nis Langer Primdahl.

De seneste 10 år er undervisningen i folkeskolen i stigende grad blevet interaktiv og ‘gamificeret’; lærere og skolepædagoger beretter om ’computerbølgen’ i skolen. Samtidig er mindfulness blevet et redskab til at hjælpe børnene med at finde ro, fremhæver han. Kan det virkelig passe, at eleverne ikke kan finde ud af at kede sig?

»Jeg har været interesseret i at undersøge ideen om, hvordan opmærksomhed, nærvær og kedsomhed hænger sammen i skolen, hvor elevernes evne til at være i nuet er i fokus,« fortæller Nis Langer Primdahl, der i et studie har undersøgt, hvorfor mindfulness anvendes i folkeskolen.

Han gennemførte kvalitative interviews med lærere, skolepædagoger og elever og fulgte undervisningen i mindfulness på to skoler over fire måneder. Han har blandt andet undersøgt, hvilken funktion mindfulness har i en tid med færre mentale pauser.

»Som en lærer beskrev det, så bliver eleverne konstant bombarderet med information gennem deres telefoner, og introduktionen af mindfulness blev begrundet med et behov for at skabe et kunstigt substitut for pauserne, men med den samme virkning.«

Studiet handler også om børnenes forhold til tid, forklarer Nis Langer Primdahl:

»Mindfulness og kedsomhed er to forskellige måder at forholde sig til tid, som alligevel minder om hinanden. I mindfulness spiller nu’et en vigtig rolle, man skal arbejde på at være til stede i nu’et. Med kedsomhed er vi meget til stede i nu’et, men vi kæmper for at komme fri af det,« forklarer han.

»Så mindfulness kan hjælpe os til at forstå, hvilken funktion kedsomhed også kan have for vores forhold til tid og vores forhold til nærvær. Måske bliver vi ligefrem mere nærværende af at kede os.«

Kedsomhed er som en dis

Nis Langer Primdahl bremser hurtigt sig selv. For som han siger, så ønsker han ikke »at instrumentalisere kedsomheden«.

At kede sig er ikke et redskab, vi kan anvende til at realisere os selv, hverken som dygtige skoleelever eller voksne med karriere- og forældreliv.

Kedsomheden er der bare. Og der er ikke nogen praktiske råd til at håndtere den.

»Som den tyske filosof Martin Heidegger formulerer det, så er kedsomhed en grundstemning, der som en stille dis driver ind over os og trækker sig tavst tilbage. Du kan ikke fordrive kedsomheden som en viljesakt. Du kan heller ikke sige til en anden: ‘ked dig!’ Eller ‘stop nu med at kede dig!’. Sådan fungerer det ikke.«

Ved at forske i fænomenet har han ikke ændret opfattelse af kedsomheden som sådan, men han kan genkende mange beskrivelser fra sit feltarbejde, siger han og vender tilbage til sit studie af elever og lærere.

»Jeg har set den samme kedsomhed, som jeg selv har oplevet; man sidder i et klasselokale, hvor man skal lave noget, som man ikke gider at lave – og det er kedeligt. Kedsomhed er en grundlæggende betingelse for at gå i skole, og det er en grundlæggende betingelse for at leve. Så på en måde er det godt, at man stifter bekendtskab med det at kede sig allerede i skoletiden.«

Så når flere elever siger, at de keder sig i skolen, så er det faktisk positivt i forhold til deres trivsel?

»Det ved vi ikke. Man kan slet ikke afdække, hvorvidt man i eksistentiel forstand keder sig mere eller mindre i dag end tidligere ud fra trivselsmålinger i skolerne. Det handler også om, at der er forskellige måder at definere kedsomhed på.«

Og det er her, Nis Langer Primdahl vender tilbage til det med at scrolle på sin telefon. Det at fordrive tiden gennem sin telefon, betyder ikke, at vi undgår at kede os, siger han.

Vi scroller og keder os eksistentielt

»Kedsomhed har mange facetter og kommer til udtryk i skolen på forskellige måder,« siger han.

»Man kan knytte tilstanden til et ubehag, man kan holde på afstand ved at holde hjernen beskæftiget med en aktivitet – for eksempel ved at scrolle på sin telefon. Men inden for filosofien er der også en mere eksistentiel forståelse af kedsomhed.«

Det er den eksistentielle kedsomhed, vi kan opleve, selv om vi underholder os selv med digitale medier. I øvrigt er teorien om en mangel på kedsomhed slet ikke ny, påpeger forskeren.

»Igennem de sidste 100 år har den voksne generation helt gennemgående været bange for, at børn ville miste deres evne til at udholde eller at være i kedsomheden.«

Nis Langer Primdahl nævner filosoffen Bertrand Russells tanker fra 1930’erne om, at underholdning og rejser også kunne overstimulere og udgøre en trussel for barnets evne til at være i det monotone.

»Som Russell peger på, så handler det måske mere om, at det monotone og det meningsfulde godt kan være en del af tilværelsen på samme tid,« siger DPU-forskeren.

Hvis man keder sig, det kan ligefrem »være en anledning til at spørge sig selv, om det man laver, er meningsfuldt.«

At kede sig er at være nærværende

Men igen, Nis Langer Primdahl har ikke en håndbog til at håndtere kedsomhed, og ligesom de fleste mennesker keder han sig ofte, fortæller han – både på arbejdet og derhjemme.

Han keder sig af og til på legepladsen med sin seksårige søn. Eller når han går lange ture i Jyllands søhøjland nær Alken. Han får også lyst til at hive sin telefon op af lommen, siger han og slår fast:

»Jeg kan ikke lide at kede mig.«

Til gengæld har han fået en ny forståelse af kedsomhed som »en form for nærvær«, fortæller han. En forståelse, der måske kan være en hjælp, hvis man keder sig.

»Alle kan blive enige om, at nærvær er godt. Og i min forskning har jeg arbejdet med en idé om, at når vi keder os, er vi også nærværende, bare på en intens og ubehagelig måde.«

På den måde udfordrer kedsomheden altså vores idé om, at nærvær altid er forbundet med noget ubetinget positivt.

»Nærvær behøver derfor ikke være så behageligt, som vi gør det til,« siger Primdahl og vender tilbage til sine lange – og af og til kedelige – gåture.

»Når man har gået i tilpas lang nok tid, kan man pludselig se med et intenst blik på verden, fordi man søger efter noget andet at fylde blikket eller hovedet med. Men dog uden at kunne få øje på det.«

Og det er her, hvor kedsomhed kan virke som mindfulness, siger han.

»I kedsomheden kan omgivelserne træde frem med en sitren, netop fordi vores jagt på stimulation ikke bliver tilfredsstillet – og den sitren handler også om nærvær. Det handler om, at det ikke altid er behageligt at være i en tilstand, hvor vi tilsidesætter alt andet end nuet.«