I lørdags, den 30. april 2011, holdt den amerikanske præsident Barack Obama en tale ved den årlige festmiddag arrangeret af the White House Correspondents' Association, som er et forbund af journalister, der rapporterer fra det Hvide Hus.
Talen indeholdt en række grove fornærmelser af blandt andre mediemogulen, mangemillonæren og måske kommende republikanske præsidentkandidat Donald Trump og tv-kanalens Fox' journalister. Du kan se hele talen her.
Obama slår fast, at Trump er overfladisk og useriøs
Trump kan helt sikkert sørge for forandringer i det Hvide Hus, forsikrer Obama i sin tale. Herefter viser han et manipuleret foto af huset, hvor ordene 'Trump' og 'The White House' står skrevet i neon og hvor facaden prydes af reklamer for hotel, casino og golfbaner. To bikiniklædte kvinder og to mænd i golftøj slapper af på plænen foran huset.
»Spøg til side,« siger Obama, stadig ironisk, »der er jo ingen, der tvivler på dine kvalifikationer og dine alsidige erfaringer.«
Herefter refererer Obama til seneste episode af reality-programmet 'Celebrity Apprentice', hvor Trump er dommer og lige har sendt en deltager hjem.
»Den slags beslutninger ville holde mig vågen om natten,« noterer Obama tørt. Med andre ord slår Obama fast, at Trump er en overfladisk, useriøs og nærmest latterlig person, der lever i et slags Las Vegas-univers.
Efter en anden tyk joke, henvender han sig til bordet, hvor journalisterne fra Fox sidder, og forklarer dem, at det var en joke og altså ikke skal videreformidles som sandt eller noget han mener.
Der er tradition for 'roasts' i USA
Hvad sker der? Er Obama bare blevet virkelig træt af den mand, der blandt andet har været drivende kraft i spredningen af rygterne om, at Obama er født i udlandet og således ikke lovligt kan være præsident – og af usande nyheder generelt? (Se fx Huffington Post).
Det er Obama givetvis, men hans tale er et eksempel på genren 'roast', som nok bedst oversættes med 'grilning' som i 'Obama griller Trump'. Her er det netop passende at fornærme groft og nærmest en ære at blive fornærmet.
Der er en lang tradition for roasts i USA, hvor kendte personer stiller op til fornærmelser og tager imod dem med åben pande. Senere samme aften modtog Obama i øvrigt selv nogle kommentarer, da komikeren Seth Myers afleverede sin roast.
'Roasts' kan måske indeholde nogle andre funktioner end latter
Man kan kun spekulere på, hvilken personlig tilfredsstillelse og lettelse det var for Obama at få mulighed for at give Trump og andre tørt på. En fuld sal nød efter latteren at dømme også hans tale. Spørgsmålet jeg gerne vil stille her er om roast-genren kan have andre funktioner i den offentlige debat end et øjebliks luft for den der roaster og morskab for tilhørerne.
Det er svært at forestille sig, at en roast kan være direkte overbevisende. En person, der sætter stor pris på Trump, synes han er kompetent og har gjort de amerikanske borgere en tjeneste ved at drage Obamas fødested i tvivl, vil sikkert ikke efter Obamas fornærmelser ændre mening (Ifølge nogle undersøgelser tror en fjerdedel af de amerikanske borgere, at Obama ikke er født i USA).
På den måde fungerer sarkasme og ironi oftest primært stemme-samlende, dvs. det taler mest til folk, der allerede er enige med taleren. Men måske kan en roast alligevel rumme nogle funktioner udover øjeblikkets lettelse og latter.
En ære at blive parodieret
Jette Barnholdt Hansen, som er lektor i retorik på Københavns Universitet, har skrevet om den danske revy-tradition, som på en række punkter minder om roast-genren.
Revyteksterne skal være aktuelle og have politisk bid og den, der gøres nar af skal helst også synes det er morsomt. Det kan ligefrem opfattes som en ære at blive parodieret, da det kan ses som tegn på at vedkommende anses for at have karisma og spille en væsentlig rolle i offentligheden.
Revyen er en mulighed for at behandle ømtålelige emner på anderledes måder, hvilket kan vise nye nuancer af emnerne. Revyen kan derudover ses som en særlig form for epideiktisk retorik, det vil sige ceremoniel eller lejligheds-retorik, hvor dyder prises og laster skoses.
En succesfuld revy kan skabe en særlig følelse af fællesskab på tværs af politiske ståsteder, fordi publikum oplever, at de, alt til trods, stadig kan grine af det samme. På den måde, konkluderer Barnholdt Hansen, skaber revyen muligheder for nuanceringer eller sågar redefinitioner af fællesskaber og for diskussioner af hvilke dyder, der overhovedet kan prises og hvilke laster skoses.
Man skifter næppe politisk ståsted
En væsentlig forskel på revyen og roasten er, at ved en roast skal den der gøres til nar være til stede. Derudover er der mange ligheder.
Roasten skaber et øjebliks pusterum fra hvad der ellers anses for passende og for gennem sarkasme og ironi at påpege nye nuancer ved et emne, og den kan skabe en følelse af fællesskab gennem humoren. Selvom en roast næppe overbeviser nogen til at skifte politisk ståsted kan den måske være med til at gøre grænserne mellem fællesskaber en smule mere fleksible, i hvert fald for et øjeblik.
De blandt publikum som sætter pris på Trump kan måske også et øjeblik sætte pris på humoren i Obamas tale. Og omvendt kan de der synes, at Obamas sarkastiske fremstilling af Trump egentlig rammer plet se Trump grine af sig selv og således et øjeblik sætte pris på hans evne for selvironi eller for at tage kritik.
Ligesom ved parodierne i en revy anses det for en ære at blive grillet. Havde det mon været endnu mere fornærmende, hvis Obama ikke havde nævnt Trump med et ord?
Det efterlader os med spørgsmålet: Kan fornærmelser til tider være forsonende?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
