I 1964 stod Nelson Mandela anklaget for sabotage og for at have med til at grundlægge gruppen 'Umkhonto we Sizwe / Spear of the Nation', den militaristiske del af ANC. Han fremførte selv sin forsvarstale. Talen giver et rystende indblik i Sydafrikas historie og et tydeligt billede af Mandela og hans vision.
»During my lifetime I have dedicated myself to this struggle of the African people. I have fought against white domination, and I have fought against black domination. I have cherished the ideal of a democratic and free society in which all persons live together in harmony and with equal opportunities. It is an ideal, which I hope to live for and to achieve. But, if needs be, it is an ideal for which I am prepared to die.«
»Jeg har viet mit liv til det afrikanske folks kamp. Jeg har kæmpet mod hvidt herredømme og jeg har kæmpet mod sort herredømme. Jeg har værnet om idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal jeg vil leve for og håber at kunne opnå. Men, skulle det blive nødvendigt, er det et ideal, jeg er parat til at dø for.«
Sådan lyder talens patosfyldte afslutning. Den afsluttes således med et budskab, der indkapsler Mandela som den store politiske skikkelse han var. Vel sagtens af den grund var det et af de citater der, i lidt omskrevet form, cirkulerede i medierne efter Mandelas død. Her skal vi se lidt nærmere på talen i sin helhed. Men først på talens genre, apologien.
Mandelas tale er en retstale
Der er en lang tradition for analyser af apologier inden for retorikken. Her bruges begrebet om ytringer der tjener til at forklare og forsvare sig mod anklager der skader ens omdømme (Villadsen, 2009). Taleren kan fx være en politiker eller en repræsentant for en virksomhed, der er kommet i søgelyset for tilsyneladende at have handlet moralsk forkert.
Typisk er det ikke retstaler, for i retssalen har de fleste en advokat til at tale sin sag og argumentationen er da også typisk moralsk snarere en juridisk. Mandelas tale er dog netop en retstale (han var i øvrigt uddannet advokat), men han fremførte den selv og som vi skal se argumenterede han netop moralsk.
I artiklen 'They Spoke in Defence of Themselves: On the Generic Criticism of Apologia' (1973) beskriver de to amerikanske retorikere Ware og Linkugel apologien som genre. På baggrund af analyser af en lang række apologier opregner de fire overordnede apologistrategier.
Apologistrategier
De fire overordnede apologistrategier er benægtelse, afstivning, adskillelse og transcendens.
De to første strategier kalder Ware og Linkugel reformative, det vil sige at de ikke sigter til at ændre tilhørernes holdning til sagen.
De to sidste er derimod transformative idet de netop sigter til at ændre tilhørernes holdning til sagen.
Benægtelse
Hvis strategien er benægtelse fralægger taleren sig ethvert ansvar eller forbindelse til det han er anklaget for.
Taleren forsøger altså ikke at ændre folks holdning til sagen, men slår fast, at han ikke har noget at gøre med den.
Afstivning
En anden strategi er afstivning. Her stiver taleren sig selv af ved at forbinde sig med værdier som tilhørerne har.
Taleren forsøger altså heller ikke her at ændre folks holdning til sagen, men i stedet at vise at det er usandsynligt, at hun har gjort noget som tilhørerne synes er så forkert, når hun nu deler deres værdier i øvrigt.
Adskillelse
Adskillelsesstrategien handler om at opdele anklagen på forskellig vis og på den måde ændre folks holdning til sagen.
Taleren deler fx den kritiserede handling op i forskellige elementer og slår fast, at han kun er ansvarlig for de mindre kritisable dele, eller han adskiller sig fra sig selv i gerningsøjeblikket (a la 'Jeg var ikke mig selv, da jeg gjorde det').
Transcendens
Transcendenstrategien kunne også kaldes ophøjelse. Taleren ophøjer sagen ved at sætte den ind i en anden sammenhæng end tilhørerne ellers ser den i. Også her forsøger taleren altså at ændre folks holdning til sagen. Det gør hun ved at tilbyde et andet perspektiv på den, som gør at de kritiserede handlinger fx virker nødvendige eller uundgåelige i stedet for kritisable.
De fire strategier kan kombineres på et utal af måder og Ware og Linkugel gør rede for de mest typiske. Det vil jeg ikke gå ind i her.
Nu til Mandelas tale. Som vi skal se er det frem for alt transcendensstrategien, vi finder i Mandelas apologi, men også adskillelsesstrategien. Begge strategier der sigter til at ændre folks opfattelse af sagen.
Jeg vil anbefale at læse eller høre uddrag af den. Det kan man fx gøre her eller her. Overordnet tjener talen til at forklare sagen fra ANCs perspektiv og til at argumentere for at ANCs handlinger var nødvendige og uundgåelige i kampen for afrikanernes rettigheder i Sydafrika.
Mandela lægger ud med at præsentere sig selv og anklagen kort. Der er blevet sagt både sandheder og usandheder i retten allerede, fortæller han. Men, slår han fast:
»I do not […] deny that I planned sabotage,« »Jeg benægter ikke, at jeg planlagde sabotage.« Han benægter altså ikke. I stedet veksler han talen igennem mellem adskillelses- og transcendensstrategier.
Adskillelse i Mandelas apologi
Ved at adskille sagens forskellige elementer og udpege hvordan elementer der anses for at være sammenfaldende, faktisk bør ses som forskellige, forklarer Mandela hvordan sagen retteligt bør forstås.
Og ved at argumentere for, at sabotage var nødvendigt og blev fremprovokeret af stadig mere diskriminerende love ophøjer han sagen til at handle om den større kamp mod afrikanernes fattigdom og mangel på menneskelig værdighed.
Han adskiller fx når han siger, at Umkhonto we Sizwe rigtigtnok er skyldige i sabotage mod bygninger, men at de aldrig har haft mennesker som mål.
»Four forms of violence were possible. There is sabotage, there is guerilla warfare, there is terrorism, and there is open revolution. We chose to adopt the first.« »Fire former for vold var mulige. Der er sabotage, der er guerrillakrig, der er terrorisme og der er åben revolution. Vi valgte den første mulighed.«
Han adskiller også, når han medgiver at ANC har arbejdet sammen med det kommunistiske parti, men fastslår at de ikke selv er kommunister.
»Samarbejde,« siger han, er blot udtryk for et fælles mål, i dette tilfælde afskaffelsen af hvidt herredømme, det er ikke bevis på et fuldstændigr sammenfald af interesser.« »Teoretiske uenigheder mellem dem der kæmper mod undertrykkelse er en luksus vi ikke har råd til,« forklarer han.
Endelig kan man se det som en form for adskillelse, når Mandela forklarer at han ikke var med til at planlægge sabotage ud af hensynsløshed og heller ikke fordi han på nogen måde elsker vold. Planlægningen var en nøgtern, besindig proces, og et resultat af mange års tyranni, udnyttelse og undertrykkelse, siger han.
Transcendens i Mandelas apologi
Det kommer ikke som nogen overraskelse at Mandela ophøjer ANCs handlinger ved at pege på det større perspektiv, de skal forstås i. Hans evne til at handle stort og langsigtet er vel netop grunden til den respekt og beundring han nød.
Hans apologi er præget af transcendens fra start til slut. Som jeg beskrev ovenfor er transcendens den strategi at ophøje sagen ved at sætte den ind i en anden sammenhæng end tilhørerne ellers ser den i. Taleren forsøger at ændre folks holdning til sagen ved at tilbyde et andet perspektiv på den. Et perspektiv som gør at de kritiserede handlinger virker fx nødvendige eller uundgåelige i stedet for kritisable.
Mandela forklarer nøgternt ANCs ræsonnement for ikke at overholde kendelsen, der gjorde ANC ulovlig. Det gør han ved at forklare det større perspektiv som ANC ser sagen i:
»Det afrikanske folk var ikke del af regeringen og var ikke med til at skrive de love, der gjaldt for dem. I stedet arbejdede de ud fra FNs menneskerettigheder,« slår han fast.
»At acceptere forbuddet ville være det samme som at acceptere at afrikanerne blev bragt til tavshed for evigt. ANC nægtede at opløse sig og gik i stedet under jorden.«
Hele talens afslutning er med til at understøtte dens budskab om at se sagen i et større perspektiv, men dens styrke ligger i at Mandela veksler mellem det store perspektiv og de konkrete konsekvenser. Han veksler mellem at zoome ud og zoome ind.
Hvide ser afrikanere som en helt anden art
Mandela bygger op til den patosfyldte afslutning ved først at slå fast, at den mangel på menneskelig værdighed som afrikanerne oplever er en direkte konsekvens af det hvide overherredømme. Hvidt overherredømme forudsætter sort underlegenhed, siger han.
Og så bliver han konkret: Når noget skal bæres eller gøres rent ser den hvide mand sig omkring efter en afrikaner, der kan gøre det, og det ligegyldigt om afrikaneren er ansat til det eller ej. Dernæst udvides talens perspektiv igen ved at Mandela argumenterer for, at de hvide ser på afrikanerne som en helt anden art.
»They do not look upon them as people with families of their own; they do not realize that they have emotions – that they fall in love like white people do; that they want to be with their wives and children like white people want to be with theirs; that they want to earn enough money to support their families properly, to feed and clothe them and send them to school.«
»De ser ikke på dem som mennesker som selv har familier; de forstår ikke at de har følelser – at de bliver forelskede ligesom hvide mennesker gør; at de helst vil være sammen med deres kone og børn ligesom hvide mennesker helst vil være sammen med deres; at de gerne vil tjene nok til at kunne forsørge deres familie ordentligt, sørge for man og tøj til dem og sende dem i skole.«
Mandela levede for sine demokratiske idealer
Herefter opregner han række basale, konkrete ønsker som afrikanere har: At kunne bevæge sig frit uden konstant at blive bedt om at vise legitimation; at kunne leve sammen med sin familie; at kunne gå i skole. Så zoomer talen ud igen i en redegørelse for moralsk forfald og politisk vold.
Dernæst zoomer den ind med en ny række af basale, konkrete ønsker: At få løn man rent faktisk kan leve af, at have lov til at arbejde med ting man er kompetent til og ikke kun med ting, som regeringen mener man er kompetent til, at have lov til at bo i nærheden af der hvor man arbejder og endelig: At anses som del af befolkningen generelt.
»Above all, we want political rights, because without them our disabilities will be permanent,« slår Mandela fast. »Først og fremmest vil vi have politiske rettigheder for uden dem vil vores manglende handleevner være permanente.«
Og nu nærmer vi os talens sidste afsnit, det jeg oversatte øverst i dette indlæg, og som cirkulerede i medierne efter Mandelas død. Her træder Mandela frem med et 'jeg' efter i langt den største del af talen at have talt med et 'vi' som repræsentant for ANC og for dem han kæmpede for.
At det især er adskillelses- og transcendensstrategier, vi finder i hans tale peger ikke overraskende på, at talens formål frem for alt var at ændre folks holdninger til sagen og kun sekundært at forsøge at blive frikendt. Som han selv siger: Han levede for sine demokratiske idealer og var også parat til at dø for dem.
Som nævnt, jeg anbefaler at læse eller høre uddrag af talen. Den er et lysende retorisk eksempel på at det er muligt at sigte højt og formulere idealer og samtidig holde fast i de konkrete problemer, man ønsker løst og de konkrete konsekvenser handlinger har.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
