Du er nazist, så jeg har ret: Hvornår kan man spille nazikortet?

I en artikel fra 2019 skriver den franske politiske filosof Marlene Laruelle om en verdensomspændende ’nazikort-inflation’ (såkaldte 'ad Hitlerum'-argumenter).

Noget kunne tyde på, at denne inflation stadig gør sig gældende i 2023, hvor vi for eksempel kan overveje, hvorvidt det hjælper os til at forstå vores aktuelle politiske situation at kalde koranafbrændinger for nazistiske.

Mængden af nazikort eller 'ad Hitlerum'-argumenter vidner om nazismens og Hitlers position i vores samfund, hvor de cirkulerer som fælles accepterede eksempler på det ondeste af det onde.

Den vidner også om en offentlig debat, der lider af mangel på nuancer og nøjagtigheder.

I sommeren 2011 skrev jeg et blogindlæg for Videnskab.dk om, hvordan sammenligninger med nazisme og referencer til Hitler bruges, og hvordan det ofte afsporer en debat.

Efter endnu en række af den slags argumenter synes det relevant igen at overveje, hvad den slags sammenligninger gør - derfor denne artikel.

Ad Hitlerum: Hitler var glad for hunde, ergo…

Begrebet ’ad Hitlerum’ tilskrives den tysk-amerikanske politiske filosof Leo Strauss, som i 1949 holdt en række forelæsninger ved University of Chicago, der senere blev udgivet i bogen 'Natural Right and History'.

Her sagde han blandt andet:

»Jeg vil undgå den fejlslutning, der ofte er blevet brugt som erstatning for 'reductio ad absurdum' (hvor modstanderens argument fremstilles absurd, red.) – jeg taler om 'reductio ad Hitlerum'.«

»Folk mente til tider, at de havde tilbagevist kærlighed til hunde, vegetarisme eller nationalisme ved triumferende at påpege, at Hitler også elskede hunde, var vegetar og nationalist.«

'Ad Hitlerum'-argumenter kaldes også ‘at spille nazikortet’ og går ud på at koble modparten eller modpartens argumenter til nazisme eller Hitler i et forsøg på at afvise modpartens argumenter og derved fremme sine egne.

Den amerikanske forfatter og advokat Mike Godwin formulerede desuden i 1990’erne ‘Godwins regel om nazist-sammenligninger‘, som hedder, at før eller siden i en online diskussion vil der uvægerligt blive bragt en sammenligning, der bringer nazister eller Hitler på banen.

Godwin ville gøre opmærksom på de mange ukonstruktive sammenligninger med nazister og Hitler, som finder sted i debatter online.

Som den offentlige debat viser, er det ikke kun online, nazistkortet spilles.

Men hvorfor bruges disse sammenligninger overhovedet, hvilken funktion har de, og hvorfor afsporer de ofte en debat?

.

Sammenligningerne med Hitler er ofte ukonstruktive

Sammenligninger med nazister eller Hitler er ikke nødvendigvis ukonstruktive for en debat.

Hvis man for eksempel diskuterer menneskerettigheder, statsautoriseret diskrimination, folkemord eller nynazisme kan den slags sammenligninger være oplysende og bringe debatten videre.

Som Godwin også har forklaret var det aldrig hans hensigt at udpege alle sammenligninger med nazisme eller Hitler som ukonstruktive.

Ej heller var det hans hensigt at gøre sig selv til en autoritet, der kan vurdere om en bestemt sammenligning er på sin plads.

Tværtimod ville han opfordre til, at vi alle selv overvejer vores måde at debattere på. Lad os bakke op om det.

Mange sammenligninger med nazisme eller Hitler er irrelevante, direkte absurde eller må primært forstås som forsøg på at miskreditere modparten på tvivlsomt grundlag eller som simpel manøvre for at skabe opmærksomhed – og så kan de netop være ukonstruktive for debatten.

Da Strauss beskrev fænomenet første gang, gjorde han frem for alt opmærksom på, at det faktum, at Hitler gjorde eller mente noget, ikke i sig selv gør det dårligt.

Det synes for eksempel ikke et specielt relevant argument mod vegetarisme, at Hitler var vegetar.

Der er dog også andre aspekter ved den måde, nazistsammenligninger bruges på, som kan gøre dem uhensigtsmæssige. Lad os se lidt på nogle af dem.

Minder om 'ad absurdum'- og glidebaneargumenter

Som det fremgår af Strauss-citatet ovenfor, minder 'ad Hitlerum'-argumenter ofte om det, man kalder 'ad absurdum'-argumenter, det vil sige argumenter, hvor man trækker modpartens position ud i det absurde.

Sammenligninger gør det muligt at forstå et fænomen på baggrund af et andet.

De ting, man sammenligner, behøver ikke være helt ensartede, blot at der er visse lighedspunkter, som gør sammenligningen oplysende.

Problemet med mange sammenligninger med nazisme/Hitler er, at der ikke er sådanne lighedspunkter, eller at de i hvert fald er så svære at få øje på, at sammenligningen bliver absurd.

'Ad Hitlerum'-argumenter er desuden ofte lig glidebaneargumenter. Glidebaneargumenter hviler på en antagelse om, at noget er forkert, hvis det muligvis kan lede til noget, som i hvert fald er forkert.

Glidebaneargumenter kan også have 'ad absurdum'-træk, idet det ikke nødvendigvis er relevant at påpege, at noget muligvis kan lede til noget helt andet.

Heavy metal-fans er da (næsten) nazister, ikke?

Et eksempel fra denne sommer på en nazismesammenligning, der er både absurd og synes at hvile på en antagelse om glidebane, er fra en kulturkommentar i Berlingske 16/6.

Her skriver journalist Kristian Lindberg:

»Når 30.000 publikummer i denne weekend piskesmælder nakken til den samme akkord fra et metalband på Copenhell, skal man ikke knibe øjnene meget sammen for at se ligheden med de masseoptrin, som totalitære lande elsker at imponere deres undersåtter med.«

En fremtrædende propagandaminister fra 1930’erne vidste besked og skrev om sin metier: ’Argumenter bør være primitive, klare og kraftfulde og bør appellere til følelser og instinkter, ikke intellektet’.«

Den fremtrædende propagandaminister var naturligvis Joseph Goebbels.

Lindberg gør opmærksom på, at hans kommentar ikke handler om bands, der faktisk dyrker »totalitære symboler eller ideologier« – det er simpelthen den måde, man er sammen om musik på til Copenhell og andre store koncerter, der er manipulerende og minder ham om totalitære lande og altså nazisme.

Lindberg nævner også en oplevelse med en metalkoncert til Roskilde Festival, hvor der udviklede sig slagsmål: »Lige da forvandlede min fascination af netop dette bands univers sig til afsmag. Jeg ville ikke være en del af deres hær,« skriver han.

Lindberg synes her at antyde, at man risikerer at glide fra medlem af fanskare til soldat i en totalitær stats hær, hvis man kaster med hovedet og tramper i takt til metalmusik.

Jeg trækker ikke dette eksempel frem, fordi det er specielt grelt eller siger noget generelt om Berlingske eller Lindberg.

Men det er et godt eksempel på, at den slags sammenligninger ofte ikke hjælper til indsigt.

Lindberg vil beskrive sin personlige afsmag for store metalkoncerter og rækker ud efter noget, han ved vækker afsky, og får så skabt et absurd glidebaneargument, der måske underholder eller provokerer nogle et kort sekund, men som ikke fremstår som en særlig nøjagtig eller nuanceret beskrivelse af hverken hans egen afsmag eller store metalkoncerter.

I web-magasinet ’Devilution’ om hård rock og heavy metal tages der da også afstand fra sammenligningen (se flere Hitler-eksempler i min tidligere artikel).

'Ad hominem': Et angreb på modstanderens karakter

Et 'ad hominem'-argument er et argument, der angriber personen, man argumenterer imod i stedet for at dreje sig om den sag, man er uenig om.

Når nazisme eller Hitler bringes på banen, er det ofte i forsøg på at slå fast, at ikke alene er modpartens argumenter forkerte, modparten selv er moralsk forkastelig.

På den måde fungerer 'ad Hitlerum'-argumenter også som det, man på engelsk kalder ‘guilt by association’.

Modparten udpeges som skyldig, fordi hun eller han på en eller anden måde kan kædes sammen med nazisme, og jævnfør 'ad absurdum'- og glidebane-argumenterne kan disse sammenkædninger altså være ganske irrelevante.

Laruelle, som vi kort mødte i indledningen, fokuserer også på 'ad Hitlerum'-argumenter, der bruges til verbale angreb på statsledere.

Hun nævner blandt andet, de mange gange Trump er blevet kaldt nazist og sammenlignet med Hitler og skriver, at sammenligningerne typisk ikke følges af forklaringer af, hvordan sammenligningerne skal forstås.

På den måde viser sammenligningerne en mangel på nuancerede og nøjagtige beskrivelser af vores tids politiske forandringer (Laruelle bruger ikke disse ord, men skriver, at der mangler »ikke-hyberbolsk sprog«).

Tiltalen mod Trump er ’naziagtig’

Når vi nu er ved Trump, vil jeg også nævne hans afvisning af tiltalen mod ham. Trump tiltales som bekendt for sine forsøg på at beholde præsidentembedet, på trods af at han havde tabt valget.

I en udtalelse fra Trump og hans kampagnestab som reaktion på tiltalen 1/8/2023 hedder det blandt andet:

Hvordan disse forbindelser skal forstås, forklares ikke og synes ret uklart. Og måske er meningen heller ikke, at forbindelserne skal forstås.

Det handler måske slet ikke om, at sammenligningen skal kaste lys over noget. Det handler måske først og fremmest om, at vi skal forstå, at tiltalen, med kampagnestabens ord »forfølgelserne«, er onde gerninger udført af onde mennesker.

Donald Trump er mester i 'bullshit'

Jeg vil derfor meget kort bringe et andet begreb på banen, som flere gange har været brugt til at forklare blandt andre Trumps sprogbrug, og som også kan være med til at forklare funktionen af dette og andre 'ad Hitlerum'-argumenter, nemlig 'bullshit', som det udlægges af Harry Frankfurt i hans bog om samme.

Frankfurt ser 'bullshit' som udsagn, hvis sandhed eller falskhed er ligegyldigt for afsenderen, fordi hensigten ikke er at sige noget sandt, men i stedet at tale til følelserne og fremme sin egen sag.

Og i en del tilfælde, vil jeg tilføje, er modtagerne også med på, at hensigten ikke er at sige noget, der er korrekt, men at sige noget, der resonerer med deres følelser.

Måske er visse 'ad Hitlerum'-argumenter netop 'bullshit'.

De er ikke ment som egentlige udsagn om, at noget er sammenligneligt med nazisme eller Hitler, men simple måder at påpege, at noget er ondt og forkasteligt.

Problemet med 'bullshit' er bare, at det svækker vores opmærksomhed på, hvordan tingene faktisk er, som professor emeritus i retorik Christian Kock har udtalt (Kock har i øvrigt oversat Frankfurts bog om 'bullshit' og også skrevet forordet til den).

Hvornår må vi så ’spille nazikortet’?

'Ad Hitlerum'-argumenter kan altså være ukonstruktive på mange forskellige måder. Alligevel bruges de flittigt.

Måske fordi det er en simpel måde at lægge afstand til eller miskreditere noget eller nogen og en simpel måde at provokere og skabe opmærksomhed på.

Jeg vil lade Mike Godwin få de sidste ord. I et interview i 2017 blev han spurgt om, hvornår 'ad Hitlerum'-argumenter er på sin plads. Han svarede:

»Jeg vil opfordre folk til at udvikle tilstrækkeligt med perspektiv til at kunne gøre det med omtanke. Hvis du synes, at sammenligningen er gyldig, og du har tænkt dig om, så gør det.

Men tænk på, hvor forfærdeligt folk kan opføre sig. Vi bliver nødt til at have størrelsen af det (nazisternes forbrydelser, red.) in mente og ikke være overfladiske.«

Denne artikel er en revideret og opdateret version af mit oprindelige blogindlæg fra 2011, hvor du også kan se flere eksempler på nazisammenligninger.