Står vi på tærsklen til en tid, hvor et kampfly kan flyve uden en pilot – og styres af kunstig intelligens (AI)?
Den amerikanske kontreadmiral Michael Donnelly fortalte for nylig, at det næste kampfly, flåden tager i brug, måske bliver det sidste med en jagerpilot i cockpittet.
Det markerer et markant – omend ikke helt uventet – omslag i måden, vi tænker på fremtidens luftkrigsførelse.
USA's flåde er ikke alene. Også andre programmer, der skal udvikle den næste generation af kampfly, ser ubemandede versioner som en reel mulighed.
Men det har vi hørt før. Allerede i 2015 mente højtstående ledere i den amerikanske flåde, at de havde anskaffet det sidste bemandede kampfly. Og helt tilbage i 1957 blev der skrevet 'nekrologer' over jagerpilotens tidsalder. Så hvad er anderledes denne gang?
Pilot kan reducere præstationsevnen med op til 80 procent
Evnen til at manøvrere, accelerere og holde en høj fart – noget, der er afgørende i luftkamp – kaldes 'den kinematiske præstationsevne' (kinematic performance, red.).
En del estimater peger på, at en pilot kan reducere denne præstationsevne med op til 80 procent. Selvom tallet kan diskuteres, er der ingen tvivl om, at der er en række klare fordele ved et ubemandet fly.
Fordi ubemandede fly ikke behøver udstyr som katapultsæder og iltforsyning, kan de præstere på måder, som bemandede fly ikke kan.
Men der er også andre aspekter, der får militæret til at genoverveje pilotens rolle helt.
Automatisk, automatiseret eller autonomt?
AI-drevne våbensystemer præsterer allerede bedre end mennesker i militære øvelser. Ved brug af eksisterende fjernstyrede droner, som fungerer automatisk, er det stadig et menneske, der har kontrollen – det kaldes en 'human-in-the-loop-model'.
Med kunstig intelligens bliver det nu muligt, at våben fungerer automatiseret med human-in-the-loop, hvor et menneske kun overvåger og griber ind om nødvendigt – og endda autonomt med human-out-of-the-loop, hvor AI selv lokaliserer, udvælger og angriber menneskelige mål uden menneskelig overvågning eller indblanding.
Den sidste kategori – altså fuldt autonome systemer – er kontroversiel, men den kan levere afgørende fordele.
I situationer, hvor hvert millisekund tæller, vil et fuldautomatisk våbensystem kunne reagere hurtigere og mere præcist end et menneske.
Faktisk har højtstående forsvarsfolk givet udtryk for, at de vil lade AI træffe dødelige beslutninger under visse betingelser. En del mener endda, at autonome systemer vil kunne overholde krigens love mere konsekvent end menneskelige operatører.
\ Læs også
Store besparelser
Ubemandede kampfly kan også betyde store besparelser. Kampfly er dyre at producere, bruge og vedligeholde – især fordi det kræver meget træning og udstyr at støtte piloterne.
Et studie fra 2011 viser, at de samlede omkostninger ved en overvågningsdrone var omkring halvdelen af en tilsvarende bemandet udgave.
Billigere kampfly er desuden af ekstra stor betydning, fordi man forventer store tab for luftvåbnene, hvis der skulle udbryde konflikt med Rusland eller Kina.
Endnu en fordel ved fuldt autonome fly er risikobegrænsning. NATO-landene kæmper med mangel på uddannede piloter i tilfælde af væbnede konflikter, og ubemandede våbensystemer er en måde at genskabe balancen – uden at risikere menneskeliv eller tilfangetagelse.
En mulighed for militæret er derfor at øge brugen af fjernstyrede fly – droner som dem, der blev brugt i Irak og Afghanistan.
Det vigtigste her er, at mennesker stadig vil have kontrol over, hvornår våbensystemerne bruges.
Den store forskel i forhold til i dag vil være, at disse våbensystemer bliver selve flådens 'rygrad' – i stedet for at være ekstra systemer, der har svært ved at fungere i fjendtligt luftrum.
For at det kan lade sig gøre, skal de opgraderes med avanceret teknologi som stealth-teknologi, som er foranstaltninger, der skal afværge eller minimere muligheden for, at fjendtlige overvågnings- og våbensystemer som radar og infrarøde (varmefølsomme) sensorer opdager fly, kampvogne, krigsskibe og ubåde.
'Sværme' af billige engangs-droner
Et skridt videre vil være autonome kampfly, som udnytter fordelene ved in-the-loop eller off-the-loop-teknologier.
Det amerikanske luftvåbens Project Venom træner i øjeblikket AI i modificerede F-16-fly med henblik på senere at overføre systemerne til droner.
Disse droner skal samarbejde med bemandede fly som en del af blandede hold med både mennesker og maskiner. Men hvis denne AI-software bliver i F-16'erne (eller overføres til mere avancerede kampfly), kan det føre til eskadriller af autonome jetfly, der er lige så kompetente som fly med piloter.
En mere radikal idé er helt at droppe de traditionelle kampfly. Tilhængere af denne vision forestiller sig kontrol af flere 'sværme' af billige engangs-droner (såkaldt 'swarming'), der arbejder sammen for at overmande fjendens forsvar.
Selvom nuværende droner har begrænsninger, når det gælder rækkevidde, våbenlast og bemandingsbehov, kan 'swarming' ændre spillereglerne fuldstændigt.
Nuværende begrænsninger
Så hvad forhindrer militæret i bare at gå videre med disse muligheder? Flere ting står i vejen.
For det første er AI ikke klar endnu. Maskinlæring – en form for AI, hvor algoritmer lærer af erfaring – danner grundlaget for det hele. Men maskinlæring har stadig svært ved at håndtere krigens iboende uforudsigelighed og kreativitet.
Noget så simpelt som at skifte dæk på et fly kan forvirre computer-vision, som er en gren inden for moderne kunstig intelligens, der gør det muligt for computere at identificere eller genkende mønstre eller objekter i digitale medier, inklusive billeder og videoer.
At træne AI til at navigere i hele spektret af mulige kampsituationer er derfor en enorm opgave. Som en kommandør i luftvåbenet siger: »Robotiseret krigsførelse… er flere århundreder væk«.
Kommunikation er endnu et problem. Fjernstyrede dronesystemer – især systemer, der arbejder med 'swarming' – kræver stabile datalink.
Men i betragtning af fjendens massive investering i at forstyrre disse signaler vil udviklingen muligvis gå i to retninger:
- Enten beholder man piloten ombord.
- Eller også satser man på fuld autonomi, så flyet kan fortsætte, selv hvis det mister forbindelsen.
Vil den næste krig træffe beslutningen for os?
Alligevel kan den egentlige grænse være frygten for at nå et niveau, hvorefter en udvikling ikke længere kan vendes.
Selvom USA og allierede i praksis har en 'no first use'-politik for fuldt autonome våben, kan krig og konflikt – især mod en fjende, der er villig til at bruge sådanne systemer – gradvist bryde med disse normer.
Så flådens udmelding er en advarsel: Måske er tiden for mennesket som jagerpilot i et kampfly ved at rinde ud. Måske bliver det den næste krig, der træffer beslutningen for os.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
