Med friske sommerferieplaner i hovedet er det nemt at glemme, at vi mennesker engang måtte vandre hen over tusinder af år for at brede os over hele kloden.
Mange af disse folkevandringer, for eksempel Homo sapiens’ udbredelse fra Afrika til Sydøstasien, ved vi langt fra nok om. Men et nyt arkæologisk studie kaster nu lidt flere lysstråler på sagen.
Det præsenterer to nye knoglestumper fra Laos fra sandsynligvis de ældste menneskerester i Sydøstasien, som forskerne fandt efter 14 års grottedykning.
Oveni dét kommer stumperne fra to ret forskellige H. sapiens-medlemmer, og det passer med teorier om vandringer dertil ad flere forskellige omgange og indikerer, at mange menneskevarianter dengang levede dér side om side.
»En så tidlig datering bidrager virkelig til vores forståelse af udbredelsen i den her periode og vil helt sikkert have effekt på studiet af andre egne også,« mener Trine Kellberg Nielsen, leder af afdelingen for Forhistorisk Arkæologi på Moesgaard Museum, der har kigget på studiet for Videnskab.dk.
»Jeg vidste med det samme, hvad vi havde fundet«
»Grotteåbningen er enorm og fører til en 60 meter lang skrænt, man skal ned ad for at nå den mudrede og fugtige bund,« fortæller Fabrice Demeter, professor i palæoantropologi på Københavns Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel.
Grotten hedder Tam Pà Ling og har været vært for forskerholdet i 14 år, men stort set kun i januar, fordi vejrforholdene umuliggør arbejdet resten af året.
Derfor har det handlet om at udnytte tiden. Forskerne kortlagde jordbunden og udgravede hvert 1x1 meter kvadrat af den. Fordi jorden var så mudret, måtte forskerne gøre det med hånd og graveske.
»Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg en dag så en hvid stump flyve op fra jorden, hvor en kollega sad og gravede. Det var et stykke kranie - vores ene fund i denne omgang« fortæller Fabrice Demeter:
»Jeg råbte ‘STOP!’ og sagde, han ikke skulle bevæge sig, for jeg vidste med det samme, hvad vi havde fundet.«
Siden da fandt de et lille stykke af et skinneben også, der viste sig at være fra et meget anderledes individ.
Kraniestykket var fra en letbygget H. sapiens, der ud fra sin bygning og genetik lader til at have været emigreret til området, modsat den mere robuste ejermand til skinnebens-stumpen; en H. sapiens-variant, der havde været bosat der i længere tid og blandet sig med andre lokale befolkninger.
Forskerne tog alle metoder i brug
For at nå frem til deres resultater og datere deres fund så korrekt som muligt brugte forskerne flere forskellige metoder til at analysere deres fund.
Efter datering lod fundene til at være mellem 68.000 og 86.000 år gamle. H. sapiens' ankomst i Sydøstasien er ret sløret og omdiskuteret, men bliver ofte placeret ved cirka 48.000 år.
Et tidligere fund i samme grotte var faktisk et levn fra for 46.000 år siden, men den 'rekord' er nu solidt slået.
\ Sådan gjorde forskerne
Forskerne brugte en række metoder for at datere deres fund, for eksempel:
- OSL-datering (Optically Stimulated Luminescence), hvor man måler stråling for at vurdere, hvor længe det er siden, at mineraler sidst fik sollys.
- C-14 datering, hvor man aldersbestemmer ved at måle mængden af kulstof 14, der er tilbage i fundet. Den rækker dog kun cirka 50.000 år tilbage.
- Uran-Thorium datering, hvor man måler fordelingen af Uran- og Thorium-isotoper i stoffet. Den teknik kan dog kun bruges på fund, der indeholder calciumcarbonat.
Kilde: Fabrice Demeter, Trine Kellberg Nielsen
De har ikke kun fokuseret på selve fundene heller, men har krydsrefereret deres analyse af dem med undersøgelserne af dyretænder og jordtyper fundet i samme lag som de har udgravet.
»De har helt sikkert taget nogle lange skridt for at forstå udgravningsstedet og kronologien i det, de fandt,« forklarer Trine Kellberg Nielsen.
Her fik de på en måde hjælp af selve grotten, for det store, plørede hul har faktisk aldrig, såvidt vides, været beboet af fortidsmennesker.
I stedet for er det Monsun-regnen, der gennem årene har skyllet jord og dyre-rester ned i åbningen, hvor de har lagt sig i bestemte lag, hvilket gør dem nemmere at datere.
»Dét, og så den åbne hule, der bevarer sit indhold godt, gør grotten virkelig interessant. I det her felt er Sydøstasien ret understuderet sammenlignet med andre egne, og vi har nogle grotter med potentiale, men hvor indholdet ligger hulter til bulter,« forklarer Trine Kellberg Nielsen.
Bidrager til et bedre perspektiv på tidsperioden
Holdets dateringsmetoder er grundige og ganske anerkendte, så alt indikerer, at forskerne har fundet knoglerester fra mennesker, der levede i Sydøstasien for mellem 68.000 og 86.000 år siden - de tidligste levn fra regionen.
Det kan virke meget fjernt for os i dag, men man skal ikke undervurdere den måde, opdagelser som den her kan skubbe til vores opfattelse af, hvordan verden så ud dengang.
For eksempel kommer fundene fra ret forskellige mennesker, der ikke nødvendigvis bare har levet H. sapiens og H. sapiens imellem, men også har kunnet møde andre menneskearter såsom H. erectus og Denisova-mennesket, som forskerne faktisk har fundet rester af i samme grotte.
»Men så tidlige dateringer som det her, laver typisk også ringe i vandet til forskningen i andre regioner,« påpeger Trine Kellberg Nielsen.
»Gennem andre studier ved vi også, at grupper af Homo sapiens må have taget til Asien tidligere end troet. Andre menneskearter fra samme region har eksisteret på samme tid, så idéen om interaktioner mellem disse mange grupper er virkelig interessant,« siger Fabrice Demeter.
