Teorien om menneskelige dufthormoner, såkaldte feromoner, er umiddelbart appellerende. Den repræsenterer forestillingen om, at der skulle findes skjulte duftsignaler, der gør os uimodståelige for potentielle partnere.
Men forbindelsen mellem feromoner og sex er måske helt forkert - for selv efter 45 års forskning er der stadig ikke mange beviser på, at menneskelige feromoner overhovedet findes.
Det er problematisk at forske i feromoner - uanset hvilken slags - og selv definitionen er omdiskuteret.
Ordet er dannet af det græske ord pherein (at overføre) og hormon (at ophidse) og blev i 1959 defineret af Karlson og Luscher som 'Stoffer som udskilles af et individ og opsamles af et andet individ af den samme dyreart, hvor de udløser en bestemt reaktion, for eksempel en bestemt adfærd eller udviklingsmæssigt forløb'.
Problemet er, at selvom mange forskere er enige om feromoners grundlæggende egenskaber, er det omdiskuteret, hvilke olfaktoriske signaler, altså signaler koblet til lugtesansen, som udgør feronomer. For eksempel bruger mange dyrearter dufte til at identificere kendetegn som art, køn, beslægtethed og social status.
Mange forskere kalder disse dufte for feromoner; andre mener, at de per definition blot er dufte.
Feromoner giver et forspring
Samtidig er det ikke alle potentielle feromoner, der bliver udskilt udvendigt - nogle salamandere overfører kemiske signaler til andre salamandere ved direkte at indsprøjte dem i blodomløbet.
Nogle forskere mener, at responsen på feromoner giver et evolutionært forspring for både afsenderen og modtageren, og at det sker ubevidst.
Manglen på enighed har ført til et overforbrug af begrebet. I stedet bruger mange forskere betegnelsen 'sekundære metabolitter' eller 'semio-kemikalier' ('semio' på græsk betyder signal) for at henvise til kemikalier, der overfører en form for besked, der kan påvirke modtagerens fysiologi og adfærd.
Det er svært at undersøge dufte
Hvorfor interesserer forskerne sig så overhovedet for feromoner, når man tager alle disse problemer i betragtning? Lugtesansen er en af de mest afgørende former for kommunikation i dyreverdenen.
Dufte og lugte er den kommunikationsform, der har den største rækkevidde, kan overføres og sendes i totalt mørke og forcere forhindringer. I modsætning til de signaler, der kan ses og høres, forbliver dufte og lugte i omgivelserne igennem længere tid og giver mulighed for at efterlade signaler, som for eksempel at afmærke et territorium.
Men der er adskillige grunde til, at det - ud over definitionen - er vanskeligt at forske i menneskets feromoner. Lugte og dufte er usynlige og svære at kontrollere, der findes ikke et standardiseret system for at rubricere og vurdere dufte og lugte, og der er en overvældende mængde modsigende variabler at holde styr på.
Desuden vurderer mennesker signaler på forskellig vis, og det er sjældent, at vi udviser en simpel stimulus-respons-reaktion.
Fire forskellige slags feromoner
Der er fire særlige signalstoffer, der er blevet identificeret som mulige menneskelige feromoner. I 1970’erne og 80’erne fokuserede man meget på androstenon og androstenol, som er korreleret til koncentrationen af testosteron.
Androstenon er et feromon, der produceres i testiklerne hos orner, og som er til stede i menneskers armhuler.
En række afhandlinger har efterforsket signalstoffernes effekt på menneskets adfærd med fokus på socialt samspil og vurderingen af seksuelle partnere. Ud over at påvise et mønster, som viser, at disse signalstoffer som regel forøger den sociale kontakt mellem mænd og kvinder, er resultaterne meget uoverensstemmende.
I 90’erne satte man i stedet fokus på androstadienone og estratetraenol, et stof som er udledt af østrogen og produceres i gravide kvinde.
Det var disse kemiske forbindelser, der blev udforsket i adskillige forsøg, som undersøgte det vomerosanale organ (VNO) - et lille rørformet organ, der sidder i næsen, og som i nogle dyrearter bruges til at opfatte feromonerne.
Adskillige afhandlinger dokumenterede, at de havde fundet VNO i mere end 90 procent af forsøgpersonerne, og at de blev stimulerede gennem VNO af kunstigt fremstillede 'menneske-feromoner'.
Det antyder, at menneskelige feromoner eksisterer, da en VNO, der virker, vil gøre mennesker i stand til at opfatte feromoner.
Kommercielle interessegrupper forplumrer forskningen
Nyere afhandlinger kaster dog tvivl over denne teori, da der ikke findes bevis for, at de få VNO’er fundet i mennesker har nerveceller, som kan forbinde dette organ med hjernen.
Desuden var de tilsyneladende 'syntetiske menneske-feromoner' leveret af EROX - et firma med kommerciel interesse i at tage patent på og sælge dem. EROX og mange andre firmaer sælger lignende produkter over internettet i dag.
Forskningen af disse fire feromoner lider under et væld af problemer. Signalstofferne bruges i langt stærkere koncentrationer, end hvad der naturligt findes i mennesker.
Eksperimenterne er plaget af metodiske og statistiske problemstillinger, hvilket fører til modstridende og utilstrækkelige resultater. Udgivelserne har været præget af ensidighed, da det er mere sandsynligt, at et positivt forskningsresultat bliver udgivet, hvilket igen på kunstig vis forøger de tilsyneladende støttende beviser. Desuden er det ikke muligt at foretage en uafhængig gentagelse af mange af forsøgene .
Selvom disse signalstoffer påvirker menneskets fysiologi og adfærd, behøver de ikke nødvendigvis at være feromoner. Der findes utallige dufte fra planter eller industrielle kemikalier, der kan skabe en reaktion i mennesker.
Ammende kvinder viser vejen frem
For nylig foreslog Tristram Wyatt i sin afhandling for The Royal Society, at vi bør bevæge os væk fra at fokusere på feromonernes seksuelle perspektiv.
I stedet skal vi fokusere, ikke bare på signalstofferne, men på den række af dufte, som mennesker kan skabe forskellige steder på kroppen.
Wyatt foreslår, at sekreterne fra areola’en (den mørkere ring omkring brystvorterne) på ammende mødres bryster er et godt sted at starte, da duft er uhyre vigtig for diende dyrs adfærd. Selv i søvne vil alle babyer reagere ved at lede efter brystvorten, hvis de præsenteres med en mors sekreter.
Søgningen på menneskets feromoner udnytter vores gådefulde lugtesans og appelerer til os på et følelsesmæssigt niveau. Der gemmer sig selvfølgelig også kommercielle motivationer bag ønsket om at bevise deres eksistens og de produkter, der vil følge i kølvandet. Det har allerede forplumret forskningen i vores lugtesans. Vi skal tage hånd om disse problemer, hvis forskningen skal gøre fremskridt.
Mark Sargeant hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret på The Conversation.
