Der er udbredt enighed om, at USA's geopolitiske chokterapi indvarsler en ny verdensorden.
Selvom de europæiske stater formelt har erkendt det, er deres politik i praksis ikke tilpasset en sådan omvæltning.
EU og andre europæiske regeringer fokuserer – forståeligt nok – på meget umiddelbare spørgsmål som forhandlingerne om krigen i Ukraine, forsvarsbudgetter og strengere regulering af amerikanske tech-giganter.
Men de skal også lade sig lede af en klarere vision om den bredere internationale orden, der udspringer fra dette vendepunkt.
Vi står ved en afgørende skillevej
Selvom verden allerede har ændret sig markant i løbet af det seneste årti, vurderer de fleste iagttagere, at vi lige nu står ved en afgørende skillevej.
2025 har budt på stor tumult, der ikke blot føles som en veldefineret ny verdensorden, men snarere som en kaotisk 'ingen verdensorden’.
Intet konkret er dukket op som erstatning for den for længst smuldrende frie verdensorden.
Der er heller ikke tydelige tegn på multipolaritet, fordi der er så lidt balance magterne imellem.
'G-nul' frem for 'G7'
Stormagternes nuværende indflydelse stemmer ikke overens med forestillingen om en såkaldt 'G-nul verden', som (i modsætning til 'G7') er betegnelsen for en verden uden konsekvent lederskab, og hvor ingen lande har reel kontrol.
\ Om G7
G7 (Group of Seven, G7-landene), er et forum for det årlige topmøde mellem stats- og regeringschefer fra de store industrinationer USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Canada og Italien.
Det første møde blev holdt i 1975 på fransk initiativ.
Fra 1998 blev møderne kaldt G8 efter Ruslands medlemskab, men efter Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014 blev Ruslands medlemskab suspenderet, og gruppen kaldte sig igen G7.
Siden 1977 har EU-Kommissionens formand deltaget på lige fod med de øvrige. Fra 2010 deltager også formanden for Det Europæiske Råd i møderne.
Den længe forudsagte plurilateralisme, hvor mindre grupper af stater indgår politiske aftaler, er ikke blevet til virkelighed.
Men der er heller ikke umiskendelige tegn på en velordnet ‘stormagtskoncert’ (begrebet betegner en samarbejdstilstand mellem stormagterne i det internationale system baseret på principper for fælles styring af den internationale orden og på gensidig tilbageholdenhed, red.).
En koncertbaseret orden passer heller ikke til den vigtighed og forrang, der i dag er tildelt Rusland - et land, der kun opfylder få langsigtede strukturelle egenskaber som stormagt.
'Ingen verdenorden' er ikke det samme som 'verdensuorden'
Men det er også værd at bemærke, at 'ingen verdensorden' ikke er helt det samme som 'verdensuorden'.
Selvom mange ledere gør et stort show ud af at tilsidesætte internationale regler og normer i højprofilerede spørgsmål som de internationale domstole, er virkeligheden, at de stadig styrer international adfærd.
Det kan med rimelighed siges, at den nye orden vil være eklektisk eller sammensat - i bund og grund en kombination af alt ovenstående.
Alligevel udgør den nuværende forvirring og sammenstød mellem dynamikkerne ikke en fastlagt 'orden'. Relationerne mellem de forskellige magter er end ikke i nærheden af at være fastlagt eller på rette plads.

Hvad er europæisk 'uafhængighed'?
I dette tomrum læner de europæiske regeringer og EU sig stærkt op ad to længe hjemmevante principper - også selvom de er årsag til operationelle spørgsmål:
- autonomi
- multilateralisme (en alliance af flere lande, der forfølger et fælles mål, red.).
Hvad angår forestillingen om autonomi, lægger de europæiske ledere sig nu i selen i deres krav om mere strategisk autonomi og et narrativ om, at Europa er 'uafhængig' af USA og 'skal skrive sin egen historie'.
Men autonomi er et uklart geopolitisk motiv. De europæiske stater har naturligvis brug for autonomi for at kortlægge deres egne strategiske prioriteter, men de nuværende kriser styrker håndgribeligt behovet for at håndtere den komplekse indbyrdes afhængighed.
Autonomi som i økonomisk, politisk eller militær kapacitet, der ikke er begrænset af andre magter, er der svindende udsigt til.
Hvad angår princippet multilateralisme, er den europæiske reaktion i øjeblikket, at der er taget en beslutning om at styrke og fremme multilateralisme, hvilket kun få andre verdensmagter tilsyneladende er villige til at gøre lige nu.
Men det er meget tvivlsomt, om det overhovedet er muligt at genoplive multilateralisme i den nuværende form.
Det er snarere bydende nødvendigt at genoverveje multilaterale normer og redde selve den essentielle kerne af liberalt samarbejde midt i det igangværende ryk mod ukontrolleret turbulens og hastværk.
Geoliberalisme
Jeg har tidligere foreslået noget, jeg kalder 'geoliberalisme', som en mulig vej frem. Det er en model, der balancerer den geopolitiske virkelighed med liberale og demokratiske værdier.
I den anden Trump-æra er de liberale elementer i dette koncept endnu mere pressede, end de var, før han blev genvalgt.
På trods af multilateralisme-retorikken lader de europæiske magthavere faktisk til at hælde til en mere absolut version af realpolitik. Det vil sige en version med diplomati baseret på praktiske snarere end moralske overvejelser og hensyn.
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, taler om 'hyper-konkurrence' og 'hyper-transaktionel geopolitik', som i mindre grad er en vision om en orden end om det modsatte.
Omfortolkes, ikke forkastes
Den europæiske internationale liberalisme skal omfortolkes, ikke forkastes.
Den skal i højere grad danne bagtrop og være mere selektiv, men skal også være mere samordnet for at holde dagens turboladede illiberale overfald i skak.
\ Hvad er illiberalisme?
Illiberalisme er den grundlæggende afvisning af demokratiet.
Det er en politisk ideologi, der siger nej til valgdemokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og tolerence.
Ideologien kommer til udtryk i ældre højreorienterede ekstremistgrupper som Ku Klux Klan og hvide supremacister og mere nyligt blandt grupperinger som Alt-Right og 'Dark Enlightenment'.
Der er også venstreorienterede illiberale bevægelser, herunder forskellige former for kommunisme, anarkisme og nogle antifascistiske bevægelser.
Kilde: Bogen 'The Rise of Illiberalism' (2022) af Thomas Main, professor ved Marxe School of Public and International Affairs, Baruch College, City University of New York
Den kan fokusere på vægtige globale samfundstendenser, som realpolitikken er faretruende og selvudslettende blind for.
Den Europæiske Union skal være mere behersket og afmålt, men også mere skarp for at redde øer af liberal orden – for eksempel om samarbejdet i forbindelse med klimaforandringerne.
»Europa skal optrappe« og »tage sig sammen«
Der er ikke mange tegn på en sådan refleksion. Velkendte klicheer dominerer den europæiske respons på USA's illiberale afsporing.
Den strategiske debat er indsnævret, især omkring spørgsmålet om forsvarsudgifterne.
Den evindelige gentagelse af, at »Europa skal optrappe« og »tage sig sammen«, siger lidt om, hvilken slags strategi der er nødvendig for at navigere i det igangværende kollaps af orden, som forsvarskapaciteterne i sidste ende er rettet mod.
De europæiske regeringer bør ganske vist øge deres forsvarsbudgetter, men disse udgifter skal forankres i og rettes mod en passende strategi for den nye verdensorden.
Tid til handling – ikke taler
Den nuværende malstrøm betyder, at vi befinder os i et øjeblik, hvor den næste internationale ordens parametre vil blive defineret.
De europæiske stater er nødt til at prioritere praktisk handling for få større indflydelse på denne orden fremfor at fokusere på endeløse, selvrefererende taler om deres egen magtstatus.
Selvom en vis grad af kortsigtethed for selv at overleve er forståelig nok, skal EU og de europæiske regeringer løfte blikket og se længere frem for at skabe mere fremsynede svar og løsninger på verdens sammenstyrtende sikkerhed, forudsigelighed og vished.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.

































