Klokken er 02.44. En luftalarm skærer gennem den stille nat over Kyiv og ind i min søvn.
Med hamrende hjerte rejser jeg mig fra sengen på mit værelse på 7. sal på Hotel Rus. Nærmest på autopilot går jeg ned ad trapperne til beskyttelsesrummet.
Stole står i snorlige rækker i kælderen, der engang var et fitnessrum. Her sidder kun én ældre mand i joggingbukser med en nakkepude om halsen.
Jeg sætter mig stille ved siden af ham og prøver at vurdere trusselsniveauet på min nyinstallerede Kyiv Air Alert-app.
Faren er ikke drevet over, men i nat ser det ud til, at Kyivs indbyggere har besluttet, at søvn er vigtigere.
Jeg beslutter mig for at vende tilbage til mit værelse.
Jeg skal være frisk til mit foredrag i morgen på PinchukArtCentre, et anerkendt internationalt museum for samtidskunst i Kyiv.
Foredraget er grunden til, at jeg er i Kyiv. Som professor i kultur og teknologi ved Syddansk Universitet er jeg inviteret til at tale om min forskning i dronekunst.
Sjælden og betydningsfuld mulighed
Dronekunst bruger kunstneriske greb til at undersøge, udfordre og reflektere over militære droner.
At blive inviteret til at holde et oplæg om dette i Ukraine føltes som en sjælden og betydningsfuld mulighed – en invitation, jeg uden tøven sagde ja til.
Næste dag har jeg lidt tid, inden jeg skal tale.
Jeg går en tur langs de bred boulevarder og imponerende nyklassicistiske bygninger i Kyivs centrum. Folk sidder på caféer, barer og restauranter. De travle butikker er fyldt med kunder.
Man kan med rette spørge: Hvor er krigen i dag i Kyiv, hvor himlen er høj og blå?
Men krigen er her – hele tiden.
Jeg ser grupper af soldater i camouflagetøj stå langs gaderne. En mand på krykker kæmper sig forsigtigt over et vejkryds.
Statuer er pakket ind i sandsække og brædder for at beskytte dem mod luftangreb.
Kyivs centrale plads, Maidan-pladsen, er dækket af flag og portrætter til minde om faldne soldater.
Luften er fyldt med den konstante brummen fra generatorer, der leverer strøm under de evindelige strømafbrydelser.
Om aftenen står jeg endelig i foredragssalen på PinchukArtCentre for at holde min præsentation.
Dem der sidder i salen er unge mennesker, kunststuderende, kuratorer, kunstnere og ældre generationer.
Fjernstyret krigsførelse er en daglig realitet
Hvad kan jeg fortælle Kyivs borgere om droner? For dem er fjernstyret krigsførelse blevet en daglig realitet.
Jeg taler om kunst, om militære droner, om teknologi, om tab. Jeg fokuserer på den ukrainske kunstner Lesia Khomenko, hvis store olie- og akrylmalerier vises på museet.
Hendes værk 'I’m a Bullet' (2024) er slående, da det viser perspektivet fra en kamikazedrone lige før den rammer sit mål.
Maleriet er abstrakt, og de hvide, ekspressive penselstrøg giver indtryk af en eksplosion.
Lesia Khomenkos kunst viser ikke ikoniske billeder af krig; hendes værker stiller i stedet spørgsmål ved, hvordan fjernstyret teknologi dehumaniserer subjektet og rejser etiske spørgsmål om, hvordan vi som tilskuere 'ser' krigen.
Jagten på et ikke-ikonisk visuelt sprog for krig deles også af de ukrainske filmskabere Yarema Malashchuk og Roman Khimei.
Deres seneste værk 'Four Seasons' (2025) er en såkaldt split screen-film, der vises på flere skærme samtidig.
Filmen viser en lille drone ramme et vindue i en stue og udsende en summende lyd. Dronens manøvrer minder om ukrainske unge, der øver sig i droneflyvning derhjemme for at forberede sig på mulig indkaldelse.
Efter mit foredrag kommer en kvinde, der sad på forreste række og ivrigt tog noter, hen til mig:
»Min søn blev dræbt i et russisk droneangreb.«
Vi ser tavst på hinanden. Jeg leder efter ord. Hun smiler svagt og siger:
»Tak fordi du kom til Kyiv. At engagere sig i kunst kan være en livline.«
Så forlader hun foredragssalen med hastige skridt.
Hold fast i livet
I løbet af min tid i Kyiv, i samtaler med kunstnere, kuratorer og folk, jeg møder, hører jeg igen og igen, hvordan det at skabe eller engagere sig i kunst opbygger modstandsdygtighed, hvordan kunst hjælper folk gennem kriser, og hvordan kunst hjælper fællesskaber med at holde fast i livet.
Det er de udsolgte operahuse, koncertsale og teatre er bevis på.
Selvom Kyivs museer har måttet beskytte dele af deres samlinger i beskyttelsesrum, holder de åbent, og folk strømmer til udstillingerne.
På afrejsedagen sidder jeg i morgentoget til Warszawa 16 timer væk, for der er ingen fly ind eller ud af Kyiv i disse dage.
Gennem togvinduet glider birketræer forbi, mens vi passerer snedækkede marker og stille landsbyer.
De seneste dage er krigen kommet tættere på end nogensinde før. Det er, som om jeg kan mærke den i kroppen, selvom jeg kun har været i Kyiv i 72 timer.
Jeg er privilegeret, for jeg kan vende hjem til et fredeligt land. For andre er det anderledes.
Krigen stopper ikke ved grænsen; den berører os alle på synlige og usynlige måder. I kunstens og kulturens rum kan vi standse op, reflektere og i vores bevidsthed favne de liv og historier, der forlanger at blive husket.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
