Hvornår er glemsomhed en god undskyldning?

I det moderne livs virvar kan det være svært at huske alle sine hensigter og alle de ting, man lover at gøre. Man skal måske handle ind, fodre naboens kat, vaske børnenes fodboldtøj og hente en pakke på vej hjem.

En enkelt dag kan på den måde indeholde mange intentioner. De er gemt i det, vi kalder den prospektive hukommelse – det er den form for hukommelse, som indeholder de ting, vi har tænkt os at gøre i fremtiden.

Men selvom det kan virke vilkårligt, hvad vi husker og glemmer, viser psykologiske eksperimenter, at vi aktivt kan påvirke sandsynligheden for at huske.

Så kan vi med god samvittighed undskylde vores forglemmelser med at sige ’jeg glemte det’? Det har vi undersøgt i vores forskningsgruppe på Københavns Universitet, CoInAct.

’Jeg glemte det’ – er det en undskyldning?

Vi kan altså påvirke sandsynligheden for, at vi husker at udføre en planlagt handling på det rigtige tidspunkt (hvordan skal vi nok afsløre lidt senere).

Det forhold har i høj grad betydning for, hvordan vi bør vurdere ​​de tilfælde, hvor en person glemmer at gøre, som de har lovet. Lad os kigge på et eksempel.

En tirsdag morgen gør Anna sig klar til at tage på arbejde. Som alle andre hverdage står hun ud af sengen, går i bad, spiser morgenmad og nyder en kop kaffe.

Inden hun går, pakker hun sin taske, lægger sine nøgler i lommen, lukker døren bag sig og kører afsted i sin bil.

Men Anna indså ikke i tide, at hun havde glemt at lade bagdøren stå åben, så blikkenslageren kunne komme ind og reparere et rør under køkkenvasken. Dermed har hun brudt det løfte, hun gav sin partner aftenen før, og parret skal betale for blikkenslagerens spildtid.

Spørgsmålet er så: Kan Annas partner med god ret bebrejde hende for at glemme at lade bagdøren stå åben?

Filosofien fritager hende for ’straf’

Lad os først kigge mod filosofien efter svar. Filosoffer har forskellige tilgange til at besvare spørgsmålet om ansvar for at glemme at gøre noget – hvilket også kan kaldes 'ubevidste udeladelser'.

Ordet ubevidst er nøglen her, fordi det er genstand for uenighed. Hvis Anna havde husket sin plan, men bevidst havde undladt at låse bagdøren op, er det rimeligt at sige, at hun moralsk burde bebrejdes for at bryde et løfte.

Men når udeladelsen skyldes glemsel, er den moralske vurdering ikke lige så klar.

En måde at undskylde sig selv på er at sige ’undskyld, men det glemte jeg simpelthen’. Med det udsagn siger man indirekte, at man ikke med rimelighed kan blive bebrejdet for at undlade at gøre som lovet, hvis man har glemt alt om det.

Det er jo ikke noget, man har gjort – eller nærmere undladt at gøre – med vilje.

Hvornår kan vi bebrejde nogen?

Ifølge en gængs filosofisk teori om moralsk ansvar kan en person være moralsk ansvarlig for sine handlinger og udeladelser, alene hvis personen har kontrol over handlingerne eller udeladelserne. Personen kan siges at have kontrol over en handling, hvis hun er tilstrækkelig fri til at udføre den og har evnen til det.

I eksemplet med Anna vil en kontrolteori sige, at hun er ansvarlig for sin ubevidste udeladelse, hvis hun har evnen til at huske i det rette øjeblik, og hun er fri til at låse døren op. ’Fri’ betyder, at hun er fri for tvang, psykiske sammenbrud, stress eller manipulation.

Så hvis Anna var fri, havde evnen til at huske og mulighed for at låse døren op, kan vi bebrejde hende for at glemme at gøre det.

Problemet er selvfølgelig, at i den situation, hvor hun har glemt at udføre handlingen, er hun altså ikke længere i stand til sådan bare at huske den. Hun har jo netop glemt, hvad hun skulle gøre. Hun synes dermed ikke længere at være i kontrol over sin udeladelse.

Hvis det er tilfældet, bør kontrolteorien sige, at hun ikke er moralsk ansvarlig for udeladelsen, hvis den skyldes glemsomhed.

Filosofiens lænestolsantagelser møder psykologien

Fordi Anna ikke syntes at have kontrol over sin glemsomhed, kan vi ifølge den filosofiske kontrolteori altså alligevel ikke stille hende til ansvar for, at hun glemte at åbne bagdøren.

Den filosofiske litteratur gør sig på den måde en lang række lænestolsantagelser om de psykologiske processer, der er involveret i at huske og glemme en intention.

Hvis vi kigger på den kognitionspsykologiske litteratur – altså det videnskabelige studie af psykologiske processer, der ligger bag menneskelig adfærd – så bliver vi imidlertid nødt til at omforme den filosofiske teori.

Der kan være gode grunde til at holde Anna moralsk ansvarlig for sin undladelse, også selvom hun i øjeblikket ikke kunne kontrollere, om hun huskede.

Dem vil vi fortælle dig om nu, hvor vi skal dykke ned i den prospektive hukommelses psykologi – altså vores evne til at huske ’fremad’.

Sådan virker vores evne til at huske ’fremad’

Når vi planlægger at gøre noget i fremtiden, danner vi en intention.

Hvis en person beslutter sig for at udføre en handling på et senere tidspunkt, så bliver intentionen lagret i personens langtidshukommelse.

Langtidshukommelsen er et ubevidst opbevaringssystem, som gør det muligt for os at opbevare information, uden at vi aktivt skal gøre noget. Du kan om aftenen beslutte dig for, at du vil ringe til lægen om morgenen, og intentionen om at ringe til lægen er der stadig, når du vågner – du skal blot genkalde dig den.

I den psykologiske litteratur er der en bred accept af, at genkaldelse af intentioner fra langtidshukommelsen er reguleret af en række faktorer, som vi kan være mere eller mindre bevidste om. Der er to generelle egenskaber ved intentioner, der regulerer, hvor sandsynligt det er, at du husker dem:

Intentionens detaljegrad og intentionens subjektive vigtighed.

Djævlen ligger i detaljen

Forskning viser, at jo mere detaljeret en intention er, des større sandsynlighed er der for at huske den i fremtiden.

Anna kunne altså have øget sandsynligheden for at huske at låse bagdøren op, hvis hun havde tænkt grundigt over den situation, hvor den planlagte handling skulle udføres.

For eksempel kunne hun have forestillet sig, præcist hvad hun skulle gøre, når hun så sin overfrakke (’Når jeg ser min overfrakke, skal jeg straks gå hen og låse bagdøren op’).

Psykologiske studier har vist, at det er en effektiv måde til at øge sandsynligheden for, at man husker at udføre en handling.

... og selv om du synes, det er vigtigt, kan du glemme

Men forskning viser også, at sandsynligheden for at huske noget er afhængig af, hvor vigtig handlingen er for personen.

Vi kan tænke på vigtighed som den forventede nytte af at udføre intentionen. Det er en kombination af handlingens værdi for personen, sandsynligheden for at lykkedes og omkostningerne ved at planlægge og udføre den.

De fleste mennesker har mange intentioner liggende i langtidshukommelsen. Jo større vigtighed en person tillægger en intention i forhold til andre intentioner, jo mere sandsynligt er det, at vi husker den på det rigtige tidspunkt.

I vores forskningsgruppe har vi lavet eksperimenter og matematiske modeller af de kognitive processer, som viser, at det ikke kun er intentionens detaljegrad, men netop også dens subjektive vigtighed, der spiller en afgørende rolle for at huske den.

Men modellerne har også vist, at selv hvis man øger sandsynligheden for at huske, kan man aldrig helt fjerne risikoen for at glemme.

Detaljer, vigtighed – og moralsk held

De to faktorer, intentionens detaljegrad og dens subjektive vigtighed, afgør nemlig ikke fuldstændigt, om en person husker sin intention eller ej.

I stedet hæver eller sænker de to faktorer sandsynligheden for at huske. Så hvis Anna både havde dannet intentionen med stor detaljegrad og tillagt den stor værdi, ville det øge sandsynligheden for at huske.

Det vil dog stadig være muligt for hende at glemme at låse bagdøren op. Og det fortæller os, at der er en grad af tilfældighed – eller held – involveret i at huske at gøre noget.

Resultater fra studier af prospektiv hukommelse tyder klart på, at en person har en vis kontrol over sandsynligheden for at huske den pågældende intention.

Denne kontrol bliver udøvet, når Anna tænker over indholdet af intentionen – for eksempel ved at forestille sig omgivelserne eller de ting, der leder op til udførelsen af handlingen. Dermed koder hun indholdet ind i sin hukommelse med øget præcision.

Der er således noget, hun aktivt kan gøre for øge sandsynligheden for at huske.

Hvis vi skal afgøre, om Anna skal bebrejdes for at glemme at låse bagdøren op, må vi derfor snakke med hende om, hvordan hun dannede intentionen, og hvor vigtigt det var for hende at huske den.

Hvis hun virkelig havde indkodet intentionen med den rette mængde af detaljer, og hvis hun havde tillagt det en tilstrækkelig høj værdi at holde sit løfte, har hun gjort, hvad hun kunne. Hvis hun alligevel glemmer det, så er hun bare uheldig.

Hvorvidt Anna skal bebrejdes eller ej i en sådan situation afhænger af, hvordan vi ser på moralsk held. Men det er en helt anden snak.

For nu må vi konkludere, at ’jeg glemte det’ stadig kan komme de glemsomme til undsætning. Men det er ingen undskyldning, hvis du ikke har gjort noget ekstra for at huske det.