Hvorfor tør vi ikke tale med børn om selvmord?

Da Grete Lillian Moen var teenager, forsøgte hendes mor at tage sit eget liv. Moderen havde længe været syg.

Som ung troede Grete Lillian Moen, at det var hendes skyld, at moren blev syg, og hun følte et stort ansvar for, at det ikke skete igen.

»Jeg tænkte, at jeg en dag skulle fortælle verden derude om, hvordan det er. Hvordan det er at være barn og ung i en familie, når sådan noget sker,« sagde Grete Lillian Moen til et seminar i Litteraturhuset i Oslo for nylig, som forskning.no, Videnskab.dk's norske søsterside, her rapporterer fra.

»Dem, der skal hjælpe, er hjælpeløse«

I dag arbejder Grete Lillian Moen som specialrådgiver i Norges Regionscenter for Børn og Unges Mentale Sundhed (RBUP).

Her holder hun kurser om at tage vare på børn, hvis forældre har selvmordstanker eller har forsøgt at tage deres eget liv.

»Det er fantastisk, at jeg kan arbejde med det her, men jeg er samtidig ret skuffet over, at vi har brugt så lang tid på at nå derhen, hvor vi er i dag,« lød det fra Grete Lillian Moen til seminaret.

Sundhedspersonalet og andre støttepersoner er magtesløse, mener hun:

»Vi har stadig så mange undskyldninger for, hvorfor vi ikke taler med børnene. Vi forstår stadig ikke, hvordan og hvorfor vi skal tale med dem. Min erfaring er, at det her er en gruppe børn og unge, hvor der kun skal meget lidt til for, at det gør en forskel.«

»Selvmord rammer rigtig mange mennesker«

Hvert år tager omkring 650 mennesker deres eget liv i Norge.

»Man mener, at der for hvert selvmord er cirka 10 gange så mange selvmordsforsøg,« forklarede Geir Tarje Bruaset, som forsker ved Norges VID Videnskabelige højskole, til samme seminar.

»Hvis hver af disse har fire-fem mennesker omkring sig – blandt andet børn – så er selvmord og selvmordsforsøg noget, der rammer rigtig mange mennesker,« sagde Geir Tarje Bruaset.

Pårørende til selvmordstruede personer er hele tiden på vagt. Børnene er bange for at miste deres mor eller far.

»Børn påtager sig et stort ansvar og beskytter deres forældre,« fortalte Geir Tarje Bruaset.

Rutinerne mangler

Selvmord har været belagt med skam. Det ved og mærker børnene også, og det forværrer børnenes situation, ifølge Geir Tarje Bruaset, der selv har arbejdet som sygeplejerske i psykiatrien.

»Vi mangler rutiner for, hvordan man følger op på børn, når forældrene er indlagt.«

Selv er han i øjeblikket i gang med et studie af, hvordan det er for børn at vokse op med en selvmordtruet forælder.

Foreløbige resultater viser, at der i familien tales meget lidt om selvmordsforsøg, der ofte bliver 'camoufleret' som en anden sygdom.

Børnene står helt alene med deres følelser

Sådan var det også i Grete Lillian Moens familie.

»Da mor lå på hospitalet, sagde far til os, at uanset hvad der sker, så skal vi leve videre. Det var den eneste gang, vi talte om, at min mor forsøgte at tage sit eget liv,« fortalte Grete Lillian Moen.

Børnene står ofte alene med deres følelser omkring det, der er sket. Deres opvækst er præget af de voksnes psykiske lidelse, og for nogle også stofproblemer, ifølge hende.

»Når en forælder er syg, skal den raske forælder påtage sig mange opgaver, ud over at passe den syge og holde sammen på familien. Det kan hurtigt blive for meget, og der kan blive for lidt plads til børnene.«

Børn har brug for støtte og tiltag. Men på hvilken måde? Hvad virker bedst?

Hvad fungerer bedst som støtte for børnene?

Line Solheim Kvamme er forsker ved Norges Regionscenter for Børn og Unges Mentale Sundhed (RBUP), og hun udlagde også sin forskning til seminaret.

Sammen med kolleger har hun blandt andet set på international forskning for at finde tiltag rettet mod børn som pårørende.

De ønskede at finde ud af, om de forskellige behandlinger og tiltag var effektive og gode, og hvordan børnene og familierne oplevede dem. Resultatet var nedslående.

»Vi fandt ikke et eneste studie, der dokumenterer tiltag for børn af forældre med selvmordsadfærd. Det er et kæmpestort sort hul,« konkluderede hun.

»Det er vigtigt, rigtigt og effektivt at støtte børn i det øjeblik, deres forældre er indlagt efter et selvmordsforsøg,« lød det videre.

Men der mangler forskningsbaseret viden, og det vil Line Solheim Kvamme og hendes kolleger gerne gøre noget ved.

Støtte til støttepersonerne

Anneli Mellblom er også forsker ved RBUP. Hun fortalte til seminaret, at der findes enkelte, mindre norske studier.

Resultaterne viser, at mange, der arbejder i de sociale myndigheder, føler sig magtesløse, og at sundhedspersonalet er usikre.

Derfor er RBUP nu i gang med at lave en vejledning til samtaler med børn.

»Vejledningen skal være en støtte til hjælperne om, hvordan man taler med et barn, når en af barnets omsorgspersoner har forsøgt selvmord,« sagde Anneli Mellblom i sit oplæg.

Det er blandt andet vigtigt at tale med barnet alene, så det frit kan stille spørgsmål og tale om svære følelser uden at tage ansvar for eller hensyn til forældrene.

Det er noget, der skal følges op på over tid. Støttepersonerne skal også samarbejde på tværs af fag og myndigheder, ifølge Anneli Mellblom.

»Et psykologisk immunsystem«

Ida Brandtzæg er specialist i psykologi. Hun arbejder med at styrke forældre i, hvordan de kan yde omsorg for deres børn, når de selv har det svært.

Hun minder om, at det ikke er forældrenes psykiske symptomer i sig selv, der har en negativ effekt på børnene, men i hvor høj grad de påvirker, hvordan forældrene fungerer.

Det er vigtigt for børn at have en tryg tilknytning til deres forældre og omsorgspersoner. Hvis børnene er trygge ved de voksne, lærer de at håndtere følelser og stress.

»Tryg tilknytning opbygger et psykologisk immunsystem. Det er en meget stærk beskyttelse at have med sig senere i livet,« sagde Ida Brandtzæg i sit oplæg.

Øget risiko for selvmord blandt børnene

Så er der de forældre, der ikke kan klare det.

De forældre, der på grund af egne svære følelser og psykiske problemer ikke er i stand til at være der for deres børn. De forældre, der ikke forstår eller reagerer på børnenes behov.

»Hvis forældrene har sådanne begrænsninger, kan det føre til en utryg tilknytning. Det øger børnenes risiko for psykiske problemer senere i livet, selvom der også er andre faktorer, der spiller ind,« sagde Ida Brandtzæg i sit oplæg.

Børn, der oplever, at deres forældre forsøger eller ender med at begå selvmord, har større risiko for gøre det samme senere i livet.

»Men det er vigtigt at sige, at mange klarer sig fint,« lød det afslutningsvist fra Geir Tarje Bruaset.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.