Fodboldspilleren Lionel Messi, håndboldspilleren Mikkel Hansen, tennisspilleren Serena Williams.
Tre verdenskendte sportsstjerner med mange sejre på CV’et. Trods deres forskellige sportsgrene, nationaliteter, temperamenter og køn har de mindst én ting til fælles: De knytter næven, når de vinder.
De er langt fra de eneste. Sportsudøvere overalt på kloden, på alle niveauer og i alle typer sportsgrene løfter ofte en knyttet næve i vejret, når de scorer et point eller vinder en kamp.
Men hvorfor egentlig?
Det har vores læser Anuresh Rattan, der blandt andet har set adfærden hos sit idol, tennisspilleren Rafael Nadal, undret sig over.
»Hvorfor knytter sportsstjerner næven, når de vinder? Kommer det sig ‘bare’ af, at man efterligner andre sejrende sportsfolks adfærd, eller har det også et fysiologisk aspekt i sig? For ret beset kunne det vel også fejres med en åben, men spændt, hånd. Hvorfor knytter vi den?,« spørger han.
Oldtidens idrætsstjerner knyttede ikke næven ved sejr
For at få svar på det interessante spørgsmål ringer Videnskab.dk til Jørn Hansen, som er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
Jørn Hansen er et omvandrende idrætshistorisk leksikon, og han tager os helt tilbage til idrættens spæde år i oldtidens Grækenland. Havde Anuresh Rattan overværet en sportskamp dengang for flere tusinde år siden, havde han sandsynligvis ikke set knyttede nævner hos den sejrende part, fortæller Jørn Hansen.
»Jeg kender ikke til eksempler på knyttede næver som sejrsritual i Oldtiden, selvom jeg ikke kan udelukke, at det fandtes. På de antikke keramikvaser, som viser forskellige sportsdiscipliner, har jeg dog ikke set knyttede næver,« siger han.
Men den knyttede næve var ikke helt fraværende i det gamle Grækenlands sportsdiscipliner.
»Der fandtes nævekamp, hvor slåskampen var uden boksehandsker, men med læderstrimler om den knyttede næve. At slås med bare næver belv altså allerede i Antikken forbundet med en magtdemonstration,« fortæller Jørn Hansen.
Engelske fodboldspillere ville ikke have straffespark
Heller ikke den moderne idræts indtog i 1800-tallet introducerede en knyttet sejrsnæve, fortæller Jørn Hansen. Moderniseringen af idrætten var især kendetegnet ved, at sport blev organiseret i lokale foreninger, og at organiserede konkurrencer opstod.
»I begyndelsen af den moderne idræt i 1800-tallet var opfattelsen af idræt meget mere dannet end i dag. Dengang ville man ikke ‘terrorisere’ modstanderen. Det var vigtigt med stil, elegance og gentlemanstil i sportsgrene som badminton, tennis og fodbold. Eksempelvis var et kendt engelsk amatørfodboldhold fra den borgerlige overklasse imod indførslen af straffespark – for ægte gentlemen begår aldrig straffe,« siger han og fortsætter:
»Næven som sejrsritual er nok blevet mere almindelig, efter at det er blevet prestigefyldt at sejre i idræt.«
Knytnæven blev politiske bevægelsers magtsymbol
Men er ikke kun udviklingen inden for sport, der kan forklare, at idrætsstjerner verden over i dag knytter næven, når de vinder.
»Den knyttede næve og magt kom uløseligt til at hænge sammen, da næven blev kendt som et magtsymbol inden for politiske bevægelser såsom arbejderbevægelsen. Da to sorte atleter vandt medaljer i sprint til OL i Mexico i 1968, knyttede de også næven på sejrsskamlen for at markere ‘black power’ som en del af tidens bevægelse for sortes rettigheder. Den knyttede næve er altså både en magtdemonstration i sport og bredere i samfundet,« forklarer Jørn Hansen.
Sammenhængen mellem knytnæve og magt bakkes op, da Videnskab.dk ringer til Janne Mortensen, som har en europæisk master i sportspsykologi og er tidligere adjunkt ved Metropol. I dag er hun udøvende sportspsykologskonsulent.
»Sport stammer historisk set fra kamp. Så jeg tænker på den knyttede næve som et levn fra dengang, vi kæmpede mod hinanden fysisk. Der er altså både historik og symbolik forbundet med en knyttet næve: den er et udtryk for overskud, at have magt og være ovenpå. Det er et overtag, når sportsstjerner knytter næven – ligesom de ville gøre, hvis de var i kamp,« siger Janne Mortensen.
Råb – men ikke knytnæve – kan forbedre præstation
Det er altså et udtryk for en styrkemarkering, når Anuresh Rattans yndlingsspiller, Rafael Nadal, knytter næven efter et vundet parti.
Spørgsmålet er, om knytnæven også gavner den verdensberømte tennisspillers præstation på banen. For at få svar på dette ringer Videnskab.dk til Ulrik Dalgas, som er lektor ved Institut for Folkesundhed og Idræt på Aarhus Universitet.
Han erkender, at han trods sin store viden om kroppens fysiologi, ikke kan finde en meningsfuld årsag til at knytte næven i en sportsduel.
»Det giver ikke umiddelbart fysiologisk mening, at en knyttet næve skulle forbedre en sportsudøvers præstation. Jeg tror mere på, at det er noget kulturelt eller historisk, som er tillært,« siger han.
Han kender dog til videnskabeligt underbyggede eksempler på, at andre ritualer kan forbedre sportsudøveres præstation.
\ Knytter alle sportsfolk næven?
Janne Mortensen mener, at den knyttede næve er populær i de fleste sportsgrene, fordi den er nem at udføre – uanset om det er ketsjersport eller svømning.
Det er Jørn Hansen uenig i: »Det er sjældent, at en individuel atletikudøver knytter næven ved sejr, det sker oftest i tve- eller holdkamp. De, som vinder i eksempelvis svømning eller højdespring, jubler i højere grad. Den knyttede næver er umiddelbart mere udbredt, når sportsudøvere har vundet direkte over én modstander eller et hold. Så er magtdemonstrationen tydeligere.«
»Undersøgelser viser, at nogle tennisspillere kan slå hårdere, og spydkastere kan kaste længere, hvis de råber, når de slår til bolden eller kaster spyddet afsted. Det kan altså fysiologisk set forbedre deres præstation,« siger han og forsætter:
»Men de råber jo, mens de er i gang med deres sport. Den knyttede næve kommer først frem mellem duellerne eller efter en endt kamp. Derfor har jeg svært ved at se, at den skulle hjælpe sportsudøvernes præstation.«
\ Læs mere
Knyttet næve kan hjælpe psykologisk
Men selvom den knyttet næve ikke fysiologisk set kan forbedre sportsstjernerne, kan den stadig spille en vigtig rolle for deres indsats, understreger Janne Mortensen.
»Den knyttede næve kan være et udtryk for den indre psykologiske kamp, sportsudøvere gennemgår. Et tegn på, at ‘jeg tror, jeg kæmper, jeg lægger mig ikke ned’. Men den er også en styrkemarkering over for modstandere, trænere og tilskuere,« siger hun.
Det er derfor, at sportsstjerner ofte knytter næven, når de indhenter modstanderen efter at have været bagud, uddyber hun.
Den motivation, som den knyttede næve skal hjælpe til at genfinde eller bevare i et hårdt opgør, er ifølge Janne Mortensen helt central for kampens udfald.
»Motivation er afgørende i sport. Vi er kodet til at undgå pres, så når man er sportsudøver under pres i en konkurrence, vil det udløse modarbejdende tanker og ubehag. Det kræver enormt stort overskud at blive i de følelser, og det allernemmeste, når man er bagud, er at give op,« siger hun og fortsætter:
»Derfor skal atleter turde være i ubehaget. Lige der, hvor det gør allermest ondt og er allermest ubehageligt. Her kan konkrete symboler være en stor hjælp. Den knyttede næve vil kognitivt minde sportsudøveren om, at det er det værd. At vedkommende er en, som fortsætter og kæmper.«
Har du et spørgsmål til videnskaben?
Den knyttede næve symboliserer altså magt og overtag, både i sportsarenaen og i samfundet, men den kan også – bogstaveligt talt – give en hånd med til sportsstjernernes motivation.
Vi håber, det var svar på Anuresh Rattans spørgsmål. Vi takker i hvert fald for det og kvitterer med en af vores eftertragtede Spørg Videnskaben T-shirts.
Sidder du med et spørgsmål, som, du mener, videnskaben kan svare på, er du altid velkommen til at sende det til os på sv@videnskab.dk. Så prøver vi at dirigere det i retning af nogle relevante forskere.
Du kan også altid læse tidligere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben, eller du kan købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?, og Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? samt den seneste Hvorfor må man ikke sige neger?
