Rygeforbuddet handler ikke bare om sundhed

Ville vi f.eks. se politikere og embedsmænd føre samme kamp mod aktiv og passiv rygning, hvis det ikke var nær så usundt igen?

Det mistænker jeg dem for. Af samme grund lyder spørgsmålet, jeg vil forfølge i denne blog: hvad er der på spil, udover de (lidt for) nærliggende kropslige sundhedshensyn, når borgernes muligheder for at ryge tobak i stigende grad indskrænkes?

To former for mentalitet

Som jeg ser det, så er hensynet til kropslig sundhed indenfor rygestopindsatsen i bedste fald kun sideløbede med en stadig mere omsiggribende moralsk opdragelse, der ikke vil være ved sig selv.

Dette vidner diverse excelark-politikeres og sundhedsorganisationers ihærdige forsøg på at forbyde f.eks. damp-cigaretterne om: for de ved ikke engang om de er usunde eller ej. Det forekommer dem strengt taget også underordnet.

Dette kunne godt tyde på, at de reelt retter et angreb mod den mentalitet, der ligger til grund for trangen til at ryge eller 'dampe' på fast basis. Det vil med andre ord sige, at der bag deres radikale modvillighed til nikotinens døs ligger en anden form for mentalitet gemt.

Af samme grund kan man tale om, at det er mellem to mentalitetsformer, at kampen om såkaldt 'sundhed' i dag udkæmpes: den døsige mentalitet og den årvågne mentalitet.

Den historiske baggrund

Dette brud i mentalitet har som historisk kontekst, at tobaksrygningens opblomstring er nogenlunde sammenløbende med oplysningstidens fremskridtstænkning. Det var dengang, at vi for alvor begyndte at arbejde os mod stigende velstand og derfor nød godt af øget adgang til nydelsesmidler – heriblandt tobak.

I den forstand er moderne tiders massive opblomstring af rygning (såvel som andre nydelsesmidler) forbundet til denne nære fortid, hvor vi for alvor indså, at naturen kunne domineres i stedet for blot at blive betragtet. Det var dengang kimen blev plantet til vores brud med kristendommens livsdæmpende effekt: den, der havde gjort det tiltrækkende for os ikke at forvente det store af livet, idet vi alligevel kom i himlen.

Det er dette nøjsomme rationale, der så småt smuldrer i takt med moderne tiders driftige fremskridtstænkning. Vi begynder at genopdage vores vilje til livet, og sågar vores vilje til magt, i små omend voldsomme ryk.

I takt dermed opstår behovet om at imødekomme det tidligere afviste liv og de mange afviste behov. Og så det være lige nu og her.

Genopdagelsen af behovene

Det er i denne historiske kontekst, at vi finder det moralske fundament til tobaksrygningens tiltagende popularitet fra oplysningstiden og derefter.

I første omgang fungerede rygningen således mest som en genopdagelse af den frigjorte nydelse, som vi havde afvist. Nikotinen, såvel som smagen af tobak, udgjorde i den forstand en oplagt mulighed for at hurtigt indhente de forsømte behov.

I anden omgang bliver rygningen fanget i et vanemønster. Den beroligende nikotin-rus ender som en form for livserstatning, der kvæler vore behov i takt med genopdagelsen af dem. Gennem nikotinen tages vi påny til fange i en bedøvet psykologi, der sniger sig udenom viljen til livet. Årvågenheden bremses af døsighed: folk bliver afhængige.

Driftiggørelsen af befolkningen

Nutidens rygestop-indsats bør opfattes som et forsøg på at kappe vores sidste bånd til denne døsige psykologi. Rygeforbuddet udgør i den forstand en indsats for øget livsmestring. Vi hives ud af døsen, så vi kan blive driftige.

Rettere sagt, så fungerer rygestopsindsatsen som nutidens livsduelige, stærke og behovsbevidste menneskers måde at nægte andre mennesker smøgernes kunstige tilfredshed og falske viljesaktivering. Rygeforbuddet ender som en selvteknik, der befaler: 'Kom nu igang med livet, i stedet!' eller 'Hvis du ikke er tilfreds med dit liv, så gør noget ved det!'.

I den forstand udgør rygestop-indsatsen blot ét af flere moralske angreb mod vores tidligere passive livsstil, hvor vi havde for vane at glo på verden og dertil krampagtigt omklamre alt, der kunne skabe ro og stabilitet.

Dette tydeliggøres f.eks., idet rygerne i tiltagende grad nægtes at foretage sig noget, imens de ryger: de ekskluderes fra deltagelsen og ud i betragtningen, hvor de kan stå og glo på verden, alt imens det bliver åbenlyst for dem, at de indtager en udefrakommende rus, der er falsk overfor livet.

På den måde lærer de faste rygere indirekte at tage afstand til den kunstige ro og stabilitet, som smøgerne skaber. Deres vilje rettes i stedet mod de behov, som bekræfter livet, fremfor at skabe afstand til det.

Det moralske spørgsmål

Denne udvikling har en slagside. For som en stadigt stigende del af Vestens befolkning har måttet sande, så har vi, i takt med afviklingen af vores tidligere døsige livsstil, fået verden mast ind i ansigtet. Vi har fået presset vores behov ned i halsen.

Dermed er vores indtagelse og fordøjelse af verden – fysisk som psykisk – ikke blot blevet skubbet i gang, men arbejder sig i dag mod et grænseløst manisk tempo. Ret beset er vi fanget i en form for bodybuilder-psykologi, der på mekanisk og automatiseret vis arbejder sig ud af usikkerhed og svaghed for at blive, ikke bare stærk, men uendelig stærk.

Igennem denne konstant accelerende og gennem-økonomiserede vækstkultur forsøger vi nu at indhente verden og os selv. Dertil åbner vi alt for meget op; eller gør det i al fald på en kluntet facon: vi går fra at slæbe os igennem tilværelsen til at blive slæbt igennem den.

Derfor flyder alt – konstant. Ikke længere hvisker verden til os, men råber – sådan føles det i hvert fald for de nok så følsomme ører, der har været tilvænnet stilhed.

Det er i denne utrygge og urolige overvældelse over verden, at nutidens stadigt eskalerende nyttetænkning tager afsæt: hvor vi med alt magt forsøger at fordrive kaos og derpå oprette det perfekte ordenssamfund. Den ureflekterede og krampagtige hyper-pragmatik sejrer: alt bliver til noget, som man kan bruge til noget.

Som led i denne udvikling begynder vi at omklamre videnskab og bureaukrati på samme måde, som vi før omklamrede religion. Vi polerer æblet igen og igen – og ved ikke, hvornår vi skal stoppe.

Vi klamrer os til læger, psykologer, bureaukrater og alskens sundhedsguruer. Vi ophøjer dem til en slags sekulære præster, der kan fortælle os, hvordan vi ’objektivt’ skal leve vore liv: det har vi jo været vant til at få at vide 'ovenfra'. Vi begynder at søge efterlivet i dette liv: at undgå døden for enhver pris.

Alt i alt fører denne overivrige måde at indhente livet og vores behov med sig, at vi begynder at afvise livets aspekter, som ikke bidrager med større orden: såsom den rus, nikotinen giver. Vi oplæres, på krampagtig vis, i kun at søge rigtig orden – og skære alt andet væk.

Denne 'perfekte' omend ganske anstrengte og nydelsesforskrækkede tænkning, råber, som jeg ser det, til himlen om at blive gjort op med.

Spørgsmålet, vi bør stille, lyder derfor: hvorfor gå i modsatte grøft og fuldstændig bandlyse smøger, bare fordi vi gør op med at ryge på fast basis? Hvorfor er det f.eks. ikke acceptabelt at overgive sig til den nok-så-usunde rus i ny og næ, sålænge man mestrer ikke at gøre en livsstil ud af det?

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.