Mobning kan gøre livet surt for ofrene, og årtiers forskning understreger det:
Børn og teenagere, som er udsat for mobning, risikerer at opleve angst, depression, skolefrafald, udelukkelse fra gruppen af jævnaldrende, social isolation og selvskade.
Voksne kan også blive mobbet, oftest på arbejdspladsen, og det kan være lige så svært for dem som for børn og unge.
Jeg er professor, der studerer børns og unges udvikling. Jeg gransker blandt andet, hvordan folk bliver mobbere, og hvordan de kan stoppes.
Lad os først definere, hvad mobning er: Det er, når en person med mere magt eller status – som et populært barn i skolen eller en leder på en arbejdsplads – udsætter en person med mindre magt eller status for ondskabsfuld, skadelig adfærd i form af vedvarende og ondsindet drilleri.
\ Spørgsmål fra nysgerrige børn
Små børn er geniale til at stille store spørgsmål, og i denne serie bringer vi en række tankevækkende artikler fra mediet The Conversation, hvor nysgerrige børn fra hele verden udfordrer forskere med deres undren.
9-årige Daisy fra Lake Oswego i staten Oregon i USA har i denne omgang stillet spørgsmålet: »Hvorfor er folk, der mobber, så ondskabsfulde?«.
Mobning kan antage mange former:
- Fysisk, som at skubbe og slå.
- Relationelle, som at sprede rygter.
- Seksuel chikane og stalkingadfærd.
- Holde nogen uden for vennegruppen eller 'bare' uhøflige, ondskabsfulde bemærkninger.
Nogle gange lader mobberne det gå ud over en person på grund af deres etnicitet, religion, seksuelle orientering eller udseende.
Personer fra LGBTQ+-miljøet, overvægtige eller personer med et fysisk eller udviklingsmæssigt handicap har større risiko for at blive mobbet. Som følge kan de udvikle psykiske problemer, blandt andet depression, angst eller selvskadende adfærd.
\ Læs også
Hvorfor mobber de?
Mobberne lærer tidligt at mobbe andre gennem det, psykologer kalder 'modellering' og 'social læring'. Det betyder, at mobberne ser andre personer mobbe, og de kopierer denne aggressive adfærd.
Her står medierne med et kæmpe ansvar. Hvis ondskabsfuld eller voldelig opførsel bliver glamouriseret og gamificeret i musik, videospil, tv og film, vil mobberne efterligne det, de ser og hører, især hvis det virker cool, eller hvis det bliver belønnet.
Familien spiller også en stor rolle. Hvis børn vokser op i et hjem uden elskværdighed, godhed og nærhed, men med masser af fysisk afstraffelse og tunge konflikter – som forældre, der skændes – ser børn denne adfærd som acceptabel.
Der er risiko for, at de følger trop og behandler deres jævnaldrende på samme måde.
Noget tilsvarende sker, hvis et barn kommer ind i vennegruppe, der mobber. Se bliver så også selv mere tilbøjelige til at mobbe andre.
For at sige det på en anden måde: De mobber, fordi de tror, det får dem til at se seje ud foran deres venner.
Mobberne mobber af mange andre årsager. Nogle gør det, fordi de får det bedre med sig selv, når de jorder andre mennesker.
Andre mobbere har opdaget, at magt og intimidering har virket for dem tidligere, så det er en go-to-strategi for at få det, de vil have. Andre igen har simpelthen svært ved at kontrollere sig selv og kan ikke falde til ro, når de er vrede.
For en del mobbere er det ganske enkelt en måde at møve sig frem. For eksempel kan en voksen mobber på arbejdspladsen sprede et prekært rygte om en kollega for at forhindre en rival i at blive forfremmet.
Sådan håndterer du mobbere
Heldigvis er der mange måder at stoppe mobberen på.
Hvis du er barn eller teenager, så tal med med en voksen, du har tillid til, en forælder, lærer, rektor eller vejleder. De vil hjælpe dig med, hvad der nu skal ske. Skoler er bekendt med denne slags problemer, og de har regler og processer for at beskytte ofrene for mobning.
Hvis du er voksen og er blevet mobbet på arbejdspladsen, så tal med din personaleafdeling eller en neutral vejleder, der kan rådgive dig om næste skridt. Du er også juridisk beskyttet, da arbejdsmiljøloven forbyder chikane og diskriminerende adfærd.
\ Læs også
Uanset alder er det en god idé at tale med venner eller familiemedlemmer, som måske ikke er involveret i hændelsen, men som kan tilbyde støtte. Mestringsaktiviteter, som træning eller afslapning i form af en gåtur, kan også hjælpe.
Og lige en sidste ting: Mobning er aldrig i orden. Det er ikke kun 'børn, der er børn', eller at du 'er for følsom'.
Hvis en mobber generer dig, skal du ikke forsøge at håndtere det alene: At få hjælp er den bedste måde at komme igennem det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Lyt til podcasten Brainstorm
Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen? Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på 'subscribe' eller søge efter 'Brainstorm' i en podcastafspiller på din mobiltelefon.

































