»Lige nu har jeg ekstremt svært ved at se en fredsløsning i Ukraine. Baseret på de seneste uger, tror jeg, at en ende på krigen har meget lange udsigter.«
Det fortæller Ole Wæver, der er fredsforsker og professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Krigen i Ukraine er nemlig meget langt fra at nå den freds-muliggørende tilstand, som konflikt- og fredsforskere kalder for ‘mutually hurting stalemate’ - direkte oversat til ‘gensidigt skadende dødvande’. Et begreb, du kan læse mere om i aritklen 'Hvordan slutter en krig?'
Kort fortalt dækker det over, at hvis fred skal opstå efter en krig, så skal begge parter nå til et punkt, hvor de ikke længere har udsigt til at få noget ud af en vedvarende konflikt.
Men med Ukraines fremgang de seneste uger, vurderer Ole Wæver, at ukrainerne ikke vil være villige til at gå til forhandlingsbordet lige foreløbigt.
»Inden det ukrainske gennembrud kunne man måske overveje, om vi begyndte at nærme os ‘mutually hurting stalemate’,« siger han og fortsætter:
»Man kunne forestille sig, at fronterne var ved at stabilisere sig, og efter ét eller to år kunne fredsforhandlinger overvejes. Det ville stadig være svære forhandlinger - Ukraine ville nok have været nødt til at sige farvel til Krim. Og hvis der var endnu mere smertefulde ting i pakken, kunne det næppe blive en forhandling om fred, snarere en våbenhvile,« siger han.
»Nu, hvor Ukraine har fået vind i sejlene, er det meget svært at forestille sig forhandlinger, før russerne er drevet helt ud. Hvis altså ikke fronterne igen fastfryser sig, som de var ved at blive indtil for nogle uger siden.«
Ole Wæver tilføjer, at USA og Rusland kommunikerer, hvilket er godt, for eventuelle misforståelser skal undgås - især når atomvåben er med i billedet.
»Men USA bør ikke forhandle over hovedet på Ukraine om en fred,« fortsætter professoren.
»I sidste ende kræver stabil fred, at Ukraine selv vælger det.«
Regimeskfit i Rusland er den mindst usandsynlige fred
I begge de ovenstående scenarier - ‘mutually hurting stalemate’ eller en sejr for Ukraine - taler vi om flere år, før vi potentielt kan begynde at se en ende på konflikten.
Men der er også en tredje løsning, som Ole Wæver ser som næsten realistisk:
»Hvis ikke krigen skal køre videre mange år endnu, så skal der ske en intern omstyrtning af Putin i Rusland. Det er formentlig den mindst usandsynlige udvej på krigen, som det står lige nu,« siger han.
Men selv efter et regimeskift i Rusland, er fred ikke garanteret, uddyber han.
»Spørgsmålet er: Vil russerne kunne tørre det hele af på Putin og acceptere nederlaget? Og hvordan vil stemningen være blandt det russiske folk? For mig at se er det nok mest sandsynligt, at der kommer en stemning af, at man har været ude for en uretfærdighed fra Vesten,« siger Ole Wæver.
Og sådan en stemning gør det sværere at opretholde en fred, uddyber han:
»Hvis man kigger på det historisk, er der efter en national ydmygelse, som et nederlag i Ukraine givetvis vil være, altid en stor sandsynlighed for højrenationale bevægelser, der vil skyde skylden på indre og ydre fjender. Så dem, der vil komme til magten, vil sandsynligvis ikke protestere mod krigen - men derimod mod freden.«
Det så vi et eksempel på ved afslutningen af Første Verdenskrig, fortæller Ole Wæver. Her bredte der sig en stemning af, at Tyskland var blevet uretfærdigt behandlet, hvilket banede vejen for Hitler og Anden Verdenskrig.
\ Læs mere
Fredsprocessen er afgørende
Så hvad kan vi i Vesten gøre, for at undgå en runde to?
»Det er svært,« mener Ole Wæver. »På den ene side, så må vi ikke lade Rusland beholde en bid af Ukraine. Det er helt principielt, at aggressioner ikke må kunne betale sig.«
»Men på den anden side kan straf mod Rusland ende ud i had mod Vesten, og det skader en blivende fred. Jeg tror, at vi efter bedste evne må lytte til vores Ruslands-eksperter, og så bruge de kommunikationskanaler, vi stadig har.«
I bedste fald kan vi påvirke russernes oplevelse af freds-processen, fortsætter Ole Wæver:
»Proces er lettere at påvirke end indhold. Der findes ikke nogen ’formel’ for en retfærdig fred, og resultatet bliver i meget høj grad bestemt af styrkeforholdene i krigen. Men oplevelsen i befolkningen bør blive, at denne udgang også er en, man selv har valgt,« siger han og afslutter:
»I den ideelle situation er der en stemning i Rusland efter krigen, hvor man ikke siger ‘hvor er vi uretfærdigt behandlet,’ men i stedet ‘i sidste ende var det vel okay, at vi tabte’ - eller rettere - ‘at vores dumme tidligere præsident tabte sin krig. Nu tager vi den her fra.’ Kort fortalt: Hellere Tyskland efter Anden Verdenskrig, frem for Tyskland efter Første Verdenskrig.
