Der foregår til stadighed en større diskussion om, hvad fred egentlig er. Ikke mindst i en tid, hvor betydningen af fred er blevet os smerteligt bevidst i kraft af dets fravær i Europa, giver det mening at stille spørgsmålet: Hvad er fred?
Spørgsmålet har af åbenlyse årsager været stillet siden begyndelsen af fredsforskningstraditionen. Den mest veletablerede konceptualisering af fred er formuleret af fredsforskningens norske 'fader', Johan Galtung.
Galtung skelner mellem negativ fred, fraværet af krig, og 'positiv fred', defineret positivt som tilstedeværelsen af lighed og social retfærdighed.
Mange mener dog, at positiv fred er en alt for bred definition og et alt for ambitiøst mål. Rundtom i verden er det svært at finde et sted, hvor du kan identificere virkelig positiv fred. End ikke i Danmark.
Det kan virke som en alt for omfattende opgave ikke kun at slutte en krig, men også at adressere økologisk balance, menneskerettigheder og økonomisk retfærdighed som hævdet i teorien om positiv fred.
Desuden er begrebet positiv fred analytisk problematisk, da det gør det vanskeligt at vurdere, hvilke faktorer der korrelerer med fred (såsom retfærdighed), hvis disse forhold også er en del af selve definitionen af konflikt.
Det er altså vanskeligt at måle, om øget retfærdighed eller demokrati fører til fred, hvis det også er en del af selve definitionen for fred.
Ikke uproblematisk at bruge en negativ definition
Grundet udfordringerne med positiv fred er der gode grunde til at holde sig til den negative definition af fred som fraværet af krig.
Negativ fred er både lettere at måle (antal kampdræbte) og moralsk ønskværdigt (undgå krig).
Det er dog også problematisk og utilfredsstillende blot at definere fred negativt. Det er tydeligere, hvordan fred kan fremmes, hvis det defineres som noget, der skal forstærkes, snarere end blot fraværet af noget.
Desuden er det analytisk problematisk kun at definere fred negativt, da det gør det svært at se nuancerne og forskellene i grader af fred.
For eksempel bliver det svært at skelne mellem forholdet mellem Sverige og Danmark på den ene side og Sverige og Saudi-Arabien på den anden side (da der ikke forekommer direkte vold mellem nogen af landene, men de to forhold er meget forskellige, når det kommer til graden af samarbejde og venskabelighed).
Den svære kunst at definere fred
Udfordringen er derfor at definere fred bredere end blot fraværet af direkte vold (negativ fred), men alligevel mere snævert og præcist end 'alt godt' (positiv fred). Gennem årene har flere forskere forsøgt sig med dette.
De fleste af dem ender med at tilføje et tillægsord til fred; liberal fred, negativ fred, evig fred, institutionel fred, agonistisk fred, retfærdig fred, kvalitetsfred, hverdagsfred, forfatningsfred med flere.
Det er næsten, som om fred er et så omfattende bredt begreb, at det ikke kan stå alene. Som om det virker upassende at komme med en simpel definition af fred. Ikke desto mindre vil jeg forsøge mig med netop det. At komme med en simpel definition, der hverken er for bred eller for snæver.
Først, må jeg opstille en række kriterier over en god definition af fred. Med inspiration fra flere andre fredsforskere ser min liste således ud:
En god definition af fred bør:
- Være kort og præcis.
- Være mere end fraværet af (direkte) vold.
- Ikke være for altomfattende.
- Kunne fungere som både uafhængig og afhængig variabel.
- Vær skalerbar.
- Vær relevant for at forstå alle samfund.
- Tillade forskerne at observere eller måle fred.
- Være i stand til at rumme konflikt.
- Kunne beskrive fred på nationalt, internationalt og mikroniveau.
- Kunne beskrive hvad fred er, snarere end hvad der skaber fred, hvad der opretholder fred, eller hvordan fred ‘opleves’.
Så hvad er min definition af fred, der lever op til alle disse krav?
Her er jeg inspireret af ikke-volds-konceptet, der på én gang beskriver noget, der ikke er vold, og på samme tid beskriver en konkret praksis, der er mere end fraværet af vold.
På samme måde definerer jeg fred som ikke-fjendskab.
Fred kan begynde som en udstrakt hånd
Således er fred ikke en abstrakt ting, vi kan begrunde en krig med (J.W. Bush begrundede blandt andet Irak-krigen med, at han ville skabe verdensfred) eller en utopi, vi aldrig når.
Fred er noget konkret, vi kan praktisere og skabe i konkrete situationer.
Min egen forskning om konfliktløsning og fredsforhandlinger forskellige steder i verden viser, at momenter af fred kan opstå i konkrete situationer. Det bliver så at sige genereret i interaktion.
Samtidig kan ikke-fjendskab være en praksis, en udstrakt hånd i form af et statsbesøg, som da den egyptiske præsident Anwar al-Sadat besøgte tempelbjerget i Jerusalem i 1977.
Med definitionen af fred som ikke-fjendskab håber jeg at indfange fredens mange ansigter som både en relation, en situation og en praksis.
