Hvordan går det med at udbrede fred og retfærdighed i verden?
Egoistiske verdensledere og mistillid mellem stormagter bremser fremgangen af FN's 16. verdensmål. Men corona-pandemien kan lære staterne en vigtig lektie.
Stormagter flag

I en artikelserie vurderer forskere, hvordan det går med at nå i mål med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling – hvad er de væsentligste problemer, og hvordan kan de løses? I denne artikel zoomer vi ind på mål nummer 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. (Foto: Shutterstock)

I en artikelserie vurderer forskere, hvordan det går med at nå i mål med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling – hvad er de væsentligste problemer, og hvordan kan de løses? I denne artikel zoomer vi ind på mål nummer 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. (Foto: Shutterstock)

I 2015 gik alle FN’s medlemslande sammen om en historisk aftale. De vedtog FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling: et ambitiøst projekt, der skulle gøre verden til et bedre sted for både mennesker og planeten.

Et af de sværeste mål at nå til enighed om var verdensmål 16, som handler om at opbygge stærke institutioner og sikre fredelige, retfærdige og inkluderende samfund verden over.

Målet er så politisk sprængfarligt, at nogle lande frygtede, at FN ville bruge det til at blande sig i, hvordan stater indretter sig politisk, men efter svære forhandlinger lykkedes det at få det igennem.

Men en ting er at få målet igennem. En anden er, hvordan det går med at opnå det fem år efter vedtagelsen. 

Det dykker vi ned i her, hvor du også kan læse to forskeres vurderinger af de væsentligste udfordringer, og hvad der skal gøres, for at løse dem.

Om FN's verdensmål

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er 17 konkrete mål og 169 delmål, der skal sikre en mere bæredygtig udvikling for mennesker og planeten. 

Målene forpligter alle FN’s 193 medlemslande til bl.a. at afskaffe fattigdom, sikre ligestilling mellem kønnene, bekæmpe klimaforandringer og støtte fredsskabende initiativer inden 2030.

Målene blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på et FN-møde i 2015, og trådte i kraft 1. januar 2016. 

Kilde: Verdensmaalene.dk

Fred og retfærdighed er i tilbagegang

Når hele verdenssamfundet vedtager at arbejde for fred, retfærdighed og bæredygtige institutioner, skulle man måske tro, at det om noget ville kunne rykke tingene i en bedre retning. 
 
Desværre er realiteten en anden, lyder den nedslående vurdering:  
 
»Det går rigtig dårligt. Når vi ser, hvordan det går med fred, retfærdighed og inklusion, så er der tilbageskridt på landeniveau en hel masse steder,« lyder det fra forsker Louise Riis Andersen, som er seniorforsker på DIIS -Dansk Institut for Internationale studier. 
 
»Samtidig står vi med en meget bekymrende udvikling i forholdet mellem stormagterne, der gør de her dagsordener meget vanskelige at løfte både lokalt og globalt,« fortsætter hun.
 
Det genkender Eva Grambye, som er cand.scient.pol og ansat på  Dansk Institut for Menneskerettigheder, hvor hun har beskæftiget sig indgående med verdensmål 16:
 
»Antallet af mennesker, der flygter fra krig og konflikt er blandt det højeste nogensinde, antallet af menneskerettighedsforkæmpere, der er dræbt eller forsvundet, er blandt det højeste i en række lande. Undersøgelser viser også, at opbakningen til demokrati er faldende flere steder i verden,« siger Eva Grambye, vicedirektør på det Internationale område ved Institut for Menneskerettigheder.
 
En måling lavet af International Idea, en mellemstatslig organisation, fra 2019 viser, at fremskridtet med verdensmål 16 står overfor betragtelige udfordringer. Ser man desuden på FN-rapporterne, der årligt gør status på verdensmålene, er det tydeligt, at det ikke går i den rigtige retning, fortæller Eva Grambye.
 

Landes forhold er præget af mistillid

Hvis Louise Riis Andersen skulle slå ned på ét væsentligt problem, der står i vejen for opnåelsen af fred, retfærdighed og stærke institutioner, opsummeres det bedst i et ord: ’Tidsånden’.

’Tidsånd’ er lidt uhåndgribeligt, så Louise Riis Andersen konkretiserer det ved at pege på to kriser, som, hun vurderer, at det internationale samfund befinder sig i lige nu:

  • En mistillidskrise

  • En lederskabskrise

»Vi befinder os i en tid, hvor der er en stigende tillidskrise, både blandt forskellige grupper og befolkninger og stater imellem,« siger Louise Riis Andersen, som har skrevet et kapitel om, hvad mål 16 betyder for dansk inden- og udenrigspolitik i bogen ’Bæredygtig global udvikling - om FN's 17 verdensmål’. 

»Udgangspunktet er, at ’de andre’ ikke vil ’os’ det godt, i stedet for erkendelsen af, at vi står over for en hel masse fælles problemer, som ikke engang de mest magtfulde kan løse alene.«

Et par eksempler på den stigende mistillid mellem grupper i samfundet er Brexit og valget af Trump i 2016, som begge blev udlagt som udtryk for, at befolkningen sagde fra overfor en magtelite, der ikke bekymrede sig om almindelige menneskers problemer. En slags folkets mistillidserklæring til samfundets etablerede institutioner.

I princippet kunne det have skabt grobund for en demokratisk udvikling, men i praksis er de politiske systemer i mange lande, ikke kun USA og Storbritannien, blevet mere polariserede og   ekskluderende, fortæller Louise Riis Andersen.

Stormagtsledere giver pokker i fælles interesser

Samtidig er mistilliden mellem lande – især på stormagtsniveau –  stigende, og det gør kun problemet større, mener Louise Riis Andersen. 

»Det kan godt lyde naivt at tale om tillid, når det gælder forholdet mellem globale magter som USA og Rusland eller Kina, der grundlæggende ser hinanden som rivaler. Men problemet er, at de i stigende grad heller ikke har tillid til de internationale institutioner, de er fælles om, og som giver dem mulighed for at håndtere deres konflikter fredeligt,« siger Louise Riis Andersen, og fortsætter:

»Det peger på det andet problem, nemlig lederskabskrisen, som viser sig i, at nationale ledere er mere optagede af at vise handlekraft overfor egne snævre dagsordener end finde reelle langsigtede løsninger på fælles problemer,« siger Louise Riis Andersen.

Når det kommer til at fremme retssikkerheden på nationalt og internationalt niveau, som er et af delmålene i verdensmål 16, gør blandt andet Kina, USA og Rusland i stigende grad, hvad de selv vil, og ser stort på folkeretten, fortæller hun. 

»Det er altid nemt at pege fingre ad stormagter, som viser en åbenlys respektløshed for internationale konventioner, men tendensen eksisterer på mange niveauer. Krigens love og respekten for det humanitære rum brydes dagligt i konflikter i Afghanistan, Syrien, Yemen, Mali, Irak og Libyen, uden at det får konsekvenser,« siger Louise Riis Andersen. 

»Den europæiske respons på flygtningekrisen i 2015 viser jo også, at der er flyttet nogle hegnspæle, for selvom lande har pligt til at hjælpe, er konventionerne blevet skubbet til side,« tilføjer hun.

Græsrødder baner vej for samarbejde

Hvordan løser vi de udfordringer, der står i vejen for at komme i mål med FN’s verdensmål nummer 16: Mistillidskrisen og lederskabskrisen?

Der findes ingen manual, der trinvis fører verden tættere på fred og retfærdighed, og altså heller ikke noget simpelt svar.

Louise Riis Andersen ser dog nogle positive takter i de sociale mobiliseringer, såsom de unges klimastrejke i 2018 samt demonstrationer mod indskrænkning af retsstaten i Polen og ungarske demonstranter for mediernes ytringsfrihed i år.

»Det er sociale mobiliseringer, der peger i en mere progressiv retning: Vi skal allesammen være her, og vi har alle sammen rettigheder. Det er græsrodsmobiliseringer på tværs af landegrænser med dagsordner, der peger i anden retning end autokratiske og stærke mænd,« siger Louise Riis Andersen.

Græsrodsmobiliseringerne løser ikke lederskabskrisen og mistillidskrisen i sig selv, mener hun. Men de gør vilkårene for at løse problemerne gunstigere, fordi de vidner om befolkningers interesse i samarbejde på tværs af landegrænser om verdens fælles bedste – og det er lige det, verdensmål 16 handler om. 

Red Verden: Stort tema i gang


I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Du kan debattere løsninger med knap 6.000 andre danskere i Facebook-gruppen Red Verden.

Corona-pandemien fordrer fælles løsninger 

Selvom de sociale mobiliseringer gyder vandene for politisk samarbejde om fællesanliggende som klimakrisen, har det indtil nu været en udfordring at give bevægelserne politisk tyngde, mener Louise Riis Andersen.

Men med fremkomsten af den nye coronavirus står verden i en situation, hvor samarbejde ikke er en mulighed – det er en nødvendighed. Og det kan muligvis gøre det nemmere at opnå fremskridt også på verdensmål 16, mener Louise Riis Andersen. 

»Corona-pandemien har gjort det tydeligt for statsledere, at lande ikke kan løse problemerne selv. Man kan lukke grænser og forsøge at købe værnemidler til sin egen befolkning, men vi har brug for internationalt samarbejde for at sikre økonomisk genoprettelse og for at håndtere både denne sygdom og fremtidige pandemier,« siger Louise Riis Andersen og fortsætter:

»Den bevidsthed om nødvendigheden af samarbejde og tillid er blevet større på det politiske niveau, tror jeg.« 

Måling af fremgang bygger på sparsom data

En væsentlig udfordring i forbindelse med verdensmål 16 er, at datagrundlaget for overhovedet at måle, om landene forbedrer sig, er utilstrækkeligt, mener Eva Grambye. 

Forskere fra University of Oxford og the Global Change Data Lab har bygget en online SDG-tracker, som måler fremskridt blandt de individuelle verdensmål udfra blandt andet WHO, Unesco og Verdensbankens data. 

De måler fremskridtet udfra de indikatorer, der er fastsat i forbindelse med vedtagelsen af verdensmålene. Et eksempel på en indikator for verdensmål 16 er, hvor mange mord der begås årligt per 100.000 indbyggere. 

Men der er to problemer med datamåling, når det gælder verdensmål 16, mener Eva Grambye:

  • Der er ikke særlig mange tilgængelige data, når man måler succesraten ud fra de fastlagte indikatorer 

  • Nogle af de data, der er, kan være fejlbehæftede

Hun uddyber:

»Hvis du ser på det globalt, så er de lande dårligere rustede til dataindsamling end i Danmark, hvor vi har et meget udbygget system, hvor vi gør brug af administrative data. For eksempel opdateres befolkningsantallet dagligt ud fra registrering af fødsler og dødsfald,« siger hun. 

»Det er et kæmpeproblem i især udviklingslande, hvor man er afhængige af mangelfulde folketællinger, der gennemføres hvert 10. år. Det betyder, at man ikke kender den aktuelle befolkningstilvækst eller sammensætning, og at mange borgere ikke er registreret og derfor ikke har en juridisk identitet.«

»Desuden kan man ikke altid stole på data fra lande, der har interesser i at gøre tallene højere eller lavere, for eksempel hvor stor en andel af befolkningen en sårbar gruppe (såsom oprindelige folk) udgør,« fortsætter hun.

Hvorfor fastlagde landene ikke bare bedre måleparametre, da de vedtog verdensmålene?

Hele verden skulle enes om vedtagelsen, og verdensmål 16 var i forvejen svært at få igennem.

Efter vedtagelsen forhandlede repræsentanter for udvalgte nationale statistikbureauer om fastlæggelsen af de såkaldte målbare indikatorer – pejlemærker, der skulle vise fremskridtet for hvert enkelt mål.

Forhandlingerne blev kaldt tekniske, men var i virkeligheden politiske, for nogle lande ville undgå indikatorer, der blev for afslørende, lyder Eva Grambyes analyse.

Kilde: Eva Grambye

Verdensmålenes succesrate skal omdefineres

Institut for Menneskerettigheder har udtænkt en løsning til at tage hånd om manglen på tilgængelige data – den handler i bund og grund om at supplere FN’s indikatorer og finde et målesystem, der gør brug af eksisterende datakilder.

Institut for Menneskerettigheder har konkret udviklet et analyseværktøj, som maskinlæser og katagoriserer de mange anbefalinger på menneskerettighedsområdet, som lande hvert år modtager af FN. 

Menneskerettighedsanbefalingerne er ikke en gængs måde at måle verdensmålenes succesrate, men analyseværktøjet knytter anbefalingerne til de enkelte verdensmål, så man for hvert enkelt land kan se, hvilke udfordringer der er, for eksempel i forhold til mål 16, og hvilke befolkningsgrupper der er særligt sårbare. 

Som eksempel ville en anbefaling til et land om at bygge flere fængsler, fordi de er for overfyldte, falde under verdensmål 16’s delmål om ret til retfærdig rettergang, fortæller Eva Grambye.

»Der kan vi så gå ind og se, hvor langt man er kommet med det,« siger hun. 

Ukontroversiel data mindsker risikoen for fusk

Udover at analyseværktøjet trækker på data, der er resultat af ekspertanalyser af landenes menneskeretlige forhold, peger de også direkte på løsninger på de konkrete problemer.

Desuden er dataen heller ikke så kontroversiel, som for eksempel mordrater, som lande kan have interesse i at holde skjult.

At bruge den slags data mindsker risikoen for, at landene skævvrider deres tal og styrker derfor ansvarliggørelsen af de relevante myndigheder.

»Dataen burde ikke være så kontroversielle, for landene har jo selv sagt ja til de anbefalinger, de har fået,« siger Eva Grambye, som har skrevet om ansvarliggørelse af regeringer og virksomheder i bogen 'Globale mål, visionen om bæredygtig udvikling'. 

For at imødegå problemet med eventuel datafusk mener Eva Grambye også, at bør gøres til fast procedure at involvere civilsamfundet, når man indsamler data til måling af verdensmålene.

De kan be- eller afkræfte, om kontroversielle tal og statistikker stemmer overens med deres erfaringer i det pågældende land. 

Det enkelte lands situation skal tages med

Louise Riis Andersen er enig i, at FN’s verdensmål nummer 16 er svært at måle, men er generelt skeptisk overfor ideen om, at man kan måle komplekse tendenser i forskellige samfund ved hjælp af få, enkelte faktorer. 

»Det er svært at sige, at et land bliver mere fredeligt, sikkert og inkluderende, fordi regeringen vælger at bygge flere fængsler. Det kan jo også være tegn på, at styret bliver mere repressivt, og/eller at kriminaliteten er stigende,« skriver hun i en mail til Videnskab.dk.

Det gælder i højere grad om at tage omstændighederne i det individuelle land i betragtning, når man læser landets indrapporteringer til FN.

»For omverdenen gælder det på SDG16, som for alle de andre mål, selvfølgelig om at holde landene fast på det, de selv har valgt at rapportere. Men mest af alt måske om også at holde øje med alt det, de ikke rapporterer, og som ikke kan læses udaf tallene,« skriver Louise Riis Andersen.

Her må man ty til grundige politiske og socioøkonomiske analyser af udviklingen i det enkelte land og til oplysning fra civilsamfundsorganisationer og uafhængige kilder uden for staten, mener hun. 

Der er altså ikke en nem løsning, men en kombination af flere forskellige måleværktøjer, analyser og kilder kan være vejen frem til at kaste lys over FN’s verdensmål nummer 16.

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.