Hvilken slags film plejer at vinde Oscar-statuetten for bedste film ved Hollywoods årlige prisuddeling? Er der tale om en decideret Oscar-filmgenre?
Hvis man kigger tilbage på de sidste 25 års vinderfilm (1990-2015), så er de fleste vindere eksempler på klassiske Hollywoodfortællinger om eneren, der mod alle forventninger lykkes med sit projekt.
Ofte er det historien om den amerikanske drøm – men det er langt fra altid tilfældet.
Fire forskellige typer vinder-film
Ser man på Oscar-vindere i bedste film-kategorien siden 1990, så tegner der sig et mønster, som fordeler sig på fire typer af film:
- Den episke fortælling
- Den smalle independent film
- Den biografiske film
- Genrefortolkningen
1) Den episke fortælling
Det storladne melodramatiske epos er ofte det, som man forbinder med Oscar-film, for eksempel Titanic med verdens største skibskatastrofe som omdrejningspunkt eller finalen på fantasy-trilogien The Lord of the Rings med The Return of the King.
Begge film var eksempler på episke fortællinger om kampen mellem henholdsvis det traditionelle og det moderne i Titanic og det gode og det onde i The Return of the King.
Begge film bidrog desuden med nyskabelser inden for CGI (special effects), som skabte troværdige filmiske universer, hvad enten det var historisk rekonstruktion af Titanic’s forlis eller Mordors hære af orker.
På samme måde brugte Forrest Gump om den enfoldige protagonist af samme navn CGI-effekter til at placere Forrest centralt i dokumentariske film-klip fra både politiske og populærkulturelle begivenheder, for eksempel når Forrest hilser på JFK.
Melodramaet er den foretrukne genre i det storladne epos, suppleret med omfattende doser action-elementer.
Filmene foregår ofte i en forgangen tid enten med en rammefortælling eller blot i en ikke-nutidig setting. Det gælder også sandalfilmen Gladiator, som foregår i antikken og følger en mand, der har mistet sin familie og derfor ikke har noget at tabe – heller ikke som gladiator.
I The English Patient er det den tragiske kærlighedshistorie som er i centrum, men her i konteksten af 2. Verdenskrig. Den skæbnebestemte melankoli og det uafvendelige tab står centralt i begge disse film.
2) Independent film: Samfundskritik og nytænkning giver pote
Geoff King, filmforsker og æresprofessor ved Brunel University London, har karakteriseret independent film med et lidt højere budget end vanligt som eksempler på ’Indiewood’.
Indiewood-betegnelsen omfatter film med mindre budgetter (end storfilmene), og er film, som typisk er samfundskritiske, men også byder på nytænkende æstetiske iscenesættelser.
Det er amerikanernes svar på den europæiske art film. Som eksempelvis Fargo - den snehvide, ironiske krimi-komedie - hvor de onde kriminelle kommer til kort overfor den provinsielle politistyrke. Men også som den tragiske og trøstesløse, men små-filosofiske thriller No Country for Old Men.
Begge film er instrueret af Coen-brødrene, som foretrækker skæve fortællinger uden egentlige helte.
Helt anderledes munter er Slumdog Millionaire, som inkorporerer Bollywod- inspirerede dansescener i en dynamisk kærlighedsfortælling.
Samfundskritik kommer tydeligere til udtryk i multi-protagonistfilmen Crash om det fordomsfulde og racistiske Los Angeles, American Beauty om kernefamilien i dyb krise og The Hurt Locker med et mindre glorificerende syn på krig, end vi er vant til i amerikanske film.
I en kategori for sig er Indiwood meta-film som The Artist om Hollywoods overgang til lyd fortalt som stumfilm i sort/hvid og Birdman, der som kritisk drama-komedie giver nyt perspektiv på Hollywood superheltefilm og Broadways teaterverden via en seriøs identitetskrise.
3) Biografiske film: Sande helte og 'store hvide mænd' vinder Oscars
Biografiske film (bio pics) er film om det personlige drama, baseret på en 'sand historie' fra det virkelige liv omsat til Hollywood dramaturgi - og det bliver genren ofte kritiseret for.
Filmforskeren Dennis Bingham skriver om den biografiske film, at den har været igennem forskellige faser. Der er for eksempel helte-biografier, hvor personen fremstilles i et særligt gunstigt lys, modsat 'vorter og det hele'-bio pics, hvor realismen prioriteres.
I Oscar-regi er det primært den biografiske film om helten, der har gjort sig gældende: Det gælder både The King’s Speech om Dronning Elizabeth II’s stammende far, der ender med at samle nationen, men også den politiske thriller Argo, hvor CIA-agenten er helten og redder gidslerne. Og ikke mindst Shakespeare in Love om bardens skriveproces og hans egen kærlighedshistorie.
Den typiske biografiske film er ofte en historisk skildring af 'den store hvide mand', påpeger Bingham.
Undtagelsen som Oscar-vindende film er 12 Years a Slave, der skildrer den frie, sorte mand fra New York, som før uafhængighedskrigen bliver kidnappet og solgt som slave i Sydstaterne.
Schindler’s list om industrimanden, der redder jøder fra kz-lejrene, og Braveheart om frihedskæmperen William Wallace, der kæmper mod de onde englændere, følger derimod traditionen.
A Beautiful Mind er både en 'den store hvide mand'-biografi, men er også en 'vorter og det hele'-skildring om en Nobelprisvindende matematiker Nash, der led af mentale problemer, hvilket bliver gjort til en del af filmens suspense-fortælling.
4) Genrefortolkning: Horrorfilm falder ikke i juryens smag
Krimi- og horrorfilm er atypiske vindere af Oscar for bedste film, og det samme gælder komedier og musicals, men siden 1990 har der været et par stykker, blandt andet horrorfilmen Silence of the Lambs med Hannibal the Cannibal, som hjælper CIA-agenten med at opklare mysteriet om seriemorderen.
Dances with Wolves var en nostalgisk-romantisk version af Western-genren, modsat den kyniske Unforgiven, der er en såkaldt 'revisionistiske western', hvor dyderne fra den klassiske western ikke længere er gældende.
I thriller-krimien The Departed kombineres korruption og magtbegær på begge sider af loven i et gangsterstyret Boston, hvor de onde ler, og de gode græder.
Musicalen Chicago har medier og selviscenesættelse som omdrejningspunkt, og bokse-dramaet Million Dollar Baby er en slags omvendt Rocky, fordi den ender tragisk – da den unge kvindelige bokser vælger selvmord, da hun alligevel ikke kan opnå sin drøm.
Oscar-vindere er ikke de samme – altid
Inden for de sidste 26 år er der således meget stor forskel på, hvilken slag film, som vinder for ’best picture’.
Det kan være en traditionel, klassisk fortælling – men ikke altid. Det er Birdman et eksempel på.
Det er ofte en biografisk film om en 'stor hvid mand', men ikke altid, som 12 Years a Slave kunne demonstrere, og det er ikke altid et historisk melodrama, som både The Departed og Slumdog Millionaire er beviser på.
