Den første forevisning af levende billeder for et betalende publikum fandt sted i Paris den 28. december 1895. Forestillingen var arrangeret af brødrene Auguste og Louis Lumière (1862-1954; 1864-1948). De havde designet den hånddrevne projektor, der viste filmene. Projektoren fungerede også som kamera, og brødrene havde selv optaget de ti film, der blev vist.
Man kan dog ikke sige, at brødrene Lumières forevisning af levende billeder var verdens første biografforestilling. Det hele foregik i et lejet lokale, og alt var improviseret. Der var ingen biograf.
Når man sagde, at der blev vist 'film', var det, fordi man overtog et ord fra fotoindustrien. Den celluloidstrimmel, som brødrenes billeder var optaget på, var belagt med et tyndt lag – en film – af lysfølsomme kemikalier.
Film i betydningen foto var blevet introduceret i 1880’erne af firmaet Eastman Kodak og solgtes sammen med et billigt kamera, der passede til den nye film. Eastman Kodak stod også for fremkaldelsen, og med at slag kunne alle – ikke bare de professionelle – fotografere.
Huller i filmstrimmel skabte bevægelse
Brødrene Lumière prikkede huller i sådan en filmstrimmel og opfandt en mekanisme, der kunne bevæge filmen frem i ryk, så der blev optaget en række stillbilleder på filmen – 16 pr. sekund. Når billederne bagefter blev vist hurtigt efter hinanden, opstod illusionen af bevægelse på lærredet.
Den længste af brødrene Lumières film varede 49 sekunder. Der var ingen klip i filmene, ingen kamerabevægelser, ingen skuespillere og ingen tekster. Alt det ventede stadig på at blive opfundet.
Ligesom filmstjerner, biografer, studier og filmselskaber. Men ikke desto mindre var publikum og de inviterede journalister begejstrede.
Ikke fordi billederne på lærredet var 'levende'. Det havde man set før. Begejstringen gik på billedernes størrelse og især deres skarphed og detaljerigdom, der gav indtryk af dybde og realitet.
Kinetoskopet var en sensation
Brødrene Lumière ejede en fabrik, der fremstillede fotografisk udstyr. I 1894 havde de set levende billeder i et såkaldt kinetoskop, en maskine udviklet af den amerikanske opfinder Thomas Edison (1847-1931).
Kinetoskopet var en trækasse på størrelse med en mindre kommode, som indeholdt en film, der var cirka 15 meter lang. Filmen kørte i en sløjfe og startede, når man kastede en mønt i maskinen. Kun én person kunne kigge i kinetoskopet, og filmene var meget korte, da de ikke var rullet op på spoler.
Alligevel var Edisons kinetoskoper meget hurtigt blevet populære, og de blev opstillet i en slags spillehaller. Den første af slagsen åbnede i New York i april 1894, og hurtigt bredte de sig til mange store byer og altså også til Paris.
Filmene havde titler som 'En mand nyser', 'Hanekamp', 'Hesten får sko på', 'Den stærke mand' og 'Boksekamp'.
Emner blev tilgængelige for alle
Især boksefilmene var populære. Her kunne victoriatidens pæne damer se ting, som de ellers af sociale grunde var udelukket fra. Filmene var optaget med et kamera – kinematografen – der var udviklet af L.W.K. Dickson (1860-1935), en af Edisons mange dygtige medarbejdere.
Arbejdet med at udvikle kamera og fremviser begyndte i 1888. Men kinematografen var ikke verdens første filmkamera. Sidst i 1880’erne tænkte flere opfindere de samme tanker, og nogle kom før Dickson. Men det var Dicksons og Edisons apparater, der slog igennem og kom til at sætte sig spor.
De fleste af opfinderne byggede videre på arbejde udført af Étienne-Jules Marey (1830-1904) og Eadweard Muybridge (1830-1904). Marey var læge og fysiolog og brugte fra midten af 1870’erne fotografisk teknik til at studere flyvebevægelser hos fugle.
Han udnyttede til det yderste de fremskridt, der blev gjort i den fremstormende fotoindustri med at øge filmenes lysfølsomhed, så eksponeringstiden for et billede kunne gøres kortere. Omkring 1880 var man nået ned på 1/1.000-del af et sekund.
Videnskabelige studier af bevægelse med film
I 1882 konstruerede Marey et fotoapparat formet som et gevær. På ét sekund kunne det tage 12 billeder, der alle blev optaget på samme negativ. Han var nu i stand til at analysere bevægelser hos dyr og mennesker og relatere dem til funktionen af knogler og led.
Muybridge var en innovativ britisk naturfotograf, der mest arbejdede i USA. I 1872 blev han kontaktet af den californiske guvernør, som ville have et endeligt svar på en gammel diskussion om, hvorvidt en hest i trav altid rører jorden med mindst ét ben, eller om der er perioder, hvor hesten 'svæver'.
Muybridge begyndte at studere bevægelser hos dyr og mennesker ved hjælp af fotografier. I modsætning til Marey brugte han flere kameraer. I 1878 kunne han med 12 kameraer udløst meget hurtigt efter hinanden vise, at også en hest i galop 'svæver'.
Både Marey og Muybridge opfattede deres arbejde som videnskabeligt. De var ikke ude på at skabe levende billeder, og på sine ældre dage fortrød Muybridge, at han havde vist levende billeder med et apparat han kaldte et zoopraxiskop.
Han følte, at det var vulgært og i strid med hans egne intentioner, der gik ud på at kortlægge bevægelser ved at tage mange billeder hurtigt efter hinanden.
Levende billeder overraskede ikke publikum
I genskabelsen af bevægelsen gentog Muybridge bare, hvad man havde vidst siden 1830’erne. Her havde en belgisk læge, Joseph Plateau (1801-1883), som studerede øjets funktion, konstrueret et apparat, der kunne vise en række tegninger meget hurtigt efter hinanden.
Hvis tegninger kun er en smule forskellige fra hinanden, giver de mange enkeltbilleder illusionen af bevægelse. Plateaus apparat blev hurtigt omskabt til en såkaldt zoetrop, som blev et almindeligt legetøj i midten af 1800-tallet. Det var blandt andet derfor, at brødrene Lumières publikum ikke blev overraskede over at se 'levende billeder'.
Det samme publikum blev heller ikke overrasket over at se billeder projiceret op på et lærred. Lysbilledapparater – også omtalt som en 'laterna magica' – havde man siden 1600-tallet brugt til projicering af transparente tegninger på en væg eller et lærred.
I 1800-tallets storbyer – ikke mindst i Paris – var der et rigt udbud af teatre og andre etablissementer, som konkurrerede i at bruge avancerede 'laterna magica'-apparater til alle mulige former for underholdning, hvor man viste billeder – ofte håndtegnede på glasplader – og fortalte historier eller opførte skuespil ledsagede af et rigt udvalg af optiske illusioner og billeder projiceret op på vægge eller på halvgennemsigtige lærreder.
Lumière anses som et gennembrud
Mens vi i dag ser brødrene Lumières fremvisning som et gennembrud, starten på en udvikling, som førte til det moderne filmmedium, blev deres film i samtiden opfattet som blot en teknologi blandt mange andre, der skabte illusioner ved hjælp af billeder og lys.
I 1896, efter deres forevisning i Paris, tog de to brødre deres opfindelse på en verdensturne. De vendte desillusionerede hjem: »Cinema er en opfindelse uden fremtid,« erklærede de og kastede sig over at udvikle farvefotografi.
Men andre tog deres ide op og viste korte film. I en årrække var det populært, når der blev vist film på markeder eller i forsamlingslokaler.
I juni 1896 blev der første gang vist film i Danmark. Vilhelm Pacht (1843-1912), der levede af at fremvise optiske illusioner, voksfigurer og lignende, havde været i Paris og set en Lumière-forestilling. Derefter havde han købt fremviser og film i Storbritannien og kunne vise film til de imponerede københavnere.
Edison så ingen fremtid i filmforevisninger
Men som det var sket med Edisons kinetoskop, fortog nyhedens interesse sig. Undervejs havde Edison tjent godt på sine kinetoskop-haller, og han mente ikke, at filmforevisninger efter Lumiére-systemet havde en fremtid.
Han mente i øvrigt heller ikke, at man kunne klippe i film.
Film skulle vises, som de var optaget, ellers blev tilskueren forvirret. Han mente heller ikke, at det gik an at flytte eller dreje kameraet under optagelsen. Også dette ville forvirre.
Men Edison – og med ham mange andre – blev klogere. I perioden 1895-1905 lærte man at lave film, der fortalte historier og varede mere end et par minutter.
Film fik mere avanceret kameraføring
For eksempel fandt man i 1897 ud af, at man godt kan dreje kameraet under optagelsen, uden at tilskuerne bliver forvirrede. Og man kan klippe film sammen, så det virker, som om beskueren pludselig har flyttet sig.
Det skete første gang i filmen 'Come Along Do!' fra 1898, hvor man først ser et par sidde uden for en bygning, hvorefter der klippes til en indendørs scene. Tilskueren skal så selv regne ud, at parret er gået indenfor.
Et af de første klip til et nærbillede – af en kattekilling på en lille piges skød – er fra filmen 'The Sick Kitten' fra 1903. Det første eksempel på krydsklipning, hvor man klipper frem og tilbage mellem to samtidige handlinger, er også fra 1903. På det tidspunkt varede de fleste film stadig kun fem til ti minutter.
'The Great Train Robbery' fra samme år er en af de første film, der fortæller en iscenesat og dramatisk historie ved at klippe fra scene til scene. Filmen varer 12 minutter og indeholder 20 klip, blandt dem krydsklip fra en handling inde i en bygning til en udenfor. Det hele er lidt forvirrende – også for en moderne betragter.
Filmsprog er ikke spor 'naturligt'
Filmsprog er vanskeligt og ikke spor 'naturligt'. Det er opfundet gradvist, med mange eksperimenter, mange fejltagelser og mange forvirrede tilskuere.
Men trods besværlighederne begyndte man at bruge film til at fortælle historier. Den første lange film – den varede en time – blev lavet i Australien i 1906.
Problemet blev derefter: Hvordan kunne man stabilisere filmteknologien? Kunne man give den en form, så man kunne tjene penge?
Biografsalen tog sit indtog
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Løsningen i form af de første biografer – bygninger indrettet til forevisning af film med billetluge og faste sæder og plakater, der annoncerede de kommende forestillinger – begyndte at dukke op omkring 1905.
Biografen er altså også en opfindelse. Snart dukkede de første specialiserede produktionsselskaber med studier og kulisser og en salgsafdeling op.
Omkring 1914 havde filmsystemet stabiliseret sig til den struktur og den blanding af penge, historiefortælling, masseappeal, idoldyrkelse og teknologi, som i store træk har overlevet til vore dage. Det tog cirka 20 år.
