Hvem skal opdrage børn til skolen: Forældre eller skolen selv?

Er mit barn velopdragent nok til folkeskolen?

Nu, hvor skolestarten endnu er over os, kan det spørgsmål måske ind imellem finde på at melde sig hos forældre, som så ofte i den offentlige debat om børneopdragelse er blevet kritiseret for at være 'vattede' og opdrage 'curlingbørn'.

Børneopdragelse har altid været et varmt debatemne, men fik i 2018 nyt liv, efter social- og børneminister Mai Mercado (KF) satte emnet på den politiske dagsorden med sit initiativ ‘Opdragelsesdebatten’.

Ministeren efterlyste en snak om opdragelse, fordi folkeskolernes lærere og pædagoger i dag oplever børneflokkene som svære at håndtere.

Videnskab.dk har spurgt tre forskere, hvordan det egentlig står til med børneopdragelsen.

Skoleformen matcher ikke opdragelsen

Eva Gulløv der er lektor ved DPU på Aarhus Universitet, ser i sin forskning ikke tegn på, forældres opdragelsesevner fejler noget.

Til gengæld ser hun i sit arbejde med børneinstitutioner, at lærere og pædagoger har svært ved at leve op til både ambitiøse læringsmål og en moderne pædagogik.

»Helt reelt oplever pædagoger og lærere, at det kan være svært at få en stor gruppe børn til at indordne sig under programmer og strukturer, når de samtidig er opdraget til, at man lytter til dem og tager dem alvorligt som individer,« siger Eva Gulløv.

Hun har blandt andet været leder af et større forskningsprojekt, hvor man undersøgte opdragelsesværdier i en række daginstitutioner, skoler og hjem - og her ser hun, at der finder masser af opdragelse sted.

»Grunden, til at kritikken blusser op igen, er, at opdragelsen ikke matcher de strukturer, vi har i skoler og daginstitutioner,« forklarer Eva Gulløv.

Kræver socialt kompetente børn

Hanne Knudsen, der også er lektor ved DPU, Aarhus Universitet, er på linje med Eva Gulløv.

Hun mener, at de nuværende pædagogiske idealer (se faktaboksen 'Den antiautoritære opdragelsesstil') gør det vanskeligt med få voksne til mange børn.

Disse pædagogiske idealer forudsætter ifølge Hanne Knudsen utroligt kompetente børn, fordi nye og gamle idealer i dagens skoler er blandet sammen:

Børnene skal kunne sidde ned, tie stille og modtage læring – og samtidig har vi idealet om aktivt deltagende børn, der tager ansvar for egen læring.

»Det nye ideal er levende læringsmiljøer, der summer af aktivitet. Men det skal være den rigtige aktivitet, og hvis læreren vil have ro, skal børnene holde op med det, de var aktivt engagerede i for et øjeblik siden.«

Det kræver, at børnene selv ved, hvornår de skal tage ansvar, arbejde sammen, være selvstændige, og indordne sig efter lærerens eller de fælles regler.

Med andre ord kræver klasse-situationen, at børn har meget veludviklede sociale kompetencer, og kan finde sig i, at reglerne skifter fra situation til situation og fra elev til elev.

»Hvorfor må alle ikke sidde på bordet?«

Som eksempel på et svær situation, der kan opstå i klasseværelset, nævner Hanne Knudsen en indskolingslærer, som prøver at give sine elever optimale læringsbetingelser. En af eleverne, oplever læreren, har bedst ro til at lære, når hun sidder på bordet.

Læreren har den udfordring, at hvis pigen får lov til at sidde på bordet, vil de andre elever det også, men det må de ikke, for så kan læreren ikke styre undervisningen.

»Læreren står i et dilemma, hvor hun på den ene side har ansvar for, at de hver især lærer optimalt og får de bedste betingelser for individuel læring, men samtidig skal hun undgå for meget uro,« siger Hanne Knudsen.

LÆS OGSÅ: Evig krig om pædagogik: Skal små børn lære eller lege?

Forældreansvaret er uendeligt

Tilbage i 1950’erne var skolens eneste forventning til forældre, at de skulle lære deres børn at høre efter, hvad de voksne sagde. De skulle møde op i skolen, udhvilede, og med en pakket taske og være klar til at parere ordrer.

Nu bliver familien nærmest set som en del af skolen og læringen, fortæller Hanne Knudsen, og der er kæmpestore forventninger til forældrenes indsats, både i relation til skolen og i forhold til at gøre familien til et 'læringsrum'.

»Det nye i dag er, at man fra statens og skolens side lægger op til, at forældre selv reflekterer over deres ansvar,« siger Hanne Knudsen.

På den måde er der i princippet ingen grænser for, hvad man 'bør gøre' som forælder til et skolebarn.

Panelist: Børn er usikre på, hvad de står for

En af ministerens udvalgte eksperter står i en lidt anden lejr end de to DPU-forskere.

Han ser i sit arbejde med børn, unge og familieforhold, at der er en usikkerhed hos forældre omkring, hvilke værdier, vi skal opdrage vores børn til.

»Jeg tror, at mange har en oplevelse af, at børn er rastløse og usikre på, hvad de egentlig selv rummer og står for. Meget tyder på, at vi ikke har givet de børn og unge en tilstrækkelig selvstændighed,« siger Per Schultz Jørgensen, som er professor emeritus i Socialpsykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), aktuel med flere bøger om opdragelse.

Han sidder med i det debatpanel, ministeren har samlet i forbindelse med Opdragelsesdebatten.

Vores opbrud fra gamle livsformer er kulmineret i et individualiseret samfund, og det, siger Per Schultz Jørgensen, har været med til at opløse de sociale rammer og faste holdepunkter, vi før kunne sigte efter.

Fraværet af faste rammer og normer kan være en væsentlig grund til, at pædagoger og lærere oplever børn som svære at håndtere, mener han.

Få den myndige forælder på banen

En del af Per Schultz Jørgensens løsning er – som han også skriver om i sine opdragelsesbøger – at man understøtter sit barn følelsesmæssigt, men samtidig hjælper barnet til at overholde de fælles normer.

»Der skal være normer for børn både i børnehaven, skolen og hjemmet, men børnene skal selv opleve, at normerne er nogle, de selv har været med til at sætte.«

Tænk på den 4-årige dreng, som ikke vil i seng, fordi han har det sjovt. Far eller mor har groft sagt følgende handlemuligheder:

1. Kommandere drengen i seng.
2. Udsætte sengetiden.
3. Støtte drengen følelsesmæssigt, men fastholde normen: »Jeg kan godt forstå, du har det sjovt, men nu hjælper jeg dig af med tøjet, for du skal i seng.«

Tredje mulighed er ifølge Per Schultz Jørgensen, hvad 'den myndige forælder' bør gøre for at opdrage barnet demokratisk men samtidig fastholde barnets forpligtelser overfor de fælles normer.

Husk kærligheden i hjemmet

Men vi skal passe på med at gøre familien til et læringsrum mere end et kærlighedsrum, mener Hanne Knudsen.

»Jeg synes, man skal overveje, om skolen – og staten – efterhånden har inviteret sig selv lidt for langt ind i familien. Det risikerer at have konsekvenser for de intime relationer, man har til sine børn,« siger Hanne Knudsen.

Engang blev hjemmet primært set som et kærlighedsrationale, hvor der nærmest var en berøringsangst fra staten om at fortælle forældrene, hvad de skulle gøre, forklarer hun.

»I det lys er det en uproblematisk måde at vise sin kærlighed på, hvis bedstemor taber i spil med vilje. Men at tabe i spil med vilje er nærmest en forbrydelse i dag, fordi man så ikke bidrager til at gøre barnet robust,« siger Hanne Knudsen.